Når jeg ikke kan rumme min steddatter

Knap 3 år har jeg været sammen med min kæreste, som er en fantastisk god person. Målt på alle tænkelige parametre og jeg værdsætter ham hver eneste dag. Men jeg kan ikke rumme hans barn, min steddatter. Og nu, efter så længe, og efter mange taktiske manøvrer for min side, for at 'være i det', så har jeg næsten givet op, og vil i bund og grund gerne ud af et forhold, med en mand, som jeg virkelig elsker og som er god for mig. Men konstellationen omkring vores sammenbragte familie er ikke god, og jeg føler den ødelægger mig, dvs. jeg har mindre overskud rent mentalt, bliver sur over ting, jeg ellers ville sige 'nå ja' over, jeg planlægger IKKE at være hjemme, når min steddatter er på samvær hos os  - hvilket også ødelægger nærheden mellem mig og min kæreste, for han vil gerne være sammen altid, allesammen. Men jeg har lyst til at græde når hun kommer på besøg: simpelthen fordi jeg ikke kan lide hendes personlighed. Hun er 14 år, og er som sådan ikke 'ond', men hun er en energityv. Hendes person er udspekuleret og fej synes jeg. Jeg har min egen datter på 11 og så hans søn på 10, og de er skønne. Ukomplicerede, storsindede og bare til at omfavne Det bliver et længere indlæg, hvis jeg skal skrive alle de ting, som har skurret i fht min steddatter, men jeg vil forsøge at opsummere de seneste: Hun afbryder konstant med ting, vi andre har sagt, så en naturlig (og hyggelig) samtale drukner i, at hun afbryder og gentager præcist det samme, hun er egoistisk i sociale sammenhænge, hvor hun brokker sig og sidder og hænger, hvis vi er ude hos familie og venner. Så 'keder' hun sig og klistrer op af sin far mens hun ser sur og siger hun vil hjem - ved bordet hvor vi andre hygger os, hvilket ødelægger stemningen for alle. Hun er grådig, fx hvis jeg foreslår vi tager i biffen, er hendes første svar: 'hvad må jeg få?' og senest nu her i forbindelse med hendes konfirmation, siger hun ikke tak for gaven, og når man nævner det for hende, så lyver om, at hun har sagt tak, og sådan kan jeg blive ved. Det er både utaknemligt og uærligt, synes jeg. Faktum er, at jeg synes hendes personlighed er forfærdelig, og jeg har har mistet lysten til overhovedet at forsøge at rumme hende. Men det betyder, at jeg skal sige farvel til ham, som jeg virkelig elsker. Tror mit store spørgsmål er, om jeg er blændet af antipati for hende, og det forhindrer det mig i at se det store billede, fordi ærligt: jeg har nævnt en promilledel af de 'uhensigtsmæssige' karaktertræk hun har, og faktum er: at jeg vil allerhelst være fri for at skulle tvinges ind i en familiekonstellation med hende. Jeg er bare ked af, at det har så store konsekvenser på andre områder at bryde fri af det. Så: Kære medebatører, hvad ville I stille op med den her situation ?

Vilja2019 skriver:

