Opgavefordeling i hjemmet

Anonym skriver:

Jo, det har jeg også truet med flere gange. Nu er jeg begyndt at lade være med at folde hans ærme ud på trøjerne, når de er smidt til vask med det ene ærme ude og det andet inde. Jeg har sagt I FLERE ÅR!!! at han selv skulle sørge for at få begge ærmer ud, så tøjet ikke blev ødelagt, men det er åbenbart SÅ svært at huske. Nu er jeg ligeglad, men hvor er det trist, ik? Og det med at tømme lommerne på sine bukser, inden de bliver smidt til vask. Det har jeg også sagt i flere år, men sker det?? Nix. Og det ødelægger vaskemaskinen, så det må jeg stadig gøre. Jeg kunne også bare stoppe med at vaske busker, men det har jeg bare så svært ved. Jeg gider jo heller ikke være en sur kælling, selv om det egentlig er der jeg er.

Jeg tror, at punkt nr 1 er, at du skal holde helt op med at komme med trusler, du ikke har tænkt dig at gøre alvor af! Det bidrager kun til dårlig stemning. 

Og du skal holde op med at bruge så meget krudt på detaljer som hvilken vej tøjet vender. Hvis det bliver slidt, så må han jo gå i slidt tøj... Hvis han parkerer sit tøj i en krøllet bunke ved siden af sengen, så må det ligge der, til han tager sig sammen og bærer det ud. Og hvis du finder bukser af hans med noget i lommerne, så lader du bare være at vaske dem, hvis det kan skade maskinen. Jeg tjekker aldrig min mands lommer inden vask, og det har da kostet nogle sedler, en USB-stick og lidt andet. Men sådan er det jo. Og skulle der en dag sidde en skrue på tværs i maskinen, så er det ham selv, der får lov at skille tromlen ad, og pille den ud igen. 

I forhold til fritid, taler du så med ham om det i situationen? Min mand vil frygtelig gerne hjælpe, men lister eller ej, så tænker han på alt mulig andet end indendørs pligter. Men sidder han om aftenen og jeg siger, "gir du lige et nap med vasketøjet", så siger han altid ja. Eller stikker jeg ham en indkøbsseddel og spørger om han handler på vej hjem, så gør han det også. 

Han ved godt jeg laver mest hjemme, så nogle gange beder jeg ham blot om at lege med ungerne mens  jeg tager et bad/hviler en halv time/går en tur/etc. 

Tænker det i høj grad handler om, at  han ved du gør tingene for ham. Hvis du nu blev indlagt i morgen og var væk i 3 uger, tror du så selv jeres børn ikke ville få noget at spise og gå rundt i beskidt tøj indtil du kom hjem igen? Jeg har prøvet det, og nej, tingene blev ikke gjort som jeg ville have gjort det, der var ikke lige grønt til alle måltider, en del fastfood, og unges tøj var bestemt ikke farvekoordineret. Men hun var ren, mæt, og de vigtige ting som spisetider og sengetid blev passet fint. 

Anonym skriver:

Ha ha, ja jeg har overvejet og flytte ud af huset i to uger, men det er nok lige drastisk nok.  

Vi har prøvet at dele det op, hvilket har betydet, at han nu står for at lave mad hver aften, da jeg hader at lave mad, men tit endte med at gøre det alligevel, fordi han ikke lige kunne tage sig sammen.

Gør da det! Måske ikke 14 dage, men to overnatninger på et spahotel. Uden forbehold for hvordan han skal løse opgaven med at holde hjemmet eller bedømme hans løsning efterfølgende. Vær taknemmelig for, at du fik nogle lækre dage med tid til dig selv, og han vil helt sikkert være taknemmelig for alt det, som du gør for familien i hverdagen.

KASS skriver:

Din datter behøver da ikke gå sulten rundt, fordi han har glemt at tage noget ud af fryseren. Han kan vel tage det ud om morgenen og give det en tur i mikroen eller finde på en anden løsning. Hvis det er hans ansvar, så er det hans og ikke din hovedpine.

Så lad maskinen gå i stykker. Hvis du ikke vil have ansvaret, så skal du ikke påtage dig det. Her vasker vi jævnligt alverdens ting, og maskinen holder, de vaskede ting er nogle gange gået i stykker, og så lærte vi af det og kom videre. 

I dit oprindelige opslag var du træt af at have ansvaret, og det er skiftet over til, at du ikke har plads til dig selv og afslapning — Og det er dit ansvar og det skal du sørge for. Hvis du vil sidde en time hver aften, så gå på kompromis med nogle af de øvrige opgaver. Lav en kæmpe gryderet og servér den hele ugen, acceptér nullermænd eller hvad det nu er, der fylder dine dage. 

