Opgavefordeling i hjemmet

lineog4 skriver:

Prøv lige at læse dit sidste afsnit i det citerede en gang til. For her tror jeg en del af kernen bliver meget tydelig. Du har sagt du ikke vi, stå for maden, han har sagt det gør jeg, og alligevel har du fortalt ham, at det nok er en god ide at lave mad til flere dage af gangen.

Jeg står også som oftest for maden her hjemme, og var min mand kommet og sagt: det er nok en bedre ide du laver mad til flere dage af gangen, så havde jeg smidt alt maden efter ham og nægtet at lave mad en eneste gang til - hvis jeg står for maden, så er det mig der bestemmer, mig der tilrettelægger.... det er totalt demoraliserende for mænd, kvinder og børn at blive korrekset og få taget ansvaret fra sig. Maden er hans projekt, han styrer det, han har kontrollen og du sidder på dine hænder og lukker munden for alle andre ord end: tak for mad.

Jeg kan sagtens forstå din frustration, har selv været der, er der selv en gang imellem. Men har efterhånden indset, at min kære mand jo aver noget (og det lyder det også til din mand rent faktisk gør), og at jeg skal lade ham gøre tingene  på sin måde og ikke min, for når jeg vil bestemme og styre så har han ingen ejerskab. 

Min mand er en haj til at fylde en opvaskermaskine, jeg er en mindre katastrofe. Det betyder, at I starten da vi gik fra håndkraft til maskine, så hver evig eneste gang jeg havde fyldt den, så kom han og rettede - resultat = jeg sætter aldrig i opvaskermaskine, men sætter det bare ved vasken. Hvorfor? Fordi det ikke måtte være mit projekt, på min måde, men jeg konstant blev korrekset. Så mit råd, lad ham nu stå for den mad, kommenter ikke, lav det ikke til dit projekt som han skal udleve.

Og vælg flere ting som du afgiver kontrollen over - og så afgiv kontrollen, lad ham have ansvaret. Og hvis madpakker ikke er der, hvor du føler du kan så vælg noget andet a la puds vinduer eller hvad ved jeg. Og sid på hænderne, hold dig for munden, lad ham finde sine ben og sin måde.

Jeg må have formuleret mig forkert, for jeg har bestemt ikke sagt til ham, at han skal lave mad til flere dage af gangen. Jeg har sagt til ham, at jeg ville foreslå ham at lave mad til flere dage af gangen, så han ikke skulle stå og bruge flere timer i køkkenet hver afteen, for det var jeg bange for, at han ville blive træt af i længden. Men det er ene og alene hans beslutning. Jeg ved bare - af erfaring - hvordan det plejer at være. Og min erfaring siger mig, at når han en dag kommer hjem fra en udmattende arbejdsdag, så gider han ikke lave mad. Ville det så ikke være smart at kunne enten tage noget op af fryseren eller varme rester fra dagen før? Men igen, det er ene og alene hans ansvar.

Han siger også nogle gange til mig, når jeg brokker mig over endnu mere vasketøj, jamen det kan du jo bare gemme til den og den dag, for så kan jeg evt tage pigerne med på legepladsen, så kan du få fred. Så bestemmer han da heller ikke, at jeg skal tage vasketøjet en bestemt dag. Vi taler faktisk pænt til hinanden og prøver generelt at hjælpe hinanden. 

Det er det mentale overblik jeg vil væk fra. Jeg vil ikke være den der skal holde styr på hvad der er i skabe, sørge for at der er købt ind, så vi ikke løber tør, være ansvarlig for alt med pigernes institutioner, sørge for at købe gaver, sørge for at vi har givet besked, når vi får en indbydelse, planlægge legeaftaler, sørge for at købe ind, sørge for nye støvler til pigerne, nyt vintertøj, huske når der skal brød med, når der skal frugt med. Jeg vil IKKE være arbejdsgiveren. 

