Gravid, aftalt abort, men i tvivl

Du siger, han ikke presser dig til at få en abort, og i samme indlæg siger du, at han siger han forlader dig, hvis du vælger at beholde det. I mine øjne er det, at stille dig i et forfærdeligt ultimatum - i mine øjne er det faktisk at presse dig mod en abort.

Jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre, det kan kun du, og det ville være en fejl, at træffe så vigtig en beslutning baseret på andres mening. 

Jeg sender noget varme og kærlighed i din retning, og håber, at du træffer den bedste beslutning for dig og dine. 

Anonym skriver:

hej alle 

 

jeg står i den situation hvor jeg er blevet uplanlagt gravid.. vi er begge 30, og har 2 børn på snart 10 og 7.. 

 

min mand har været meget sød under dette forløb, ikke presset mig til en abort, eller noget. Men han ønsker altså ikke dette barn, han siger han ikke kan overskue det. Vi aftalte så jeg skal have en abort, eller han lod mig tage valget, han vil ikke presse mig.. og nu har jeg fået en tid på fredag.. men nu begynder jeg at tvivle om det er det rigtige valg jeg har truffet

 

min mand har sagt, at han ikke ved om han bliver hvis jeg får barnet, fordi han simpelthen ikke kan overskue det. Og jeg vil aldrig bare putte et barn ned over hovedet på ham. Men efter aftalen kom på plads, er jeg bare kommet så meget i tvivl. 

 

Er der nogle som har stået i min situation, som kan komme med nogle gode råd til hvad jeg skal gøre? 

Hejsa :)

Jeg fik selv en abort for 14 dage siden .. vi har lige som jer 2 børn på 9 og 7 år. 

Da jeg testede positiv var der ingen tvivl ved nogen af os om at det skulle fjernes. Men alligevel kom tvivlen hos mig om det var det rette at gøre .. vi satte os ned og snakkede om at vi begge to faktisk ikke kunne overskue en bette igen .. men valget var alligevel svært for tænk nu hvis og hvad nu hvis :)

Men jeg vil sige at hvis din mand virkelig ikke kan overskue en bette mere så lyt endelig til ham. Det kan godt være at han ikke forlader dig, men det kan bare komme til at skabe nogle konflikter i sidste ende. 

Men få snakket en masse inden indgrebet og rigtig meget efter hvis det bliver udfaldet. :) 

Vil ønske rigtig meget held og lykke med det hele. 

Jeg blev gravid med vores fælles 4. også på p-piller. Min mand er ældre end mig og har også en stor dreng, så har været far til små børn rigtig rigtig længe. Jeg vidste godt, at han absolut ikke ønskede flere børn og han vidste, at efter vi havde mistet vores datter kunne jeg ikke vælge en abort  - så et kæmpe dilemma. 

Han sagde aldrig, at han ville gå og jeg var aldrig et sekund i tvivl om, at han både kunne klare det og ville elske sit barn. Hvad jeg ikke havde med i ligningen var hans følelser for mig og ikke mindst hans følelser for min krop. 

Jeg havde en graviditet, hvor jeg lige så stille vænnede mig til tanken om et barn og da jeg fik at vide at hjertet umiddelbart så raskt ud, så elskede jeg den lille størrelse i maven og elskede tanken om min lille børneflok. Min mand gjorde ikke det samme og tog lige så stille afstand til mig - aldrig til børnene. 

Den lille trold fylder 9 år lige om lidt. Hans far elsker ham over alt på jorden, men vores forhold er aldrig blevet det samme igen. Vi elsker hinanden, vi er hinandens venner, men der er kommet et skår både for mig, der følte mig mentalt forladt i en svær situation og som tolker på alt som hans afstandtagen fra mig og min krop. Og formodentlig også fra ham (det er jo så kun min tolkning, fordi han et eller andet sted aldrig har tilgivet min krop for at blive gravid). 

