Opgavefordeling i hjemmet

Anonym skriver:

Hjemme hos er arbejdsfordelingen bare ikke tæt på 50/50 og det er nok derfor, jeg synes det er træls. Vi ligger nærmere på 30/70. Og jeg ville da elske det, hvis den tippede til min fordel. Men det gør den ikke og har aldrig gjort det. Hvordan får jeg den op på 50/50 eller bare tættere på? For nu føler jeg mig som en husholderske.

Men skal arbejdsfordelingen være 50/50? 

Hvad laver din mand? Hvad tid tager han afsted om morgenen, hvad tid er han hjemme og arbejder han weekend? Og hvordan er din arbejdsdag? 

Jeg kører 6.30, min mand kører 6.45. Om morgenen sørger jeg for madpakker og morgenmad. Får vækket børn og gjort to af dem klar og tager dem med mig når jeg kører på arbejde. Min mand tager den sidste. 

Kl. 14.30 har jeg fri, henter alle 3 børn. Sørger for eftermiddagsmad til dem og ellers alt forefaldende husarbejde, rengøring, tøjvask, oprydning, lege med børnen osv. Jeg gør aftensmad klar, så vi kan spise når min mand træder ind i døren ca. 18.00. 

Vi har begge fri i weekenderne. Jeg sørger for rengøring af bilerne. Min mand står primært for det grove havearbejde. Men ellers vil jeg sige det er mest mig.  

Vi laver fælles madplan og handler fælles ind om søndagen. 

For mig fungerer det super godt. Min mand vil gerne hjælpe mere til, men han er væk 11 timer om dagen og har ikke muligheden. Jo, om aftenen og det gjorde han også gerne, men jeg ordner alt det praktiske jeg kan så vi kan holde fri om aftnen og have par-tid. Det synes jeg er vigtigere end at fordelingen er 50/50. 

Du må have en alvorssnak med ham og så prøve selv at lægge noget af kontrollen væk. Du har ret, ingen vil bryde sig om at børnene går sultne rundt i skolen, men en enkel gang sker der ikke noget ved og det kan være han får øjnene op og opper sig, hvis en af børnene klager over manglende mad i skolen. 

Du skriver på et tidspunkt at han gør det der står på jeres liste, men alligevel skal du fuldende det på en eller anden måde, kan du komme med et eksempel? 

Og til sidst, hvordan ser din mand den her problematik? Han må jo blive påvirket i en eller anden forstand, hvis du konstant er sur og irritabel over hans manglende hjælp? 

Anonym skriver:

Nej, jeg ved jo godt at vi begge er bedre til noget end den anden, og vi prøver som sådan også at dele opgaverne op. 

Jeg savner bare, at han tager lidt mere ansvar for de små opgaver i dagligdagen, så jeg ikke skal rende rundt og ordne små ting, mens han kan slappe af. At der er en mere lige fordeling.

At han fx lige kører ned og handler mens jeg skifter sengetøj, at han fylder sæbe på mens jeg henter toiletpapir. At det ikke er mig det gør alle fire ting mens han bare sidder med sin telefon. Jeg synes faktisk det er så uretfærdigt, at det er blevet sådan. Og ja, det vil blive svært at ændre, men hvis jeg blev kørt ned i morgen, så var han jo nødt til at lære det, ik? Så han kan jo godt, det er bare om han gider... Og det der med at han ikke ser det, jo det gør han, for han kan godt komme og sige: Nu er der ikke mere sæbe i dispenseren. Øh nå! Jamen så put da noget i. 

Og så er det at jeg reagerer meget uhensigtsmæssigt (jeg ved det godt) og bliver sur, fordi jeg føler mig som en husholderske, så jeg bliver sq vred. Og råber højt.

Jeg tror så faktisk ikke det ville ændre sig hvis du blev kørt ned i morgen  

nu er mig og ungernes far ikke sammen, af bla de her grunde som du selv kæmper med. 

Og jeg kan fortælle at der kun bliver skiftet sengetøj 2 gange i året hos ham. Og de løber altid tør for mælk og havregryn og yoghurt. Osv osv osv. Og står så og mangler om morgenen.

Han ser stadig ikke de der ting selvom han har været selv i 2,5 år. Han lever med at det er sådan, og går ned og handler mælk og havregryn og yoghurt om eftermiddagen når han har stået uden morgenmad om morgenen. Og så har han Fundet et alternativ i situationen. Rugbrød. Knækbrød. Hvad han nu har.. og så står han uden mælk til havregrynene igen om 3 dage.. han overlever. Og det gør ungerne også. JEG kunne bare ikke magte at leve sådan. Men han har ikke noget imod det. 

