Uønsket graviditet og abort

Loa skriver:

Wow skræmmende at du som 20 årig har en kæreste du har været sammen med et par år, bliver gravid med, og så ikke fortæller ham det?? 

Det er bare helt utroligt røvet at gøre, uanset hvor personlig en ting du synes det er. Det er dældylme også en personlig ting for ham - det er sgu da hans “foster/barn”

Og du er 20 år, så det falder dig ikke ind at tjekke om på en evt graviditet efter udeblevet mens i flere måneder...... 

Føj hvor skulle du skamme dig med sådsn en fordømmende besked og sparke til en der i forvejen ligger ned. 

Du kender INTET til hvorfor der går så lang tid før hun tjekkes. 

Jeg opdagede min graviditet i uge 10+5 da jeg fik en abort i 11+. Jeg havde haft min menstruation hver måned og anede ikke jeg var gravid. Der var udelukkende pludselige smerter i underlivet og oppustet mave der fik mig til at tjekke. Jeg var gravid på p-piller. 

Tommelise skriver:

Jeg vil så sige, at mine kommentarer i hvert fald ikke har været med nedladende 

Min kæreste og jeg er enige om, at vi ikke vil have fællesbørn. Fra starten har vi begge vidst, at vi i fællesskab ville vælge en abort, hvis jeg skulle være blevet gravid ved et uheld.

Men jeg kunne aldrig i livet lade være med at fortælle ham det, hvis jeg var blevet gravid. Og jeg ved, at han ville have støttet mig i forbindelse med en abort. 

Så ja - jeg mener, at det er et tillidsbrud, og det er ikke et sundt forhold, hvis man ikke kan dele den slags med hinanden.

Så det har på ingen måde noget at gøre med, at han evt. skulle ønske, at du fik barnet. Men ja - det er også hans. Ikke kun dit. Han har da også et ansvar for, at du er blevet gravid.

Og jeg forstår ikke, at du ikke vil lade ham støtte dig. Du ved ikke, hvordan du har det bagefter.

 

Helt enig jeg har lige vendt scenariet med min kæreste. Vi er også enige om ikke at skulle have fælles børn. Men hvis jeg fik en abort uden at fortælle ham det, hvad han så ville tænke om det.. hans svar var, at så var vi sgu nok endt i eet forkerte parforhold hvis ikke vi ville/kunne dele den slags med hinanden. Også fordi graviditet, børn, abort, er så vigtige beslutninger at de aldrig “bare” skal tages henover hovedet på den anden. Jovist ville det være mit valg om jeg fik en abort 100% og han ville aldrig presse mig til andet selvom han så pludselig skulle få lyst til at beholde, men hele situationen er bare så alvorlig at den bør deles i et parforhold. Ellers er der noget galt. Og ja, også for at kunne støtte og tale om det hvis det fyldte bagefter.

Jeg skal ikke have børn med min kæreste, men hvis jeg skulle blive gravid, ville jeg alligevel fortælle ham det. Simpelthen af egoistiske årsager, fordi jeg gerne ville have hans støtte i forbindelse med aborten. Havde jeg ikke behov for den støtte eller hvis jeg vidste, at aborten ville gøre ham ulykkelig kunne jeg også finde på at holde det for mig selv. Hvorfor skulle han vide det, hvis det blot ville såre ham? Jeg ville jo ikke ændre mening uanset hvad.

Jeg gætter på, at du skriver her, fordi det er lettere at dele noget med nogen man ikke kender og som ved hvem du er. Men på samme måde som, at folk der kender dig (og din kæreste) ville tage det med, når de forholder sig til situationen, gør folk det modsatte her. De baserer deres holdninger på "en case" og nogle glemmer måske at tænke på, at de skriver til et andet menneske, når de lige slynger ud, hvad de selv ville have gjort eller i hvert aldrig ville have gjort. Prøv ikke at tage det personligt.

Jeg kan ikke sige hvad der er det rette at gøre for dig, men jeg har selv prøvet provokerende aborter (18 og 21 år var jeg dengang). Så jeg kender lidt til din situation alligevel. Jeg fortalte det så til fyrene (det var med to forskellige kærester) men det var fordi jeg virkelig gerne ville være mor. 

