Uønsket graviditet og abort

Tommelise skriver:

Ja, man må da heldigvis gerne have hver sin holdning på en debatside.

Jeg tror bare, det kan blive noget sværere, end man lige regner med at skjule så stor en hemmelighed for sin kæreste resten af livet.

Personligt ville jeg føle, at jeg begik et enormt tillidsbrud, hvis jeg ikke fortalte min kæreste om en graviditet - hvis det var en kæreste, som jeg ville blive sammen med. Og jeg ville ikke have lyst til at være sammen med en kæreste, som jeg ikke kunne tale med om en abort.

 

Det blev vidst lidt rodet. Er ikke så god til formuleringer på skrift 

Wow skræmmende at du som 20 årig har en kæreste du har været sammen med et par år, bliver gravid med, og så ikke fortæller ham det?? 

Det er bare helt utroligt røvet at gøre, uanset hvor personlig en ting du synes det er. Det er dældylme også en personlig ting for ham - det er sgu da hans “foster/barn”

Og du er 20 år, så det falder dig ikke ind at tjekke om på en evt graviditet efter udeblevet mens i flere måneder...... 

Anonym skriver:

Tror det handler om hvordan man ser en abort. 

Som du selv (tror nok det var dig) nævner i et tidligere indlæg i debatten. Så virker ts mere flov og selve situationen og ikke ked af selve aborten. 

For mig lyder hun som en der ikke ser abort som noget negativt (drab af barn som mange kalder det) men nærmere er flov over at være havnet i situationen hvor hun ikke kan tage vare på et barn lige nu. Og det er det der tynger mest. Og den usikkerhed vil hun ikke vise omverdenen og det kan jeg ærlig talt godt forstå hende i. Og har jeg ret i det så er hun ret ligeglad med selve aborten og det der ligger derinde det bare skal fjernes. 

Nej, det var nu ikke lige mig, der skrev det indlæg. Jeg har tidligere skrevet, at lægen før har oplevet, at en kvinde ønsker en abort, og at hun ikke behøver at undskylde eller forklare.

Og jeg skrev, at en abort kan være et ansvarligt valg.

Men kæresten er en stor del af det, at hun er blevet gravid.

Det er ikke sikkert, at man har lyst til at dele det med omverdenen - men kæresten - det lyder ikke som et sundt forhold, hvis man ikke kan tale med sin kæreste om graviditet/abort. Uanset at beslutningen er truffet.

I et sundt forhold skulle man gerne have tillid til hinanden.

Tommelise skriver:

Nej, det var nu ikke lige mig, der skrev det indlæg. Jeg har tidligere skrevet, at lægen før har oplevet, at en kvinde ønsker en abort, og at hun ikke behøver at undskylde eller forklare.

Og jeg skrev, at en abort kan være et ansvarligt valg.

Men kæresten er en stor del af det, at hun er blevet gravid.

Det er ikke sikkert, at man har lyst til at dele det med omverdenen - men kæresten - det lyder ikke som et sundt forhold, hvis man ikke kan tale med sin kæreste om graviditet/abort. Uanset at beslutningen er truffet.

I et sundt forhold skulle man gerne have tillid til hinanden.

Nej det var smølfine der skrev det kan jeg godt se, beklager. 

Det er godt det er forskel på holdninger. Og det er fair nok. 

Men forstår hende nu stadig. Ikke at jeg siger jeg ikke selv ville fortælle min mand det hvis jeg fik en abort. Men igen. Så forstår jeg godt hvorfor man nogen gange ikk ønsker at fortælle 

Anonym skriver:

Nej det var smølfine der skrev det kan jeg godt se, beklager. 

Det er godt det er forskel på holdninger. Og det er fair nok. 

Men forstår hende nu stadig. Ikke at jeg siger jeg ikke selv ville fortælle min mand det hvis jeg fik en abort. Men igen. Så forstår jeg godt hvorfor man nogen gange ikk ønsker at fortælle 

Ja, jeg synes så, det er et kæmpe tillidsbrud.

Hvis jeg var manden - og jeg fandt ud af det senere - så ville jeg godt nok overveje, om det var et forhold, jeg kunne være i.

Kære du.

Jeg kan godt forstå, du synes, det er ufatteligt privat, og at du ikke har lyst til at dele det med nogen. Men det vil være rart for dig at dele det med en eller anden, selv hvis det så ikke kan være din kæreste.

Du har fået mange succeshistorier nu, men en abort er desværre ikke altid nem. Det er den de allerfleste gange, men til tider kan der være komplikationer. Det er jo en operation. Desuden er det hårdt psykisk. Du er pt. propfyldt med hormoner, og de hormoner kommer til at styrtdykke i dagene efter. Det bliver hårdt. Du kommer til at bløde i en eller anden grad. Så meget som selve indgrebet er hurtigt overstået, så kan det godt tage noget tid at komme sig, både fysisk og psykisk.