Knap 3 år har jeg været sammen med min kæreste, som er en fantastisk god person. Målt på alle tænkelige parametre og jeg værdsætter ham hver eneste dag. Men jeg kan ikke rumme hans barn, min steddatter. Og nu, efter så længe, og efter mange taktiske manøvrer for min side, for at 'være i det', så har jeg næsten givet op, og vil i bund og grund gerne ud af et forhold, med en mand, som jeg virkelig elsker og som er god for mig. Men konstellationen omkring vores sammenbragte familie er ikke god, og jeg føler den ødelægger mig, dvs. jeg har mindre overskud rent mentalt, bliver sur over ting, jeg ellers ville sige 'nå ja' over, jeg planlægger IKKE at være hjemme, når min steddatter er på samvær hos os  - hvilket også ødelægger nærheden mellem mig og min kæreste, for han vil gerne være sammen altid, allesammen. Men jeg har lyst til at græde når hun kommer på besøg: simpelthen fordi jeg ikke kan lide hendes personlighed. Hun er 14 år, og er som sådan ikke 'ond', men hun er en energityv. Hendes person er udspekuleret og fej synes jeg. Jeg har min egen datter på 11 og så hans søn på 10, og de er skønne. Ukomplicerede, storsindede og bare til at omfavne Det bliver et længere indlæg, hvis jeg skal skrive alle de ting, som har skurret i fht min steddatter, men jeg vil forsøge at opsummere de seneste: Hun afbryder konstant med ting, vi andre har sagt, så en naturlig (og hyggelig) samtale drukner i, at hun afbryder og gentager præcist det samme, hun er egoistisk i sociale sammenhænge, hvor hun brokker sig og sidder og hænger, hvis vi er ude hos familie og venner. Så 'keder' hun sig og klistrer op af sin far mens hun ser sur og siger hun vil hjem - ved bordet hvor vi andre hygger os, hvilket ødelægger stemningen for alle. Hun er grådig, fx hvis jeg foreslår vi tager i biffen, er hendes første svar: 'hvad må jeg få?' og senest nu her i forbindelse med hendes konfirmation, siger hun ikke tak for gaven, og når man nævner det for hende, så lyver om, at hun har sagt tak, og sådan kan jeg blive ved. Det er både utaknemligt og uærligt, synes jeg. Faktum er, at jeg synes hendes personlighed er forfærdelig, og jeg har har mistet lysten til overhovedet at forsøge at rumme hende. Men det betyder, at jeg skal sige farvel til ham, som jeg virkelig elsker. Tror mit store spørgsmål er, om jeg er blændet af antipati for hende, og det forhindrer det mig i at se det store billede, fordi ærligt: jeg har nævnt en promilledel af de 'uhensigtsmæssige' karaktertræk hun har, og faktum er: at jeg vil allerhelst være fri for at skulle tvinges ind i en familiekonstellation med hende. Jeg er bare ked af, at det har så store konsekvenser på andre områder at bryde fri af det. Så: Kære medebatører, hvad ville I stille op med den her situation ?

Hatten af for din ærlighed, jeg genkender det godt.

Du er nået dertil, hvor du finder på undskyldninger for at undgå hende.

Løsningen er helt klart at gøre nøjagtigt det modsatte. Kun hende og dig, mange weekender, dage, timer, hvor du "kvæler" hende med opmærksomhed og omsorg.

Jeg er ikke selv bonusforælder så I bund og grund kan jeg ikke helt hævde at kende din situation:-)

Men det der springer mig i øjnene er hendes alder. Det er en alder hvor man kan være sur og tvær og utaknemmelig og irriterende og og og ...

Man kan også være skøn, overbærende, elskelig og alt muligt andet.

Jeg har selv børn på 17, 14 og 10. Min 17 årige har også en gang i mellem været ved at drive mig til vanvid, det er en dannelsesproces og en løsrivelse de skal igennem og jeg kunne til tider være grædefærdig over det utaknemmelige irriterende skarn min datter var :-) heldigvis var hun min egen datter og kærlighed betyder at man tilgiver og elsker dem alligevel.

Nu på den anden side af orkanen er min datter igen den skønne fornuftige pige hun plejer. Jeg venter hvert øjeblik på at orkanen melder sig hos den næste datter i rækken :-)

Hold ud, det går over igen, er nok det jeg bare gerne vil fortælle dig:-) om et par år er det måske dit eget barn, der står i en indre orkan :-)

Vilja2019 skriver:

Knap 3 år har jeg været sammen med min kæreste, som er en fantastisk god person. Målt på alle tænkelige parametre og jeg værdsætter ham hver eneste dag. Men jeg kan ikke rumme hans barn, min steddatter. Og nu, efter så længe, og efter mange taktiske manøvrer for min side, for at 'være i det', så har jeg næsten givet op, og vil i bund og grund gerne ud af et forhold, med en mand, som jeg virkelig elsker og som er god for mig. Men konstellationen omkring vores sammenbragte familie er ikke god, og jeg føler den ødelægger mig, dvs. jeg har mindre overskud rent mentalt, bliver sur over ting, jeg ellers ville sige 'nå ja' over, jeg planlægger IKKE at være hjemme, når min steddatter er på samvær hos os  - hvilket også ødelægger nærheden mellem mig og min kæreste, for han vil gerne være sammen altid, allesammen. Men jeg har lyst til at græde når hun kommer på besøg: simpelthen fordi jeg ikke kan lide hendes personlighed. Hun er 14 år, og er som sådan ikke 'ond', men hun er en energityv. Hendes person er udspekuleret og fej synes jeg. Jeg har min egen datter på 11 og så hans søn på 10, og de er skønne. Ukomplicerede, storsindede og bare til at omfavne Det bliver et længere indlæg, hvis jeg skal skrive alle de ting, som har skurret i fht min steddatter, men jeg vil forsøge at opsummere de seneste: Hun afbryder konstant med ting, vi andre har sagt, så en naturlig (og hyggelig) samtale drukner i, at hun afbryder og gentager præcist det samme, hun er egoistisk i sociale sammenhænge, hvor hun brokker sig og sidder og hænger, hvis vi er ude hos familie og venner. Så 'keder' hun sig og klistrer op af sin far mens hun ser sur og siger hun vil hjem - ved bordet hvor vi andre hygger os, hvilket ødelægger stemningen for alle. Hun er grådig, fx hvis jeg foreslår vi tager i biffen, er hendes første svar: 'hvad må jeg få?' og senest nu her i forbindelse med hendes konfirmation, siger hun ikke tak for gaven, og når man nævner det for hende, så lyver om, at hun har sagt tak, og sådan kan jeg blive ved. Det er både utaknemligt og uærligt, synes jeg. Faktum er, at jeg synes hendes personlighed er forfærdelig, og jeg har har mistet lysten til overhovedet at forsøge at rumme hende. Men det betyder, at jeg skal sige farvel til ham, som jeg virkelig elsker. Tror mit store spørgsmål er, om jeg er blændet af antipati for hende, og det forhindrer det mig i at se det store billede, fordi ærligt: jeg har nævnt en promilledel af de 'uhensigtsmæssige' karaktertræk hun har, og faktum er: at jeg vil allerhelst være fri for at skulle tvinges ind i en familiekonstellation med hende. Jeg er bare ked af, at det har så store konsekvenser på andre områder at bryde fri af det. Så: Kære medebatører, hvad ville I stille op med den her situation ?

Har hun altid været sådan ? Eller er det først blevet sådan da hun blev teenager?

Tak fordi I tager jer tid til at svare @rockertand, @rundtpågulvet, @321. 

Det er alle de tanker jeg selv har haft. Mit største problem er pt: Jeg har ikke lyst til at skabe en relation med hende, fordi så mange af mine grænser er blevet overskredet. Men jeg ved, at jeg burde have lyst til det/burde ville gøre det, men min motivation for det er pist væk. Jeg har forsøgt at inkludere hende med min egen datter, hvis vi skal noget, fx sushihygge på restaurant eller shoppe, og resultatet bliver altid at hun 'overtager' hele dynamikken, dvs. klistrer op ad mig, når vi går rundt i byen, kommenterer alt min datter siger osv, og min datter trækker sig, og har ikke lyst til at være del af det. Jeg ved godt, at jeg skal se det positivt, at hun gerne vil mig, problemet er at det går ud over min datter, og det har jeg ikke lyst til.

At jeg skal tilbringe kvalitetstid med hende har jeg også forsøgt, men mister lysten når jeg foreslår noget, fx at tage i bif, når hendes naturlige reaktion er: hvad må jeg få. Det er så usympatisk et svar, istedet for at sige. ej, det vil jeg vildt gerne. 

@321: Hun har altid været sådan. I de år jeg har kendt hende, er det når hun får sin vilje og får opmærksomhed, at hun opfører sig pænt. Hvis ikke er det smækken med døre, surmuleri og et ansigt, som jeg ikke kan lade være med at sammenligne med Droopy: altså ren elendighed. 