Mor11 skriver:

Helt enig jeg har lige vendt scenariet med min kæreste. Vi er også enige om ikke at skulle have fælles børn. Men hvis jeg fik en abort uden at fortælle ham det, hvad han så ville tænke om det.. hans svar var, at så var vi sgu nok endt i eet forkerte parforhold hvis ikke vi ville/kunne dele den slags med hinanden. Også fordi graviditet, børn, abort, er så vigtige beslutninger at de aldrig “bare” skal tages henover hovedet på den anden. Jovist ville det være mit valg om jeg fik en abort 100% og han ville aldrig presse mig til andet selvom han så pludselig skulle få lyst til at beholde, men hele situationen er bare så alvorlig at den bør deles i et parforhold. Ellers er der noget galt. Og ja, også for at kunne støtte og tale om det hvis det fyldte bagefter.

Jamen det er nemlig det - jeg kan slet ikke forstå, at så vigtig en ting ikke skal deles i et forhold.

Min kæreste ønsker ikke flere børn end dem, han har fra et tidligere forhold, og det meldte han klart ud, da vi mødte hinanden. Jeg har tidligere været ramt af depression og har også haft en enkeltstående psykose, så det ville nok ikke være lykken for mig, hvis jeg skulle komme til at stå alene med et barn. Jeg ved jo, at jeg har en forhøjet risiko for fødselsdepression. Hvis jeg mod forventning skulle vende på en tallerken og beslutte mig for at få barnet, så ville han da nok tage et ansvar, for han er et voksent og ordentligt menneske, men jeg ønsker ikke at sætte et barn i verden, som jeg på forhånd ved, ikke er ønsket af faderen. Heldigvis er jeg ikke blevet gravid.

Men selv om jeg er afklaret med, at jeg ville vælge en abort (og det ville ikke være udelukkende for hans skyld, men også for min og for barnets), så ville det da absolut ikke være nemt. Og der kan komme en reaktion bagefter. Og jeg ville da ønske hans støtte. Og jeg kunne ikke svigte hans tillid ved at undlade at fortælle ham om en graviditet.

I mine øjne er et forhold ikke sundt, hvis man ikke deler så vigtig en ting med hinanden.

Mor og meget mere skriver:

Hvordan skal den sidste bemærkning gavne TS eller nogen som helst andre? Helt unødvendigt at sparke til én, der ligger ned. 

Tja måske, men når man er 20 år må man gerne både tænke fornuftigt og længere end sin egen næsetip.

Anonym skriver:

Føj hvor skulle du skamme dig med sådsn en fordømmende besked og sparke til en der i forvejen ligger ned. 

Du kender INTET til hvorfor der går så lang tid før hun tjekkes. 

Jeg opdagede min graviditet i uge 10+5 da jeg fik en abort i 11+. Jeg havde haft min menstruation hver måned og anede ikke jeg var gravid. Der var udelukkende pludselige smerter i underlivet og oppustet mave der fik mig til at tjekke. Jeg var gravid på p-piller. 

Og du er meget modig at du tør skrive sådan til mig som anonym.

Og nu skriver TS at hun ikke har haft mens flere måneder, så er der ikke en klokke der ringer...

Men nu var det endda ikke det der forargede mig mest.

Anonym skriver:

