Tendens til at pege fingre af bonusmødre?

Jeg har fulgt med i de sidste mange indlæg her i bonusforældre og synes, at der er en tendens fra brugerne herinde til at straks tage parti mod trådstarteren. Jeg ved ikke, om det skyldes, at folk er i en helt anden situation og derfor ikke evner at sætte sig i trådstarters sted eller om man vitterligt mener, at disse bonusmødre ikke må læsse af uden at blive fremstillet som den onde stedmoder fra Snehvide. Kan selvfølgelig også være at svarene kommer fra biomødre, som har en utålelig situation med en bonusmor?

Grunden til at de skriver herinde, er jo ikke for at komme af med bonusbarnet, men for at få nogle gode råd til og sparring omkring den svære situation det kan være at være en sammenbragt familie.

Jeg vil derfor opfordre til, at man prøver at give nogle råd i stedet for at forplumre debatten med svar om "de stakkels stakkels børn" som bonusmødrene " vil smide på porten"

God dag 

Hvis man er dybt uenig og synes at det som en ts vil ha ret i, er dybt godnat så kan man jo ikke bare sig jo og selfølgelig er det da en skide god ide bare fordi det er en bonusmor(hvor jeg dog hader det ord, hun er en fars kæreste, ikke en mor). For nej. Tit og ofte (men bestemt ikke altid) er fars kæreste lidt ude af takt med virkeligheden. Og de opdager det først når de får deres egne børn og selv er mødre og ser at ups, sådan gør man måske ikke lige mod børn. 

Anonym skriver:

Jeg har fulgt med i de sidste mange indlæg her i bonusforældre og synes, at der er en tendens fra brugerne herinde til at straks tage parti mod trådstarteren. Jeg ved ikke, om det skyldes, at folk er i en helt anden situation og derfor ikke evner at sætte sig i trådstarters sted eller om man vitterligt mener, at disse bonusmødre ikke må læsse af uden at blive fremstillet som den onde stedmoder fra Snehvide. Kan selvfølgelig også være at svarene kommer fra biomødre, som har en utålelig situation med en bonusmor?

Grunden til at de skriver herinde, er jo ikke for at komme af med bonusbarnet, men for at få nogle gode råd til og sparring omkring den svære situation det kan være at være en sammenbragt familie.

Jeg vil derfor opfordre til, at man prøver at give nogle råd i stedet for at forplumre debatten med svar om "de stakkels stakkels børn" som bonusmødrene " vil smide på porten"

God dag 

Det har jeg også tænkt på, men tror i bund og grund det handler om, at vi er bange for at vores børn vil kunne lide deres nye mor ligeså meget som den rigtige mor.

Måske er det vores urmor �� Der driller her, vi vil ikke have en ny til at erstatte vores rolle. 

Troldemommi skriver:

Det har jeg også tænkt på, men tror i bund og grund det handler om, at vi er bange for at vores børn vil kunne lide deres nye mor ligeså meget som den rigtige mor.

Måske er det vores urmor �� Der driller her, vi vil ikke have en ny til at erstatte vores rolle. 

 

Lige den eneste debat jeg kan komme på, er den hvor TS skriver hun ikke vil have bonus-barnet boende.

Jeg tænker at hvis det var mit barns bonus-mor, ville jeg da være utrolig ked af at vide at mit barns far havde fået en kæreste som ikke gad have mit barn 100% af tiden.

Ja ja måske er der andre ting der spiller ind i TS's situation, at faren ikke deltager specielt meget, men det er jo noget TS lader ham?

Men nej jeg kan nok ikke sætte mig ind i det, når jeg ikke selv er bonus eller har bonus børn.

Tror dog ikke der er en særlig fordømmelse over for bonus-mødre, hvorfor skulle der dog være det?

Jeg har det helt på samme måde. En bonusmor, papmor en fars kæreste er svær at definere. Hvad er hun for en størrelse? Skal hun agere mor? Nej vel? Men hun skal heller ikke gøre forskel på egne og bonus barn. 

Hun skal indordne sig. Være rummelig og tage sig af- på lige fod med det andet/ de andre. Samtidig skal hun holde sig i baggrunden. Ikke blande sig for meget. Hun må ikke kalde sit bonusbarn for en møgunge. Men gerne sine egne børn- for det er de nogle gange. 

Hun skal forstå sin plads, men samtidig tage ansvaret som kvinde i huset. Men endelig ikke være mor, med alt hvad det indebærer? 

Jeg vil bare sige- som bonus mor og mor til alle verdens andre bonusmødre: I er satme seje. At være mor er ingen sag, men bonusmor! 

Du kører frem og tilbage 

Du prøver at fordele sol og vind lige 

Du smørrer madpakker 

Du undlader at skælde ud, selvom det er på sin plads og selvom du brænder op indvendigt 

Du vasker tøj 

Du gør rent på barnets værelse 

Du arrangerer legeaftaler 

Du hjælper med lektier 

Du skælder ud, irettesætter - og bagefter har du en kæmpe klump i halsen- en følelse af at være en ond stedmor 

Du kæmmer lus 

Du taler og taler med barnet, selvom du har mest lyst til at slappe af 

Du mærker hele tiden, at du bliver betragtet/ vurderet som bonus 

Du sluger kameler- kæmpe store kameler 

Alt det her og meget mere gør bonusmødre- velvidende at de ikke er mor.

Hvorfor må det ikke være svært? Hvorfor skal følelser gemmes væk? 

