Opgavefordeling i hjemmet

Mom skriver:

Det tror jeg ikke, men jeg ved det faktisk ikke. Jeg laver i alt ikke så meget mere end min mand, at det går mig på. Jeg tror det går meget lige op, på den lange bane

Men er det i bund og grund ikke osse ligemeget, jeg mener vi yder begge, og jeg gider som sagt ikke millimeter demokrati, når jeg har en mand som yder.

Hjemme hos er arbejdsfordelingen bare ikke tæt på 50/50 og det er nok derfor, jeg synes det er træls. Vi ligger nærmere på 30/70. Og jeg ville da elske det, hvis den tippede til min fordel. Men det gør den ikke og har aldrig gjort det. Hvordan får jeg den op på 50/50 eller bare tættere på? For nu føler jeg mig som en husholderske.

Anonym skriver:

Hjemme hos er arbejdsfordelingen bare ikke tæt på 50/50 og det er nok derfor, jeg synes det er træls. Vi ligger nærmere på 30/70. Og jeg ville da elske det, hvis den tippede til min fordel. Men det gør den ikke og har aldrig gjort det. Hvordan får jeg den op på 50/50 eller bare tættere på? For nu føler jeg mig som en husholderske.

Jeg tror det første du skal gøre er at snakke med din mand om han ser de samme opgaver som dig som værende vigtige. Det der er vigtigt for dig er måske ikke vigtigt for ham, og det kan I så tage en snak om.

Måske skal han lave mere og måske skal du lære "at slappe mere af", hvem ved? 

Mor11 skriver:

Okay. Så det handler om at han slet ikke har en to do liste i hovedet.. som i, slet ikke. Heller ikke med de udendørs pligter? Sørge for bilen? Haven? Ungernes cykler? Intet? 

sådan en mand havde jeg også i 7 år. Jeg gik. Jeg blev simpelhen træt af at jeg skulle bede ham gøre ting + han så ofte ikke gjorde det alligevel. 

Det gad jeg ikke. 

Men jeg må også sige at disse forhold nok tit ender der som produkt af at vi selv startede med at tage alt ansvaret. Og når så børnene kommer, bliver det ansvar for meget og vi behøver hjælp. Men det er mændene blevet vant til ikke at behøve - altså at hjælpe/deltage. Og så tror jeg løbet er kørt for de fleste. Jeg kender ingen hvor manden har ændret adfærd i mere end 14 dage ad gangen. Men jeg kender kvinder der har sagt til sig selv at de elskede manden for højt til at det skulle skille dem ad, og så har de accepteret at de stod for alt og manden skulle kostes igang hvis hun skulle have hjælp. 

Så er spørgsmålet måske bare hvilken model man vælger. er kærligheden stor nok til at leve med det? 

Ja, det er desværre også der jeg er ved at være selv om jeg jo generelt er glad for vores liv. Jeg gider bare ikke alle opgaverne.

Som en anden herinde skrev, så ville det være fedt med fx rengøringshjælp, men det har vi bare ikke råd til.

Og jo, han kan godt selv se, at der skal laves nogle ting, men så mener han også, at jeg skal bidrage. Han glemmer bare lige at tænke på, at jeg brugte hele aftenen før på vasketøj mens han slappede af. Og jeg har også brug for at slappe af. 

Jeg spurgte ham, hvordan han ville have det, hvis jeg bare sad i sofaen med min telefon og surfede Facebook mens han gjorde hele huset rent? Det ville han da synes var træls og uretfærdigt. Ja, sagde jeg så, hvordan tror du så jeg har det, når jeg sidder med 5 IKEA poser fyldt med rent vasketøj, som skal lægges sammen og du bare stener foran computeren? Hmmm. Den gav lidt at tænke over. Og så kom listen med du gør, jeg gør.

Mom skriver:

Jeg tror det første du skal gøre er at snakke med din mand om han ser de samme opgaver som dig som værende vigtige. Det der er vigtigt for dig er måske ikke vigtigt for ham, og det kan I så tage en snak om.

Måske skal han lave mere og måske skal du lære "at slappe mere af", hvem ved? 

Ja, jeg har faktisk forslået parterapi, men jeg tror, ikke han synes det er nødvendigt...

Anonym skriver:

Ja, jeg har faktisk forslået parterapi, men jeg tror, ikke han synes det er nødvendigt...

