Tendens til at pege fingre af bonusmødre?

PUHK skriver:

Hvad er der galt med ordet "særbørn"? Det er en ganske almindelig (juridisk) term, der bruges for at klarificere, at der her er tale om faderens børn udenfor det nuværende ægteskab/parforhold.

Det har en negativ ukærlig klang. Der er alm børn som man elsker. Og så er der særbørn, som er et irriterende påhæng fra fortiden man helst var foruden  agtigt. 

Rauw skriver:

Det har en negativ ukærlig klang. Der er alm børn som man elsker. Og så er der særbørn, som er et irriterende påhæng fra fortiden man helst var foruden  agtigt. 

Det vil jeg da gerne se en ordbogskilde på....
Jeg tror, du lægger dine egne forudfattede meninger i hendes brug af ordet, og jeg tvivler på, at du kan retfærdiggøre dem objektivt.

PUHK skriver:

Det vil jeg da gerne se en ordbogskilde på....
Jeg tror, du lægger dine egne forudfattede meninger i hendes brug af ordet, og jeg tvivler på, at du kan retfærdiggøre dem objektivt.

Du har helt ret i det er min personlige mening lige fra hjertet. Sådan er det for nogen når det drejer sig om børn. Der kan man stikke div bøger og fine ord skråt op, fordi følelser tæller højere. 

Rauw skriver:

Du har helt ret i det er min personlige mening lige fra hjertet. Sådan er det for nogen når det drejer sig om børn. Der kan man stikke div bøger og fine ord skråt op, fordi følelser tæller højere. 

Men hvordan kan du forvente at have en konstruktiv debat (med følelser eller ej), hvis du lægger ord og betydninger i munden på dine meddebattører? Du slår ned på ét enkelt ord, som du ikke bryder dig om (uden objektiv grund) i et langt indlæg, og afviser på denne baggrund resten af indlægget, som "noget du ikke kan tage seriøst".

Rauw skriver:

Hvad i alverden er "særbørn"? Dit indlæg er svært at ta seriøst. Fars børn er fars børn. Ikke "særbørn" Jesus! 

Se, det rammer sømmet lige midt på.

Som en anden skriver, særbørn er juridisk term for børn der særligt hører til den ene forældre, og ikke en dyt andet..

Du forholder dig slet ikke til hvad jeg skriver, men angriber lige på, havde du lavet en simpel Google på ordet, var du blevet lidt mere oplyst, og have du forholdt dig konstruktivt til mit indlæg, kunne jeg have taget dig alvorligt og seriøst...  

Viste du, at man kan gøre sit bonusbarn til "sort får" i et testamente, så det nærmest intet arver fra sin far?? Og viste du, at man kan lave et gældsbrev, der gør, at bonus ikke arver en materiel genstand eller pengebeløb fra sin far? 

Undskyld, ikke særligt konstruktivt, det er sent, og jeg blev provokeret... Burde nok slette..

PUHK skriver:

Men hvordan kan du forvente at have en konstruktiv debat (med følelser eller ej), hvis du lægger ord og betydninger i munden på dine meddebattører? Du slår ned på ét enkelt ord, som du ikke bryder dig om (uden objektiv grund) i et langt indlæg, og afviser på denne baggrund resten af indlægget, som "noget du ikke kan tage seriøst".

Tak.

Lige netop derfor bruger jeg så vidt det er muligt altid ordet bonus, for der er så mange der er uvidende, ensporede og ikke særligt hensynsfulde i deres udtalelser, den smuttede denne ene gang... Men for the record er det sgu ikke altid en bonus at have bonusbørn, eller skulle jeg så sige særbørn, for at gøre det rigtigt svært for mig selv... 

Rauw skriver:

Du har helt ret i det er min personlige mening lige fra hjertet. Sådan er det for nogen når det drejer sig om børn. Der kan man stikke div bøger og fine ord skråt op, fordi følelser tæller højere. 