At vi så har delt opgaverne op, hvilket har hjulpet en del, så er det stadig mig, der fx husker, at vi er ved at løbe tør for opvaskemiddel, selv om han lige har stået med bøtten. Jamen hvordan lærer man andre lige at tænke sig om?

Anonym skriver:

Jeg må have formuleret mig forkert, for jeg har bestemt ikke sagt til ham, at han skal lave mad til flere dage af gangen. Jeg har sagt til ham, at jeg ville foreslå ham at lave mad til flere dage af gangen, så han ikke skulle stå og bruge flere timer i køkkenet hver afteen, for det var jeg bange for, at han ville blive træt af i længden. Men det er ene og alene hans beslutning. Jeg ved bare - af erfaring - hvordan det plejer at være. Og min erfaring siger mig, at når han en dag kommer hjem fra en udmattende arbejdsdag, så gider han ikke lave mad. Ville det så ikke være smart at kunne enten tage noget op af fryseren eller varme rester fra dagen før? Men igen, det er ene og alene hans ansvar.

Han siger også nogle gange til mig, når jeg brokker mig over endnu mere vasketøj, jamen det kan du jo bare gemme til den og den dag, for så kan jeg evt tage pigerne med på legepladsen, så kan du få fred. Så bestemmer han da heller ikke, at jeg skal tage vasketøjet en bestemt dag. Vi taler faktisk pænt til hinanden og prøver generelt at hjælpe hinanden. 

Det er det mentale overblik jeg vil væk fra. Jeg vil ikke være den der skal holde styr på hvad der er i skabe, sørge for at der er købt ind, så vi ikke løber tør, være ansvarlig for alt med pigernes institutioner, sørge for at købe gaver, sørge for at vi har givet besked, når vi får en indbydelse, planlægge legeaftaler, sørge for at købe ind, sørge for nye støvler til pigerne, nyt vintertøj, huske når der skal brød med, når der skal frugt med. Jeg vil IKKE være arbejdsgiveren. 

At vi så har delt opgaverne op, hvilket har hjulpet en del, så er det stadig mig, der fx husker, at vi er ved at løbe tør for opvaskemiddel, selv om han lige har stået med bøtten. Jamen hvordan lærer man andre lige at tænke sig om?

Undskyld jeg lige springer ind. 

Men der er kun én der kan gøre så du slipper for det mentale overblik, det er DIG. Din mand, børn, venner, familie, ligemeget hvem, kan ikke gøre så du ikke føler du skal have det mentale overblik hele tiden, det kan kun DU. Din mand kan ikke gøre for, at du mener at det er ubetænksom, at han ikke lige med det samme han står med opvaskesæben og den er ved at være tom, at han skal skrive det på en liste HER OG NU - det er dit behov ikke hans.

Du er set med mine briller nødt til at slappe lidt mere af, tingene behøver ikke være perfekte, eller bare derhenad hele tiden.

Hvad så hvis du ved af erfaring at DU ikke gider stå i køkkenet flere timer hver dag, hvad hvis han gerne vil? Og hvad er det værste som kan ske hvis han indimellem eller 1 dag om ugen ikke gider lave mad? Ja så får i bare rugbrød, og måske en sjælden gang take out, er det så slemt.

Er det slemt at sætte toiletpapir på holderen når en har glemt det, nej det er det da ikke - det gør man da så bare

Prøv nu at slippe tøjlerne lidt, det skal nok gå alt sammen.

Mom skriver:

Undskyld jeg lige springer ind. 

Men der er kun én der kan gøre så du slipper for det mentale overblik, det er DIG. Din mand, børn, venner, familie, ligemeget hvem, kan ikke gøre så du ikke føler du skal have det mentale overblik hele tiden, det kan kun DU. Din mand kan ikke gøre for, at du mener at det er ubetænksom, at han ikke lige med det samme han står med opvaskesæben og den er ved at være tom, at han skal skrive det på en liste HER OG NU - det er dit behov ikke hans.