Parterapi er måske også lidt voldsomt, medmindre du er på vej ud af forholdet. Prøv med en ærlig og god snak under hyggelige forhold, og ikke en snak hvor du sidder med en liste for at "diktere", at han laver for lidt

Anonym skriver:

Og alle de ting du skriver, at din mand gør, det gør jeg, Og alle de ting du gør, det gør jeg så også. Så derfor mener jeg ikke, at min kæreste laver ret meget, og når man i SÅ lang tid har følt, at man "bare" er husholderske, så bliver man fandmende røvtræt og pisse sur. Fedt for jer, at jeres mand hjælper til, men jeg har sq brug for, at vi begge hjælper til. Jeg VIL IKKE være arbejdsgiveren, hvor min kæreste laver alt det hyggelige, og jeg laver alle lorteopgaverne. Så hvordan får man ændret det? Det synes jeg ikke, der kommer nogle gode forslag til, og det var rent faktisk det jeg spurgte om!

Det er da super fedt for alle jer, hvor manden godt kan hjælpe til, men hvis jeg ikke satte mig ned og lavede en liste, ja så var det tilfældigvis MIG, der lavede det hele. Jo da kæresten legede da med børnene, men hvorfor kan det ikke være mig, der leger med børnene?  Og kæresten der kunne rydde op, sætte en vask over eller lige se, at der ikke er mere toiletpapir på toiletterne? Hvorfor?

Jeg bad om at få nogle konkrete råd til hvordan man ændrer en situation, jeg bad ikke om høre om alle de fantastiske ting andre folks kærester laver. Beklager hvis du har misforstået min indlæg.

Gode råd:

Giv slip, når du giver ham ansvaret, så skal han også have det. Du skal ikke give ham instrukser eller kontrollere ham. Der er metodefrihed, han vælger selv, hvordan han løser opgaven. 

Drop millimeterdemokratiet, du har jo konstateret, at det ikke virker. Al den tid, hvor du ikke skal holde regnskab eller være træt af, at du laver mest, der har du ro i hovedet. 

Vær villig til at påtage dig noget af hans. Hvis tøjvask hænger dig ud af halsen, så fortæl ham det og spørg, hvad du kan gøre for ham, så han har overskuddet til påtage sig ansvaret for tøjvasken. 

Det virker rigtigt godt herhjemme. Vi bytter jævnligt opgaver, men jeg har ikke nødvendigvis overskuddet til at påtage mig støvsugning og gulvvask, hvis ikke min mand så påtager sig indkøbene.

Anonym skriver:

Ja, det er desværre også der jeg er ved at være selv om jeg jo generelt er glad for vores liv. Jeg gider bare ikke alle opgaverne.

Som en anden herinde skrev, så ville det være fedt med fx rengøringshjælp, men det har vi bare ikke råd til.

Og jo, han kan godt selv se, at der skal laves nogle ting, men så mener han også, at jeg skal bidrage. Han glemmer bare lige at tænke på, at jeg brugte hele aftenen før på vasketøj mens han slappede af. Og jeg har også brug for at slappe af. 

Jeg spurgte ham, hvordan han ville have det, hvis jeg bare sad i sofaen med min telefon og surfede Facebook mens han gjorde hele huset rent? Det ville han da synes var træls og uretfærdigt. Ja, sagde jeg så, hvordan tror du så jeg har det, når jeg sidder med 5 IKEA poser fyldt med rent vasketøj, som skal lægges sammen og du bare stener foran computeren? Hmmm. Den gav lidt at tænke over. Og så kom listen med du gør, jeg gør.

Jeg håber det kan hjælpe jer med listen! 

Her var eksen aldrig så forstående. Han grinede og sagde "Jaa ja, jeg ved det godt, jeg skal nok gøre det". Og så skete der ellers nada. 

Det var sådan noget som fx at han først skulle møde kl 11, så han afleverede børn kl 8.30 og gik hjem igen. og alligevel kom jeg hjem kl 17 til et bord fyldt med morgenmadstallerkner og ungernes nattøj rundt i hele stuen og en tisble på sofabordet.. jeg blev så træt. 

Mor11 skriver:

Jeg håber det kan hjælpe jer med listen! 

Her var eksen aldrig så forstående. Han grinede og sagde "Jaa ja, jeg ved det godt, jeg skal nok gøre det". Og så skete der ellers nada. 

