Tendens til at pege fingre af bonusmødre?

Anonym skriver:

Kan du på nogen måde fornemme om den kærlighed du har til de to piger mest af alt bunder i at du ved, at deres egen biologiske mor ikke er helt som hun burde? 

Hvis nu vi vender den om og sagde, at deres mor var den mest fantastiske mor, hun havde styr på det hele, troppede op til arrangementer osv- at du ligesom kunne mærke at de i hvert fald fik fyldt deres mor- behov op? 

Tror du så ikke, at pigerne ikke havde haft nær så meget brug for din kærlighed? 

Ærligt, så nej jeg tror ikke det havde gjort det store ift min relation til dem. Jeg ville ikke kunne leve i et hjem, hvor vi alle ikke var en helhed, og levede som en helhed. 

Til gengæld ville jeg være ovenud lykkelig for, hvis deres biologiske mor ville være fuldstændig "normalfungerende", fordi lige meget hvor meget bonus jeg er/kommer til at være for dem, så vil det altid have en effekt på de to piger, at deres biologiske mor er som hun er - og det er os herhjemme som betaler den hårde pris for det. Vi skal æde kameler, vi skal finde os i jeg-ved-ikke-hvad, vi er tit "de dumme" osv osv. 

Jeg er ikke i tvivl om at de får fuldt deres såkaldte mor-behov op, det er bare ikke på en særlig sund måde. Og det er efterveerne af det, vi skal tage os af herhjemme altid.

sne190810 skriver:

Jeg er helt enig i det sidste du skriver omkring alderen på børnene, når man mødes, samt hvilken rolle den anden respektive forældre har. 

Jeg har haft mine to bonuspiger i mit liv siden de var 4 år, og min egen pige var 3. Så de kan næsten ikke huske så meget andet, end sådan som det er nu. Deres mor er af en lettere mærkelig støbning, og har svært ved at rumme begge piger - dog uden at ville tá imod noget hjælp på den front. Hun har svært ved at sætte sig ind i deres følelser, og generelt vise oprigtig interesse i dem, noget jeg er ret sikker på bunder i hun slet ikke har overskuddet og interesseren i andres liv end sit eget. 

 Dette gør også at de sikkert "unaturligt" søger mig en del, når de er her, fordi de godt kan fornemme at de får noget andet af mig, at jeg kan rumme dem og har oprigtig interesse i hvad de er for nogle individer, samt jeg deltager i stort set alt hvad de laver med skole/SFO osv. 

Du lyder til at være et enormt rummeligt menneske  

jeg ved ikke hvad der gør forskellen, men sådan kommer jeg aldrig til at føle 

Anonym skriver:

Jeg får ondt i maven når jeg læser dit indlæg.

Stakkels lille bonusbarn der elsker dig nok til at det gerne vil putte med dig at det gerne vil høre ordene jeg elsker dig fra din mund.

Jeg tror heldigvis ikke på at alle har det sådan for så er det ikke til at bære at tænke på f.eks adoptivbørn.

Jeg er selv vokset op som bonusbarnet og havde en rædselsfuld barndom 

Meget blev ødelagt men heldigvis ikke min evne til at elske andre børn end mine egne. 

Forskellen på et bonus og et adoptiv barn er jo det faktum at det er et fælles barn.. Det er et bonusbarn ikke. 

Og er du tit nok blevet banket i hovedet af bio at man skal huske man ikke er barnets mor, og man skal kende sin plads (uden at have en manual til dette) så ligger du automatisk en følelsesmæssig afstand for at beskytte sig selv. Herved kommer du muligvis aldrig til at elske børnene lige så højt, og det er jo også biologisk. Du har ikke den samme tålmodighed med, eller hurtige tilgivelse til barnet når det ikke er dit eget. 