Tak for sit svar.

Jeg synes, det hænger sammen med at have ansvaret og ikke have tid til sig selv og afslapning, fordi man altid er på.

Det gode til madpakken er i fryseren, så hvis ikke han tager det op, så er der kun snacks, og det kan man jo ikke holde sig mæt en hel dag på.

Mit problem er jo som sådan hvordan jeg får sagt, at jeg synes han skal bidrage noget mere, men også at slappe af og tro på, at han løser sine opgaver. Hvordan jeg så reagerer, når han ikke gør, det må tiden vise. Det er svært at være overbærende, når man i forvejen er presset.

Ja, jeg har også sagt til ham, at det nok er en god ide at lave mad til flere dage af gangen, men vi er først lige startet med at han har ansvaret for maden, så jeg glæder mig til efteråret, hvor jeg ikke skal bruge energi på at tænke aftensmad. 

KASS skriver:

Gør da det! Måske ikke 14 dage, men to overnatninger på et spahotel. Uden forbehold for hvordan han skal løse opgaven med at holde hjemmet eller bedømme hans løsning efterfølgende. Vær taknemmelig for, at du fik nogle lækre dage med tid til dig selv, og han vil helt sikkert være taknemmelig for alt det, som du gør for familien i hverdagen.

Ja, jeg har kraftigt overvejet det. Har en veninde, som helt sikkert gerne vil med. 

Anonym skriver:

Jeg tror, at punkt nr 1 er, at du skal holde helt op med at komme med trusler, du ikke har tænkt dig at gøre alvor af! Det bidrager kun til dårlig stemning. 

Og du skal holde op med at bruge så meget krudt på detaljer som hvilken vej tøjet vender. Hvis det bliver slidt, så må han jo gå i slidt tøj... Hvis han parkerer sit tøj i en krøllet bunke ved siden af sengen, så må det ligge der, til han tager sig sammen og bærer det ud. Og hvis du finder bukser af hans med noget i lommerne, så lader du bare være at vaske dem, hvis det kan skade maskinen. Jeg tjekker aldrig min mands lommer inden vask, og det har da kostet nogle sedler, en USB-stick og lidt andet. Men sådan er det jo. Og skulle der en dag sidde en skrue på tværs i maskinen, så er det ham selv, der får lov at skille tromlen ad, og pille den ud igen. 

I forhold til fritid, taler du så med ham om det i situationen? Min mand vil frygtelig gerne hjælpe, men lister eller ej, så tænker han på alt mulig andet end indendørs pligter. Men sidder han om aftenen og jeg siger, "gir du lige et nap med vasketøjet", så siger han altid ja. Eller stikker jeg ham en indkøbsseddel og spørger om han handler på vej hjem, så gør han det også. 

Han ved godt jeg laver mest hjemme, så nogle gange beder jeg ham blot om at lege med ungerne mens  jeg tager et bad/hviler en halv time/går en tur/etc. 

Tænker det i høj grad handler om, at  han ved du gør tingene for ham. Hvis du nu blev indlagt i morgen og var væk i 3 uger, tror du så selv jeres børn ikke ville få noget at spise og gå rundt i beskidt tøj indtil du kom hjem igen? Jeg har prøvet det, og nej, tingene blev ikke gjort som jeg ville have gjort det, der var ikke lige grønt til alle måltider, en del fastfood, og unges tøj var bestemt ikke farvekoordineret. Men hun var ren, mæt, og de vigtige ting som spisetider og sengetid blev passet fint. 

Ja, og det er nok også der mit problem ligger. Jeg kan godt lide, at der er styr på tingene. Ikke at de skal gøres i en bestemt orden, jeg er helt ligeglad med om der er båret tallerkner ud efter aftensmaden eller om de først bliver taget ud, når ungerne er lagt, men mere det der med, at han selv kan tænke sig frem til, at de skal tages ud. Og det er det, der er svært.

Jeg hader at skulle bede ham om at ordne ting. Jeg synes det er så demotiverende for vores forhold. Når han fx er ved at tage det sidste havregryn eller mælk, så SKAL han selv kunne tænke at der nok skal købes nyt. Jeg skal ikke stå med to unger dagen efter, og så er der ingen morgenmad, fordi det havde han ikke lige tænkt over. Det er det, der pisser mig af. det er som om han stadig bor alene nogle gange, og mig der så skal ordne alt omkring os. Argh, jeg bliver sq så sur.

