Gå hjemme til barnet er 3 år

Soonmom skriver:

Jeg kan se hvor meget de får ud af det, der sker en helt anden udvikling end hos de børn der går hjemme. 

Jeg kan se glæden i øjnene hos dem

Ja de leger ikke med de andre endnu, men det betyder ikke at de ikke lære sindsyg meget socialt. 

De opservere de andre børn og ser hvordan de integrere i gruppen  og lære at de er en del af en større  gruppe, de lære at vente på tur, de lære at begå sig socialt. De små der endnu ikke kravler eller går får mange gange et godt skub i og med de kan se at se andre børn kommer frem (der er jo også en grund til at barn 2+ er hurtigere end den første) de lære utrolig meget ved at opserevere andre børn.

Børn på 2 år + er desuden meget svære at indkøre og har svære ved/er længere tid om at begå sig

Man kan sagtens være hjemmepasset og så stadig have lært at vente på tur osv. Min datter har aldrig haft problemer i børnehaven selvom hun har været hjemme hos mig så længe. Tværtimod er hun meget god social og vi har fået at vide, at hun er utrolig velafbalanceret og fuld af overskud. Det tænker jeg er fordi, at hun har haft en rolig start på livet uden lange institutionsdage. 

Min nummer 2 er ikke lige så langt fremme som nummer 1 var, så den holder ikke alle steder Men han ser i den grad op til din storesøster. Jeg mener også at børn der bliver passet hjemme kan have gavn af at komme i legestue evt 1 gang ugentligt, men det tror jeg også mange hjemmepassere priotere.

Men det er rart at høre fra andre med en anden holdning, jeg var også blot nysgerrig

Jeg synes også det er spændende diskussion. Personligt vil jeg ikke selv vælge at gå hjemme med mit barn. Min søn er i halvtids vuggestue. det synes jeg har mange fordele. Dels bliver jeg jeg en bedre mor af ikke at have ham hele tiden. Det giver energi også at arbejde, så jeg er mere ‘på’ når jeg henter ham. Dels ville jeg aldrig gøre mig selv økonomisk afhængig af en anden person - også selvom det var muligt. Jeg ville også syntes det ville være svære at forvente at kæresten involverer sig på lige fod, hvis min rolle var at være hjemmegående. Og jeg syntes det er super vigtigt at have far med. Endeligt, er sønnen super glad for vuggestuen, og det er min erfaring at han udvikler sig/lærer noget som jeg ikke tror ville have kommet så hurtigt hvis han havde været hjemme. Han er i øvrigt rigtig glad for de andre børn - så det syntes jeg også er en fordel nu hvor vi kun har en.

Absolut jeg ville vælge hjemmepasning. Ja faktisk har jeg hjemmepasset indtil for 1,5 uge siden hvor Mine drenge begyndte i vuggestue fordi jeg skal igang med uddannelse om et par uger. De er 16 måneder og 2,9 år. Det har været så skønt at passe den hjemme og det har givet dem så meget jeg tror ikke på at det er små børns behov at komme i institution. Jeg kan dog mærke at min dreng på 2,9 har nået en alder hvor han har behov for at der sker lidt mere og kunne jeg ville jeg klart vælge deltids institution. Men de kommer heldigvis til at få en del korte dage og fridage. 

Og der har ingen problemer været med at køre dem ind i vuggestue selvom de har været hjemmepasset. Det er gået som smurt og de får ros af pædagogerne.

MEN jeg kan sagtens forstå at hjemmepasning ikke er for alle, det er hårdt arbejde det vil jeg ikke lægge skjul på. Og ikke alle har mulighed for det økonomisk. Men derfor holder jeg stadig på at det som udgangs ikke er små børns behov at komme i institution.

Hvis muligheden var der, ville jeg helt sikkert gøre det! Jeg går en tid som (selvvalgt) enlig mor i møde, så for mig er det kun muligt at gå hjemme i et år efter min barsel - i hvert fald som det ser ud nu i min kommune, hvor man kan få tilskud ved pasning af eget barn. Det er så også kun en mulighed, fordi jeg har et ret sparsomt forbrug.

Når nu du er glad for at arbejde, er det selvfølgelig lidt ærgerligt at skulle forlade dét, men på den anden side er tiden med dine små børn jo en tid, der aldrig kommer igen. Vi kvinder skal nå så meget på én gang, fordi vores samfund er indrettet sådan, at de mest attraktive år ift. både børn og karriere falder sammen, og det er en kæmpe udfordring for rigtig mange. Men du skal nok nå det hele, og hvis du allerede har etableret dig på arbejdsmarkedet (som det lader til at du har), tager din karriere ikke skade af, at du hiver et par år ud af kalenderen og udelukkende bruger dem på dine børn i stedet. Der er masser af år at arbejde i, og jeg tror egentlig, at mange forældre kigger tilbage, når deres børn er blevet store, og måske fortryder, at de ikke tog skridtet og blev hjemmegående for en stund. Du får jo også en masse kompetencer og gode ting med i bagagen af et par år som hjemmegående, som sagtens kan komme dig til gode i dit arbejdsliv.