Tænker det er det samme med din mand. Og det er altså bare svært/umuligt at diktere hvad der skal fylde i et andet menneskes hoved desværre. 

Jeg tror din man virkelig gerne vil hjælpe til at gøre dig gladere. For han hører jo faktisk hvad du siger, og forstår. Men det vil altid være "at han hjælper dig" i hans verden, for for ham, er de ting han skal gøre "for dig" ikke for hans egen skyld eller noget han ser nødvendigt på samme måde.. 

Anonym skriver:

Nej, det har du ret i.

Åh ja det kommer hurtigt til at lyde som millimeter demokrati, fordi jeg synes han har meget mig-tid, og jeg er så misundelig.

Han ser gerne en fodboldkamp hver weekend, hvor jeg så tager mig af ungerne, men han forstår slet ikke, at jeg så også gerne vil have tid for mig selv bagefter. det er som om det er en selvfølge at han skal se fodbold, men der er ikke tænkt på mig. Og nu er det bare blevet for meget, og så reagerer jeg voldsomt fordi jeg bliver trynet på min retfærdighedssans.

Igen er jeg super opmærksom på det med at han også får tid for sig selv, fordi det er så vigtigt for mig, så jeg sørger altid for at tage ungerne med ud af huset enten dagen før jeg skal noget eller dagen efter, alt efter hvordan det lige passer sammen. Og når jeg så siger, at jeg også godt kunne tænke mig lidt tid for mig selv, så bliver han nærmest sur.

Som jeg sidder og skriver alle de her ting, som bare ikke fungerer, så synes jeg mere og mere han lyder som en nederen kæreste. Det er faktisk ikke ret fedt... Jeg har det jo rigtig godt sammen med ham sådan i al almindelighed, vi griner sammen og hygger os, men det andet er bare ved at vokse mig så meget over hovedet at jeg føler jeg er sur og træls alt for tit.

Laver du INTET som bare er dig? Hvor gamle er jeres børn? Og tager han dem ALDRIG? 

Eller er det fordi bægeret er flydt over at du ikke kan se at han tager dem en gang i mellem? 

Lægger du aldrig neglelak på neglene, tager en tur til frisør, drikker en kop kaffe med en veninde eller lignende? 

Anonym skriver:

Jeg må have formuleret mig forkert, for jeg har bestemt ikke sagt til ham, at han skal lave mad til flere dage af gangen. Jeg har sagt til ham, at jeg ville foreslå ham at lave mad til flere dage af gangen, så han ikke skulle stå og bruge flere timer i køkkenet hver afteen, for det var jeg bange for, at han ville blive træt af i længden. Men det er ene og alene hans beslutning. Jeg ved bare - af erfaring - hvordan det plejer at være. Og min erfaring siger mig, at når han en dag kommer hjem fra en udmattende arbejdsdag, så gider han ikke lave mad. Ville det så ikke være smart at kunne enten tage noget op af fryseren eller varme rester fra dagen før? Men igen, det er ene og alene hans ansvar.

Han siger også nogle gange til mig, når jeg brokker mig over endnu mere vasketøj, jamen det kan du jo bare gemme til den og den dag, for så kan jeg evt tage pigerne med på legepladsen, så kan du få fred. Så bestemmer han da heller ikke, at jeg skal tage vasketøjet en bestemt dag. Vi taler faktisk pænt til hinanden og prøver generelt at hjælpe hinanden. 

Det er det mentale overblik jeg vil væk fra. Jeg vil ikke være den der skal holde styr på hvad der er i skabe, sørge for at der er købt ind, så vi ikke løber tør, være ansvarlig for alt med pigernes institutioner, sørge for at købe gaver, sørge for at vi har givet besked, når vi får en indbydelse, planlægge legeaftaler, sørge for at købe ind, sørge for nye støvler til pigerne, nyt vintertøj, huske når der skal brød med, når der skal frugt med. Jeg vil IKKE være arbejdsgiveren. 

At vi så har delt opgaverne op, hvilket har hjulpet en del, så er det stadig mig, der fx husker, at vi er ved at løbe tør for opvaskemiddel, selv om han lige har stået med bøtten. Jamen hvordan lærer man andre lige at tænke sig om?

