Når jeg ikke kan rumme min steddatter

Vilja2019 skriver:

Knap 3 år har jeg været sammen med min kæreste, som er en fantastisk god person. Målt på alle tænkelige parametre og jeg værdsætter ham hver eneste dag. Men jeg kan ikke rumme hans barn, min steddatter. Og nu, efter så længe, og efter mange taktiske manøvrer for min side, for at 'være i det', så har jeg næsten givet op, og vil i bund og grund gerne ud af et forhold, med en mand, som jeg virkelig elsker og som er god for mig. Men konstellationen omkring vores sammenbragte familie er ikke god, og jeg føler den ødelægger mig, dvs. jeg har mindre overskud rent mentalt, bliver sur over ting, jeg ellers ville sige 'nå ja' over, jeg planlægger IKKE at være hjemme, når min steddatter er på samvær hos os  - hvilket også ødelægger nærheden mellem mig og min kæreste, for han vil gerne være sammen altid, allesammen. Men jeg har lyst til at græde når hun kommer på besøg: simpelthen fordi jeg ikke kan lide hendes personlighed. Hun er 14 år, og er som sådan ikke 'ond', men hun er en energityv. Hendes person er udspekuleret og fej synes jeg. Jeg har min egen datter på 11 og så hans søn på 10, og de er skønne. Ukomplicerede, storsindede og bare til at omfavne Det bliver et længere indlæg, hvis jeg skal skrive alle de ting, som har skurret i fht min steddatter, men jeg vil forsøge at opsummere de seneste: Hun afbryder konstant med ting, vi andre har sagt, så en naturlig (og hyggelig) samtale drukner i, at hun afbryder og gentager præcist det samme, hun er egoistisk i sociale sammenhænge, hvor hun brokker sig og sidder og hænger, hvis vi er ude hos familie og venner. Så 'keder' hun sig og klistrer op af sin far mens hun ser sur og siger hun vil hjem - ved bordet hvor vi andre hygger os, hvilket ødelægger stemningen for alle. Hun er grådig, fx hvis jeg foreslår vi tager i biffen, er hendes første svar: 'hvad må jeg få?' og senest nu her i forbindelse med hendes konfirmation, siger hun ikke tak for gaven, og når man nævner det for hende, så lyver om, at hun har sagt tak, og sådan kan jeg blive ved. Det er både utaknemligt og uærligt, synes jeg. Faktum er, at jeg synes hendes personlighed er forfærdelig, og jeg har har mistet lysten til overhovedet at forsøge at rumme hende. Men det betyder, at jeg skal sige farvel til ham, som jeg virkelig elsker. Tror mit store spørgsmål er, om jeg er blændet af antipati for hende, og det forhindrer det mig i at se det store billede, fordi ærligt: jeg har nævnt en promilledel af de 'uhensigtsmæssige' karaktertræk hun har, og faktum er: at jeg vil allerhelst være fri for at skulle tvinges ind i en familiekonstellation med hende. Jeg er bare ked af, at det har så store konsekvenser på andre områder at bryde fri af det. Så: Kære medebatører, hvad ville I stille op med den her situation ?

Et barn (eller bare menneske), der bliver anerkendt, set i øjnene i øjenhøjde, smilt til, forstået og aet, har ikke brug for at hævde sig selv og opfører sig generelt ikke forfærdeligt. Det er ikke hendes karaktertræk, det er hendes reaktion.

Hvis du vil blive sammen med hendes far, må du ændre din indstilling til og opførsel overfor hende. Hvis du går fra din kæreste, er det pga af dig selv og dine manglende ændringer, og ikke pga din steddatter. 

Ena skriver:

Et barn (eller bare menneske), der bliver anerkendt, set i øjnene i øjenhøjde, smilt til, forstået og aet, har ikke brug for at hævde sig selv og opfører sig generelt ikke forfærdeligt. Det er ikke hendes karaktertræk, det er hendes reaktion.