Særlig, særarv, særlige forhold - det ligger der ikke andet i, end at der gælder noget særligt. Min bror og jeg var min mors særbørn, da hun giftede sig med min stedfar - som tilsvarende havde sine særbørn. Hvad er  problemet? 

 Du kan ikke lide udtrykket bonusmor. Personligt synes jeg, papmor og papbørn lyder fladt og fjollet. Udtrykket stedfar eller -mor indikerer,  at vedkommende træder i fars eller mors sted, og det bruger jeg derfor kun, når far eller mor er døde eller helt ude af barnets liv. 

En eller anden betegnelse skal man bruge, når man har brug for at præcisere relationen. Særbørn er ikke værdiladet, men meget faktuelt. Synes du også, det er negativt at være i særklasse? 

Loa skriver:

Lige den eneste debat jeg kan komme på, er den hvor TS skriver hun ikke vil have bonus-barnet boende.

Jeg tænker at hvis det var mit barns bonus-mor, ville jeg da være utrolig ked af at vide at mit barns far havde fået en kæreste som ikke gad have mit barn 100% af tiden.

Ja ja måske er der andre ting der spiller ind i TS's situation, at faren ikke deltager specielt meget, men det er jo noget TS lader ham?

Men nej jeg kan nok ikke sætte mig ind i det, når jeg ikke selv er bonus eller har bonus børn.

Tror dog ikke der er en særlig fordømmelse over for bonus-mødre, hvorfor skulle der dog være det?

Jeg ville nok sætte pris på, at mine børns bonusmor (hypotetisk, jeg er gift med deres far) var oprigtig, hvis hun reelt ikke havde overskud eller vilje til at bo fuld tid sammen med dem. Jeg ville godt nok være ked af at lade dem bo med et menneske, som følte sig presset til en sådan løsning. Og da jeg selv er af den opfattelse, at kærlighed ikke er nok til at skabe de bedste rammer for et barn - det kræver også overskud, tålmodighed, kræfter mv. - så kan jeg sagtens sætte mig ind i, at det kan virke uoverskueligt at tage endnu et barn under sine vinger på fuld tid. Mine egne tre har været en stor mundfuld til tider, og jeg ville ikke bare lige kunne trylle energi og omsorg og overskud frem til endnu én, med mindre selvfølgelig, det var påkrævet pga. sygdom eller død. 

Min egen stedfar var frisk på at adoptere min bror og mig, da han giftede sig med min mor. Han havde sine egne tre børn boende også. Det var måske flot tænkt, men i praksis kunne han på ingen måde leve op til sine hensigter, og jeg voksede op som en konstant torn i øjet på ham. Der havde realitetssans fra hans side været at foretrække. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg ville nok sætte pris på, at mine børns bonusmor (hypotetisk, jeg er gift med deres far) var oprigtig, hvis hun reelt ikke havde overskud eller vilje til at bo fuld tid sammen med dem. Jeg ville godt nok være ked af at lade dem bo med et menneske, som følte sig presset til en sådan løsning. Og da jeg selv er af den opfattelse, at kærlighed ikke er nok til at skabe de bedste rammer for et barn - det kræver også overskud, tålmodighed, kræfter mv. - så kan jeg sagtens sætte mig ind i, at det kan virke uoverskueligt at tage endnu et barn under sine vinger på fuld tid. Mine egne tre har været en stor mundfuld til tider, og jeg ville ikke bare lige kunne trylle energi og omsorg og overskud frem til endnu én, med mindre selvfølgelig, det var påkrævet pga. sygdom eller død. 

Min egen stedfar var frisk på at adoptere min bror og mig, da han giftede sig med min mor. Han havde sine egne tre børn boende også. Det var måske flot tænkt, men i praksis kunne han på ingen måde leve op til sine hensigter, og jeg voksede op som en konstant torn i øjet på ham. Der havde realitetssans fra hans side været at foretrække. 

