Opgavefordeling i hjemmet

Mor11 skriver:

Jeg tror så faktisk ikke det ville ændre sig hvis du blev kørt ned i morgen  

nu er mig og ungernes far ikke sammen, af bla de her grunde som du selv kæmper med. 

Og jeg kan fortælle at der kun bliver skiftet sengetøj 2 gange i året hos ham. Og de løber altid tør for mælk og havregryn og yoghurt. Osv osv osv. Og står så og mangler om morgenen.

Han ser stadig ikke de der ting selvom han har været selv i 2,5 år. Han lever med at det er sådan, og går ned og handler mælk og havregryn og yoghurt om eftermiddagen når han har stået uden morgenmad om morgenen. Og så har han Fundet et alternativ i situationen. Rugbrød. Knækbrød. Hvad han nu har.. og så står han uden mælk til havregrynene igen om 3 dage.. han overlever. Og det gør ungerne også. JEG kunne bare ikke magte at leve sådan. Men han har ikke noget imod det. 

Tænker det er det samme med din mand. Og det er altså bare svært/umuligt at diktere hvad der skal fylde i et andet menneskes hoved desværre. 

Jeg tror din man virkelig gerne vil hjælpe til at gøre dig gladere. For han hører jo faktisk hvad du siger, og forstår. Men det vil altid være "at han hjælper dig" i hans verden, for for ham, er de ting han skal gøre "for dig" ikke for hans egen skyld eller noget han ser nødvendigt på samme måde.. 

Ha ha ha, jeg kunne ikke lade være med at grine af dit skriv. Jeg kan levende se det for mig. 

Ja, jeg må begynde at arbejde på at erkende, at han hjælper til, og at jeg uddelegerer opgaver. Men det kommer nok til at tage tid. 

lineog4 skriver:

Hvis du vil væk fra det mentale overblik, væk fra at være arbejdsgiver så skal du netop ikke foreslå ham at lave mad flere dage af gangen. Det er hans problem, ham der skal opdage det selv. Og hvad så hvis I en dag får rugbrødsmader eller købe pizza fordi maden fuckede op - det gør den for mange familie, min egen inklusiv.  

Du skal give slip - helt slip. Du skal ikke give gode råd med.mindre han spørger til dem. Du viser jo med alt tydelighed, at du ikke stoler på han som voksen menneske kan tage det ansvar ved allerede at give gode råd. Når man ikke oplever den anden stoler på en, kan man købe sig tilbage og lade den anden styre eller blive skide sur - var du gift med mig havde du oplevet en der blev skide sur, og jeg havde simpelthen nægtet at stå for maden hvis du ikke stolede på.mog. Du oplever en der lader stå til, for han ved jo godt han ikke gør det godt nok, og der vil være brok når han helt menneskeligt en dag fucker maden op og serverer rugbrød.

Prøv at løs hvad du skriver: jeg ved af erfaring han ikke kan leve op til ansvaret og derfor skal jeg guide ham. Hvis min mand mødte mig med den indstilling ville jeg nok ikke ønske at fortsætte som to voksne mennesker i et parforhold.

Jeg kan sagtens følge det med der mentale ansvar, jeg føler mig selv som en kronisk projektleder- har erkendt manden min bare ikke husker legeaftalerne (for han ved jo jeg gør det, når jeg er væk så klarer han det fint). Men jegv har også erkendt, at står han får mad fx så skal jeg slippe kontrollen, for ellers er det jo mig selv der fastholder mig i den evige projektlederrolle. 

Og jeg tænker lidt, og hvad så hvis der en dag mangler opvaskemiddel. Så køber man det dagen efter, eller man drøner ned og køber det når man mangler. Hvis du boede sammen med mig ville du også blive gal, for sådan noget glemmer jeg også midt i hverdagens trummerum, hvor arbejdet og børnene fylder. Jeg forsøger så at lave systemer så jeg husker, men selv dem glemmer jeg - tilgengæld glemmer jeg ikke, at jeg utrolig gerne vil læse en bog om omsorgsetik, og ville også gerne få til til Hanne Arendt og en genopfriskning af Foucault - og en det handler om hvad vi som mennesker har som projwlt/interesse og opvaskemiddel er en af de ting, jeg ikke skænker en tanke.