Du er set med mine briller nødt til at slappe lidt mere af, tingene behøver ikke være perfekte, eller bare derhenad hele tiden.

Hvad så hvis du ved af erfaring at DU ikke gider stå i køkkenet flere timer hver dag, hvad hvis han gerne vil? Og hvad er det værste som kan ske hvis han indimellem eller 1 dag om ugen ikke gider lave mad? Ja så får i bare rugbrød, og måske en sjælden gang take out, er det så slemt.

Er det slemt at sætte toiletpapir på holderen når en har glemt det, nej det er det da ikke - det gør man da så bare

Prøv nu at slippe tøjlerne lidt, det skal nok gå alt sammen.

Men det vil nu være rart, hvis en anden kunne være med til at løse de små opgaver bare engang imellem. At jeg ikke skulle bruge energi på at gå og huske på alle de små ting, som virkelig dræner.

Det ville da være skønt, hvis han lige skrev det på en indkøbsliste, så skulle man ikke bruge energi på at gå og huske på det, for det stod på listen. Nu bruger jeg energi på det og det tager energien fra noget andet.

Jeg kunne bare godt ønske, at vi begge kunne se, når der manglede toiletpapir, og ar han ikke "bare" går ud fra, at det ordner jeg - som med alle de andre små ting. 

Rene håndklæder, nyt sæbe i dispenseren, ny tandpasta, rent sengetøj, købe toiletpapir, hente toiletpapir i kælderen, købe nyt sulfo, når der ikke er mere, huske at købe skraldeposer, når der ikke er mere, huske at købe havregryn når vi er ved at løbe tør... Og jeg kunne blive ved.

Jeg tror da nok han kunne lære det, hvis jeg ikke var der, men er det virkelig nødvendigt at skulle gå, før der sker noget? Jeg vil gerne have forslag til, hvordan man får fordelingen gjort mere ligelig, så det ikke kun er mig, der skal gå og huske på alle de her ting, men det synes jeg ikke der kommer. Bare at jeg skal lære at slappe af. Men det løser jo ikke problemet.

Anonym skriver:

Men det vil nu være rart, hvis en anden kunne være med til at løse de små opgaver bare engang imellem. At jeg ikke skulle bruge energi på at gå og huske på alle de små ting, som virkelig dræner.

Det ville da være skønt, hvis han lige skrev det på en indkøbsliste, så skulle man ikke bruge energi på at gå og huske på det, for det stod på listen. Nu bruger jeg energi på det og det tager energien fra noget andet.

Jeg kunne bare godt ønske, at vi begge kunne se, når der manglede toiletpapir, og ar han ikke "bare" går ud fra, at det ordner jeg - som med alle de andre små ting. 

Rene håndklæder, nyt sæbe i dispenseren, ny tandpasta, rent sengetøj, købe toiletpapir, hente toiletpapir i kælderen, købe nyt sulfo, når der ikke er mere, huske at købe skraldeposer, når der ikke er mere, huske at købe havregryn når vi er ved at løbe tør... Og jeg kunne blive ved.

Jeg tror da nok han kunne lære det, hvis jeg ikke var der, men er det virkelig nødvendigt at skulle gå, før der sker noget? Jeg vil gerne have forslag til, hvordan man får fordelingen gjort mere ligelig, så det ikke kun er mig, der skal gå og huske på alle de her ting, men det synes jeg ikke der kommer. Bare at jeg skal lære at slappe af. Men det løser jo ikke problemet.

Han lyder ualmindelig tung i røven. Det ville jeg også blive idiot af at leve sammen med.

Jeg tror til gengæld det eneste du kan gøre at lade ALLE de små ting være. Lad være med at skifte toiletholder, sæbe og alle de andre ting du remser op. Han ændrer i hvert fald ikke noget så længe du bare fikser tingene for ham. Så må du finde en måde så du og børnene stadig kan fungere men at alt mangler for ham.

