Måske kunne man også nuancere debatten lidt.
Der er ligesom to sider i denne sag, som er uforenelige.
Nemlig voksne arbejdsliv, ligestillingen og penge. Det skal nemlig kombineres med nogen små nye liv, som nok har bedst af forældre omsorg eller meget voksenkontakt.
Jeg er en af dem, som faktisk er fortaler for hjemmepasning, som virkelig er forfærdelig til det. Derfor sendte vi vores i en særlig dagpleje fra hun var 1.år
For mig var det vigtigt, at min barn havde helt trygge og tillidspersoner omkring sig, da hun var i en alder, hvor hun ikke havde tidsfornemmelse eller forståelse for, hvornår jeg kom igen.
jeg valgte en deltids privat dagpleje med kun 1 andet barn. Det betød, at mit barn fik en sekundær omsorgsperson i sit liv og fik en legekammerat. Det var virkelig optimalt for hende. Efter ca 6 måneder kom der et 3 barn. Og det var max.
Så måske handler det om, at normeringen i vs og de mange børn på lidt plads i institutionerne ikke bliver andet end direkte opbevaring.
Hun går i øvrigt i normal børnehave i dag og er meget socialt anlagt og god til at dele og forklare sig. Børnehaven var bange for, at hun ikke kunne rumme det. Men der har ikke været noget mærkeligt. For jeg kørte en meget lang indkøring og gik aldrig, hvis hun var ked af det. Og hun leger med de andre børn på lige fod. Hun er i øvrigt det eneste barn, som ikke kom fra den lokale vuggestue. Og hun er faldet lige ind og leger fantastisk med dem alle.
Hun er i øvrigt meget mere “robust” end hendes 4 fætre som har gået i normal vuggestue. De bliver meget hurtigt overstimulerede og kan ikke klare mange mennesker. Min datter elsker selskab og siger hej til alle sin vej til netto. Hun snakker med damer i bussen og er altid klar på at lege med jævnaldrende børn. Måske fordi hun ved, at der kommer hjælp, hvis hun ikke kan klare situationen selv. Hun er det mindst asociale menneske jeg kender - og hun har altså været i den mindste dagpleje jeg kender.
Jeg bilder mig også ind, at der netop har været tid til hende og tid til, at vores fantastiske dagplejemor netop har kunne hjælpe hende med at forstå og forklare, at man ikke behøver skubbe for at få legetøjet - det skal nok komme, når det er ens tur.
Også lige en disclaimer; jeg siger ikke, at det er det rigtige for alle. Jeg siger, at man godt kan være fortaler for hjemmepasning, netop fordi offentlige tilbud er for dårlige i forhold til et barns behov for at blive set og hørt.
Og ja, børn bliver inspireret af andre børn - men de lærer sociale spilleregler af de voksne og får styrket selvværdet af de pædagoger, der er der. De voksne spiller en central rolle - og det kan man ikke overlade til de andre børn - for de er, ja børn.
Jeg skriver ikke min mening for at give andre dårlig samvittighed. For jeg ved godt, at ikke alle er så heldige og priviligerede, at de kan gå hjemme eller vælge som os.
Men som en anden skriver herinde, så er forældrenes opgave at se kritisk på børnenes rammer. Og der spiller de voksne den største rolle.
Jeg håber, at normeringen bliver meget meget bedre!!!!
