Opgavefordeling i hjemmet

Helt praktisk ville jeg sætte mig ned og fortælle ham, at du ikke vil have overblikket alene mere. 

Så foreslå ham, at I laver en to-do-liste SAMMEN. Så det ikke føles for dig som om du bare giver “beskeder”. 

Lav en “ugentlig, månedlig” osv.

det kan også hjælpe dig, så du kan afstresse lid  

jeg har vidst min mand en masse artikler og faktisk også den tegneserie, som de foreslår herinde. Han forstår mig godt og gør heldigvis noget for at dele overblikket. 

Lje skriver:

Det er også en svær fælde ikke at falde i. Jeg øver mig også dagligt på ikke at tage hele ansvaret hjemme.

Hvis I har råd så betal jer fra rengøring, indkøb og få måltidskasser bragt til døren. Navnlig rengøring er vores absolut prioritet. Vores økonomi skal godt nok falde meget fra hinanden, før jeg vil sige vores rengøringsfirma op. Ugentlig luksus/ting vi ikke gider bruge tid på at diskutere 

Derudover følger jeg trop med de andre: én ting er jo eventuel at betale jer fra nogle ting men det er en holdningsændring hos din mand, der skal til. Lad være med at løse hans opgaver? Inddrag børnene og sørg for, de ikke kommer på glatis pga. din mand mangler (fx manglende madpakke til en udflugt eller lign - der ville jeg også 'tage over' hvis han ikke gør) men lad dem hjælpe alt det, de kan. Som en familie. Italesæt det. Det må smitte af på din mand hvis han er nogenlunde normal og sympatisk. 

 

Vi deles om resten af de huslige opgaver. Alt det tørre tøj tager vi med op i stuen og lægger sammen om aftenen, sammen, mens vi ser TV. Vores søn dækker bord, vi skiftes til at fylde opvaskeren og tømme den. Jeg laver hyppigst mad mens min mand er flittigst til at stryge og støvsuge mellem rengøringens besøg. Vi rammer typisk sofaen kl. 20:30 med alle tjansen udført. Og så er der alene-og-sammen-tid til vi smutter i seng.

 

MEN husk lige at forventningsafstemme med ham så han kan se sig selv i DINE lister. Hvis du fx forventer hovedrengøring daglig, og han ikke er enig, så er det måske det, skoen trykker? Hvis han er medansvarlig for at lave en ugeplan, så gør du det nemmere for ham at tage medansvar. 

 

Såvel det er svært at slippe ansvaret er det svært at tage det, hvis man er kommet lidt "op i en krog". Så reboot og lav fællesplaner, som en familie. 

Vh.

Jeg har taget initiativ til at lave en seddel, hvor alle husets opgaver er sat op, og så sad vi og fordelte dem. Det gav faktisk lidt mere ro, for nu kan jeg pege på sedlen og sige, nej du, det er faktisk din opgave. Og så er der ingen sure miner.

Og jo, han løser da sine opgaver, men det føles som om han "hjælper til" og ikke som om han er ansvarlig for at få det hele til at køre.

Anonym skriver:

Helt praktisk ville jeg sætte mig ned og fortælle ham, at du ikke vil have overblikket alene mere. 

Så foreslå ham, at I laver en to-do-liste SAMMEN. Så det ikke føles for dig som om du bare giver “beskeder”. 

Lav en “ugentlig, månedlig” osv.

det kan også hjælpe dig, så du kan afstresse lid  

 

jeg har vidst min mand en masse artikler og faktisk også den tegneserie, som de foreslår herinde. Han forstår mig godt og gør heldigvis noget for at dele overblikket. 

Ja, den var virkelig også god. Den skal min kæreste også se, så han kan se, at det ikke bare er mig, der brokker mig.

Ja, vi har lavet en liste, og det har hjulpet en del, men det der med at tage ansvar og ikke "bare" hjælpe til, den er så svær.

Anonym skriver:

Ja, den var virkelig også god. Den skal min kæreste også se, så han kan se, at det ikke bare er mig, der brokker mig.

Ja, vi har lavet en liste, og det har hjulpet en del, men det der med at tage ansvar og ikke "bare" hjælpe til, den er så svær.

Totalt enig. Den er meget svær. Især fordi kvinder opdraget til det og mænd ikke er, og derfor bliver “ blinde”. Men så må de lige vågne op. Men indtil mødre/fædre og samfund opdager deres drenge til at tage ANSVAR for fællesskab og ikke bare tage opvasken, fordi nogen siger det, så er der lang vej endnu. 

Jeg satte hælene i og sagde nul nr 2 baby før der er sket noget. Jeg orker ikke være en bitter, sut kæreste og jeg har haft en “forkælet” eks med et barn, hvor jeg endte med at være barnepige, indkøber osv - for ham og hans datter. Så jeg er meget hård på det punkt! No mercy ��

Anonym skriver:

Totalt enig. Den er meget svær. Især fordi kvinder opdraget til det og mænd ikke er, og derfor bliver “ blinde”. Men så må de lige vågne op. Men indtil mødre/fædre og samfund opdager deres drenge til at tage ANSVAR for fællesskab og ikke bare tage opvasken, fordi nogen siger det, så er der lang vej endnu. 