Din mand tænker sig om, han tænker bare ikke som dig. Og nej du kan ikke lære ham at tænke som dig, men du kan give udtryk for, hvad det gør ved dig. Og I kan få talt om et system (ikke alle de lister de må være dræbende for jer begge, du laver listen som arbejdsgiver og han påtager sig arbejde), fx om ar man har et sted man skriver det man oplever mangler i hjemmet. Have en ugekalender et synligt sted, hvor aftaler skrives op osv. Og så skal du indse, at I er forskellige og det er en styrke og tro på ham. Tro nu på han klarer maden, og tænk ikke allerede: jeg ved det går galt 

Ja, jeg må arbejde med at give slip. Vi har nu kun en liste, så den er til at overskue. 

Jeg ved godt at jeg har svært ved at vi løber tør for ting, men det må jeg jo så arbejde med. For ja, vi er virkelig forskellige. Men det er jo også derfor vi faktisk har det godt sammen.

Vi har nu lavet en kalender, hvor JEG skriver aftaler op, for at prøve at fordele ansvaret. Jeg ved endnu ikke om det virker, for det er først lige sket. Jeg har virkelig prøvet at tage initiativer, så vi kunne få løst de her trælse ting, der virkelig tynger.

lineog4 skriver:

Jeg tror du får rådet om at slappe af fordi vi er en del der ved egen erfaring har opdaget det hjælper. Det hjælper at slippe kontrollen eller anerkende de områder, hvor vi ikke kan slippe kontrollen fx med børns madpakker (her hjemme er det så får der står for dem, men jeg har andre områder fx intra i skolen og huske alt til skolen) og så se i øjnene okay dem står jeg så får, men det har jeg selv valgt. 

Og så har vi formodentlig en del af os oplevet, at når vi så kæresten over nakken og rettede - eller var dem der blev rettet, ja så ændredes ingen ting. Og vi har også lært at tingene kan gøres på mange måder og det bliver egentlig også en god familie når det ikke lige følger vores drejebog. 

Da min datter var lille så hun kun film på italiensk og det var får (selvsagt det er ham der er italiensk) som købte dem. En dag bestilte han en film jeg ikke brød mig om, og jeg rasede. Han afbestilte den som den søde mand han er, og jeg indså lige pludseligt at min datter var så fantastisk netop fordi hun havde mig som mor og ham som får, alt det han gav som jeg ikke kunne lide, ikke tænkte på, var jo en del af det der gjorde hende dejlig. På samme måde med alt andet i hjemmet, det er jo den mand jeg synes er en fantastisk mand og en fantastisk får også selvom han ikke har åbnet intra i nu 9 år, selvom han ikke kan lave en madplan, selvom han ikke har købt en eneste fødselsdagsgave til ungerne og aldrig et stykke tøj, selvom når han har lagt tøj på.plads så finder jeg min datters tøj i mit skab og jeg har ingen ideer om hvor drengenes bluser er. 

Her hjemme glemmer jeg toiletpapiret, jeg efterlader tit et glad her og der osv. Min mand samler i bunker nøj hvor er det vildt irriterende.... Vi er så forskellige, han ville aldrig skifte sengetøj og synes jeg er så irriterende når jeg gør det. Sådan er familieliv for vi har ikke fundet en klon af os selv. 

Selvsagt skal du ikke drænes - jeg står der selv en gang imellem og så flipper jeg ud. Men du skal holde bolden hos dig selv, fortæl hvad det gør ved dig, spørg hvad han kan tage over og så stol på han kan. Og som den glemsomme person jeg selv er, så ville en liste om, at jeg skulle huske toiletpapir ikke hjælpe for jeg ville bare glemme listen  så jeg ville som det også ærlige menneske jeg er fortælle den kommer jeg altså ikke til at huske nogensinde, og så håbe min partner ville bære over med den del af mig som ikke var perfekt 

Ja, det er nemlig det der med at holde bolden på egen banehalvdel. Jeg har bare svært ved at finde en måde at sige det på, så det bliver forstået. For jeg kan også flippe ud, men så går der tre dage, og så er vi tilbage ved start. Og så er det jo lige meget. 

Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal få det kommunikeret rigtigt ud. Så nu er der lavet en liste og hængt en vægkalender op, så vi på den måde mere italesætter opgaverne og kan deles om dem.

Mom skriver:

Jeg kan sagtens læse hvad DU savner, men du er nødt til at indse at han åbenbart IKKE savner det samme, eller tillægger det samme værdi. Hjemmet og husholdningen skal vel ikke køre som du gerne vil have det?

Hvorfor sætter du dig ikke bare ned, og slapper af ind imellem? Han er IKKE ansvarlig for at du er "dårlig" til at slappe af, det er KUN du. (!)

Der er INTET uretfærdigt i at han er bedre til at se igennem fingre med om sengetøjet bliver skiftet lige når du vil have det - og hvis han oplyser at der ikke mere sæbe tilgængeligt, så bare svar " har du så puttet noget mere i", er svaret nej, så bare træk på skulderen, og lad være med at gøre det.

Ingen her kan komme med konkrete råd til hvordan du får din mand til at følge DIN rytme i hjemmet, DIN plan, og ser tingene på DIN måde. Du er nødt til at arbejde med, at sænke skulderen.

Det er faktisk en god ide at tale med ham, hvad han finder vigtigt. Og så høre, hvorfor de små ting ikke er vigtige. 

Kan se der er opgave for i weekenden. 

KASS skriver:

Du skal have skilt tingene ad. Du har ikke brug for at slappe af, fordi han har set en fodboldkamp. Du skal ikke slappe af, fordi han også lige har set en fodboldkamp. Du skal slappe af, fordi det er dit behov, og det er du nødt til at tage hånd om. Rens dine tanker og dit sprog for millimeterdemokrati, så møder du ikke din mand med skyld og skam, og så går han måske ikke i baglås over dit behov.

 

Find en alternativ måde til at løse problemerne på.

Hvis toiletpapir er en problemstilling, så find en flot kurv, der kan rumme 12 ruller, og sæt den på badeværelset — Det er muligvis stadig dig, der skal fylde den, men ikke så ofte.

Hvis du står med morgenmaden hver dag, så giver det mening, at du har ansvaret for havregrynene. Skriv indkøbsseddel sammen én gang om ugen, så kan den ene tjekke køkkenskabe og den anden tilbudsavis.

 

Du skal ikke tale med ham om, at han skal tage mere ansvar, men om at du skal slippe dit. Du må spørge, om han vil hjælpe dig med at få ro i hovedet og slappet mere af. Du er nødt til at stole på, at familien ikke kollapser, hvis du slipper tøjlerne.

Tak for dit rigtig gode svar. Og ja, jeg skal slappe af, og give mig selv lov til at have tiden til det. Det er bare svært at få tiden til det, når alle de andre i familien er vant til at mor altid er til rådighed... Men det skal laves om. 

Anonym skriver:

Ha ha ha, jeg kunne ikke lade være med at grine af dit skriv. Jeg kan levende se det for mig. 

Ja, jeg må begynde at arbejde på at erkende, at han hjælper til, og at jeg uddelegerer opgaver. Men det kommer nok til at tage tid. 

