Når jeg ikke kan rumme min steddatter

AV, men tak for jeres svar. Jeg - fra min stol - synes det er positivt at tage hende med i oplevelser med min datter og jeg, fordi det er stjernestunder Men forstår godt, at I synes hun måske føler sig udenfor, men det er jeg ikke sikker på retfærdiggør at man 'overtager' det hele. Min datter er meget omgængelig - stille og rolig - og favner de fleste, så det er ikke det, der er problemet tænker jeg. Men tak for feedback

Nej det retfærdiggøre det nok ikke, men hun er et barn, 11-14 år gammel og det er sådan hun reagerer. Så du nødt til at være den voksne og snakke med hende, finde ud af hvad der sker og fortæller hende hvad det gør ved din datter. 
Det er sødt nok at du tager hende med i de ting du laver med din datter, men det viser hende jo måske også bare, at I kun kan lave noget når din datter er med, til at hun føler sig som et tredje hjul. 

Men tænker at både hende og din datter gerne vil lave ting alene med dig også.  

Vilja2019 skriver:

@rockertand, kan sagtens se jeg skal æde kameler og være den voksne i den traditionelle forstand, mit problem er, at jeg ikke har den kærlighed der skal til, fordi jeg simpelthen ikke synes hun er elskelig. Derfor er jeg også bange for, at jeg bliver nødt til at gå

Du synes ikke at hun er elskelig, fordi det er et billede du har givet hende, fordi de to andre er søde og venlige...  Prøv at forestil dig at vær den, de andre ikke kan li. Hun tager den rolle, fordi der ikke er andre og så er hun teenager(og pre teen) fuld af følelser, det er svært at rumme for et barn. hvorfor gør hun ikke de ting med mig? Hvis jeg siger/gør det her, får jeg en reaktion. En dårlig reaktion er bedre end ingen, og så kører det i cirkel og intet bliver bedre. 

Du er nødt til at komme ud af den cirkel, og finde ind til kernen. 

Er hun også sådan hos moren? Hos bedste forældrene? Snakker I voksne sammen? 

Vilja2019 skriver:

Knap 3 år har jeg været sammen med min kæreste, som er en fantastisk god person. Målt på alle tænkelige parametre og jeg værdsætter ham hver eneste dag. Men jeg kan ikke rumme hans barn, min steddatter. Og nu, efter så længe, og efter mange taktiske manøvrer for min side, for at 'være i det', så har jeg næsten givet op, og vil i bund og grund gerne ud af et forhold, med en mand, som jeg virkelig elsker og som er god for mig. Men konstellationen omkring vores sammenbragte familie er ikke god, og jeg føler den ødelægger mig, dvs. jeg har mindre overskud rent mentalt, bliver sur over ting, jeg ellers ville sige 'nå ja' over, jeg planlægger IKKE at være hjemme, når min steddatter er på samvær hos os  - hvilket også ødelægger nærheden mellem mig og min kæreste, for han vil gerne være sammen altid, allesammen. Men jeg har lyst til at græde når hun kommer på besøg: simpelthen fordi jeg ikke kan lide hendes personlighed. Hun er 14 år, og er som sådan ikke 'ond', men hun er en energityv. Hendes person er udspekuleret og fej synes jeg. Jeg har min egen datter på 11 og så hans søn på 10, og de er skønne. Ukomplicerede, storsindede og bare til at omfavne Det bliver et længere indlæg, hvis jeg skal skrive alle de ting, som har skurret i fht min steddatter, men jeg vil forsøge at opsummere de seneste: Hun afbryder konstant med ting, vi andre har sagt, så en naturlig (og hyggelig) samtale drukner i, at hun afbryder og gentager præcist det samme, hun er egoistisk i sociale sammenhænge, hvor hun brokker sig og sidder og hænger, hvis vi er ude hos familie og venner. Så 'keder' hun sig og klistrer op af sin far mens hun ser sur og siger hun vil hjem - ved bordet hvor vi andre hygger os, hvilket ødelægger stemningen for alle. Hun er grådig, fx hvis jeg foreslår vi tager i biffen, er hendes første svar: 'hvad må jeg få?' og senest nu her i forbindelse med hendes konfirmation, siger hun ikke tak for gaven, og når man nævner det for hende, så lyver om, at hun har sagt tak, og sådan kan jeg blive ved. Det er både utaknemligt og uærligt, synes jeg. Faktum er, at jeg synes hendes personlighed er forfærdelig, og jeg har har mistet lysten til overhovedet at forsøge at rumme hende. Men det betyder, at jeg skal sige farvel til ham, som jeg virkelig elsker. Tror mit store spørgsmål er, om jeg er blændet af antipati for hende, og det forhindrer det mig i at se det store billede, fordi ærligt: jeg har nævnt en promilledel af de 'uhensigtsmæssige' karaktertræk hun har, og faktum er: at jeg vil allerhelst være fri for at skulle tvinges ind i en familiekonstellation med hende. Jeg er bare ked af, at det har så store konsekvenser på andre områder at bryde fri af det. Så: Kære medebatører, hvad ville I stille op med den her situation ?

Får helt ondt i maven. Ingen mennesker er kun dårlige, og slet ikke en pige på 14 år. Hendes hjerne er jo slet ikke færdig udviklet, og hun kan selvsagt ikke være på niveau med dig rent kognitivt.

hvordan var du mon selv som 14-årig?

Jeg ved godt det kan være svært at være bonusmor, er selv en. Men med så meget andet, så er det en selv man skal arbejde med.