Jeg må indrømme at det gør mig GODT NOK ked af det og høre alle de belærende kommentarer omkring, hvorvidt jeg bør fortælle min kæreste at jeg er gravid. Jeg er 20 år gammel og for under et døgn siden fandt jeg ud af at jeg var gravid, 11 uger henne, hvilket i forvejen er virkelig skræmmende da jeg er tæt på grænsen til ikke at kunne få en abort. I er blot et pusterum som jeg har valgt at gøre nytte af, da jeg ingen muligheder har for at fortælle min hemmelighed til nogen som helst. Og det faktum at det skal forblive en hemmelighed er for mig en rigtig fin løsning og eneste mulighed, da jeg selv ved hvilken livssituationer jeg er i, har oplevet og har gjort mig til den jeg er i dag. Så pardon me, hvis ingen af de nedladende kommentarer om, hvorvidt han vil gå fra mig ikke vil ændre på min beslutning. Men jeg ved selv hvad der er bedst for mig. Jeg skrev debatindlægget fordi jeg mildt sagt var chokeret, rædselsslagen og helt ny i en sådan uheldig situation og hvis jeg havde vidst at nogle af kommentarerne ville grave mig ned i en kuldkælder, så havde jeg nok lige overvejet det endnu engang. I forhold til om det kan klares alene på egen hånd, så har jeg som sagt intet valg, og for at gøre det lettere for jer at sætte jer ind i, så se det som om at jeg ikke har nogen veninder jeg kan stole på hvad angår sådan en stor personlig ting (jeg ved ikke om i kender adfærden på 20-Årige piger) men det er simpelthen ikke noget jeg vil rode mig ud i. Jeg kan ikke fortælle det til mine forældre heller, for jeg har ikke boet hjemme siden jeg var 15 og det er der en rigtig god grund til, så sådan en nyhed vil mildt sagt ødelægge et forhold vi prøver at etablere igen. Hvad angår min kæreste, så ville hans beslutning være en tro kopi af min, da vi er samme sted i livet og absolut ikke ønsker et barn i så tidlig en alder, da vi er under uddannelse osv.  Mit valg mht. Ikke at fortælle ham det er udelukkende pga. Hvordan jeg har det og faktisk ikke ønsker at dele den ene ting med nogen som helst og det kan jeg ikke se noget galt i. da det ikke er af en ondt hensigt og hvis han fandt ud af det ville han kun være ked af ikke at ku have været ved min side fremfor at være ked af at jeg fik en abort med HANS barn som bliver pointeret gang på gang. Jeg ønsker ingen opmærksomhed fra min omgangskreds på min situation. Jeg vil bare gerne have det overstået og ikke have så ondt i maven over det, da der ikke er nogen anden udvej for mig og der hvor jeg er i mit liv lige nu. Så jeg ville virkelig sætte pris på at acceptere mit valg. I behøver ikke at sætte jer i mit sted men lev med det og hvis det er svært for nogen at holde tilbage med nedladende kommentarer så klik ud af debatindlægget, for dårlig stemning er ikke nødvendig. 

Men ..... hvad vil du egebtlig så? Kun have succeshistorier?  For en abort er ikke altid en succes. Det må du bare lige have med i dine overvejelser, i at gennemføre det alene. Særligt psykisk

Loa skriver:

Tja måske, men når man er 20 år må man gerne både tænke fornuftigt og længere end sin egen næsetip.

Længere end sin egen næsetip? Synes du, hun har gjort situationen lettere for sig selv ved at opdage/erkende graviditeten sent? Det giver da ingen mening. 

Som 20- - og 30- og 40-årig - kan man 

- have meget uregelmæssig cyklus 

- fortrænge det, man ikke ønsker at erkende 

- være så sikker i sin tillid til prævention, at man end ikke overvejer muligheden for graviditet

TS vil ikke være hverken den første eller sidste kvinde - og da slet ikke den ældste! - der af årsager, du ikke kender til, først sent har opdaget en graviditet. Det er simpelthen så ufint, at du blander hendes alder ind i det. Og i det hele taget, at du lige synes, hun trænger til én over nallerne netop nu. Som voksen kvinde - over 20 - burde du måske overveje, om din bemærkning er passende og konstruktiv. 

Først og fremmeste,KÆMPE stort knus til dig! 

Jeg fik selv en kirugisk abort for 4 år siden(da jeg var samme alder som dig), og selve indgrebet var" ikke noget særligt", du sover igennem de 15-20 minutter det tager, når du vågner bliver du tilbudt drikke og "snack"halløj af en art(fik jeg ihvertfald, var dog ikke specielt sulten sååå).

Jeg vil virkelig råde dig til, at fortælle det til en , jeg var selv rigtig glad for at have den støtte fra henholdsvis min daværende kæreste, og mine forældre, og så var det rart at have en der kørte mig, da jeg var ret træt efter indgrebet.

Havde så nogle følgevirkninger,som jeg gerne fortæller om i pb, hvis du vil hører om det, men overordnet set har kirugisk abort været det rigtige valg for mig

Du er velkommen til, at skrive mig en pb, hvis du har brug for støtte,råd osv.

Stort kram herfra!

Jeg havde selv en udskrabning(11+1) for 2,5 år siden og selve indgrebet var ok men jeg mistede meget blod, fik blodtransfusion og havde ondt i maven og var svimmel. Så det er slet ikke nemt.