Hvis du vil væk fra det mentale overblik, væk fra at være arbejdsgiver så skal du netop ikke foreslå ham at lave mad flere dage af gangen. Det er hans problem, ham der skal opdage det selv. Og hvad så hvis I en dag får rugbrødsmader eller købe pizza fordi maden fuckede op - det gør den for mange familie, min egen inklusiv.  

Du skal give slip - helt slip. Du skal ikke give gode råd med.mindre han spørger til dem. Du viser jo med alt tydelighed, at du ikke stoler på han som voksen menneske kan tage det ansvar ved allerede at give gode råd. Når man ikke oplever den anden stoler på en, kan man købe sig tilbage og lade den anden styre eller blive skide sur - var du gift med mig havde du oplevet en der blev skide sur, og jeg havde simpelthen nægtet at stå for maden hvis du ikke stolede på.mog. Du oplever en der lader stå til, for han ved jo godt han ikke gør det godt nok, og der vil være brok når han helt menneskeligt en dag fucker maden op og serverer rugbrød.

Prøv at løs hvad du skriver: jeg ved af erfaring han ikke kan leve op til ansvaret og derfor skal jeg guide ham. Hvis min mand mødte mig med den indstilling ville jeg nok ikke ønske at fortsætte som to voksne mennesker i et parforhold.

Jeg kan sagtens følge det med der mentale ansvar, jeg føler mig selv som en kronisk projektleder- har erkendt manden min bare ikke husker legeaftalerne (for han ved jo jeg gør det, når jeg er væk så klarer han det fint). Men jegv har også erkendt, at står han får mad fx så skal jeg slippe kontrollen, for ellers er det jo mig selv der fastholder mig i den evige projektlederrolle. 

Og jeg tænker lidt, og hvad så hvis der en dag mangler opvaskemiddel. Så køber man det dagen efter, eller man drøner ned og køber det når man mangler. Hvis du boede sammen med mig ville du også blive gal, for sådan noget glemmer jeg også midt i hverdagens trummerum, hvor arbejdet og børnene fylder. Jeg forsøger så at lave systemer så jeg husker, men selv dem glemmer jeg - tilgengæld glemmer jeg ikke, at jeg utrolig gerne vil læse en bog om omsorgsetik, og ville også gerne få til til Hanne Arendt og en genopfriskning af Foucault - og en det handler om hvad vi som mennesker har som projwlt/interesse og opvaskemiddel er en af de ting, jeg ikke skænker en tanke.

Din mand tænker sig om, han tænker bare ikke som dig. Og nej du kan ikke lære ham at tænke som dig, men du kan give udtryk for, hvad det gør ved dig. Og I kan få talt om et system (ikke alle de lister de må være dræbende for jer begge, du laver listen som arbejdsgiver og han påtager sig arbejde), fx om ar man har et sted man skriver det man oplever mangler i hjemmet. Have en ugekalender et synligt sted, hvor aftaler skrives op osv. Og så skal du indse, at I er forskellige og det er en styrke og tro på ham. Tro nu på han klarer maden, og tænk ikke allerede: jeg ved det går galt 

Anonym skriver:

Men det vil nu være rart, hvis en anden kunne være med til at løse de små opgaver bare engang imellem. At jeg ikke skulle bruge energi på at gå og huske på alle de små ting, som virkelig dræner.

Det ville da være skønt, hvis han lige skrev det på en indkøbsliste, så skulle man ikke bruge energi på at gå og huske på det, for det stod på listen. Nu bruger jeg energi på det og det tager energien fra noget andet.

Jeg kunne bare godt ønske, at vi begge kunne se, når der manglede toiletpapir, og ar han ikke "bare" går ud fra, at det ordner jeg - som med alle de andre små ting. 

Rene håndklæder, nyt sæbe i dispenseren, ny tandpasta, rent sengetøj, købe toiletpapir, hente toiletpapir i kælderen, købe nyt sulfo, når der ikke er mere, huske at købe skraldeposer, når der ikke er mere, huske at købe havregryn når vi er ved at løbe tør... Og jeg kunne blive ved.

Jeg tror da nok han kunne lære det, hvis jeg ikke var der, men er det virkelig nødvendigt at skulle gå, før der sker noget? Jeg vil gerne have forslag til, hvordan man får fordelingen gjort mere ligelig, så det ikke kun er mig, der skal gå og huske på alle de her ting, men det synes jeg ikke der kommer. Bare at jeg skal lære at slappe af. Men det løser jo ikke problemet.