Jeg vil så gerne rumme hende, men har brug for at se forbedringer på hendes side (efter 3 år) før jeg får lyst til at have hende tæt på igen. Aner ikke om det er et urimeligt krav, men har virkeligt forsøgt at se på det, også fra 'dybere psykologiske vinkler, men jeg synes hun er et selvnytteoptimerende, egoistisk, utaknemmelig barn. Og det er ikke egenskaber jeg bryder mig om hos nogen overhovedet. Så det er frustrerende, for man burde kunne rumme sin nærmeste familie

Vilja2019 skriver:

Tak fordi I tager jer tid til at svare @rockertand, @rundtpågulvet, @321. 

Det er alle de tanker jeg selv har haft. Mit største problem er pt: Jeg har ikke lyst til at skabe en relation med hende, fordi så mange af mine grænser er blevet overskredet. Men jeg ved, at jeg burde have lyst til det/burde ville gøre det, men min motivation for det er pist væk. Jeg har forsøgt at inkludere hende med min egen datter, hvis vi skal noget, fx sushihygge på restaurant eller shoppe, og resultatet bliver altid at hun 'overtager' hele dynamikken, dvs. klistrer op ad mig, når vi går rundt i byen, kommenterer alt min datter siger osv, og min datter trækker sig, og har ikke lyst til at være del af det. Jeg ved godt, at jeg skal se det positivt, at hun gerne vil mig, problemet er at det går ud over min datter, og det har jeg ikke lyst til.

At jeg skal tilbringe kvalitetstid med hende har jeg også forsøgt, men mister lysten når jeg foreslår noget, fx at tage i bif, når hendes naturlige reaktion er: hvad må jeg få. Det er så usympatisk et svar, istedet for at sige. ej, det vil jeg vildt gerne. 

@321: Hun har altid været sådan. I de år jeg har kendt hende, er det når hun får sin vilje og får opmærksomhed, at hun opfører sig pænt. Hvis ikke er det smækken med døre, surmuleri og et ansigt, som jeg ikke kan lade være med at sammenligne med Droopy: altså ren elendighed. 

Jeg vil så gerne rumme hende, men har brug for at se forbedringer på hendes side (efter 3 år) før jeg får lyst til at have hende tæt på igen. Aner ikke om det er et urimeligt krav, men har virkeligt forsøgt at se på det, også fra 'dybere psykologiske vinkler, men jeg synes hun er et selvnytteoptimerende, egoistisk, utaknemmelig barn. Og det er ikke egenskaber jeg bryder mig om hos nogen overhovedet. Så det er frustrerende, for man burde kunne rumme sin nærmeste familie

Du baserer din ulyst til at bryde facaden med nogle erfaringer, der hovedsageligt er opnået, når dit barn har deltaget, absolut ikke optimalt, hun føler sig naturligvis udenfor og vælger så dårlig opførsel som en måde at reagere på.

Du skal hellige dig at skabe et godt forhold til hende, og ja, det kommer til at være dig, der gør det hele, men du er også voksen.

Giv det en chance, der er lys forude.

Vilja2019 skriver:

Tak fordi I tager jer tid til at svare @rockertand, @rundtpågulvet, @321. 

Det er alle de tanker jeg selv har haft. Mit største problem er pt: Jeg har ikke lyst til at skabe en relation med hende, fordi så mange af mine grænser er blevet overskredet. Men jeg ved, at jeg burde have lyst til det/burde ville gøre det, men min motivation for det er pist væk. Jeg har forsøgt at inkludere hende med min egen datter, hvis vi skal noget, fx sushihygge på restaurant eller shoppe, og resultatet bliver altid at hun 'overtager' hele dynamikken, dvs. klistrer op ad mig, når vi går rundt i byen, kommenterer alt min datter siger osv, og min datter trækker sig, og har ikke lyst til at være del af det. Jeg ved godt, at jeg skal se det positivt, at hun gerne vil mig, problemet er at det går ud over min datter, og det har jeg ikke lyst til.