Jeg vil ikke blande mig i, om du fortæller det til din kæreste eller ej. Men fortæl det til en eller anden, så du har en, hvis du får brug for det 

Jeg må indrømme at det gør mig GODT NOK ked af det og høre alle de belærende kommentarer omkring, hvorvidt jeg bør fortælle min kæreste at jeg er gravid. Jeg er 20 år gammel og for under et døgn siden fandt jeg ud af at jeg var gravid, 11 uger henne, hvilket i forvejen er virkelig skræmmende da jeg er tæt på grænsen til ikke at kunne få en abort. I er blot et pusterum som jeg har valgt at gøre nytte af, da jeg ingen muligheder har for at fortælle min hemmelighed til nogen som helst. Og det faktum at det skal forblive en hemmelighed er for mig en rigtig fin løsning og eneste mulighed, da jeg selv ved hvilken livssituationer jeg er i, har oplevet og har gjort mig til den jeg er i dag. Så pardon me, hvis ingen af de nedladende kommentarer om, hvorvidt han vil gå fra mig ikke vil ændre på min beslutning. Men jeg ved selv hvad der er bedst for mig. Jeg skrev debatindlægget fordi jeg mildt sagt var chokeret, rædselsslagen og helt ny i en sådan uheldig situation og hvis jeg havde vidst at nogle af kommentarerne ville grave mig ned i en kuldkælder, så havde jeg nok lige overvejet det endnu engang. I forhold til om det kan klares alene på egen hånd, så har jeg som sagt intet valg, og for at gøre det lettere for jer at sætte jer ind i, så se det som om at jeg ikke har nogen veninder jeg kan stole på hvad angår sådan en stor personlig ting (jeg ved ikke om i kender adfærden på 20-Årige piger) men det er simpelthen ikke noget jeg vil rode mig ud i. Jeg kan ikke fortælle det til mine forældre heller, for jeg har ikke boet hjemme siden jeg var 15 og det er der en rigtig god grund til, så sådan en nyhed vil mildt sagt ødelægge et forhold vi prøver at etablere igen. Hvad angår min kæreste, så ville hans beslutning være en tro kopi af min, da vi er samme sted i livet og absolut ikke ønsker et barn i så tidlig en alder, da vi er under uddannelse osv.  Mit valg mht. Ikke at fortælle ham det er udelukkende pga. Hvordan jeg har det og faktisk ikke ønsker at dele den ene ting med nogen som helst og det kan jeg ikke se noget galt i. da det ikke er af en ondt hensigt og hvis han fandt ud af det ville han kun være ked af ikke at ku have været ved min side fremfor at være ked af at jeg fik en abort med HANS barn som bliver pointeret gang på gang. Jeg ønsker ingen opmærksomhed fra min omgangskreds på min situation. Jeg vil bare gerne have det overstået og ikke have så ondt i maven over det, da der ikke er nogen anden udvej for mig og der hvor jeg er i mit liv lige nu. Så jeg ville virkelig sætte pris på at acceptere mit valg. I behøver ikke at sætte jer i mit sted men lev med det og hvis det er svært for nogen at holde tilbage med nedladende kommentarer så klik ud af debatindlægget, for dårlig stemning er ikke nødvendig. 

Hej igen 

Siden mine første indlæg, kan jeg læse at du har været ved lægen - og det er virkelig godt. Det er også rigtig godt, at der er sat skub i sagerne ift. abort. Jeg går ud fra, at lægen har scannet dig, for at fastslå præcis hvor langt du er, ellers vil dette skulle gøres inden aborten, for at være helt sikker.

Fordi du selv skriver, hvor svært og skamfyldt det hele er for dig, får jeg lyst til at skrive et par ting til dig, selvom de måske er svære at læse. Du kan bruge dem til hvad du vil, men de er tænkt og skrevet i omsorg.

Jeg bliver bekymret for dig, fordi du ikke vil tale med nogen om det du står i. Ikke engang den mand, som har ligeså stor del (“ansvar” om man vil) i situationen som dig. Det er ikke et godt tegn for hverken parforhold eller den periode du skal igennem med abort og efterforløb.

Det bekymrer mig, at du hverken har veninder eller familie, som du er fortrolig med. Du skriver, at det er “privat” - og selvfølgelig er det det - men svære ting kommer man nu engang ofte bedst igennem med støtte fra dem, der elsker en. Uanset hvor privat det måtte føles. Når du skammer dig, som du skriver at du gør, frygter jeg at en abort kan blive svær for sig at tackle, fordi du ikke har nogen til at bakke op om, at en abort er er en helt legal beslutning at træffe for en voksen kvinde. Du bestemmer over din krop, der er sket en fejl, og det er okay. Og det behøver ikke at være frygteligt eller smertefuldt at få en abort, men jeg synes ikke, at man skal igennem det alene, når man er så usikker som du.

