Tendens til at pege fingre af bonusmødre?

Hmm har ikke nogen antiparti mod bonusmødre/fædres kærester/papmødre/kvinder. Har selv haft en af slagsen (faktisk flere men der var jeg ung/voksen), og er vel også selv en selvom jeg ikke ville kaldes det men bare ville kaldes mit navn. 

Men når det er sagt så ja så kan jeg da ikke lade være med at kigge på mine børn og tænke: tænk hvis de både skulle have sorgen over mor og far ikke skulle bo sammen og så samtidig møde en kvinde der sagde til der her  er der ikke samme plads. Kan huske en tråd for laaaaaang tid siden hvor far fx ikke måtte have en kalender hængende hans barn havde lavet fordi biomor også var med på et af billederne og billederne i der hele repræsenterede livet med mor mere end livet med far. Og ja så får jeg lidt ondt i maven og for lyst til at sIge: pak usikkerheden væk, vær voksen og lad barnet have et rum i jeres liv.

så har der været tråden om ferie uden to af børnene og der var der vel ikke decideret bonus men mere forskellen på om det var fælles børn eller egne børn, og ja så også bare at råde til at tænke alternativt. 

og så er der den nuværende tråd - ja gu fanden kan der være hårdt og de voksne skal også kunne hænge sammen for at skabe det gode hjem og familie, men når det er skrevet så handler det vel om en konstruktiv snak hvor børnenes ve og vel er i fokus og man forsøger at finde løsninger så alle børn både dine, mine og vores får det bedste alternativ. 

Men nej ingen antiparti mod bonusforældre, men klart et ønske om mine børn kan udgå det - ikke fordi de ikke er fantastiske, men fordi egoistiske mig ikke vil dele dem.

Det er hamrende svært at være fars kone, bonusmor, stedmor, kald det hvad i vil. Selv efter 7 år er det stadig svært når vi alle er sammen. Tror det hænger sammen med at hver familie har forskellige værdier og regelsæt, og mindst ligeså svært det er for os som forældre, ligeså svært er det for ungerne 

Rauw skriver:

Ikke et grimt ord. Men jeg har det stramt med det. Det er en titel mange gerne helt unge, kvinder tar på sig efter tre dates. Og det løber mig koldt ned af ryggen og jeg hader det. Jeg har selv en bonusfar, og han var der i mange år før han ligesom fik den titel. Det er ikke noget man bare er fordi man dater en med børn. Det er noget man blir når man elsker dem som sine egne og vil gå igennem ild og vand for dem. Så i den anden tråd tænker jeg hun er fars kæreste, ikke en bonusmor, for hun vil jo ikke barnet på samme måde som en mor. 

Hvor er det godt skrevet. Jeg er meget enig med dig. 

Ena skriver:

For mit vedkommende handler det om, at jeg var det uønskede bonusbarn på begge sider. Bonus er så meget sagt... 

Jeg har så svært ved at forstå, at man som voksen ikke evner at sætte sig i barnets sted. Man har som voksen taget en beslutning på barnets vegne, barnet har intet valg, det har den voksne. Den voksne har ansvaret, ikke barnet, så den voksne må tage ansvaret. 

Jeg er ikke i tvivl om at det er hårdt. Men det er (kraftedme, for helvede og andre grimme, grimme ord) vilkårerne, når man vælger at bringe børn med ind i en anden og helt ny og fremmed familiekonstellation/vælger en partner med børn fra tidligere forhold. 

 

Halleluja - hvor ER jeg enig med dig 

et-ønske skriver:

Jeg er selv skilsmisse barn og det samme er min mand. Vi er så også en moderne familie med dine, mine og vores. 

Jeg synes du er firkantet i din holdning - når du ikke kan (eller vil) forstå at fordi du har triste minder på grund af din barndom, så er det jo ikke altid sådan, at man behandler sine bonus børn dårligt. 

 

Jeg har aldrig haft en bonusmor, men jeg ved hvordan det er at være delebarn! Og jeg kan levende sætte mig ind i oveni det, at skulle kæmpe for en plads i hhv den ene og den anden familie. Så jeg har ikke triste minder ifht til det. Medgiver dig tilgængæld at jeg nok er lidt firkantet. 

God-mor skriver:

Jeg har aldrig haft en bonusmor, men jeg ved hvordan det er at være delebarn! Og jeg kan levende sætte mig ind i oveni det, at skulle kæmpe for en plads i hhv den ene og den anden familie. Så jeg har ikke triste minder ifht til det. Medgiver dig tilgængæld at jeg nok er lidt firkantet. 

Godt at du kan se du måske tænker lidt sort/Hvidt.. Og det er heller ikke et personangreb på dig, hvor personligt det så end er, når vi i bund og grund alle er anonyme 

Det er bare et opråb til, at i stedet for nærmest at hate-shame nogle stakkels kvinder, der til tider har det forbandet svært, så lad os dog stå sammen, og konstruktivt og hensynsfuldt at prøve at hjælpe, ikke dømme, se ned på og pege fingre af... Og i alt fald ikke gøre historierne værre end de er, når de bliver refereret...