Jeg er holdt op med at dreje trøjerne, nu bliver de vasket som de er. 

Jo, han hjælper, men det er jo det jeg gerne vil væk fra. Jeg vil gerne have, at han selv finder ud af, at vi mangler diverse ting i køleskabet, og selv siger: Jeg kører lige i Netto og handler. Så kan jeg ordne vasketøjet og vi kan sammen holde fri, når vi er færdige. Men jeg synes det er træls, at det er mig, der skal bruge energi på at holde styr på alt i køleskabet og skufferne, og holde styr på, hvornår vi er ved at løbe tør for dit og dat, fordi han bare ikke tænker over det. Og det er jo nemt nok for ham, for jeg afleverer, så det er mig, der står med situationen om morgenen.

Anonym skriver:

Tak for sit svar.

Jeg synes, det hænger sammen med at have ansvaret og ikke have tid til sig selv og afslapning, fordi man altid er på.

Det gode til madpakken er i fryseren, så hvis ikke han tager det op, så er der kun snacks, og det kan man jo ikke holde sig mæt en hel dag på.

Mit problem er jo som sådan hvordan jeg får sagt, at jeg synes han skal bidrage noget mere, men også at slappe af og tro på, at han løser sine opgaver. Hvordan jeg så reagerer, når han ikke gør, det må tiden vise. Det er svært at være overbærende, når man i forvejen er presset.

Ja, jeg har også sagt til ham, at det nok er en god ide at lave mad til flere dage af gangen, men vi er først lige startet med at han har ansvaret for maden, så jeg glæder mig til efteråret, hvor jeg ikke skal bruge energi på at tænke aftensmad. 

Øvelse gør mester, for jer begge to.

Hvis han skal lave aftensmad, så skal du ikke overtage opgaven, fordi ungerne bliver sultne, så må han gå ud og smække noget havregrød sammen. Og så bestiller I noget indisk mad til jer, når ungerne er lagt, og taler om, hvor godt det er, at der er hurtige løsninger til de pressede dage.

Du skal finde ud af, hvad du har brug for og så tage dig tid til det. For i en børnefamilie er der jo altid noget, som vi kunne lave eller gøre oftere eller bedre, så hvis han lavede en ekstra times arbejde hver dag, så er det ikke lig med en time til dig, hvis du ikke prioritere det.

KASS skriver:

Øvelse gør mester, for jer begge to.

Hvis han skal lave aftensmad, så skal du ikke overtage opgaven, fordi ungerne bliver sultne, så må han gå ud og smække noget havregrød sammen. Og så bestiller I noget indisk mad til jer, når ungerne er lagt, og taler om, hvor godt det er, at der er hurtige løsninger til de pressede dage.

Du skal finde ud af, hvad du har brug for og så tage dig tid til det. For i en børnefamilie er der jo altid noget, som vi kunne lave eller gøre oftere eller bedre, så hvis han lavede en ekstra times arbejde hver dag, så er det ikke lig med en time til dig, hvis du ikke prioritere det.

 

 

Nej, det har du ret i.

Åh ja det kommer hurtigt til at lyde som millimeter demokrati, fordi jeg synes han har meget mig-tid, og jeg er så misundelig.

Han ser gerne en fodboldkamp hver weekend, hvor jeg så tager mig af ungerne, men han forstår slet ikke, at jeg så også gerne vil have tid for mig selv bagefter. det er som om det er en selvfølge at han skal se fodbold, men der er ikke tænkt på mig. Og nu er det bare blevet for meget, og så reagerer jeg voldsomt fordi jeg bliver trynet på min retfærdighedssans.

Igen er jeg super opmærksom på det med at han også får tid for sig selv, fordi det er så vigtigt for mig, så jeg sørger altid for at tage ungerne med ud af huset enten dagen før jeg skal noget eller dagen efter, alt efter hvordan det lige passer sammen. Og når jeg så siger, at jeg også godt kunne tænke mig lidt tid for mig selv, så bliver han nærmest sur.

Som jeg sidder og skriver alle de her ting, som bare ikke fungerer, så synes jeg mere og mere han lyder som en nederen kæreste. Det er faktisk ikke ret fedt... Jeg har det jo rigtig godt sammen med ham sådan i al almindelighed, vi griner sammen og hygger os, men det andet er bare ved at vokse mig så meget over hovedet at jeg føler jeg er sur og træls alt for tit.