Hvis du vil blive sammen med hendes far, må du ændre din indstilling til og opførsel overfor hende. Hvis du går fra din kæreste, er det pga af dig selv og dine manglende ændringer, og ikke pga din steddatter. 

Så Palludan (uden yderligere sammenligning) er bare ikke blevet aet nok? 

Det er nogle mennesker i verden, som er svære at holde af - det skete ikke bare momentant på deres 18 års fødselsdag. De var nok også svære at holde af som 16 årige og som 14 årige. 

Jeg har som barn mødt børn, jeg ikke brød mig om. Jeg har også som voksen mødt børn, jeg ikke brød mig om. Jeg møder da også jævnligt voksne, jeg ikke bryder mig om.

Jeg synes, at det er helt legitimt, at TS ikke bryder sig om barnet - spørgsmålet er, om forholdet til faderen kan fortsætte og under hvilke forudsætninger.

Jeg har aldrig været i en situation, der kunne gøre mig klogere på netop dét, men jeg ville nok overveje, om I bare skulle lade tiden gå. Den 14 årige forbliver jo ikke boende for evigt, så det er en kortere årrække, I skal udholde hinanden.

Hvad siger faderen egentlig?

I mit hovede lyder det som om hun skriger og råber på hendes fars opmærksomhed og accept. Siden den måde du beskriver det på. 

Og ja hun er 14 nogle trosser sine forældre 

nogle bliver onde

nogle ryger hash

nogle lukker sig inde og andre er der ingen ting.

jeg tror virkelig du kunne nå ind til hende ved at lave noget med hende så ville du lære hende bedre af kende lav noget tøse hygge sammen

Abracadabra skriver:

Så Palludan (uden yderligere sammenligning) er bare ikke blevet aet nok? 

Det er nogle mennesker i verden, som er svære at holde af - det skete ikke bare momentant på deres 18 års fødselsdag. De var nok også svære at holde af som 16 årige og som 14 årige. 

Jeg har som barn mødt børn, jeg ikke brød mig om. Jeg har også som voksen mødt børn, jeg ikke brød mig om. Jeg møder da også jævnligt voksne, jeg ikke bryder mig om.

Jeg synes, at det er helt legitimt, at TS ikke bryder sig om barnet - spørgsmålet er, om forholdet til faderen kan fortsætte og under hvilke forudsætninger.

Jeg har aldrig været i en situation, der kunne gøre mig klogere på netop dét, men jeg ville nok overveje, om I bare skulle lade tiden gå. Den 14 årige forbliver jo ikke boende for evigt, så det er en kortere årrække, I skal udholde hinanden.

Hvad siger faderen egentlig?

 

Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal stille op med Paludan spørgsmålet. Han er voksen og pigen her er et barn... Så det springer jeg over.

At et barn er svær at holde af, er der oftest en rigtig god forklaring på. Men det er umuligt for os at vide, om pigen faktisk er svær at holde af eller om ts bare ikke bryder sig om hende. Uanset, er det ts' ansvar at tilbyde nogle retfærdige og trygge rammer for sin kærestes datter, hvor hun kan være sig selv. 

Tak for alle jeres indlæg, forståelse og velmente råd. Jeg tager dem alle ind. Baggrundshistorien er også, at jeg har forsøgt med familierådgivning, for at få en uvildig ind over, samt fortsat på egen hånd hos en psykolog for at få værktøjer til at rumme hende. Kernen af det hele er nok, at jeg har svært ved at finde vejen til det længere. Den største grund er, at jeg igennem disse sessioner også har lært, at det er vigtigt at tilgodese alles behov, derunder selvfølgelig min steddatters, men i høj grad også mine og min datters. Jeg vil elske at finde vejen frem til et sted, hvor vi alle kan fungere godt og have tryghed og lyst til at være i det. Og hvis ikke det kan lykkes, så ja, var mit oprindelige spørgsmål: om det så ikke er bedre at gå.