Anonym skriver:

Men det vil nu være rart, hvis en anden kunne være med til at løse de små opgaver bare engang imellem. At jeg ikke skulle bruge energi på at gå og huske på alle de små ting, som virkelig dræner.

Det ville da være skønt, hvis han lige skrev det på en indkøbsliste, så skulle man ikke bruge energi på at gå og huske på det, for det stod på listen. Nu bruger jeg energi på det og det tager energien fra noget andet.

Jeg kunne bare godt ønske, at vi begge kunne se, når der manglede toiletpapir, og ar han ikke "bare" går ud fra, at det ordner jeg - som med alle de andre små ting. 

Rene håndklæder, nyt sæbe i dispenseren, ny tandpasta, rent sengetøj, købe toiletpapir, hente toiletpapir i kælderen, købe nyt sulfo, når der ikke er mere, huske at købe skraldeposer, når der ikke er mere, huske at købe havregryn når vi er ved at løbe tør... Og jeg kunne blive ved.

Jeg tror da nok han kunne lære det, hvis jeg ikke var der, men er det virkelig nødvendigt at skulle gå, før der sker noget? Jeg vil gerne have forslag til, hvordan man får fordelingen gjort mere ligelig, så det ikke kun er mig, der skal gå og huske på alle de her ting, men det synes jeg ikke der kommer. Bare at jeg skal lære at slappe af. Men det løser jo ikke problemet.

Du snakker meget om at huske og meget om det at handle ind. Og det er også noget af det som fylder meget i en familie- jeg kender det jo selv.

Hos os bliver der lavet en madplan for 1 (!) måned af gangen, og der handles stort ind af kød og langtidsholdbare ting 1 gang pr. måned. Derudover så når madplanen laves i fællesskab, og indkøbslisten til kød og de langtidsholdbare ting, så laves der en mindre indkøbsliste til de 4 uger i den måned. Alt dette gøres i fællesskab, og der handles i fællesskab. Nu er min den yngste 10 år, så vi kan handle uden børn, jeg ved ikke om I har samme mulighed.

Min mand ville aldrig se om sengetøjet skulle skiftes , men han er virkelig god til at tage hængekøjen ind fra haven hver evig eneste aften, så den ikke ødelægges af dug

Det jeg vil frem til er, du ser helt sikkert nogen ting din mand ikke ser, og det tænker jeg at du ikke kan lave om på, fordi det slet og ret ikke er vigtigt for ham, og det tænker jeg at du er nødt til at finde fred med

Jeg har det på præcis samme måde som dig.. Jeg går også utrolig meget på i detaljer, og lider måske en smule af OCD, for jeg vil gerne have, at det hele kører præcis efter mit hoved..
Hvis vi får besøg, så må der ikke hænge en bluse hen over stolen, for det synes jeg ser rodet ud..

Og ja det er pisse træls og dyrt hele tiden at skulle købe nyt mad, fordi der er blevet glemt at tage op af fryseren. Og det er pisse træls, at maskinen nu er gået i stykker, fordi der ligger en mønt fast, fordi kæresten ikke har tømt lommerne (det plejer min kæreste dog, men det kan jo glemmes)..

Rent ud sagt, så er det pisse træls at skulle gå og tænke over alle de der små ting i hverdagen.. Ting der ifølge sådan nogle som os SKAL tænkes på, for ellers ramler hele dagen..