Jeg tror du får rådet om at slappe af fordi vi er en del der ved egen erfaring har opdaget det hjælper. Det hjælper at slippe kontrollen eller anerkende de områder, hvor vi ikke kan slippe kontrollen fx med børns madpakker (her hjemme er det så får der står for dem, men jeg har andre områder fx intra i skolen og huske alt til skolen) og så se i øjnene okay dem står jeg så får, men det har jeg selv valgt. 

Og så har vi formodentlig en del af os oplevet, at når vi så kæresten over nakken og rettede - eller var dem der blev rettet, ja så ændredes ingen ting. Og vi har også lært at tingene kan gøres på mange måder og det bliver egentlig også en god familie når det ikke lige følger vores drejebog. 

Da min datter var lille så hun kun film på italiensk og det var får (selvsagt det er ham der er italiensk) som købte dem. En dag bestilte han en film jeg ikke brød mig om, og jeg rasede. Han afbestilte den som den søde mand han er, og jeg indså lige pludseligt at min datter var så fantastisk netop fordi hun havde mig som mor og ham som får, alt det han gav som jeg ikke kunne lide, ikke tænkte på, var jo en del af det der gjorde hende dejlig. På samme måde med alt andet i hjemmet, det er jo den mand jeg synes er en fantastisk mand og en fantastisk får også selvom han ikke har åbnet intra i nu 9 år, selvom han ikke kan lave en madplan, selvom han ikke har købt en eneste fødselsdagsgave til ungerne og aldrig et stykke tøj, selvom når han har lagt tøj på.plads så finder jeg min datters tøj i mit skab og jeg har ingen ideer om hvor drengenes bluser er. 

Her hjemme glemmer jeg toiletpapiret, jeg efterlader tit et glad her og der osv. Min mand samler i bunker nøj hvor er det vildt irriterende.... Vi er så forskellige, han ville aldrig skifte sengetøj og synes jeg er så irriterende når jeg gør det. Sådan er familieliv for vi har ikke fundet en klon af os selv. 

Selvsagt skal du ikke drænes - jeg står der selv en gang imellem og så flipper jeg ud. Men du skal holde bolden hos dig selv, fortæl hvad det gør ved dig, spørg hvad han kan tage over og så stol på han kan. Og som den glemsomme person jeg selv er, så ville en liste om, at jeg skulle huske toiletpapir ikke hjælpe for jeg ville bare glemme listen  så jeg ville som det også ærlige menneske jeg er fortælle den kommer jeg altså ikke til at huske nogensinde, og så håbe min partner ville bære over med den del af mig som ikke var perfekt 

Anonym skriver:

Nej, jeg ved jo godt at vi begge er bedre til noget end den anden, og vi prøver som sådan også at dele opgaverne op. 

Jeg savner bare, at han tager lidt mere ansvar for de små opgaver i dagligdagen, så jeg ikke skal rende rundt og ordne små ting, mens han kan slappe af. At der er en mere lige fordeling.

At han fx lige kører ned og handler mens jeg skifter sengetøj, at han fylder sæbe på mens jeg henter toiletpapir. At det ikke er mig det gør alle fire ting mens han bare sidder med sin telefon. Jeg synes faktisk det er så uretfærdigt, at det er blevet sådan. Og ja, det vil blive svært at ændre, men hvis jeg blev kørt ned i morgen, så var han jo nødt til at lære det, ik? Så han kan jo godt, det er bare om han gider... Og det der med at han ikke ser det, jo det gør han, for han kan godt komme og sige: Nu er der ikke mere sæbe i dispenseren. Øh nå! Jamen så put da noget i. 

Og så er det at jeg reagerer meget uhensigtsmæssigt (jeg ved det godt) og bliver sur, fordi jeg føler mig som en husholderske, så jeg bliver sq vred. Og råber højt.

Jeg kan sagtens læse hvad DU savner, men du er nødt til at indse at han åbenbart IKKE savner det samme, eller tillægger det samme værdi. Hjemmet og husholdningen skal vel ikke køre som du gerne vil have det?

Hvorfor sætter du dig ikke bare ned, og slapper af ind imellem? Han er IKKE ansvarlig for at du er "dårlig" til at slappe af, det er KUN du. (!)

Der er INTET uretfærdigt i at han er bedre til at se igennem fingre med om sengetøjet bliver skiftet lige når du vil have det - og hvis han oplyser at der ikke mere sæbe tilgængeligt, så bare svar " har du så puttet noget mere i", er svaret nej, så bare træk på skulderen, og lad være med at gøre det.