Jeg satte hælene i og sagde nul nr 2 baby før der er sket noget. Jeg orker ikke være en bitter, sut kæreste og jeg har haft en “forkælet” eks med et barn, hvor jeg endte med at være barnepige, indkøber osv - for ham og hans datter. Så jeg er meget hård på det punkt! No mercy ��

Undskyld mig, men det er da en ret grov generalisering - kvinder er opdraget til det, mænd er ikke. Hvad århundrede lever du i?

Mom skriver:

Undskyld mig, men det er da en ret grov generalisering - kvinder er opdraget til det, mænd er ikke. Hvad århundrede lever du i?

Hvis ikke vi på sin vis er opdraget til det, hvordan kan det så være at alle kvinder jeg kender, de kan, men jeg hører ikke ret meget om mænd, som styrer husholdningen derhjemme? De har bare ikke lært det. Min kæreste har da fortalt mig, at hans mor stadig vaskede hans tøj, da han flyttede hjemmefra. 

Og hvordan kan det være, at vi kvinder lige kan ordne 17 ting mens vi laver mad, mens manden kun kan lave mad? Hvorfor er det sådan? Hvis ikke det har noget med opdragelse af gøre.

Anonym skriver:

Totalt enig. Den er meget svær. Især fordi kvinder opdraget til det og mænd ikke er, og derfor bliver “ blinde”. Men så må de lige vågne op. Men indtil mødre/fædre og samfund opdager deres drenge til at tage ANSVAR for fællesskab og ikke bare tage opvasken, fordi nogen siger det, så er der lang vej endnu. 

Jeg satte hælene i og sagde nul nr 2 baby før der er sket noget. Jeg orker ikke være en bitter, sut kæreste og jeg har haft en “forkælet” eks med et barn, hvor jeg endte med at være barnepige, indkøber osv - for ham og hans datter. Så jeg er meget hård på det punkt! No mercy ��

Nej, jeg gider nemlig heller ikke være sur og bitter, men det er jo desværre der jeg ender. Og jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal ændre det. 

Desværre er jeg SÅ træt af det, at jeg tit ender med at råbe, fordi min grænse bare er nået. Og så bliver vi uvenner og så er forholdet bare ikke særlig rart at være i. Og jeg gider ærlig talt ikke være i et forhold hvor jeg er mor til tre.

Anonym skriver:

Hvis ikke vi på sin vis er opdraget til det, hvordan kan det så være at alle kvinder jeg kender, de kan, men jeg hører ikke ret meget om mænd, som styrer husholdningen derhjemme? De har bare ikke lært det. Min kæreste har da fortalt mig, at hans mor stadig vaskede hans tøj, da han flyttede hjemmefra. 

Og hvordan kan det være, at vi kvinder lige kan ordne 17 ting mens vi laver mad, mens manden kun kan lave mad? Hvorfor er det sådan? Hvis ikke det har noget med opdragelse af gøre.

Det er altså en generalisering, selvom alle dem du kender har det sådan med kvinder vs. mænd, bare fordi I måske har været uheldige, betyder det ikke at det er sådan for alle. 

Jeg kender en blanding at det du oplever, men jeg kender da også mange hvor mændene sagtens og helt naturligt både tager ansvar og løser opgaver i hjemmet

Hvem siger at mænd ikke kan andet imens de laver mad, måske er de bare bedre til at holde fokus på en opgave ad gangen, imens kvinder måske er dårligere til at koncentrer sig - kan du se generaliseringen?

Mom skriver:

Det er altså en generalisering, selvom alle dem du kender har det sådan med kvinder vs. mænd, bare fordi I måske har været uheldige, betyder det ikke at det er sådan for alle. 

Jeg kender en blanding at det du oplever, men jeg kender da også mange hvor mændene sagtens og helt naturligt både tager ansvar og løser opgaver i hjemmet

Hvem siger at mænd ikke kan andet imens de laver mad, måske er de bare bedre til at holde fokus på en opgave ad gangen, imens kvinder måske er dårligere til at koncentrer sig - kan du se generaliseringen?

Jeg er nok bare ikke enig i din betragtning. Og ja, det kan godt være jeg har været uheldig, men når jeg taler med mine veninder, så er de åbenbart også uheldige. Jeg synes bare det er utroligt, at så mange er uheldige. Så ja, måske generaliserer jeg, men det er da påfaldende...

Anonym skriver:

Jeg er nok bare ikke enig i din betragtning. Og ja, det kan godt være jeg har været uheldig, men når jeg taler med mine veninder, så er de åbenbart også uheldige. Jeg synes bare det er utroligt, at så mange er uheldige. Så ja, måske generaliserer jeg, men det er da påfaldende...

Vi kan sagtens lave lidt mere ordkløveri - ja det er påfaldende at det er sådan i din omgangskreds, når det fx. ikke er sådan i min - og netop derfor er det en grov generalisering du laver. For hvor mange veninder er der tale om? Hverken du eller jeg kan udfra de mennesker vi kender sige "at sådan er det" - det tænker jeg trods alt at vores begges omgangskreds er for lille til.

Jeg kan så lave en anden betragtning - hvorfor er det at vi kvinder bliver ved med at nurse vores mænd, i alt fald indtil der kommer børn i billedet? Og hvorfor er det så vigtigt med millimeter demokrati indenfor husholdningen? Det er også en grov generalisering, for sådan er det jo slet ikke for mange - men man kan da få den tanke med alle de kvinder der skriver herinde og klager over den mand som de har valgt at få børn med.