Faren er på banen meget langt væk. Han er den bedste mand, man kan ønske sig, men konfliktsky. Og standardsvaret er altid: sådan kan man ikke sige til hende, for hun er ikke vant til, at man siger sådan noget til hende. Fx hvis jeg siger: Jeg vil ikke have du hænger ved bordet og siger du vil hjem, når vi er ude. Det ødelægger stemningen for os alle. Det har jeg sagt direkte til hende. Andre gange siger jeg det til faren, at jeg ikke vil have hun afbryder og at hun ikke skal kommentere på alt min datter siger med en sarkastisk tone. Min datter er 11 og hendes person er at trække sig i stedet for at svare igen.

Vores andres behov for respekt af vores grænser skal også tilgodeses, og i hvert fald også min datters, fordi hun (også) er et barn. Derfor er det ikke kun et spørgsmål om, at vi andre rummer 'den anden', men at vi alle er tilstede og ses som personer, med grænser der overholdes og følelser og tanker, der respekteres.

For at vende tilbage til udgangspunktet i dette indlæg. Min steddatter er kommet i går, og jeg vil forsøge at rumme hende, men jeg vil samtidig også være opmærksom på, at der er plads til alle, og ikke kun hende, i den fælles weekend vi skal have nu. Fordi jeg håber, at vi vil lykkes som familie.

God weekend til alle

Ena skriver:

Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal stille op med Paludan spørgsmålet. Han er voksen og pigen her er et barn... Så det springer jeg over.

At et barn er svær at holde af, er der oftest en rigtig god forklaring på. Men det er umuligt for os at vide, om pigen faktisk er svær at holde af eller om ts bare ikke bryder sig om hende. Uanset, er det ts' ansvar at tilbyde nogle retfærdige og trygge rammer for sin kærestes datter, hvor hun kan være sig selv. 

Jeg synes, at du skal overveje Paludan igen - er det virkelig ikke hans karaktertræk, vi har set, men kun reaktionen på manglende kærlighed? 

Jeg ved ikke, om jeg kan acceptere, at vi blot opgiver de lidt besværlige børn og unge, fordi deres karaktertræk er kedelige - men hvis vi accepterer, at voksne kan have trælse karaktertræk, må vi jo også kunne acceptere det hos børn! Så må de voksne opdrage, lede, guide og stimulere børnene i en bedre retning, så det uempatiske barn får en bedre forståelse for sin omverden, men vi er nødt til at forstå, at fx en Paludan ikke opstod ved 18 års fødselsdagen. 

Vilja2019 skriver:

Tak for alle jeres indlæg, forståelse og velmente råd. Jeg tager dem alle ind. Baggrundshistorien er også, at jeg har forsøgt med familierådgivning, for at få en uvildig ind over, samt fortsat på egen hånd hos en psykolog for at få værktøjer til at rumme hende. Kernen af det hele er nok, at jeg har svært ved at finde vejen til det længere. Den største grund er, at jeg igennem disse sessioner også har lært, at det er vigtigt at tilgodese alles behov, derunder selvfølgelig min steddatters, men i høj grad også mine og min datters. Jeg vil elske at finde vejen frem til et sted, hvor vi alle kan fungere godt og have tryghed og lyst til at være i det. Og hvis ikke det kan lykkes, så ja, var mit oprindelige spørgsmål: om det så ikke er bedre at gå.

Faren er på banen meget langt væk. Han er den bedste mand, man kan ønske sig, men konfliktsky. Og standardsvaret er altid: sådan kan man ikke sige til hende, for hun er ikke vant til, at man siger sådan noget til hende. Fx hvis jeg siger: Jeg vil ikke have du hænger ved bordet og siger du vil hjem, når vi er ude. Det ødelægger stemningen for os alle. Det har jeg sagt direkte til hende. Andre gange siger jeg det til faren, at jeg ikke vil have hun afbryder og at hun ikke skal kommentere på alt min datter siger med en sarkastisk tone. Min datter er 11 og hendes person er at trække sig i stedet for at svare igen.