Det gør det helt sikkert! Men hvis kærligheden trods alt er der, tænker jeg du lærer at leve med det og måske bliver bedre til at lukke øjnene og sige pyt.  

en lille ting som i måske kunne bruge som samtale emne, kunne være "hvad gør jeg for at gøre min partner lykkelig".. det er en ting og en tanke jeg virkelig sætter pris på står som første prioritet i det forhold jeg er i nu. Vi tænker virkeig meget over hvad der kunne glæde den anden og gøre livet lidt rarere. Fx tænker min kæreste over at have klaret alt fra indkøb til vasketøj når jeg har været på job og han har haft Fri. For han ved at det får mig til at sænke skuldrene når jeg kommer hjem. Og jeg overtager opgaver som han ellers går og stresser over, hvis jeg har tid i overskud, også selvom han anser det som "Hans ansvar". For hvorfor skal hsn stresse over noget som jeg godt kan klare, uden stress? Og så er der alt muligt andet som ikke er praktisk, men bekræftigende eller tegn på tillid eller lign. 

og så taler vi rigtig meget om hvad vi sætter pris på at den anden gør. Om det er de her praktiske ting eller de mere følelsesmæssige ting som får os hver især til altid at føle kærligheden er tilstede. Eller lign. Det er virkelig motiverende at føle sig værdsat og set. Giv og tag. Hvad bidrager i med til gøre hinanden lykkelige? 

Mor11 skriver:

Det gør det helt sikkert! Men hvis kærligheden trods alt er der, tænker jeg du lærer at leve med det og måske bliver bedre til at lukke øjnene og sige pyt.  

en lille ting som i måske kunne bruge som samtale emne, kunne være "hvad gør jeg for at gøre min partner lykkelig".. det er en ting og en tanke jeg virkelig sætter pris på står som første prioritet i det forhold jeg er i nu. Vi tænker virkeig meget over hvad der kunne glæde den anden og gøre livet lidt rarere. Fx tænker min kæreste over at have klaret alt fra indkøb til vasketøj når jeg har været på job og han har haft Fri. For han ved at det får mig til at sænke skuldrene når jeg kommer hjem. Og jeg overtager opgaver som han ellers går og stresser over, hvis jeg har tid i overskud, også selvom han anser det som "Hans ansvar". For hvorfor skal hsn stresse over noget som jeg godt kan klare, uden stress? Og så er der alt muligt andet som ikke er praktisk, men bekræftigende eller tegn på tillid eller lign. 

og så taler vi rigtig meget om hvad vi sætter pris på at den anden gør. Om det er de her praktiske ting eller de mere følelsesmæssige ting som får os hver især til altid at føle kærligheden er tilstede. Eller lign. Det er virkelig motiverende at føle sig værdsat og set. Giv og tag. Hvad bidrager i med til gøre hinanden lykkelige? 

Vi har aldrig talt om det på den måde - hvad gør dig glad, hvis jeg ordner. Det var da en fantastisk ide. Tak for det. 

Jeg var god til det før vi fik børn, men nu synes jeg bare alt tiden går med at ordne ting for og til ungerne, så man helt glemmer sig selv og forholdet. Og det har jeg faktisk ikke lyst til. Vi har trods alt været sammen i 13 år.

Anonym skriver:

Vi har aldrig talt om det på den måde - hvad gør dig glad, hvis jeg ordner. Det var da en fantastisk ide. Tak for det. 

Jeg var god til det før vi fik børn, men nu synes jeg bare alt tiden går med at ordne ting for og til ungerne, så man helt glemmer sig selv og forholdet. Og det har jeg faktisk ikke lyst til. Vi har trods alt været sammen i 13 år.

Hvis man følger lidt med herinde, er det et HELt klassisk problem at kvinderne er skuffede over mændenes lade holdning til hjemmet efter de får børn. Men ret skal også være ret, de selvsamme kvinder ordenede uden problemer hjemmet helt uden at antyde at manden behøvede hjælpe, inden børn. Så hvorfor er det vi forventer at det på magisk vis ændrer sig efter en fødsel? Kvinder er nogen fjolser til at italesætte deres forventninger, og ALLE (mig selv inkl) burde have taget en forventningsafstemning inden de satte børn i verden. Og leve efter den, inden der kom børn, som en sikkerhed for at der kunne leves op til de forventninger. Og hvis ikke, så skulle man tage stilling til om man kunne leve i et forhold hvor man er primus motor for alting, eller man ville søge videre efter en mere engageret mand.

det er min bagkloge mening. Jeg hoppede selv lige i fælden og er som sagt deleforældre idag.  

