Når jeg ikke kan rumme min steddatter

@Stivdie, hendes adfærd kan helt sikkert tolkes som et barn, der ikke ved hvilket ben hun skal stå på, og som mangler en tryg tilknytning.

Den forankring i sig selv - at hvile - mangler hun nok, og det kommer til udtryk i hendes adfærd, som selvom den kommer fra et sted med et stort ønske om, at være en del af det hele, jo får den stik modsatte effekt.

Hun har ingen fritidsaktiviteter, har gået til nogle ting, men det dropper hun med den ene eller anden begrundelse. Tanken, at hun mangler den grundlæggende forståelse for de sociale spilleregler og 'cues' er en, der gør ondt, og som hun selvfølgelig skal hjælpes til. Men jeg tror faktisk, det er hovedet på sømmet.

Den her debat har været en process, og jeg har faktisk oplevet en weekend med mere rummelighed og en erkendelse af, at jeg har en aktiv rolle i, at skulle være den voksne, opdragende part.

Den del har nok været svær for mig, fordi jeg synes det er noget, man har med fra (små) barnsben af, men hvis man ikke har, så må det næstbedste være, at man får det med hen ad vejen - også i en lidt senere alder end jeg synes er helt optimalt.

Hej ��

Jeg er dig. Jeg har selv en papdatter som jeg har kendt i 4 år og jeg står med de samme spørgsmål som dig.

Jeg kan se det er over 4 år siden du skrev og spurgte. Jeg er nysgerrig, er I stadig sammen? Fik I ændret på tingene?

Jeg er selv så meget i tvivl, for ja, jeg er den voksne, jeg bør rumme, elske og være der for hende. Men jeg bryder mig virkelig ikke om hende, og jeg er slet ikke enig i forældrenes opdragelse af hende. Men jeg kan jo intet gøre, så skal jeg kæmpe, eller skal jeg give op?

Nogle af de ting som kan gør man hader noget ved andre. Være at det man selv ikke særlig god til. 

Fx. Kunne sige fra til stor fester og give udtryk for nu er det nok. 

Eller man vil gerne høres og lade andre overtage sig samtaler. Som din steddatter gør. 

Vil det måske hjælpe dig at snakke med psykolog? For ikke at miste manden i dit liv 

Hylet skriver:

Hej ��

Jeg er dig. Jeg har selv en papdatter som jeg har kendt i 4 år og jeg står med de samme spørgsmål som dig.

Jeg kan se det er over 4 år siden du skrev og spurgte. Jeg er nysgerrig, er I stadig sammen? Fik I ændret på tingene?

Jeg er selv så meget i tvivl, for ja, jeg er den voksne, jeg bør rumme, elske og være der for hende. Men jeg bryder mig virkelig ikke om hende, og jeg er slet ikke enig i forældrenes opdragelse af hende. Men jeg kan jo intet gøre, så skal jeg kæmpe, eller skal jeg give op?

 

Jeg kan se at vedkommende ikke er medlem af siden mere. Tænker ikke at du kommer til at nå hende. 

Jeg har læst alle svarene og tillader mig også selv at komme med et, da jeg tror debatten er relevant for mange bonusmødre som kan stå med lignende følelser … Jeg står også i en nogenlunde samme situation som TS og dig Hylet. Jeg har et bonusbarn med en meget grænsesøgende, -overskridende og provokerende adfærd. Den adfærd har altid været der og jeg tror den skyldes dels egen medfødte personlighed (kæmpe temperament mm) og desværre en stor del manglende opdragelse og dannelse fra mor og fars side. Jeg forsøger virkelig også at rumme mit bonusbarn , være den voksne etc. Men det er så svært. Med “fare” for at smide brænde på bålet og få alle mødre efter mig nu med høtyve, så er der altså også børn, som mangler grundlæggende opdragelse og som desværre er blevet curlet hele livet og sat på en piedestal, hvor de bliver hele verdens centrum i familien. Og derfor også opfører sig derefter. Mega synd for barnet selv jo, for man bliver et egoistisk, krævende og forkælet menneske som andre bliver trætte af. Sådan er mit bonusbarn desværre (som er 7 år), som altid har været meget enebarn uden andre søskende på både mors og fars side. Blot for at sige at jeg ikke nødvendigvis tror at der ALTID ligger en masse usikkerhed bag eller andet - det kan (også) skyldes manglende opdragelse og simpelthen at hun er født med en knap så tiltalende personlighed… Jeg hører ingen steder at far er så meget inde over eller at han tager det op med hende - måske er der simpelthen også mangel på opdragelse fra hans side, hvis han er lidt af en curlingfar med dårlig samvittighed? Har far/mor nogensinde kigget hende i øjnene og sagt at den adfærd kan gøre andre kede af det (nu tænker jeg tivolituren hvor hun var efter de andre børn, hvis de ikke turde prøve vilde forlystelser) - bedt hende tale pænt og ikke håne? Spurgt hende om hun ikke selv ville blive ked af at andre talte sådan.

Det er at gøre sit barn en enorm bjørnetjeneste, og er ikke barnets skyld, men det kan dælme bare være svært at rumme andre mennesker/børn med en sådan konstant adfærd. Så jeg har forståelse for TS. Og jeg ved hvor uendelig svær bonusmorrollen kan være, og det værende ligemeget hvor uselvisk og rummende et menneske man elles selv kan være…