Ingen her kan komme med konkrete råd til hvordan du får din mand til at følge DIN rytme i hjemmet, DIN plan, og ser tingene på DIN måde. Du er nødt til at arbejde med, at sænke skulderen.

Anonym skriver:

Nej, det har du ret i.

Åh ja det kommer hurtigt til at lyde som millimeter demokrati, fordi jeg synes han har meget mig-tid, og jeg er så misundelig.

Han ser gerne en fodboldkamp hver weekend, hvor jeg så tager mig af ungerne, men han forstår slet ikke, at jeg så også gerne vil have tid for mig selv bagefter. det er som om det er en selvfølge at han skal se fodbold, men der er ikke tænkt på mig. Og nu er det bare blevet for meget, og så reagerer jeg voldsomt fordi jeg bliver trynet på min retfærdighedssans.

Igen er jeg super opmærksom på det med at han også får tid for sig selv, fordi det er så vigtigt for mig, så jeg sørger altid for at tage ungerne med ud af huset enten dagen før jeg skal noget eller dagen efter, alt efter hvordan det lige passer sammen. Og når jeg så siger, at jeg også godt kunne tænke mig lidt tid for mig selv, så bliver han nærmest sur.

Som jeg sidder og skriver alle de her ting, som bare ikke fungerer, så synes jeg mere og mere han lyder som en nederen kæreste. Det er faktisk ikke ret fedt... Jeg har det jo rigtig godt sammen med ham sådan i al almindelighed, vi griner sammen og hygger os, men det andet er bare ved at vokse mig så meget over hovedet at jeg føler jeg er sur og træls alt for tit.

Du skal have skilt tingene ad. Du har ikke brug for at slappe af, fordi han har set en fodboldkamp. Du skal ikke slappe af, fordi han også lige har set en fodboldkamp. Du skal slappe af, fordi det er dit behov, og det er du nødt til at tage hånd om. Rens dine tanker og dit sprog for millimeterdemokrati, så møder du ikke din mand med skyld og skam, og så går han måske ikke i baglås over dit behov.

Find en alternativ måde til at løse problemerne på.

Hvis toiletpapir er en problemstilling, så find en flot kurv, der kan rumme 12 ruller, og sæt den på badeværelset — Det er muligvis stadig dig, der skal fylde den, men ikke så ofte.

Hvis du står med morgenmaden hver dag, så giver det mening, at du har ansvaret for havregrynene. Skriv indkøbsseddel sammen én gang om ugen, så kan den ene tjekke køkkenskabe og den anden tilbudsavis.

Du skal ikke tale med ham om, at han skal tage mere ansvar, men om at du skal slippe dit. Du må spørge, om han vil hjælpe dig med at få ro i hovedet og slappet mere af. Du er nødt til at stole på, at familien ikke kollapser, hvis du slipper tøjlerne.

Anonym skriver:

Laver du INTET som bare er dig? Hvor gamle er jeres børn? Og tager han dem ALDRIG? 

Eller er det fordi bægeret er flydt over at du ikke kan se at han tager dem en gang i mellem? 

Lægger du aldrig neglelak på neglene, tager en tur til frisør, drikker en kop kaffe med en veninde eller lignende? 

Jo, men så er det aftalt. Han tager dem ikke bare af sig selv med mindre jeg har haft en totalt nedsmeltning - som bestemt ikke er kønt. Ungerne er 4 og 6. 

Det er med dårlig samvittighed at jeg tager ud med en veninde, men jo, jeg prøver virkelig at prioritere det. 

Unicorn1 skriver:

Hehe nu mht. detajler, så behøver det jo ikke kun være ang. rod ..
Nu var der en anden, der fx nævnte opvasker og måden, man sætter ned i.. Det er jo som sagt et af emnerne herhjemme, hvor jeg har snakket med min kæreste, om han ikke ville være sød at sætte ned i i stedet for på bordet eller bede mig om at sætte ned (altså sådan så vi begge deltes om at sætte ned).. Her sagde han, at en af grundene til, at han aldrig satte ned, var fordi jeg altid skulle rette på ham omkring det eller alligevel lavede det hele om bagefter..
Og det er da også pisse træls, at man laver en opgave, og så kommer en anden og laver det hele om - så gider man da ikke gøre det..
Så for et stykke tid siden skulle han sætte ned, og jeg kunne se, at det kunne stå bedre, og her spurgte jeg "må jeg komme med et forslag?", og nej det måtte jeg ikke.. Jamen fint, så måtte jeg jo lade være ..
Det er fx det, jeg mener med, at sådan nogle som os går for meget op i detajler (bare for at tage et eks.)..
Og det er sådan noget, som vi skal arbejde med.. Slip kontrollen og lad din mand klare tingene selv og efter hans hoved, ligesom jeg også bliver nødt til at gøre med min kæreste, for det er da træls at blive ved med at føle, at ens kone/kæreste kigger én over skulderen, og så forstår jeg egentlig godt, at de ikke gider gøre tingene..