Jeg har tit snakket med min kæreste om det.. Fx blev jeg pisse sur på ham til december.. Jeg var på arbejde mellem jul og nytår (hvor jeg samtidig gik og ventede på, at den medicinske abort virkede, da vores barn ikke levede mere), og min kæreste havde taget fri.. Vi havde fået en hel sæk fyldt med gaver, som jeg forventede, at han havde lagt på plads - og jeg havde endda spurgt ham, om han ikke gad lægge tingene på plads, og jo det skulle han nok..
Da jeg kom hjem fra arbejde kl. 18.30 om aftenen og var røvtræt og irritabel, kom jeg hjem til et hus der flød med gaver, tomme æsker og en tom sæk midt på gulvet, og min kæreste sad og læste om sin nye sous vide.. Hold kæft jeg blev sur, for nu kunne jeg jo så begynde at rydde op, mens han ikke havde lavet en skid hele dagen stort set..
Efter dengang har jeg flere gange snakket med ham, om han ikke godt vil blive bedre til at rydde op, tage op af fryseren, selv gå ud og lave mad, sætte i opvaskeren i stedet for på bordet osv. uden at jeg beder ham om tingene.. 
Men som han siger, så kan han simpelthen ikke se tingene, som jeg gør.. Og hvordan skulle han kunne det? Han er et andet individ..

Han har virkelig prøvet alt, hvad han kan for at blive bedre til det, men jeg kan ikke forlange mirakler af ham..
Det vil sige, at jeg nogle gange bliver nødt til at have det store overblik med de ting, som jeg synes er vigtigst, og så derfor huske ham på de her ting, og de andre ting som egentlig ikke er vigtige (fx at sætte en ny toiletrulle på holderen), dem må jeg bare lære at bide i mig og så selv gøre uden at blive sur..
Det tager tid at lære ikke at blive sur over det, og jeg kan stadig godt blive sur, men hvis man ændrer indstilling og siger "nej jeg gider simpelthen ikke være sur mere", så aftager vreden også lidt, og pludselig bliver alting bedre ..

Så mit råd til dig er:
1. snak stille og roligt med din mand om det.. Fortæl ham, at det stresser dig, at du skal have det fulde overblik hele tiden, og at du vil elske, hvis han gider PRØVE at huske de her ting..
2. prøv selv at ændre indstilling og bliv gladere.. Som sagt de helt vigtige ting såsom mad til børnene, bliver du måske nødt til at huske ham på, og så bare prøv at tage det med et smil og tænk, at der nok også er ting, som du glemmer, men som din mand måske husker.. Og de knap så vigtige ting må du så måske selv ordne, og så igen prøv at tænke positivt omkring det..

Og så giv det lidt tid.. Rom blev ikke bygget på én dag

IenFart skriver:

Han lyder ualmindelig tung i røven. Det ville jeg også blive idiot af at leve sammen med.

Jeg tror til gengæld det eneste du kan gøre at lade ALLE de små ting være. Lad være med at skifte toiletholder, sæbe og alle de andre ting du remser op. Han ændrer i hvert fald ikke noget så længe du bare fikser tingene for ham. Så må du finde en måde så du og børnene stadig kan fungere men at alt mangler for ham.

Ja, men inderst inde synes jeg jo også det er en træls måde at det skal være på. Det er træls at skulle vælge laveste fællesnævner.

Det jeg efterlyser er en god måde at få italesat mit problem, så der bliver lyttet. Jeg føler nok lidt, at jeg giver op, hvis jeg bare lader stå til. 

Unicorn1 skriver:

Jeg har det på præcis samme måde som dig.. Jeg går også utrolig meget på i detaljer, og lider måske en smule af OCD, for jeg vil gerne have, at det hele kører præcis efter mit hoved..
Hvis vi får besøg, så må der ikke hænge en bluse hen over stolen, for det synes jeg ser rodet ud..

Og ja det er pisse træls og dyrt hele tiden at skulle købe nyt mad, fordi der er blevet glemt at tage op af fryseren. Og det er pisse træls, at maskinen nu er gået i stykker, fordi der ligger en mønt fast, fordi kæresten ikke har tømt lommerne (det plejer min kæreste dog, men det kan jo glemmes)..

Rent ud sagt, så er det pisse træls at skulle gå og tænke over alle de der små ting i hverdagen.. Ting der ifølge sådan nogle som os SKAL tænkes på, for ellers ramler hele dagen..