Dilemmaet opstod med graviditeten - jeg havde aldrig kybbe tilgive mig selv og ham for en abort og han kan aldrig tilgive min krop for en graviditet. Så kæmpe kram til dig, for for mig står det som den gordiske knude og jeg tænker, at du også skal mærke efter om du må  tilgive en abort. Og du skal vide, der er meget på spil- for helt ubevidst sker der en forandring. 

lineog4 skriver:

Jeg blev gravid med vores fælles 4. også på p-piller. Min mand er ældre end mig og har også en stor dreng, så har været far til små børn rigtig rigtig længe. Jeg vidste godt, at han absolut ikke ønskede flere børn og han vidste, at efter vi havde mistet vores datter kunne jeg ikke vælge en abort  - så et kæmpe dilemma. 

Han sagde aldrig, at han ville gå og jeg var aldrig et sekund i tvivl om, at han både kunne klare det og ville elske sit barn. Hvad jeg ikke havde med i ligningen var hans følelser for mig og ikke mindst hans følelser for min krop. 

Jeg havde en graviditet, hvor jeg lige så stille vænnede mig til tanken om et barn og da jeg fik at vide at hjertet umiddelbart så raskt ud, så elskede jeg den lille størrelse i maven og elskede tanken om min lille børneflok. Min mand gjorde ikke det samme og tog lige så stille afstand til mig - aldrig til børnene. 

Den lille trold fylder 9 år lige om lidt. Hans far elsker ham over alt på jorden, men vores forhold er aldrig blevet det samme igen. Vi elsker hinanden, vi er hinandens venner, men der er kommet et skår både for mig, der følte mig mentalt forladt i en svær situation og som tolker på alt som hans afstandtagen fra mig og min krop. Og formodentlig også fra ham (det er jo så kun min tolkning, fordi han et eller andet sted aldrig har tilgivet min krop for at blive gravid). 

Dilemmaet opstod med graviditeten - jeg havde aldrig kybbe tilgive mig selv og ham for en abort og han kan aldrig tilgive min krop for en graviditet. Så kæmpe kram til dig, for for mig står det som den gordiske knude og jeg tænker, at du også skal mærke efter om du må  tilgive en abort. Og du skal vide, der er meget på spil- for helt ubevidst sker der en forandring. 

Jeg forstår ikke helt, hvorfor din mand ikke kan tilgive din krops forandring under graviditet? Hvis jeg må spørge? 

Det lyder sindssyg hårdt, men efter jeres historie med jeres datter, forstår jeg udmærket dit valg 

Soonmom skriver:

Jeg synes simplethen det er så fesen, da det efterhånden er mange gange man høre at hvis du får det bliver jeg nødt til at gå.

Det synes jeg simpelthen ikke er okay, hvis tingene bliver for presset er det en underlig mentalitet med at så går jeg bare fordi jeg er mand og det kan jeg bare .

Når men back to topic  

Lyt til egen mave fornemmelse og så ligegyldigt dit valg,  ville jeg tale en alvors snak med manden og overveje forholdet for hvis der skal så lidt til at han går, tænker jeg ikke at forholdet holder 

I mine øjne er det ikke "fesent" at sige, at man ikke kan overskue et barn mere.

Jeg synes, det er modent og ansvarligt - og ikke mindst ærligt.

Det lyder ikke, som om han har sagt, at "hvis du får barnet - så går jeg".

Men at han giver udtryk for, at det ikke er sikkert, han kan være i det, hvis der kommer et barn mere.

Og hvis hele familien ender med at vælte - så er det noget skidt for de børn, der allerede eksisterer.

At få et barn er en meget større "ting" end ikke at få det. Det er ikke "så lidt".

Hvis du var blevet gravid og ikke kunne overskue et barn mere, var det så også bare "fesent" af dig, at du ikke vil have barnet ?

Jeg forstår simpelt hen ikke den der med, at mænds følelser er fuldstændig ligemeget. 

Det er en svær situation for begge parter.

Men den der med, at det er nemt for manden, for han kan bare skride - den holdning deler jeg ikke.

Det må ind imellem være svært at være manden, som jo er magtesløs, fordi det i sidste ende er kvindens beslutning.