Jeg personligt elsker min bonus.. Jeg har ikke formået at ligge låg på selvom jeg mange gange har sagt til mig selv at jeg burde.. Har haft flere omgange psykolog hjælp for at lære at acceptere at jeg bliver ked af det HVER gang der sker noget med bonus som bio mener jeg ikke skal deltage i for det er kun for de RIGTIGE forældre.. Her forsøger man som person at ligge afstand til barnet (uhensigtsmæssigt men det gør så ondt, så man vil beskytte sig selv for flere sårede følelser) Det gør ondt helt ind i hjertet..

Som jeg ville forestille mig det ville være som, hvis man gang på gang fik afvide man var en dårlig mor til eget barn og derfor kun måtte deltage i ting omkring barnet når far mente man egnede sig til det.. Uanset hvor meget man gjorde for barnet. 

Står man så samtidig med et barn som fra start eller op af tiden egentlig ikke vil have noget med en af gøre, så bliver det også sværere at kunne få den dybe kærlighed for barnet.  

Det hele er ikke så sort/hvidt. 

Bonusmødre skal finde sig i ting som man aldrig ville forvente en biomor skulle hvis de forsat havde boet sammen.. 

Anonym skriver:

Forskellen på et bonus og et adoptiv barn er jo det faktum at det er et fælles barn.. Det er et bonusbarn ikke. 

Og er du tit nok blevet banket i hovedet af bio at man skal huske man ikke er barnets mor, og man skal kende sin plads (uden at have en manual til dette) så ligger du automatisk en følelsesmæssig afstand for at beskytte sig selv. Herved kommer du muligvis aldrig til at elske børnene lige så højt, og det er jo også biologisk. Du har ikke den samme tålmodighed med, eller hurtige tilgivelse til barnet når det ikke er dit eget. 

Jeg personligt elsker min bonus.. Jeg har ikke formået at ligge låg på selvom jeg mange gange har sagt til mig selv at jeg burde.. Har haft flere omgange psykolog hjælp for at lære at acceptere at jeg bliver ked af det HVER gang der sker noget med bonus som bio mener jeg ikke skal deltage i for det er kun for de RIGTIGE forældre.. Her forsøger man som person at ligge afstand til barnet (uhensigtsmæssigt men det gør så ondt, så man vil beskytte sig selv for flere sårede følelser) Det gør ondt helt ind i hjertet..

Som jeg ville forestille mig det ville være som, hvis man gang på gang fik afvide man var en dårlig mor til eget barn og derfor kun måtte deltage i ting omkring barnet når far mente man egnede sig til det.. Uanset hvor meget man gjorde for barnet. 

Står man så samtidig med et barn som fra start eller op af tiden egentlig ikke vil have noget med en af gøre, så bliver det også sværere at kunne få den dybe kærlighed for barnet.  

Det hele er ikke så sort/hvidt. 

Bonusmødre skal finde sig i ting som man aldrig ville forvente en biomor skulle hvis de forsat havde boet sammen.. 

så fint skrevet- hvor er det bare rigtigt 

Anonym skriver:

Det er rigtig flot skrevet - og egentlig lige præcis der jeg vil hen... Overskud er det helt afgørende i en sådan situation. 

Jeg får lyst til at spørge (kun bonusmødre, papmødre, mands børns kæreste: 

Elsker I jeres bonusbørn lige så højt som jeres egne? 

Kan I føle jer helt 100 % jer selv, når I er sammen med bonus? 

Kan I putte sammen i sofa/ seng? 

Kan I kysse dem i hele ansigtet ( som jeg i hvert fald kan med mine egne ) 

Kan I gå i bad, mens de er i rummet? 

Må de komme ind på toilet, mens I sidder der? 

Kan I fortælle dem, at I elsker dem? 

Kan I falde helt i svime eller opleve oprigtig stolthed ? 

Hvordan føles det, når de er efter jeres bio børn? Eller på anden måde ikke opfører sig pænt? 

 

Ovenstående spørgsmål kan jeg vist selv svare nej til dem alle. 

Det er det jeg personligt synes er det hårdeste i en sammenbragt familie. At erkende/ acceptere at de bla de ting jeg nævner ikke er noget du kan med barnet - og hvordan er det så? 