At jeg skal tilbringe kvalitetstid med hende har jeg også forsøgt, men mister lysten når jeg foreslår noget, fx at tage i bif, når hendes naturlige reaktion er: hvad må jeg få. Det er så usympatisk et svar, istedet for at sige. ej, det vil jeg vildt gerne. 

@321: Hun har altid været sådan. I de år jeg har kendt hende, er det når hun får sin vilje og får opmærksomhed, at hun opfører sig pænt. Hvis ikke er det smækken med døre, surmuleri og et ansigt, som jeg ikke kan lade være med at sammenligne med Droopy: altså ren elendighed. 

Jeg vil så gerne rumme hende, men har brug for at se forbedringer på hendes side (efter 3 år) før jeg får lyst til at have hende tæt på igen. Aner ikke om det er et urimeligt krav, men har virkeligt forsøgt at se på det, også fra 'dybere psykologiske vinkler, men jeg synes hun er et selvnytteoptimerende, egoistisk, utaknemmelig barn. Og det er ikke egenskaber jeg bryder mig om hos nogen overhovedet. Så det er frustrerende, for man burde kunne rumme sin nærmeste familie

Så du har haft hende med på mor/datter+ tredje hjul? Hun føler sig udenfor, så det går ud over din datter, fordi hun er den rigtige datter, det er hun ikke. Hun reagerer. 

Du siger at du ikke gider at tage hende med f.eks i biffen, fordi hendes første spørgsmål er; hvad må jeg få? (Det tror jeg faktisk at andre børn og unge også kunne finde på at sige, ikke i ond mening) Og derfor kommer I ikke af sted... Hvad med at svare; Det ved jeg ikke, hvad med at vi kigger på hvilken film vi skal se. Vend det til noget positivt.

Hvad med at tage hende med til ting, der ikke går ud på at få noget(ikke cafe, bio...) En tur på stranden, i svømmehallen, et eller andet, hvor I kan være "sammen" og få nogle gode minder. 

De to andre børn er mindre end hende, din datter er kun lige ramt den alder din steddatter havde da I fandt sammen, så du kan ikke sammenligne dem. Din steddatter kan også have haft en voldsom reaktion, som hun har gemt på, og så reagere hun sådan her. 

Har I sat jer ned Og SNAKKET med hende? Høre hvordan hun har det.. Om der er noget der trykker hende? 

Hvad siger faren til det her? 

jeg tror at hun føler sig udenfor. 

AV, men tak for jeres svar. Jeg - fra min stol - synes det er positivt at tage hende med i oplevelser med min datter og jeg, fordi det er stjernestunder Men forstår godt, at I synes hun måske føler sig udenfor, men det er jeg ikke sikker på retfærdiggør at man 'overtager' det hele. Min datter er meget omgængelig - stille og rolig - og favner de fleste, så det er ikke det, der er problemet tænker jeg. Men tak for feedback

Vilja2019 skriver:

AV, men tak for jeres svar. Jeg - fra min stol - synes det er positivt at tage hende med i oplevelser med min datter og jeg, fordi det er stjernestunder Men forstår godt, at I synes hun måske føler sig udenfor, men det er jeg ikke sikker på retfærdiggør at man 'overtager' det hele. Min datter er meget omgængelig - stille og rolig - og favner de fleste, så det er ikke det, der er problemet tænker jeg. Men tak for feedback

Det er nok også noget af essensen, din datter er omgængelig og sød og mors pige, den plads er taget, og din bonus vælger derfor det eneste, der er tilbage.

Du har forbavsende svært ved at gennemskue det her, mon ikke det er kørt i hårdknude for dig? Har prøvet det, kærlighed og omsorg er vejen frem.

@rockertand, kan sagtens se jeg skal æde kameler og være den voksne i den traditionelle forstand, mit problem er, at jeg ikke har den kærlighed der skal til, fordi jeg simpelthen ikke synes hun er elskelig. Derfor er jeg også bange for, at jeg bliver nødt til at gå