Så jeg vil klart råde dig til at blive hjemmegående i nogle år, hvis du har lyst til dét! Du skal nok nå alt det andet også 

Fru Hansen skriver:

Det er en spændende debat. Er der tilfældigvis nogen der kender til seriøs forskning omkring fordele/ulemper ved hhv hjemmepasning kontra institutionspasning? Som kommer fra en validkilde. Jeg har selv haft svært ved at finde noget. 

Jeg er dagplejer og har utallige gange hørt parallellegen brugt som forklaring på at børn ikke behøver andre børn at lege med. Men selv om parallel legen synes at være en solo-leg er den jo parallel i kraft af at der er andre børn at spejle sig i.

Selv om børn leger 'Ved siden af hinanden' spejler de sig stadig og har stadig en læring i spejlingen. 

Derudover lærer de at vente på tur, at skabe og indgå i sociale relationer, at rolle-lege med andre børn, at indgå i fællesskabet og meget andet.

Jeg er ikke fortaler for at børn skal være i pasning 10 timer om dagen. Men jeg er slet ikke i tvivl Om at der skabes meget gode relationer og god hverdags-læring i et dagtilbud.

 

Jeg tror det nærmeste man kommer på at kunne lave en sammenligningen mellem ude og hjemme på en større gruppe, er at sammenligne dem der er født før og efter 60'erne. Så vidt mig bekendt, var det først der mødrene for alvor kom ud på arbejdsmarkedet, hvorfor det er et relativt moderne fænomen at sende sit barn i daginstitution.  Dog ville jeg til enhver tid vælge dagpleje frem for vuggestue, da det kommer nærmest hjemmet og det trygge. Der er også færre børn og især voksne at forholde sig til.

Jeg går også hjemme med min nummer 4, og gid jeg havde haft den mulighed ved de første tre også. Trods de havde korte dage og fridage, så er dette alligevel noget helt andet. Det har været så godt for os. Børn er samtidig forskellige og de håndterer det forskelligt. Især to af mine egnede sig / egner sig ikke til “miljøet”. Men det er heller ikke min overbevisning, at det er noget de har brug for, før de bliver ældre.

Nu nærmer min datter sig 3 og begynder at søge andre børn mere. Vi sørger også for at hun omgås andre, men et decideret behov for at komme afsted alene hver dag, synes jeg ikke hun har endnu.

Hun venter fint i kø på sin tur til gymnastisk, var blefri som halvandet årig (hvis det skulle sige noget), er meget langt fremme både sproglig og motorisk og hun trives. Det kan “institutionsbørn” ligeså vel gøre/være, men det har kun været positivt for vores datter, at være hjemme. Og her sammenligner jeg med hendes søskende, og ser på hende som individ.

Derudover er det også godt for os alle i familien. Og jeg arbejder deltid om aftenen, hvor jeg får nogle voksne input. 

Jeg tror jeg ville savne andre menneskers kontakt i hverdagen, og så er det ikke mig kun at skulle stå for husholdning og børnepasning. 

Men hvis jeg kunne arbejde hjemmefra og have barnet der også, så ville der være okay 

Anonym skriver:

Hej med jer

Hvis I fik mulighed for at passe jeres barn hjemme, til det var fx 3 år, ville I så gøre det?

Jeg må indrømme, at tanken virker meget tillokkende, og nu er det rent faktisk muligt... men på den anden side er jeg også glad for at arbejde, og der er også en vis sikkerhed i det...

 

Nej aldrig nogensinde. 

Jeg har set børn der blev passet hjemme til 3 års alderen. Da de endelig kom i institution kunne de ikke begå sig med andre børn. 

De var asociale og kunne ikke finde ud af at lege med andre børn. 

I mine øjne så er det egoistisk at lade børnene gå hjemme så længe. 

Ja uden tvivl (: 

Det er egentlig et interessant og tidstypisk spørgsmål. Havde du spurgt vores bedsteforældre/oldeforældres generation, ville de svar du havde fået, nok været at man selvfølgelig gik hjemme med sine børn.

Hele debatten bliver bare en smule hul, når der argumenteres for at vi skal sende vores børn i institution, for at det kan socialiseres. Det er en samfundsopfattelse, som vi bare har accepteret og ser som en endegyldig sandhed. Selvfølgelig har børn brug for at blive specialiseret, men før i tiden legede de i gården med vennerne og mødrene skiftedes til at kigge efter de små. Vores forældre/bedsteforældres generation har umiddelbart klaret sig udemærket på trods af at de ikke har gået i institution.

De fleste hjemmegående forældre i dag er jo også aktive med deres børn på et helt andet niveau end det var muligt i fortiden. De går i legestue, til aktiviteter og har selvfølgelig også børnene med i de daglige gøremål. Jeg er sikker på at disse børn kommer til at være ligeså godt socialiseret (hvis ikke bedre) som deres jævnaldrende, der har været i institution. 

Tilbage til trådsstarters oprindelige spørgsmål. Ja, jeg kunne godt finde på at vælge at få hjemme med mine børn indtil børnehavealderen, hvis økonomien var til det.