Det er træls! Man føler sig ikke altid rigtig hjemme! Man afviser måske sine egne børn der står og hamrer på toiletdøren for at komme ind- eller beder sine børn gå ud fordi man har prøvet situationen før: man giver det ene barn lov- så kommer bonus  åh nej  hvad nu? Det er for mærkeligt! Hvordan forklarer man det?! Ej, du må ikke komme med herind.... Men Orla må gerne- han er jo min egen forstår du nok! 

 

Eller: Du ligger i sofaen med dit bio barn- den største kærlighed du har ( og den kan ingen altså tage fra dig) bonus kommer og vil ligge der også. Du bliver lidt stiv, det føles lidt forkert. Barnet er skønt / I har det fint sammen- men det her er måske grænsen- det er for intimt- din krop stritter imod- OG du kan INTET gøre for at lave det om...  Shit... Nå, du smutter i stedet ud( når der lige er gået 5 min) og skræller kartofler... 

Eller du råber farvel til dit bio barn og siger : jeg elsket dig. Bagved opdager du bonus. Du kan se barnet tænker over det. Men du kan IKKE få det over dine læber, når det er bonus du skal sige farvel til. I stedet giver du et knus og håber det er ok. 

Jeg vil bare sige: der er så mange aspekter i bonusmor- halløjet. Helt vildt. Dertil kommer kemi også- hvilken kemi er der mellem bonus mor og barn- det er jo ikke alle børn man synes lige godt om, når man fx tænker på ens børns legwkammerater, ens fætre/ kusiner- børn på vejen, børn i institutioner? Er vi ikke enige om det? 

Mig hør: ja- de voksne har ansvaret- MEN det er så dumt at tro, at voksne kan klare alt i en relation- det er ikke sandt. Nogle børn er bare skønnere end andre- og det ville da være fedt hvis alle bonusmødre kunne forgude deres bonusbørn, men sådan er det altså ikke altid 

Sådan er det bare- men skal vi så slå op med vores kæreste? Måske. Eller skal vi bare acceptere hinanden? Men uden at forvente at vi kommer til at elske? 

Bonusmor til 8 årig dreng, som aldrig har oplevet kernefamilien, kom ind i hans liv da han var 5, flyttet sammen med far og ham da han var næsten 6. 7/7 ordning, med Biomor, som virker meget mere laisez faire med opdragelse end os, men ellers har intet problem med mig, men de to forældre taler meget lidt sammen, men har ok styr på det praktiske. Mand og jeg har haft nogle gevaldige issues om diverse problemer der følger med at være i sammenbragt, og vi lever stadig i skyggen af dem. Bonus kan rigtigt godt lide mig, og ser og opfatter mig som forældre, og omtaler mig som bonusmor.

Far og jeg er ligeværdige i opdragelse, men der er forskel på hans respekt for os. Jeg kan ikke slække ret meget på min autoritet, før han opfatter mig som en voksen skolekammerat, og jeg skal sætte mig i respekt gang på gang. Sådan er det ikke med hans far. Det er jævnt belastende, for jeg er i bund og grund også en legende, impulsiv, skør, gakket person.. Det er jeg nødt til at skrue ned for omkring ham, for han mister hurtigt voksenrespekten for mig.. Hvilket er mega ærgerligt. Har små fælles.

dine spørgsmål:

Elsker I jeres bonusbørn lige så højt som jeres egne?

Nej.. Er selv delt barn helt fra lille, og min stedfar er min far, da min rigtige far ikke rigtigt var til stede da jeg var barn. Tænkte i starten af mit forhold, at jeg ville få samme slags nære forhold til bonus.. Jeg blev klogere, for med en mor der er der, og en 7/7 ordning, så er han fint dækket ind af mor... Og han har et piedestalagtigt forhold til hende, så det er lidt kompliceret for ham, når det kommer til berøring, kærtegn, og hengivenhed til mig.