Anonym skriver:

Ja, det er nemlig det der med at holde bolden på egen banehalvdel. Jeg har bare svært ved at finde en måde at sige det på, så det bliver forstået. For jeg kan også flippe ud, men så går der tre dage, og så er vi tilbage ved start. Og så er det jo lige meget. 

Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal få det kommunikeret rigtigt ud. Så nu er der lavet en liste og hængt en vægkalender op, så vi på den måde mere italesætter opgaverne og kan deles om dem.

Tror du også skal spørge dig selv, hvad kan jeg overleve fucker op? Hvad kan jeg ikke klare fucker op. Og det hvor du ved det vil gå dig på, det vil du gå og tænke på hele tiden, det anerkender du, at du selv står for uafhængigt af om det er toiletpapiret eller madpakker. 

Og så med det du giver slip på, der bider du dig tungen og smiler overbærende.... 

Jeg har selv svært ved at forklare, hvad det er der dræner mig - for han tager jo opvasken, hænger vasketøj - ja han laver faktisk en del, men det der dræner det er at have overblikket, det kan man ikke sætte på en liste, det kan ikke deles lige... Jeg endte med hjertebanken og hyperventilering en aften hvor jeg skulle lave madplan for jeg kunne ikke finde min kalender og så gik det hele jo galt for så vidste jeg ikke hvad tid jeg var hjemme, hvem der var hjemme, hvilket mad osv... Min kære husbond blev forskrækket, men jeg blev selv mere forskrækket og øver mig så meget på at give slip, opgive at have overblikket hele tiden (har også et arbejde hvor jeg skal have overblikket hele tiden), rummer at jeg ikke behøver være er skridt foran hele tiden. Det tager tid, jeg er der slet ikke endnu, så snart presset kommer ryger jeg tilbage til gamle vaner. Jeg er så bare heldig, at jeg ikke også er den perfekte husmor og jeg kan sagtens kan sidde og slappe af selv om alt roder.... 

Så når jeg skriver til det, så er det ikke for at placere "skylden" hos dig, men fordi jeg også bliver bekymret. Vi kan ikke leve med det yderste af neglene hele tiden  og være perfekte. Men skal vi have ro, skal vi være mindre "arbejdsgover" så er det kun os selv der kan ændre vores egen indstilling. Det betyder ikke, at din mand ikke også skal lave lidt mere, have lidt mere ansvar, men det er kun ham der kan ændre sin egen indstilling og du kan ændre din (som jeg synes det virker til du faktisk også gerne vil)

Mor11 skriver:

Hvis man følger lidt med herinde, er det et HELt klassisk problem at kvinderne er skuffede over mændenes lade holdning til hjemmet efter de får børn. Men ret skal også være ret, de selvsamme kvinder ordenede uden problemer hjemmet helt uden at antyde at manden behøvede hjælpe, inden børn. Så hvorfor er det vi forventer at det på magisk vis ændrer sig efter en fødsel? Kvinder er nogen fjolser til at italesætte deres forventninger, og ALLE (mig selv inkl) burde have taget en forventningsafstemning inden de satte børn i verden. Og leve efter den, inden der kom børn, som en sikkerhed for at der kunne leves op til de forventninger. Og hvis ikke, så skulle man tage stilling til om man kunne leve i et forhold hvor man er primus motor for alting, eller man ville søge videre efter en mere engageret mand.

det er min bagkloge mening. Jeg hoppede selv lige i fælden og er som sagt deleforældre idag.  

Ja, og det er nok også fordi jeg er presset og har været det igennem en længere periode, at det nu vokser mig helt over hovedet.

Min kæreste har faktisk lige ringet og sagt, at han godt kan putte begge unger et par dage, fordi han godt kunne mærke på mig i går, at jeg ikke havde ret meget overskud. Det er første gang det sker, så vi er da på rette vej. At jeg så var lige ved at tude af taknemmelighed, det siger bare lidt om, hvor slemt jeg synes det har været.