Der er et hav af os, der har haft en ikke særligt positiv opvækst pga skilte forældre der mildest talt var nogle klaphatte til at passe på deres børn i de nye familiekonstallationer, mig inkl. Men jeg vælger at bruge de tonsvis af fejl mine forældre og stedforældre gjorde konstruktivt, så jeg kan blive en bedre udgave som bonusforældre end jeg selv har været udsat for... Og det nytter ikke noget at shame de stakkels kvinder, der har det super svært i flyverskjul og de ender med depressioner eller det der er værre... 

En amerikansk undersøgelse omkring depression viste, at den gruppering der var flest der led af depression af, var bonusmødre (stjålet fra et webinar om sammenbragte familier) ... Skilsmisseraten i Dk var sidste år 46 %, 75% af sammenbragte familier går fra hinanden (Foreningen fars hjemmeside) Det er ret vildt, skal vi da ikke prøve at løse problemet istedet for at hakke på dem der har det svært? 

Rauw skriver:

Ikke et grimt ord. Men jeg har det stramt med det. Det er en titel mange gerne helt unge, kvinder tar på sig efter tre dates. Og det løber mig koldt ned af ryggen og jeg hader det. Jeg har selv en bonusfar, og han var der i mange år før han ligesom fik den titel. Det er ikke noget man bare er fordi man dater en med børn. Det er noget man blir når man elsker dem som sine egne og vil gå igennem ild og vand for dem. Så i den anden tråd tænker jeg hun er fars kæreste, ikke en bonusmor, for hun vil jo ikke barnet på samme måde som en mor. 

Denne her får jeg lige lyst til at knytte en kommentar til... 

Omkring unge piger der kalder sig bonusmor efter 3 date.. Lyder umodent .

Men mener du virkeligt, at for at være en rigtig bonusmor, skal man elske bonusbørn som sine egne, gå igennem ild og vand for dem? 

Hvad nu hvis man ikke elsker dem som som sine egne? Men bare synes de er skønne, hyggelige, accepterede, fars særbørn man behandler pænt og ligeværdigt med sine egne og/eller fælles?

Elsker du dine bonusser som dine egne? Gør du det? Nemt at svare ja til her...

Kan man elske børn, man ikke selv har bragt til verden, ikke må/kan/ tør opdrage, kun ser hver anden weekend? 

Jeg elsker mine niecer og nevøer, og passer dem gerne over en weekend, det samme med mine nære veninders, men så er jeg også træt, og vil gerne have mit hjem tilbage... Det kan bare ikke lad sige gøre, når man har en bonus eller flere... Heller ikke selvom de er møgflabede, hader én som pesten, ignorerer én, driller ens egne unger, har alliancer med Biomor mod én, forsøger at drive en kile ind i mellem den mand man elsker og en selv, jeg kunne blive ved... Man er tvunget til at være sammen med andres børn, i sit eget hjem... Det er ikke rart at bo med nogle, der ikke vil en noget godt....- og som i øvrigt har en mand der forvandler sig til en vatpik, når det kommer til særbørn og kontrollerende Biomor..

Det er det mere ekstreme eksempel, men det sker derude i de sammenbragte familier, så lad os dog støtte de kvinder der er i det, der bare prøver at gøre deres bedste...

lineog4 skriver:

Hmm har ikke nogen antiparti mod bonusmødre/fædres kærester/papmødre/kvinder. Har selv haft en af slagsen (faktisk flere men der var jeg ung/voksen), og er vel også selv en selvom jeg ikke ville kaldes det men bare ville kaldes mit navn. 

Men når det er sagt så ja så kan jeg da ikke lade være med at kigge på mine børn og tænke: tænk hvis de både skulle have sorgen over mor og far ikke skulle bo sammen og så samtidig møde en kvinde der sagde til der her  er der ikke samme plads. Kan huske en tråd for laaaaaang tid siden hvor far fx ikke måtte have en kalender hængende hans barn havde lavet fordi biomor også var med på et af billederne og billederne i der hele repræsenterede livet med mor mere end livet med far. Og ja så får jeg lidt ondt i maven og for lyst til at sIge: pak usikkerheden væk, vær voksen og lad barnet have et rum i jeres liv.

så har der været tråden om ferie uden to af børnene og der var der vel ikke decideret bonus men mere forskellen på om det var fælles børn eller egne børn, og ja så også bare at råde til at tænke alternativt. 

og så er der den nuværende tråd - ja gu fanden kan der være hårdt og de voksne skal også kunne hænge sammen for at skabe det gode hjem og familie, men når det er skrevet så handler det vel om en konstruktiv snak hvor børnenes ve og vel er i fokus og man forsøger at finde løsninger så alle børn både dine, mine og vores får det bedste alternativ. 