Kan I føle jer helt 100 % jer selv, når I er sammen med bonus?

Nej, små subtile vibes, fornemmelser, handlinger fra bonus side gør, at jeg aldrig helt kan slappe helt af, og være helt mig selv. Men gør alt hvad jeg kan for at prøve, og det bliver langsomt bedre. Jeg har indført en til to aftener om ugen, hvor jeg er væk og først kommer hjem efter han er kommet i seng, det hjælper meget på mit overskud til ham.

Kan I putte sammen i sofa/ seng?

Ja, hvis bonus vil.. Men man ved aldrig om bonus vil. Den ene dag er han afvisende, den anden dag gider han godt putte. Så jeg er holdt op med at prøve, med mindre jeg har så meget overskud, at jeg forsøger at læse, hvor han er og enten gør mig tilgængelig og rækker både fysisk og nonverbalt ud efter ham og/eller holder en afvisning ud.

Kan I kysse dem i hele ansigtet ( som jeg i hvert fald kan med mine egne )

På ingen måde, det er kun for far, ligesom ægte varme knus kun er for far, og de to små... Jeg får et småstift halvkram.. Medmindre han af sig selv får lyst til at give mig et knus, så det ærligt og rart, men stadig lidt demonstrativt hårdt, så'en lidt bjørnekram givet mellem børn.

jeg kysser mine, og er nu begyndt at bøvle med tanker om, om han så gerne vil, vil jeg det? skal jeg lade være med at kysse på mine, når han er der. Lige som at sige jeg elsker dig til mine, hvad gør jeg når han er i nærheden, hvad siger jeg, hvis han spørger om jeg elsker ham..

Kan I gå i bad, mens de er i rummet?

ja og nej. Vores bad er for småt, og han er ved at være naturligt blufærdig, men var det større så ikke et problem. Han kommer ud og tisser når jeg er i bad. Jeg insisterer på at være naturlig i vores familie, samme er far.

Må de komme ind på toilet, mens I sidder der?

Ingen må komme ud, kun de små.. Jeg er for blufærdig og taburamt omkring toilet, mest med nr 2. Hvis ikke jeg havde været det, så fint.

Kan I fortælle dem, at I elsker dem?

jeg elsker ham ikke, men jeg holder af ham. Nogle gange meget, nogle gange lidt. 

Kan I falde helt i svime eller opleve oprigtig stolthed ?

falde i svime tror jeg ikke jeg gør mig i, men jeg kan godt blive stolt af ham. Specielt når han gør noget, han troede han ikke kunne, mest fordi han ikke bliver udfordret hos hans mor. Gør meget ud af at rose ham, men skal selvfølgelig ikke være tomme ord.

Hvordan føles det, når de er efter jeres bio børn? Eller på anden måde ikke opfører sig pænt?

han knuselsker sine småbrødre, som er brødre, ikke noget halvt eller lign her. Men hvis han var efter dem, så vil jeg opdrage på ham, som havde han været min egen. Jeg kan mærke jeg er mere stiks med ham, jeg er opmærksom på, at det kommer af at han ikke er min, og arbejder på det. men det handler også om, at han har nogle andre værdier og normer med sig fra moderen, end vi har. Og vores regler gælder, når han er her. Men han skal omstille sig hver gang han er her, hvilket er anstrengende for alle parter. 

Det er så kompliceret, jeg gad helt vildt godt at det ikke var, at det var som andre her, Sne tror jeg det er, som oprigtigt, går jeg ud fra, har et helt fantastisk forhold til sine. Jeg ville elske at det var så ukompliceret, at jeg kunne være helt mig selv, at kunne brænde igennem som den person jeg er, uden at han vil føle sig udenfor, overset, opfatte mig som legekammerat i stedet for voksenautoritet. Slappe helt af og gøre hvad jeg vil, ikke blive såret, når jeg kærligt stryger han over ryggen, og han akavet forsøger at undgå det. Jeg kunne blive ved.