Det du ser i andre, det der irriterer dig, er noget du selv rummer ❤️

Jeg synes det er fair nok hvis du ikke kan rumme det. Det tror jeg heller ikke jeg kunne hvis mine bonusser opførte sig sådan særlig tit

Jeg er enig med jer i, at det er synd for hende, for jeg synes hun mangler nogle sociale kompetencer, og de skal tillæres. Problemet er, at hun er selvhævdende og ikke ser eller mærker hendes egen rolle, når hun fx overtager min datters fødselsdag med klassen og begynder at fortælle om det hun kan og tør, og hvordan de skal gøre ting. Hun er læseudfordret og læser ca 2 klassetrin under hendes alder. Det betyder måske, at hun har et lavt selvværd, men når vi spiller spil, hvor der skal læses actionkort fx, læser min datter min steddatters kort højt, og gør det uden at kommentere på en fin, neutral måde. Omvendt, når vi er i Tivoli eller andet, og de andre børn ikke tør de vilde forlystelser, så skaber hun sig og siger: ej, tør I ikke engang det, det er da ikke farligt, hvorfor tør I ikke, kom nu osv. Det er ikke ok og vidner om manglende indsigt og ydmyghed og især respekt over for andre og deres grænser. Og det er måske det største problem, at hun konstant vader over vores andres grænser. Det gør det meget svært at rumme. Men enig, jeg har forsøgt at omfavne hendes person, og gjort mange tiltag til at det bliver bedre, endda også forsøgt at opstille læseplaner for hende og motivations'præmier', men hun har ingen egen drive, så det har jeg også droppet. Igen, det er som om, hele hendes person kun 'fungerer', når det er på hendes præmisser, og det er ikke rimeligt for nogen af os.

Det lyder til, at hun generelt har svært ved nogle ting, når hun både er socialt og fagligt udfordret. Hvordan fungerer hun socialt i skolen - altså med sine jævnaldrende?

Med dine beskrivelser får jeg tanken, at hun måske ikke fungerer specielt godt, når hun har så svært ved at aflæse de sociale spilleregler. 

Spørgsmålet er, om hun simpelthen er dårligt begavet og forsøger at kompensere med en lidt ‘vild’ adfærd for at få status blandt andre børn? 

Hendes far mener hun fungerer godt socialt, men faktum er, at hun ikke én gang har haft en legeaftale/veninder med hjem eller haft aftaler hos dem efter skole i de tre år jeg har kendt hende, både da vi ikke boede sammen, og de seneste 2 1/2 år, hvor vi har boet sammen. Det på trods af, at der kun er 10 km fra hendes hjem hos moderen, og at jeg har tilbudt flere gange at køre hende til hendes veninder, hvis hun vil lave aftaler. Hun er hos os hver anden uge fra fredag til onsdag.

Jeg kan sagtens forstå, at det må være mega irriterende med den opførsel. Og når man først har “fået øje” på det, kan det være enormt svært at glemme det igen - ja faktisk kan man komme til at “lede” lidt efter de ting der bekræfter det billede man har, og dømme adfærd lidt hårdere end man ellers ville gøre.

Jeg har læst alle indlæg igennem og jeg må bare sige, at uanset hvad - så er pigen 14 år, stadig et barn og muligvis lidt umoden af sin alder. Det er dig der er voksen, og det er din opgave at rumme hende. Meget af den adfærd der irriterer dig, vil hun vokse fra. Synes det på nogle af dine indlæg lyder til, at du kunne være hendes klassekammerat der bitcher over hende - og ikke som en ansvarlig og rummelig voksen. 

Om du vil gå fra din kæreste på den baggrund kan du kun selv beslutte. Men jeg synes ærlig talt at det ville være en noget umodent grundlag at træffe den beslutning på. Undskyld hvis det er lidt hårdt sagt, men jeg tror bare at har brug for at få øjnene op for din egen rolle i det her.

Vilja2019 skriver:

Hendes far mener hun fungerer godt socialt, men faktum er, at hun ikke én gang har haft en legeaftale/veninder med hjem eller haft aftaler hos dem efter skole i de tre år jeg har kendt hende, både da vi ikke boede sammen, og de seneste 2 1/2 år, hvor vi har boet sammen. Det på trods af, at der kun er 10 km fra hendes hjem hos moderen, og at jeg har tilbudt flere gange at køre hende til hendes veninder, hvis hun vil lave aftaler. Hun er hos os hver anden uge fra fredag til onsdag.

Er hun så på de sociale medier med veninderne? Eller er de manglende aftaler et udtryk for et manglende netværk? 

Spørgsmålet er, om pigen har det grundliggende svært socialt. For så skal hun have hjælp til at navigere socialt. 

Jeg har til min datters fritidsinteresse mødt den mest uopdragne forfærdelige egocentrerede idiotiske forfærdelige dreng, som man bare havde lyst til at kvæle/stikke en flad. Det viste sig, at han var bragende autist, og INTET fattede af de sociale spilleregler. Dér skammede jeg mig over mine meget usympatiske tanker. Det var jo virkelig synd for knægten. 

Jeg siger bestemt ikke, at pigen er autist - men t I måske skal overveje, om hun måske ikke forstår de sociale spilleregler intuitivt og skal hjælpes. 

Et eller andet sted så håber jeg næsten, for pigens skyld, at du går. Hvor må det være forfærdeligt at være i med en voksen så tæt på, der faktisk ikke bryder sig om en. Jeg er overbevist om hun mærker det, også mere end du måske tror og så reagere hun derefter.