Held og lykke med det hele - og pas godt på dig selv!

Anonym skriver:

Jeg må indrømme at det gør mig GODT NOK ked af det og høre alle de belærende kommentarer omkring, hvorvidt jeg bør fortælle min kæreste at jeg er gravid. Jeg er 20 år gammel og for under et døgn siden fandt jeg ud af at jeg var gravid, 11 uger henne, hvilket i forvejen er virkelig skræmmende da jeg er tæt på grænsen til ikke at kunne få en abort. I er blot et pusterum som jeg har valgt at gøre nytte af, da jeg ingen muligheder har for at fortælle min hemmelighed til nogen som helst. Og det faktum at det skal forblive en hemmelighed er for mig en rigtig fin løsning og eneste mulighed, da jeg selv ved hvilken livssituationer jeg er i, har oplevet og har gjort mig til den jeg er i dag. Så pardon me, hvis ingen af de nedladende kommentarer om, hvorvidt han vil gå fra mig ikke vil ændre på min beslutning. Men jeg ved selv hvad der er bedst for mig. Jeg skrev debatindlægget fordi jeg mildt sagt var chokeret, rædselsslagen og helt ny i en sådan uheldig situation og hvis jeg havde vidst at nogle af kommentarerne ville grave mig ned i en kuldkælder, så havde jeg nok lige overvejet det endnu engang. I forhold til om det kan klares alene på egen hånd, så har jeg som sagt intet valg, og for at gøre det lettere for jer at sætte jer ind i, så se det som om at jeg ikke har nogen veninder jeg kan stole på hvad angår sådan en stor personlig ting (jeg ved ikke om i kender adfærden på 20-Årige piger) men det er simpelthen ikke noget jeg vil rode mig ud i. Jeg kan ikke fortælle det til mine forældre heller, for jeg har ikke boet hjemme siden jeg var 15 og det er der en rigtig god grund til, så sådan en nyhed vil mildt sagt ødelægge et forhold vi prøver at etablere igen. Hvad angår min kæreste, så ville hans beslutning være en tro kopi af min, da vi er samme sted i livet og absolut ikke ønsker et barn i så tidlig en alder, da vi er under uddannelse osv.  Mit valg mht. Ikke at fortælle ham det er udelukkende pga. Hvordan jeg har det og faktisk ikke ønsker at dele den ene ting med nogen som helst og det kan jeg ikke se noget galt i. da det ikke er af en ondt hensigt og hvis han fandt ud af det ville han kun være ked af ikke at ku have været ved min side fremfor at være ked af at jeg fik en abort med HANS barn som bliver pointeret gang på gang. Jeg ønsker ingen opmærksomhed fra min omgangskreds på min situation. Jeg vil bare gerne have det overstået og ikke have så ondt i maven over det, da der ikke er nogen anden udvej for mig og der hvor jeg er i mit liv lige nu. Så jeg ville virkelig sætte pris på at acceptere mit valg. I behøver ikke at sætte jer i mit sted men lev med det og hvis det er svært for nogen at holde tilbage med nedladende kommentarer så klik ud af debatindlægget, for dårlig stemning er ikke nødvendig. 

Jeg vil så sige, at mine kommentarer i hvert fald ikke har været med nedladende 

Min kæreste og jeg er enige om, at vi ikke vil have fællesbørn. Fra starten har vi begge vidst, at vi i fællesskab ville vælge en abort, hvis jeg skulle være blevet gravid ved et uheld.

Men jeg kunne aldrig i livet lade være med at fortælle ham det, hvis jeg var blevet gravid. Og jeg ved, at han ville have støttet mig i forbindelse med en abort. 

Så ja - jeg mener, at det er et tillidsbrud, og det er ikke et sundt forhold, hvis man ikke kan dele den slags med hinanden.

Så det har på ingen måde noget at gøre med, at han evt. skulle ønske, at du fik barnet. Men ja - det er også hans. Ikke kun dit. Han har da også et ansvar for, at du er blevet gravid.

Og jeg forstår ikke, at du ikke vil lade ham støtte dig. Du ved ikke, hvordan du har det bagefter.

Loa skriver:

Wow skræmmende at du som 20 årig har en kæreste du har været sammen med et par år, bliver gravid med, og så ikke fortæller ham det?? 

Det er bare helt utroligt røvet at gøre, uanset hvor personlig en ting du synes det er. Det er dældylme også en personlig ting for ham - det er sgu da hans “foster/barn”

Og du er 20 år, så det falder dig ikke ind at tjekke om på en evt graviditet efter udeblevet mens i flere måneder...... 

Hvordan skal den sidste bemærkning gavne TS eller nogen som helst andre? Helt unødvendigt at sparke til én, der ligger ned.