Men jeg gør alt hvad jeg kan, for at det er så godt som muligt. Og når jeg brænder sammen, og ikke har mere, og ved jeg kommer til at sige ting jeg ikke bør eller må. Ja så tager jeg væk fra mit hjem, mine børn, min mand og går i flyverskjul hos andre, jeg forlader mit hjem og mine børn, fordi jeg ikke kan være mig selv, pga en andens barn. Det er til tider fucking hårdt at leve i. Og dem der ukærligt og dømmende siger: du viste hvad du gik ind til, der siger jeg: går af helvede til, for du ved ingenting! 

Cola Zero skriver:

Bonusmor til 8 årig dreng, som aldrig har oplevet kernefamilien, kom ind i hans liv da han var 5, flyttet sammen med far og ham da han var næsten 6. 7/7 ordning, med Biomor, som virker meget mere laisez faire med opdragelse end os, men ellers har intet problem med mig, men de to forældre taler meget lidt sammen, men har ok styr på det praktiske. Mand og jeg har haft nogle gevaldige issues om diverse problemer der følger med at være i sammenbragt, og vi lever stadig i skyggen af dem. Bonus kan rigtigt godt lide mig, og ser og opfatter mig som forældre, og omtaler mig som bonusmor.

Far og jeg er ligeværdige i opdragelse, men der er forskel på hans respekt for os. Jeg kan ikke slække ret meget på min autoritet, før han opfatter mig som en voksen skolekammerat, og jeg skal sætte mig i respekt gang på gang. Sådan er det ikke med hans far. Det er jævnt belastende, for jeg er i bund og grund også en legende, impulsiv, skør, gakket person.. Det er jeg nødt til at skrue ned for omkring ham, for han mister hurtigt voksenrespekten for mig.. Hvilket er mega ærgerligt. Har små fælles.

dine spørgsmål:

Elsker I jeres bonusbørn lige så højt som jeres egne?

Nej.. Er selv delt barn helt fra lille, og min stedfar er min far, da min rigtige far ikke rigtigt var til stede da jeg var barn. Tænkte i starten af mit forhold, at jeg ville få samme slags nære forhold til bonus.. Jeg blev klogere, for med en mor der er der, og en 7/7 ordning, så er han fint dækket ind af mor... Og han har et piedestalagtigt forhold til hende, så det er lidt kompliceret for ham, når det kommer til berøring, kærtegn, og hengivenhed til mig.

Kan I føle jer helt 100 % jer selv, når I er sammen med bonus?

Nej, små subtile vibes, fornemmelser, handlinger fra bonus side gør, at jeg aldrig helt kan slappe helt af, og være helt mig selv. Men gør alt hvad jeg kan for at prøve, og det bliver langsomt bedre. Jeg har indført en til to aftener om ugen, hvor jeg er væk og først kommer hjem efter han er kommet i seng, det hjælper meget på mit overskud til ham.

Kan I putte sammen i sofa/ seng?

Ja, hvis bonus vil.. Men man ved aldrig om bonus vil. Den ene dag er han afvisende, den anden dag gider han godt putte. Så jeg er holdt op med at prøve, med mindre jeg har så meget overskud, at jeg forsøger at læse, hvor han er og enten gør mig tilgængelig og rækker både fysisk og nonverbalt ud efter ham og/eller holder en afvisning ud.

Kan I kysse dem i hele ansigtet ( som jeg i hvert fald kan med mine egne )

På ingen måde, det er kun for far, ligesom ægte varme knus kun er for far, og de to små... Jeg får et småstift halvkram.. Medmindre han af sig selv får lyst til at give mig et knus, så det ærligt og rart, men stadig lidt demonstrativt hårdt, så'en lidt bjørnekram givet mellem børn.

jeg kysser mine, og er nu begyndt at bøvle med tanker om, om han så gerne vil, vil jeg det? skal jeg lade være med at kysse på mine, når han er der. Lige som at sige jeg elsker dig til mine, hvad gør jeg når han er i nærheden, hvad siger jeg, hvis han spørger om jeg elsker ham..