Rauw skriver:

Hvis man er dybt uenig og synes at det som en ts vil ha ret i, er dybt godnat så kan man jo ikke bare sig jo og selfølgelig er det da en skide god ide bare fordi det er en bonusmor(hvor jeg dog hader det ord, hun er en fars kæreste, ikke en mor). For nej. Tit og ofte (men bestemt ikke altid) er fars kæreste lidt ude af takt med virkeligheden. Og de opdager det først når de får deres egne børn og selv er mødre og ser at ups, sådan gør man måske ikke lige mod børn. 

Hvorfor er bonusmor så grimt et ord? Selv om hun er fars kæreste vil hun jo med tiden komme til at have en moderlig rolle når barnet er hos far, det kan man næsten ikke undgå. Hun er jo en bonus ikke en erstatning/ny. Jeg synes det at "fars kæreste" lyder som om at man ikke er en rigtig del af barnets liv for hun er jo "bare fars kæreste". Bonusforældre kan også have børn fra tidligere forhold og stadig gør tingene anderledes end biomor...

Jeg er selv vokset op med en bonusfar og han har aldrig erstatte min far men været en ekstra far, han er ikke bare "min mors mand". Især efter min biologiske far døde sidste år er det da rart at jeg har "en ekstra" også selv om jeg ikke kalder og heller aldrig har kaldt ham for far så har han en fader rolle i mit liv og når jeg skal præsentere ham for nogle omtaler jeg ham altid som min far eller min bonusfar for det er jo det han er, han bliver også vores barns morfar og ikke mormor og hendes mand.

Viventerpådig skriver:

Hvorfor er bonusmor så grimt et ord? Selv om hun er fars kæreste vil hun jo med tiden komme til at have en moderlig rolle når barnet er hos far, det kan man næsten ikke undgå. Hun er jo en bonus ikke en erstatning/ny. Jeg synes det at "fars kæreste" lyder som om at man ikke er en rigtig del af barnets liv for hun er jo "bare fars kæreste". Bonusforældre kan også have børn fra tidligere forhold og stadig gør tingene anderledes end biomor...

Jeg er selv vokset op med en bonusfar og han har aldrig erstatte min far men været en ekstra far, han er ikke bare "min mors mand". Især efter min biologiske far døde sidste år er det da rart at jeg har "en ekstra" også selv om jeg ikke kalder og heller aldrig har kaldt ham for far så har han en fader rolle i mit liv og når jeg skal præsentere ham for nogle omtaler jeg ham altid som min far eller min bonusfar for det er jo det han er, han bliver også vores barns morfar og ikke mormor og hendes mand.

Ikke et grimt ord. Men jeg har det stramt med det. Det er en titel mange gerne helt unge, kvinder tar på sig efter tre dates. Og det løber mig koldt ned af ryggen og jeg hader det. Jeg har selv en bonusfar, og han var der i mange år før han ligesom fik den titel. Det er ikke noget man bare er fordi man dater en med børn. Det er noget man blir når man elsker dem som sine egne og vil gå igennem ild og vand for dem. Så i den anden tråd tænker jeg hun er fars kæreste, ikke en bonusmor, for hun vil jo ikke barnet på samme måde som en mor. 

For mit vedkommende handler det om, at jeg var det uønskede bonusbarn på begge sider. Bonus er så meget sagt... 

Jeg har så svært ved at forstå, at man som voksen ikke evner at sætte sig i barnets sted. Man har som voksen taget en beslutning på barnets vegne, barnet har intet valg, det har den voksne. Den voksne har ansvaret, ikke barnet, så den voksne må tage ansvaret. 

Jeg er ikke i tvivl om at det er hårdt. Men det er (kraftedme, for helvede og andre grimme, grimme ord) vilkårerne, når man vælger at bringe børn med ind i en anden og helt ny og fremmed familiekonstellation/vælger en partner med børn fra tidligere forhold. 

Rauw skriver:

Ikke et grimt ord. Men jeg har det stramt med det. Det er en titel mange gerne helt unge, kvinder tar på sig efter tre dates. Og det løber mig koldt ned af ryggen og jeg hader det. Jeg har selv en bonusfar, og han var der i mange år før han ligesom fik den titel. Det er ikke noget man bare er fordi man dater en med børn. Det er noget man blir når man elsker dem som sine egne og vil gå igennem ild og vand for dem. Så i den anden tråd tænker jeg hun er fars kæreste, ikke en bonusmor, for hun vil jo ikke barnet på samme måde som en mor. 

På den måde, så misforstod jeg hvad du mente før...

Men ja i den anden tråd vil jeg også mene hun er kæreste og ikke bonus når hun ikke vil barnet lige så meget som sine egne 

Min datter har en bonusmor og hun er noget af det bedste man kan få  det er ikke noget man bliver automatisk, det er noget man gør sig fortjent til af barnet selv - ihvertfald hos min datter... Vi er heldige at ha fået hende i familien og jeg ville absolut ikke bytte  hun har givet min datter en lækker og dejlig lillesøster og hun behandler mit barn som var det hendes eget

jeg vil nok bare sige, som skrevet ovenfor, at man bliver det ikke bare ved at være fars kæreste men man gør sig fortjent til det i barnets øjne. Jeg ville aldrig pådutte hende at kalde hverken min kæreste eller fars kæreste for bonus - det må komme af sig selv i en følelse af hvad der er rigtigt