Det var sådan noget som fx at han først skulle møde kl 11, så han afleverede børn kl 8.30 og gik hjem igen. og alligevel kom jeg hjem kl 17 til et bord fyldt med morgenmadstallerkner og ungernes nattøj rundt i hele stuen og en tisble på sofabordet.. jeg blev så træt. 

Det lyder heller ikke sjovt. Her er bordet heldigvis ryddet. Det kan så godt stå ved siden af vasken, men det kan jeg godt acceptere.

Jeg synes, det er svært at finde en måde at sige tingene på, så han hører, hvad jeg siger. Det er nok det, jeg er efter, for når jeg har sagt det nok gange, så bliver jeg til sidst så irriteret, at jeg ender med at råde, og så ordner det sig i hvert fald ikke.

Men hvordan får man den afleveret, så der bliver lyttet? Det er også derfor jeg har forslået parterapi, for så må han da lytte på en anden måde og forstå. Og jeg ved jo godt, at jeg altid vil komme til at lave mest, fordi det er mit behov, at man ikke løber tør for toiletpapir på toilettet (især hvis man har lavet stort), at der altid er køkkenrulle (så man kan tørre op når ungerne spilder), at sraldespanden er tømt (så det ikke vælter ud på gulvet, når man åbner) og at mine unger har rent, pænt tøj på, når de går hjemmefra om morgenen. Jeg synes faktisk ikke jeg beder om urimelige ting, men hvordan får jeg det sagt så det bliver forstået? Jeg aner det ikke. 

Det virkede med at sætte ham i mit sted, og sammenligne min opgave med vasketøjet med rengøring, men det kan jeg jo ikke gøre hver gang.

KASS skriver:

Gode råd:

Giv slip, når du giver ham ansvaret, så skal han også have det. Du skal ikke give ham instrukser eller kontrollere ham. Der er metodefrihed, han vælger selv, hvordan han løser opgaven. 

Drop millimeterdemokratiet, du har jo konstateret, at det ikke virker. Al den tid, hvor du ikke skal holde regnskab eller være træt af, at du laver mest, der har du ro i hovedet. 

Vær villig til at påtage dig noget af hans. Hvis tøjvask hænger dig ud af halsen, så fortæl ham det og spørg, hvad du kan gøre for ham, så han har overskuddet til påtage sig ansvaret for tøjvasken. 

 

 

Det virker rigtigt godt herhjemme. Vi bytter jævnligt opgaver, men jeg har ikke nødvendigvis overskuddet til at påtage mig støvsugning og gulvvask, hvis ikke min mand så påtager sig indkøbene.

Ha ha, ja jeg har overvejet og flytte ud af huset i to uger, men det er nok lige drastisk nok.  

Vi har prøvet at dele det op, hvilket har betydet, at han nu står for at lave mad hver aften, da jeg hader at lave mad, men tit endte med at gøre det alligevel, fordi han ikke lige kunne tage sig sammen.

Anonym skriver:

Jo, det gør det desværre, med alt det han får puttet i sine lommer. 

Og jeg kontrollerer ikke madpakker, det er hans ansvar når jeg afleverer, men jeg vil da synes, det er træls, hvis min datter skal gå sulten rundt i skolen. Sådan tror jeg da de fleste vil have det. 

Og det er drænende for mig, at jeg konstant føler, at jeg skal yde og yde, og at det aldrig er mig, der får lov til at slappe lidt af.

Din datter behøver da ikke gå sulten rundt, fordi han har glemt at tage noget ud af fryseren. Han kan vel tage det ud om morgenen og give det en tur i mikroen eller finde på en anden løsning. Hvis det er hans ansvar, så er det hans og ikke din hovedpine.

Så lad maskinen gå i stykker. Hvis du ikke vil have ansvaret, så skal du ikke påtage dig det. Her vasker vi jævnligt alverdens ting, og maskinen holder, de vaskede ting er nogle gange gået i stykker, og så lærte vi af det og kom videre. 

I dit oprindelige opslag var du træt af at have ansvaret, og det er skiftet over til, at du ikke har plads til dig selv og afslapning — Og det er dit ansvar og det skal du sørge for. Hvis du vil sidde en time hver aften, så gå på kompromis med nogle af de øvrige opgaver. Lav en kæmpe gryderet og servér den hele ugen, acceptér nullermænd eller hvad det nu er, der fylder dine dage.