Det er rigtig flot skrevet - og egentlig lige præcis der jeg vil hen... Overskud er det helt afgørende i en sådan situation. 

Jeg får lyst til at spørge (kun bonusmødre, papmødre, mands børns kæreste: 

Elsker I jeres bonusbørn lige så højt som jeres egne? 

Kan I føle jer helt 100 % jer selv, når I er sammen med bonus? 

Kan I putte sammen i sofa/ seng? 

Kan I kysse dem i hele ansigtet ( som jeg i hvert fald kan med mine egne ) 

Kan I gå i bad, mens de er i rummet? 

Må de komme ind på toilet, mens I sidder der? 

Kan I fortælle dem, at I elsker dem? 

Kan I falde helt i svime eller opleve oprigtig stolthed ? 

Hvordan føles det, når de er efter jeres bio børn? Eller på anden måde ikke opfører sig pænt? 

Ovenstående spørgsmål kan jeg vist selv svare nej til dem alle. 

Det er det jeg personligt synes er det hårdeste i en sammenbragt familie. At erkende/ acceptere at de bla de ting jeg nævner ikke er noget du kan med barnet - og hvordan er det så? 

Det er træls! Man føler sig ikke altid rigtig hjemme! Man afviser måske sine egne børn der står og hamrer på toiletdøren for at komme ind- eller beder sine børn gå ud fordi man har prøvet situationen før: man giver det ene barn lov- så kommer bonus  åh nej  hvad nu? Det er for mærkeligt! Hvordan forklarer man det?! Ej, du må ikke komme med herind.... Men Orla må gerne- han er jo min egen forstår du nok! 

Eller: Du ligger i sofaen med dit bio barn- den største kærlighed du har ( og den kan ingen altså tage fra dig) bonus kommer og vil ligge der også. Du bliver lidt stiv, det føles lidt forkert. Barnet er skønt / I har det fint sammen- men det her er måske grænsen- det er for intimt- din krop stritter imod- OG du kan INTET gøre for at lave det om...  Shit... Nå, du smutter i stedet ud( når der lige er gået 5 min) og skræller kartofler... 

Eller du råber farvel til dit bio barn og siger : jeg elsket dig. Bagved opdager du bonus. Du kan se barnet tænker over det. Men du kan IKKE få det over dine læber, når det er bonus du skal sige farvel til. I stedet giver du et knus og håber det er ok. 

Jeg vil bare sige: der er så mange aspekter i bonusmor- halløjet. Helt vildt. Dertil kommer kemi også- hvilken kemi er der mellem bonus mor og barn- det er jo ikke alle børn man synes lige godt om, når man fx tænker på ens børns legwkammerater, ens fætre/ kusiner- børn på vejen, børn i institutioner? Er vi ikke enige om det? 

Mig hør: ja- de voksne har ansvaret- MEN det er så dumt at tro, at voksne kan klare alt i en relation- det er ikke sandt. Nogle børn er bare skønnere end andre- og det ville da være fedt hvis alle bonusmødre kunne forgude deres bonusbørn, men sådan er det altså ikke altid 

Sådan er det bare- men skal vi så slå op med vores kæreste? Måske. Eller skal vi bare acceptere hinanden? Men uden at forvente at vi kommer til at elske? 

Anonym skriver:

Det er rigtig flot skrevet - og egentlig lige præcis der jeg vil hen... Overskud er det helt afgørende i en sådan situation. 

Jeg får lyst til at spørge (kun bonusmødre, papmødre, mands børns kæreste: 

Elsker I jeres bonusbørn lige så højt som jeres egne? 

Kan I føle jer helt 100 % jer selv, når I er sammen med bonus? 

Kan I putte sammen i sofa/ seng? 

Kan I kysse dem i hele ansigtet ( som jeg i hvert fald kan med mine egne ) 

Kan I gå i bad, mens de er i rummet? 

Må de komme ind på toilet, mens I sidder der? 

Kan I fortælle dem, at I elsker dem? 