Jeg har tit snakket med min kæreste om det.. Fx blev jeg pisse sur på ham til december.. Jeg var på arbejde mellem jul og nytår (hvor jeg samtidig gik og ventede på, at den medicinske abort virkede, da vores barn ikke levede mere), og min kæreste havde taget fri.. Vi havde fået en hel sæk fyldt med gaver, som jeg forventede, at han havde lagt på plads - og jeg havde endda spurgt ham, om han ikke gad lægge tingene på plads, og jo det skulle han nok..
Da jeg kom hjem fra arbejde kl. 18.30 om aftenen og var røvtræt og irritabel, kom jeg hjem til et hus der flød med gaver, tomme æsker og en tom sæk midt på gulvet, og min kæreste sad og læste om sin nye sous vide.. Hold kæft jeg blev sur, for nu kunne jeg jo så begynde at rydde op, mens han ikke havde lavet en skid hele dagen stort set..
Efter dengang har jeg flere gange snakket med ham, om han ikke godt vil blive bedre til at rydde op, tage op af fryseren, selv gå ud og lave mad, sætte i opvaskeren i stedet for på bordet osv. uden at jeg beder ham om tingene.. 
Men som han siger, så kan han simpelthen ikke se tingene, som jeg gør.. Og hvordan skulle han kunne det? Han er et andet individ..

Han har virkelig prøvet alt, hvad han kan for at blive bedre til det, men jeg kan ikke forlange mirakler af ham..
Det vil sige, at jeg nogle gange bliver nødt til at have det store overblik med de ting, som jeg synes er vigtigst, og så derfor huske ham på de her ting, og de andre ting som egentlig ikke er vigtige (fx at sætte en ny toiletrulle på holderen), dem må jeg bare lære at bide i mig og så selv gøre uden at blive sur..
Det tager tid at lære ikke at blive sur over det, og jeg kan stadig godt blive sur, men hvis man ændrer indstilling og siger "nej jeg gider simpelthen ikke være sur mere", så aftager vreden også lidt, og pludselig bliver alting bedre ..

Så mit råd til dig er:
1. snak stille og roligt med din mand om det.. Fortæl ham, at det stresser dig, at du skal have det fulde overblik hele tiden, og at du vil elske, hvis han gider PRØVE at huske de her ting..
2. prøv selv at ændre indstilling og bliv gladere.. Som sagt de helt vigtige ting såsom mad til børnene, bliver du måske nødt til at huske ham på, og så bare prøv at tage det med et smil og tænk, at der nok også er ting, som du glemmer, men som din mand måske husker.. Og de knap så vigtige ting må du så måske selv ordne, og så igen prøv at tænke positivt omkring det..

Og så giv det lidt tid.. Rom blev ikke bygget på én dag

Tak for dit søde svar. Dejligt med nogle konkrete råd. 

Jeg ved ikke, om jeg går op i detaljer. Jeg er egentlig ret ligeglad med rod, det er mere de små ting, jeg synes der skal til, for at det hele løber rundt i hverdagen. Og opgaver der jo skal løses af en af os.

Nu er vores unger snart så store, at de godt kan begynde at få små opgaver. Det bliver helt sikkert at sørge for, at der er toiletpapir på begge toiletter.  Så skal vi da ikke diskutere det mere.

Mom skriver:

Du snakker meget om at huske og meget om det at handle ind. Og det er også noget af det som fylder meget i en familie- jeg kender det jo selv.

Hos os bliver der lavet en madplan for 1 (!) måned af gangen, og der handles stort ind af kød og langtidsholdbare ting 1 gang pr. måned. Derudover så når madplanen laves i fællesskab, og indkøbslisten til kød og de langtidsholdbare ting, så laves der en mindre indkøbsliste til de 4 uger i den måned. Alt dette gøres i fællesskab, og der handles i fællesskab. Nu er min den yngste 10 år, så vi kan handle uden børn, jeg ved ikke om I har samme mulighed.