Igen: det tager tid for begge parter.. Jeg kan som sagt stadig godt blive pisse irriteret over, at der fx står et glas på bordet, eller at der er glemt at blive taget kød op til aftensmad, men her må man lige trække vejret og tænke positivt, for ellers stresser det simpelthen for meget, og det går udover forholdet..
Men prøv at snakke med din mand om, hvor meget det stresser dig.. Men forvent ikke, at han KAN lave sig om og pludselig se de samme ting som dig

Tak for dit svar. Ja, det minder lidt om det herhjemme, men opvaskeren gider jeg slet ikke bekymre mig om - selv om han selvfølgelig ikke sætter det rigtigt i - jeg har valgt bare at trække på skuldrene.

Det der så til gengæld virkelig irriterer mig, er når noget ikke er blevet rent, og han så bare lægger det i skuffen alligevel, så det ender med, at JEG skal vaske det af i hånden, fordi han bare lader det ligge. Se, det er også noget der irriterer mig. 

Der er faktisk mange små ting, som godt kunne ændres. Jeg må beslutte mig om jeg kan leve med det eller om det efterhånden er blevet så stort et irritationsmoment for mig, at vi må have professionel hjælp. 

Anonym skriver:

Men skal arbejdsfordelingen være 50/50? 

Hvad laver din mand? Hvad tid tager han afsted om morgenen, hvad tid er han hjemme og arbejder han weekend? Og hvordan er din arbejdsdag? 

Jeg kører 6.30, min mand kører 6.45. Om morgenen sørger jeg for madpakker og morgenmad. Får vækket børn og gjort to af dem klar og tager dem med mig når jeg kører på arbejde. Min mand tager den sidste. 

Kl. 14.30 har jeg fri, henter alle 3 børn. Sørger for eftermiddagsmad til dem og ellers alt forefaldende husarbejde, rengøring, tøjvask, oprydning, lege med børnen osv. Jeg gør aftensmad klar, så vi kan spise når min mand træder ind i døren ca. 18.00. 

Vi har begge fri i weekenderne. Jeg sørger for rengøring af bilerne. Min mand står primært for det grove havearbejde. Men ellers vil jeg sige det er mest mig.  

Vi laver fælles madplan og handler fælles ind om søndagen. 

For mig fungerer det super godt. Min mand vil gerne hjælpe mere til, men han er væk 11 timer om dagen og har ikke muligheden. Jo, om aftenen og det gjorde han også gerne, men jeg ordner alt det praktiske jeg kan så vi kan holde fri om aftnen og have par-tid. Det synes jeg er vigtigere end at fordelingen er 50/50. 

Du må have en alvorssnak med ham og så prøve selv at lægge noget af kontrollen væk. Du har ret, ingen vil bryde sig om at børnene går sultne rundt i skolen, men en enkel gang sker der ikke noget ved og det kan være han får øjnene op og opper sig, hvis en af børnene klager over manglende mad i skolen. 

Du skriver på et tidspunkt at han gør det der står på jeres liste, men alligevel skal du fuldende det på en eller anden måde, kan du komme med et eksempel? 

Og til sidst, hvordan ser din mand den her problematik? Han må jo blive påvirket i en eller anden forstand, hvis du konstant er sur og irritabel over hans manglende hjælp? 

Jeg er helt enig i at det er vigtigt at have partid, men vi arbejder mere eller mindre samme timer. Den ene møder 7 til 15 og den anden 8 - 16, så vores børn får en ok kort dag.

Og nej, arbejdsfordelingen skal ikke være 50/50, men jeg synes det er træls, at den er 70/30. Jeg ved godt, at jeg påtager mig mere, da jeg fx går op i ungernes tøj og sko - det vil sige nyt vintertøj, nyt sommertøj osv, men det går min kæreste ikke op i. Men jeg synes godt vi kunne være mere fælles om de huslige ting.