Kan I falde helt i svime eller opleve oprigtig stolthed ? 

Hvordan føles det, når de er efter jeres bio børn? Eller på anden måde ikke opfører sig pænt? 

 

Ovenstående spørgsmål kan jeg vist selv svare nej til dem alle. 

Det er det jeg personligt synes er det hårdeste i en sammenbragt familie. At erkende/ acceptere at de bla de ting jeg nævner ikke er noget du kan med barnet - og hvordan er det så? 

Det er træls! Man føler sig ikke altid rigtig hjemme! Man afviser måske sine egne børn der står og hamrer på toiletdøren for at komme ind- eller beder sine børn gå ud fordi man har prøvet situationen før: man giver det ene barn lov- så kommer bonus  åh nej  hvad nu? Det er for mærkeligt! Hvordan forklarer man det?! Ej, du må ikke komme med herind.... Men Orla må gerne- han er jo min egen forstår du nok! 

 

Eller: Du ligger i sofaen med dit bio barn- den største kærlighed du har ( og den kan ingen altså tage fra dig) bonus kommer og vil ligge der også. Du bliver lidt stiv, det føles lidt forkert. Barnet er skønt / I har det fint sammen- men det her er måske grænsen- det er for intimt- din krop stritter imod- OG du kan INTET gøre for at lave det om...  Shit... Nå, du smutter i stedet ud( når der lige er gået 5 min) og skræller kartofler... 

Eller du råber farvel til dit bio barn og siger : jeg elsket dig. Bagved opdager du bonus. Du kan se barnet tænker over det. Men du kan IKKE få det over dine læber, når det er bonus du skal sige farvel til. I stedet giver du et knus og håber det er ok. 

Jeg vil bare sige: der er så mange aspekter i bonusmor- halløjet. Helt vildt. Dertil kommer kemi også- hvilken kemi er der mellem bonus mor og barn- det er jo ikke alle børn man synes lige godt om, når man fx tænker på ens børns legwkammerater, ens fætre/ kusiner- børn på vejen, børn i institutioner? Er vi ikke enige om det? 

Mig hør: ja- de voksne har ansvaret- MEN det er så dumt at tro, at voksne kan klare alt i en relation- det er ikke sandt. Nogle børn er bare skønnere end andre- og det ville da være fedt hvis alle bonusmødre kunne forgude deres bonusbørn, men sådan er det altså ikke altid 

Sådan er det bare- men skal vi så slå op med vores kæreste? Måske. Eller skal vi bare acceptere hinanden? Men uden at forvente at vi kommer til at elske? 

Og jeg glemte det lige så vigtige: fra barnets synspunkt også. Kemien. Det er jo heller ikke sikkert at det stakkels barn synes denne nye voksne er den sejeste- og det må vi absolut ikke glemme. 

Men fra min egen oplevelse: min bonus kan godt lide mig. Og jeg kan lide det. Men jeg har bare ikke lyst til st agere mor. Det kan jeg ikke. Jeg kan være noget andet. En ven, fars kone, en god bonus osv. 

Jeg synes man mister sig selv lidt hvis man tror at man absolut skal elske. Så er der nogen der siger: jeg elsker mit bonusbarn på min helt egen måde  det er måske også en måde at formulere det på... Men hvad er så graden i den kærlighed/ den måde st elske på? Hvor lidt/ hvor meget kommer det til udtryk? 

Nogen bonusbørn er helt ok med ikke at få kys i hele fjæset - eller at komme med på lokum  men nogen føler smerte ved det! Det opleves som en afvisning. Det tror jeg også har en væsentlig betydning i sådan en familie sammenbragt. Er det ok i denne familie at holde af/ elske forskelligt eller opstår der jalousi?

Hvis min bonus havde været ok med at jeg gjorde forskel ( på kærlighedsmæssig vis) havde jeg haft det lettere. Jeg kunne slappe mere af. Behøvede ikke tænke over så mange ting....