Anonym skriver:

Men hvorfor skal jeg bruge mit overskud og min egergi på at huske ham på ting? Er mænd fuldstændig ude af stand til at tænke selv? Jeg er ikke hans mor. Han er en voksen mand med to børn. Burde det ikke kunne forventes, at han selv kunne huske på, fx at tage mad op af fryseren til madpakken, når det nu er hans ansvar? Eller skal jeg bare være mor til 3?

Det har ikke noget med at være mor, men at der er ting der smutter. Jeg GLEMMER ting hele tiden, når jeg går, før jeg går i seng. Ja jeg er pisse glemsom. 

Hvad hvis det var dig der glemte alt muligt, ville du så ikke være glad for en lille; har du husket? Jeg får den fra min LILLESØSTER, jeg kan sige det til min far.. Og vi er skam alle voksne mennesker. 

Så hvis man hjælper/husker hinanden på ting, er man den andens forældre. Yikes!!! 

Jeg har det lidt på samme måde som dig... 

Jeg tænker bare at min mand ikke har de samme forventninger til hjemmet og børnene, som jeg har. Så hvis der er noget jeg vil have ham til, så siger jeg det bare, og så bliver opgaven løst. Det kan godt pisse mig lidt af engang imellem at jeg skal italesætte alt hvad han skal gøre, men jeg har nu fundet fred med det, for jeg elsker min mand og familie, og det ville jeg ikke ødelægge på grund af huslige arbejde.. 

Så prøv om du ikke kan finde fred med det ts, så længe han gør det eller i kan finde løsning på hvad og hvem der gør hvad  

alle mænd tænker ikke ens, og de kan slet ikke finde ud ag hvad vi kvinder forventer af dem, uden det bliver sagt højt 

Anonym skriver:

Tak for sit svar.

Jeg synes, det hænger sammen med at have ansvaret og ikke have tid til sig selv og afslapning, fordi man altid er på.

Det gode til madpakken er i fryseren, så hvis ikke han tager det op, så er der kun snacks, og det kan man jo ikke holde sig mæt en hel dag på.

Mit problem er jo som sådan hvordan jeg får sagt, at jeg synes han skal bidrage noget mere, men også at slappe af og tro på, at han løser sine opgaver. Hvordan jeg så reagerer, når han ikke gør, det må tiden vise. Det er svært at være overbærende, når man i forvejen er presset.

Ja, jeg har også sagt til ham, at det nok er en god ide at lave mad til flere dage af gangen, men vi er først lige startet med at han har ansvaret for maden, så jeg glæder mig til efteråret, hvor jeg ikke skal bruge energi på at tænke aftensmad. 

Prøv lige at læse dit sidste afsnit i det citerede en gang til. For her tror jeg en del af kernen bliver meget tydelig. Du har sagt du ikke vi, stå for maden, han har sagt det gør jeg, og alligevel har du fortalt ham, at det nok er en god ide at lave mad til flere dage af gangen.

Jeg står også som oftest for maden her hjemme, og var min mand kommet og sagt: det er nok en bedre ide du laver mad til flere dage af gangen, så havde jeg smidt alt maden efter ham og nægtet at lave mad en eneste gang til - hvis jeg står for maden, så er det mig der bestemmer, mig der tilrettelægger.... det er totalt demoraliserende for mænd, kvinder og børn at blive korrekset og få taget ansvaret fra sig. Maden er hans projekt, han styrer det, han har kontrollen og du sidder på dine hænder og lukker munden for alle andre ord end: tak for mad.

Jeg kan sagtens forstå din frustration, har selv været der, er der selv en gang imellem. Men har efterhånden indset, at min kære mand jo aver noget (og det lyder det også til din mand rent faktisk gør), og at jeg skal lade ham gøre tingene  på sin måde og ikke min, for når jeg vil bestemme og styre så har han ingen ejerskab. 

Min mand er en haj til at fylde en opvaskermaskine, jeg er en mindre katastrofe. Det betyder, at I starten da vi gik fra håndkraft til maskine, så hver evig eneste gang jeg havde fyldt den, så kom han og rettede - resultat = jeg sætter aldrig i opvaskermaskine, men sætter det bare ved vasken. Hvorfor? Fordi det ikke måtte være mit projekt, på min måde, men jeg konstant blev korrekset. Så mit råd, lad ham nu stå for den mad, kommenter ikke, lav det ikke til dit projekt som han skal udleve.

Og vælg flere ting som du afgiver kontrollen over - og så afgiv kontrollen, lad ham have ansvaret. Og hvis madpakker ikke er der, hvor du føler du kan så vælg noget andet a la puds vinduer eller hvad ved jeg. Og sid på hænderne, hold dig for munden, lad ham finde sine ben og sin måde.