Vores andres behov for respekt af vores grænser skal også tilgodeses, og i hvert fald også min datters, fordi hun (også) er et barn. Derfor er det ikke kun et spørgsmål om, at vi andre rummer 'den anden', men at vi alle er tilstede og ses som personer, med grænser der overholdes og følelser og tanker, der respekteres.

For at vende tilbage til udgangspunktet i dette indlæg. Min steddatter er kommet i går, og jeg vil forsøge at rumme hende, men jeg vil samtidig også være opmærksom på, at der er plads til alle, og ikke kun hende, i den fælles weekend vi skal have nu. Fordi jeg håber, at vi vil lykkes som familie.

God weekend til alle

Jeg synes desværre det lyder til du prøver at gøre din egen datter bedre end alle andre. Læst med mine øjne fremstiller du din egen datter som fuldstændig fejlfri, som et barn aldrig har sagt eller gjort noget forkert og ligeledes aldrig kunne finde på det. Og tro mig, børn mærker den forskelsbehandling.

LSS skriver:

Jeg synes desværre det lyder til du prøver at gøre din egen datter bedre end alle andre. Læst med mine øjne fremstiller du din egen datter som fuldstændig fejlfri, som et barn aldrig har sagt eller gjort noget forkert og ligeledes aldrig kunne finde på det. Og tro mig, børn mærker den forskelsbehandling.

Jeg synes, du lægger hende rigtigt mange ord i munden. 

Abracadabra skriver:

Jeg synes, at du skal overveje Paludan igen - er det virkelig ikke hans karaktertræk, vi har set, men kun reaktionen på manglende kærlighed? 

Jeg ved ikke, om jeg kan acceptere, at vi blot opgiver de lidt besværlige børn og unge, fordi deres karaktertræk er kedelige - men hvis vi accepterer, at voksne kan have trælse karaktertræk, må vi jo også kunne acceptere det hos børn! Så må de voksne opdrage, lede, guide og stimulere børnene i en bedre retning, så det uempatiske barn får en bedre forståelse for sin omverden, men vi er nødt til at forstå, at fx en Paludan ikke opstod ved 18 års fødselsdagen. 

Paludan er et særtilfælde, jeg brugte ordet generelt i mit første indlæg og derfor er jeg ikke med på præmissen om at inddrage Paludan på den måde. Karaktertræk kommer et sted fra, blandt andet er det reaktioner på oplevelser. Jeg ved intet om Paludans oplevede barndom eller hvordan han var som fjortenårig. 

Jeg accepterer overhovedet ikke at man opgiver "besværlige" børn, og det er faktisk lige nøjagtig min pointe. 

Jeg har oplevet lignende med mine to, nu voksne stedbørn. Kom ind 8 deres liv da de var 6 og 7. De var weekendbørn og deres mors livssyn og opdragelse var bare helt anderledes fra mit. Det var det materielle der kom først og sådan en rethaverisk kultur. De var samtidig skønne, søde dejlige børn, men med tiden voksede forskellen større og større. Vi/jeg holdt ved til de blev voksne. Jeg har intet forhold til dem i dag. Det har gjort meget ondt igennem tiden at se deres, i mine øjne nedadgående udvikling. Jeg ønsker dem alt det bedste i livet, men jeg har intet behov for at lukke dem ind igen, det gør for ondt.

mht. Debatten om uempatiske børn, så vil jeg da sige, som skolelærer, at jo der helt klart børn der er sværere at holde af en andre. Opdragelse og miljø har selvfølgelig meget at sige. Men der er altså også bare uheldige eksistenser, som ikke har fået så meget med sig. Så gælder det dog for alvor, at finde det positive i barnet og dyrke relationen endnu mere, for barnets skyld.