Min mand ville aldrig se om sengetøjet skulle skiftes , men han er virkelig god til at tage hængekøjen ind fra haven hver evig eneste aften, så den ikke ødelægges af dug

Det jeg vil frem til er, du ser helt sikkert nogen ting din mand ikke ser, og det tænker jeg at du ikke kan lave om på, fordi det slet og ret ikke er vigtigt for ham, og det tænker jeg at du er nødt til at finde fred med

Nej, jeg ved jo godt at vi begge er bedre til noget end den anden, og vi prøver som sådan også at dele opgaverne op. 

Jeg savner bare, at han tager lidt mere ansvar for de små opgaver i dagligdagen, så jeg ikke skal rende rundt og ordne små ting, mens han kan slappe af. At der er en mere lige fordeling.

At han fx lige kører ned og handler mens jeg skifter sengetøj, at han fylder sæbe på mens jeg henter toiletpapir. At det ikke er mig det gør alle fire ting mens han bare sidder med sin telefon. Jeg synes faktisk det er så uretfærdigt, at det er blevet sådan. Og ja, det vil blive svært at ændre, men hvis jeg blev kørt ned i morgen, så var han jo nødt til at lære det, ik? Så han kan jo godt, det er bare om han gider... Og det der med at han ikke ser det, jo det gør han, for han kan godt komme og sige: Nu er der ikke mere sæbe i dispenseren. Øh nå! Jamen så put da noget i. 

Og så er det at jeg reagerer meget uhensigtsmæssigt (jeg ved det godt) og bliver sur, fordi jeg føler mig som en husholderske, så jeg bliver sq vred. Og råber højt.

Anonym skriver:

Tak for dit søde svar. Dejligt med nogle konkrete råd. 

Jeg ved ikke, om jeg går op i detaljer. Jeg er egentlig ret ligeglad med rod, det er mere de små ting, jeg synes der skal til, for at det hele løber rundt i hverdagen. Og opgaver der jo skal løses af en af os.

Nu er vores unger snart så store, at de godt kan begynde at få små opgaver. Det bliver helt sikkert at sørge for, at der er toiletpapir på begge toiletter.  Så skal vi da ikke diskutere det mere.

Hehe nu mht. detajler, så behøver det jo ikke kun være ang. rod ..
Nu var der en anden, der fx nævnte opvasker og måden, man sætter ned i.. Det er jo som sagt et af emnerne herhjemme, hvor jeg har snakket med min kæreste, om han ikke ville være sød at sætte ned i i stedet for på bordet eller bede mig om at sætte ned (altså sådan så vi begge deltes om at sætte ned).. Her sagde han, at en af grundene til, at han aldrig satte ned, var fordi jeg altid skulle rette på ham omkring det eller alligevel lavede det hele om bagefter..
Og det er da også pisse træls, at man laver en opgave, og så kommer en anden og laver det hele om - så gider man da ikke gøre det..
Så for et stykke tid siden skulle han sætte ned, og jeg kunne se, at det kunne stå bedre, og her spurgte jeg "må jeg komme med et forslag?", og nej det måtte jeg ikke.. Jamen fint, så måtte jeg jo lade være ..
Det er fx det, jeg mener med, at sådan nogle som os går for meget op i detajler (bare for at tage et eks.)..
Og det er sådan noget, som vi skal arbejde med.. Slip kontrollen og lad din mand klare tingene selv og efter hans hoved, ligesom jeg også bliver nødt til at gøre med min kæreste, for det er da træls at blive ved med at føle, at ens kone/kæreste kigger én over skulderen, og så forstår jeg egentlig godt, at de ikke gider gøre tingene..

Igen: det tager tid for begge parter.. Jeg kan som sagt stadig godt blive pisse irriteret over, at der fx står et glas på bordet, eller at der er glemt at blive taget kød op til aftensmad, men her må man lige trække vejret og tænke positivt, for ellers stresser det simpelthen for meget, og det går udover forholdet..
Men prøv at snakke med din mand om, hvor meget det stresser dig.. Men forvent ikke, at han KAN lave sig om og pludselig se de samme ting som dig