Kan I gå i bad, mens de er i rummet?

ja og nej. Vores bad er for småt, og han er ved at være naturligt blufærdig, men var det større så ikke et problem. Han kommer ud og tisser når jeg er i bad. Jeg insisterer på at være naturlig i vores familie, samme er far.

Må de komme ind på toilet, mens I sidder der?

Ingen må komme ud, kun de små.. Jeg er for blufærdig og taburamt omkring toilet, mest med nr 2. Hvis ikke jeg havde været det, så fint.

Kan I fortælle dem, at I elsker dem?

jeg elsker ham ikke, men jeg holder af ham. Nogle gange meget, nogle gange lidt. 

Kan I falde helt i svime eller opleve oprigtig stolthed ?

falde i svime tror jeg ikke jeg gør mig i, men jeg kan godt blive stolt af ham. Specielt når han gør noget, han troede han ikke kunne, mest fordi han ikke bliver udfordret hos hans mor. Gør meget ud af at rose ham, men skal selvfølgelig ikke være tomme ord.

Hvordan føles det, når de er efter jeres bio børn? Eller på anden måde ikke opfører sig pænt?

han knuselsker sine småbrødre, som er brødre, ikke noget halvt eller lign her. Men hvis han var efter dem, så vil jeg opdrage på ham, som havde han været min egen. Jeg kan mærke jeg er mere stiks med ham, jeg er opmærksom på, at det kommer af at han ikke er min, og arbejder på det. men det handler også om, at han har nogle andre værdier og normer med sig fra moderen, end vi har. Og vores regler gælder, når han er her. Men han skal omstille sig hver gang han er her, hvilket er anstrengende for alle parter. 

Det er så kompliceret, jeg gad helt vildt godt at det ikke var, at det var som andre her, Sne tror jeg det er, som oprigtigt, går jeg ud fra, har et helt fantastisk forhold til sine. Jeg ville elske at det var så ukompliceret, at jeg kunne være helt mig selv, at kunne brænde igennem som den person jeg er, uden at han vil føle sig udenfor, overset, opfatte mig som legekammerat i stedet for voksenautoritet. Slappe helt af og gøre hvad jeg vil, ikke blive såret, når jeg kærligt stryger han over ryggen, og han akavet forsøger at undgå det. Jeg kunne blive ved.

Men jeg gør alt hvad jeg kan, for at det er så godt som muligt. Og når jeg brænder sammen, og ikke har mere, og ved jeg kommer til at sige ting jeg ikke bør eller må. Ja så tager jeg væk fra mit hjem, mine børn, min mand og går i flyverskjul hos andre, jeg forlader mit hjem og mine børn, fordi jeg ikke kan være mig selv, pga en andens barn. Det er til tider fucking hårdt at leve i. Og dem der ukærligt og dømmende siger: du viste hvad du gik ind til, der siger jeg: går af helvede til, for du ved ingenting! 

Tak  jeg kan genkende så meget !!

Cola Zero skriver:

Bonusmor til 8 årig dreng, som aldrig har oplevet kernefamilien, kom ind i hans liv da han var 5, flyttet sammen med far og ham da han var næsten 6. 7/7 ordning, med Biomor, som virker meget mere laisez faire med opdragelse end os, men ellers har intet problem med mig, men de to forældre taler meget lidt sammen, men har ok styr på det praktiske. Mand og jeg har haft nogle gevaldige issues om diverse problemer der følger med at være i sammenbragt, og vi lever stadig i skyggen af dem. Bonus kan rigtigt godt lide mig, og ser og opfatter mig som forældre, og omtaler mig som bonusmor.