Men nej ingen antiparti mod bonusforældre, men klart et ønske om mine børn kan udgå det - ikke fordi de ikke er fantastiske, men fordi egoistiske mig ikke vil dele dem.

Klart der er ekstreme tilfælde, og der er bonusmødre, der ikke er gode for børnene, selvfølgelig er der det, og der skal være plads til, at barnet også har en mor, som i dit eksempel med kalenderen.. Man må netop rumme, at godt nok er det kærestens eks-kæreste, ingen gider blive mindet om dem, specielt ikke kvinder (yes, jeg generaliserer også ) men man må anerkende, at denne eks altså også har en vigtig plads i barnets liv... Og så kommer alle nuancerne... Jeg har hørt om børn, der insisterede på, at have store billeder af deres mor i dagligstuen, de kom ind på deres værelser.. For der skal være plads til alle (Daddy gad heller ikke glo på sin eks) 

Hvor jeg på vej hen... Jo, du bruger netop ordet konstruktiv, man kan netop godt komme med sin direkte modsatte mening konstruktivt.. For der er urimelige bonusmødre, den berømte i TV2 lorry, tror jeg det var, hvor kvinden ikke havde lyst til at tørre hænder i det samme håndklæde som børnene. Lige umiddelbart lyder det da helt vildt, men ser man lidt bag historien, så var baggrunden for denne ulyst garanteret (så det ikke selv, så jeg spekulerer lidt), at samtlige hendes grænser var blevet overtrådt af manden, der ikke kunne sige fra overfor ekskonen, børnene der ingen respekt havde for hende, for far kunne ikke finde ud af at bakke kvinden op, men det var hende der stod for maden, madpakker, det huslige osv osv.. Det ender med, at det eneste i hendes eget hjem, hun føler hun havde kontrol over, var noget så åndssvagt som håndklæder... 

Så derfor skal vi opponere, når debatten bliver dømmende og bonusmødre bliver haglet ned, for de prøver virkeligt at gøre deres bedste, og som du siger, prøver at holde børnenes ve og vel i fokus, og søge de bedste alternativer. Men det kan bare være så forbasket kompliceret i de her familiekonstallationer, det bør vi tage med i vores overvejelser, inden vi bruger udtryk (ikke dig) som "du skulle skamme dig" " hvorfor hader du bonus" "du viste hvad du gik ind til" " så må du jo skride, hvis du ikke vil børnene" " og den bedste: "stakkels far, der ikke må have sine børn". Igen: lad os debattere med en saglig, ikke-dømmende og frem for alt kærlig stemme- eller skriveføring... 

Cola Zero skriver:

Denne her får jeg lige lyst til at knytte en kommentar til... 

Omkring unge piger der kalder sig bonusmor efter 3 date.. Lyder umodent .

Men mener du virkeligt, at for at være en rigtig bonusmor, skal man elske bonusbørn som sine egne, gå igennem ild og vand for dem? 

Hvad nu hvis man ikke elsker dem som som sine egne? Men bare synes de er skønne, hyggelige, accepterede, fars særbørn man behandler pænt og ligeværdigt med sine egne og/eller fælles?

Elsker du dine bonusser som dine egne? Gør du det? Nemt at svare ja til her...

Kan man elske børn, man ikke selv har bragt til verden, ikke må/kan/ tør opdrage, kun ser hver anden weekend? 

Jeg elsker mine niecer og nevøer, og passer dem gerne over en weekend, det samme med mine nære veninders, men så er jeg også træt, og vil gerne have mit hjem tilbage... Det kan bare ikke lad sige gøre, når man har en bonus eller flere... Heller ikke selvom de er møgflabede, hader én som pesten, ignorerer én, driller ens egne unger, har alliancer med Biomor mod én, forsøger at drive en kile ind i mellem den mand man elsker og en selv, jeg kunne blive ved... Man er tvunget til at være sammen med andres børn, i sit eget hjem... Det er ikke rart at bo med nogle, der ikke vil en noget godt....- og som i øvrigt har en mand der forvandler sig til en vatpik, når det kommer til særbørn og kontrollerende Biomor..

Det er det mere ekstreme eksempel, men det sker derude i de sammenbragte familier, så lad os dog støtte de kvinder der er i det, der bare prøver at gøre deres bedste...

Hvad i alverden er "særbørn"? Dit indlæg er svært at ta seriøst. Fars børn er fars børn. Ikke "særbørn" Jesus! 

Hvad i alverden er "særbørn"? Dit indlæg er svært at ta seriøst. Fars børn er fars børn. Ikke "særbørn" Jesus! 

Hvad er der galt med ordet "særbørn"? Det er en ganske almindelig (juridisk) term, der bruges for at klarificere, at der her er tale om faderens børn udenfor det nuværende ægteskab/parforhold.