TS - jeg synes ikke, din mand lyder som en "skidt fyr" - det lyder, som om I elsker hinanden, men I er kommet til at stå i en rigtig svær situation.

P-piller er en ret sikker præventionsform, men al prævention kan svigte.

Jeg håber, du/i finder frem til den beslutning, som er den rigtige for dig/jer.

Tommelise skriver:

I mine øjne er det ikke "fesent" at sige, at man ikke kan overskue et barn mere.

Jeg synes, det er modent og ansvarligt - og ikke mindst ærligt.

Det lyder ikke, som om han har sagt, at "hvis du får barnet - så går jeg".

Men at han giver udtryk for, at det ikke er sikkert, han kan være i det, hvis der kommer et barn mere.

Og hvis hele familien ender med at vælte - så er det noget skidt for de børn, der allerede eksisterer.

At få et barn er en meget større "ting" end ikke at få det. Det er ikke "så lidt".

Hvis du var blevet gravid og ikke kunne overskue et barn mere, var det så også bare "fesent" af dig, at du ikke vil have barnet ?

Jeg forstår simpelt hen ikke den der med, at mænds følelser er fuldstændig ligemeget. 

Det er en svær situation for begge parter.

Men den der med, at det er nemt for manden, for han kan bare skride - den holdning deler jeg ikke.

Det må ind imellem være svært at være manden, som jo er magtesløs, fordi det i sidste ende er kvindens beslutning.

TS - jeg synes ikke, din mand lyder som en "skidt fyr" - det lyder, som om I elsker hinanden, men I er kommet til at stå i en rigtig svær situation.

P-piller er en ret sikker præventionsform, men al prævention kan svigte.

Jeg håber, du/i finder frem til den beslutning, som er den rigtige for dig/jer.

 

Jeg har ikke skrevet at det var fesent, at han siger at han ikke kan overskue et barn mere, men det er fesent at han bare går hvis ts vælger at få barnet, istedet for rent faktisk at blive, give det en chance og tage ansvar. (det var det ts skrev  Det er ham selv der har lavet et barn, det er ham selv (og self ts), der har sat sig i den position.

Hvis min mand og jeg skulle have et barn. Ville jeg da aldrig sige til ham "hvis du får barnet, går jeg nok for jeg kan nok ikke overskue det". Jeg ville aldrig nogensinde gå for jeg elsker den familie vi har i forvejen og ham, derfor tænker jeg at ts mands følelser for ts ikke er stærke for så ville han da være der for ts og omvendt og finde ud af det sammen og kæmpe sammen istedet for bare at ligge beslutningen over på ts og fraligge sig ansvaret på den måde

Soonmom skriver:

Jeg har ikke skrevet at det var fesent, at han siger at han ikke kan overskue et barn mere, men det er fesent at han bare går hvis ts vælger at få barnet, istedet for rent faktisk at blive, give det en chance og tage ansvar. (det var det ts skrev  Det er ham selv der har lavet et barn, det er ham selv (og self ts), der har sat sig i den position.

Hvis min mand og jeg skulle have et barn. Ville jeg da aldrig sige til ham "hvis du får barnet, går jeg nok for jeg kan nok ikke overskue det". Jeg ville aldrig nogensinde gå for jeg elsker den familie vi har i forvejen og ham, derfor tænker jeg at ts mands følelser for ts ikke er stærke for så ville han da være der for ts og omvendt og finde ud af det sammen og kæmpe sammen istedet for bare at ligge beslutningen over på ts og fraligge sig ansvaret på den måde

Nu er der jo ingen af os, der ved præcist, hvorfor TS´s mand ikke kan overskue det.

Det kan der være rigtig gode grunde til..

Det er så nemt at sige, at "han da bare skal tage ansvar og give det en chance" - hvis man ikke har prøvet at være den, der absolut ikke ønskede et barn (mere).

Hvad hvis han "tager ansvar og giver det en chance" - som du siger - og det ender galt.

Jeg mener, det er en beslutning, som skal tages i fællesskab, og det kan lige så meget være kvinden, der tager ansvar ved at vælge at lade være med at "udfordre" familien mere, end den kan klare.