Far og jeg er ligeværdige i opdragelse, men der er forskel på hans respekt for os. Jeg kan ikke slække ret meget på min autoritet, før han opfatter mig som en voksen skolekammerat, og jeg skal sætte mig i respekt gang på gang. Sådan er det ikke med hans far. Det er jævnt belastende, for jeg er i bund og grund også en legende, impulsiv, skør, gakket person.. Det er jeg nødt til at skrue ned for omkring ham, for han mister hurtigt voksenrespekten for mig.. Hvilket er mega ærgerligt. Har små fælles.

dine spørgsmål:

Elsker I jeres bonusbørn lige så højt som jeres egne?

Nej.. Er selv delt barn helt fra lille, og min stedfar er min far, da min rigtige far ikke rigtigt var til stede da jeg var barn. Tænkte i starten af mit forhold, at jeg ville få samme slags nære forhold til bonus.. Jeg blev klogere, for med en mor der er der, og en 7/7 ordning, så er han fint dækket ind af mor... Og han har et piedestalagtigt forhold til hende, så det er lidt kompliceret for ham, når det kommer til berøring, kærtegn, og hengivenhed til mig.

Kan I føle jer helt 100 % jer selv, når I er sammen med bonus?

Nej, små subtile vibes, fornemmelser, handlinger fra bonus side gør, at jeg aldrig helt kan slappe helt af, og være helt mig selv. Men gør alt hvad jeg kan for at prøve, og det bliver langsomt bedre. Jeg har indført en til to aftener om ugen, hvor jeg er væk og først kommer hjem efter han er kommet i seng, det hjælper meget på mit overskud til ham.

Kan I putte sammen i sofa/ seng?

Ja, hvis bonus vil.. Men man ved aldrig om bonus vil. Den ene dag er han afvisende, den anden dag gider han godt putte. Så jeg er holdt op med at prøve, med mindre jeg har så meget overskud, at jeg forsøger at læse, hvor han er og enten gør mig tilgængelig og rækker både fysisk og nonverbalt ud efter ham og/eller holder en afvisning ud.

Kan I kysse dem i hele ansigtet ( som jeg i hvert fald kan med mine egne )

På ingen måde, det er kun for far, ligesom ægte varme knus kun er for far, og de to små... Jeg får et småstift halvkram.. Medmindre han af sig selv får lyst til at give mig et knus, så det ærligt og rart, men stadig lidt demonstrativt hårdt, så'en lidt bjørnekram givet mellem børn.

jeg kysser mine, og er nu begyndt at bøvle med tanker om, om han så gerne vil, vil jeg det? skal jeg lade være med at kysse på mine, når han er der. Lige som at sige jeg elsker dig til mine, hvad gør jeg når han er i nærheden, hvad siger jeg, hvis han spørger om jeg elsker ham..

Kan I gå i bad, mens de er i rummet?

ja og nej. Vores bad er for småt, og han er ved at være naturligt blufærdig, men var det større så ikke et problem. Han kommer ud og tisser når jeg er i bad. Jeg insisterer på at være naturlig i vores familie, samme er far.

Må de komme ind på toilet, mens I sidder der?

Ingen må komme ud, kun de små.. Jeg er for blufærdig og taburamt omkring toilet, mest med nr 2. Hvis ikke jeg havde været det, så fint.

Kan I fortælle dem, at I elsker dem?

jeg elsker ham ikke, men jeg holder af ham. Nogle gange meget, nogle gange lidt. 

Kan I falde helt i svime eller opleve oprigtig stolthed ?

falde i svime tror jeg ikke jeg gør mig i, men jeg kan godt blive stolt af ham. Specielt når han gør noget, han troede han ikke kunne, mest fordi han ikke bliver udfordret hos hans mor. Gør meget ud af at rose ham, men skal selvfølgelig ikke være tomme ord.

Hvordan føles det, når de er efter jeres bio børn? Eller på anden måde ikke opfører sig pænt?

han knuselsker sine småbrødre, som er brødre, ikke noget halvt eller lign her. Men hvis han var efter dem, så vil jeg opdrage på ham, som havde han været min egen. Jeg kan mærke jeg er mere stiks med ham, jeg er opmærksom på, at det kommer af at han ikke er min, og arbejder på det. men det handler også om, at han har nogle andre værdier og normer med sig fra moderen, end vi har. Og vores regler gælder, når han er her. Men han skal omstille sig hver gang han er her, hvilket er anstrengende for alle parter. 