Det behøver ikke at have noget som helst med hans følelser for TS at gøre.

Det er uden tvivl en rigtig svær situation for TS, og jeg kan godt forstå hendes tvivl.

Og jeg siger heller ikke, at hun ikke skal få barnet. Overhovedet ikke.

Hvis hun kan mærke, at hun på ingen måde kan leve med at få en abort - så må hun jo vælge at få barnet. 

Unicorn1 skriver:

Jeg forstår ikke helt, hvorfor din mand ikke kan tilgive din krops forandring under graviditet? Hvis jeg må spørge? 

Det lyder sindssyg hårdt, men efter jeres historie med jeres datter, forstår jeg udmærket dit valg 

Fik nok forklaret forkert - han kan godt klare min krop forandrer sig (vi har snart kendt hinanden en menneskealder, så han har set den i mange afskygninger). 

Først var han sur på mig over, at jeg blev gravid. Men med tiden vandt hans rationelle side, og han vidste det var et uheld, p-pillerne var blevet spist, men jeg havde i den cyklus haft en omgang Roskilde syge. Men da han tilgav mig, altså Line, var det som om vreden blev vendt mod min krop som havde forrådt også begge to - den var jo blevet gravid. Han siger det ikke er sådan mere, og jeg må selvsagt stole på ham, men det var sådan i en del år (at jeg også selv helt irrationelt giver min krop skylden for min datters hjertefejl hjælper så heller ikke for minus + minus giver i virkelighedens verden ikke plus).

Jeg blev uplanlagt gravid. 

Situationen var omvendt her. Jeg kunne på ingen måde overskue en baby mere. Jeg var HELT ude at skide. Min mand derimod, kender mig bedre end jeg selv gør. Han var umiddelbart heller ikke klar på en baby mere, men han kunne lynhurtigt gennemskue de psykiske konsekvenser det ville få for mig, hvis jeg skulle gennemgå en abort. Noget min læge også påpegede - at en abort er ikke bare noget man lige gør. Særligt hvis du selv er i tvivl, så tror jeg det vil forfølge dig resten af livet. Statistikker viser, at hvis man har følt sig presset til en abort, været i tvivl, bare det mindste, så kan det få store konsekvenser for dit psykiske velbefindende. 

Jeg fik min baby. Nummer tre i flokken. Jeg har aldrig fortrudt det! Ikke det mindste. Vel er det hårdt med en baby, men jo også pisse dejligt og de store elsker, at være blevet storesøskende. 

Jeg siger ikke mit valg er det rigtige for dig. Jeg siger bare, du skal tænke dine følelser ind også. Og overveje om du kan gennemføre aborten, fordi DU tænker det er den rigtige beslutning. 

Din mand og dig har været sammen i mange år. Så mon ikke han ville støtte dig, og være en del af en baby igen? Én sagde til mig; man fortryder ikke de børn man får, men dem man ikke får.... jeg synes det var en fin beskrivelse egentlig - men igen, kun du kan mærke helt efter i din mave. 

Det er virkelig en hård tid du går igennem - og jeg føler virkelig med dig.... jeg håber du lytter til din mavefornemmelse. Den er oftest helt rigtig 

kæmpe, kæmpe stort kram til dig 

Her ville det være omvendt, hvis jeg skulle blive gravid... 

Vi har 1 barn på 4 (5 til juni) med specielle behov, som virkelig kræver noget af os, som forældre... 

Jeg har egentlig altid været mod abort  men må sande, at jeg ikke ville kunne være mor til 2, med det mit 1 barn kræver... Der vil være en af dem, der så vil blive overset .. 

Desuden er hans handicap arvet, og sandsynligheden for at få en mere med samme vanskeligheder er stor. 

Jeg er snart i mål, med at mentalt forberede mig på sterilisation, 31 år gammel, så jeg kan Skåne mig selv for evt, at skulle træffe valget.

Til ts, syntes det er vigtigt at du overvejer, om du vil kunne leve med at han må give op, og gå, og om du kan leve med en abort.