Det er så kompliceret, jeg gad helt vildt godt at det ikke var, at det var som andre her, Sne tror jeg det er, som oprigtigt, går jeg ud fra, har et helt fantastisk forhold til sine. Jeg ville elske at det var så ukompliceret, at jeg kunne være helt mig selv, at kunne brænde igennem som den person jeg er, uden at han vil føle sig udenfor, overset, opfatte mig som legekammerat i stedet for voksenautoritet. Slappe helt af og gøre hvad jeg vil, ikke blive såret, når jeg kærligt stryger han over ryggen, og han akavet forsøger at undgå det. Jeg kunne blive ved.

Men jeg gør alt hvad jeg kan, for at det er så godt som muligt. Og når jeg brænder sammen, og ikke har mere, og ved jeg kommer til at sige ting jeg ikke bør eller må. Ja så tager jeg væk fra mit hjem, mine børn, min mand og går i flyverskjul hos andre, jeg forlader mit hjem og mine børn, fordi jeg ikke kan være mig selv, pga en andens barn. Det er til tider fucking hårdt at leve i. Og dem der ukærligt og dømmende siger: du viste hvad du gik ind til, der siger jeg: går af helvede til, for du ved ingenting! 

Den der med at tage væk, kender jeg bare godt. Det gør jeg ikke længere, for det hele er mere harmonisk, nu hvor hun er ældre. 

Men jeg skred faktisk... Rigtig ofte. Og i stedet for at tale om det på en ordentlig måde, mig og min mand, skændtes vi om det. 

Set i bakspejlet skulle det jo bare ha været helt ok at smutte engang imellem, lige for at få luft. Det havde alle været bedre tjent med..

det nytter bare overhovedet ikke noget at dunke sig selv i hovedet- eller blive dunket i hovedet. 

Jeg ville personligt få meget mere ud af, at folk spurgte interesseret ind til de ting der er svært. Måske forsøgte at sætte sig ind i det at bo med en eller flere, hvor man ikke kan føle sig helt sig selv. Ja, man kan bare smutte. Men måske har man ikke lyst til det. Måske er man utrolig glad for manden og barnet og ja hele familien, men det betyder ikke, at det hele er rosenrødt. 

Det kan ikke passe at man er nødt til at svare ja til alle de spørgmsål for at være god nok 

Anonym skriver:

Den der med at tage væk, kender jeg bare godt. Det gør jeg ikke længere, for det hele er mere harmonisk, nu hvor hun er ældre. 

Men jeg skred faktisk... Rigtig ofte. Og i stedet for at tale om det på en ordentlig måde, mig og min mand, skændtes vi om det. 

Set i bakspejlet skulle det jo bare ha været helt ok at smutte engang imellem, lige for at få luft. Det havde alle været bedre tjent med..

det nytter bare overhovedet ikke noget at dunke sig selv i hovedet- eller blive dunket i hovedet. 

Jeg ville personligt få meget mere ud af, at folk spurgte interesseret ind til de ting der er svært. Måske forsøgte at sætte sig ind i det at bo med en eller flere, hvor man ikke kan føle sig helt sig selv. Ja, man kan bare smutte. Men måske har man ikke lyst til det. Måske er man utrolig glad for manden og barnet og ja hele familien, men det betyder ikke, at det hele er rosenrødt. 

Det kan ikke passe at man er nødt til at svare ja til alle de spørgmsål for at være god nok 

Det skal man heller ikke! I min optik "er man god nok" så længe man prøver og opfører sig ordenligt som en voksen bør gøre over for børn - lige megethvor fucking lorte irriterende de er (og det ER børn bare nogle gange - bio som bonus). Man kan og skal ikke tvinge nogle følelser ned over nogle, og slet ikke ift til andres børn. Er ret sikker på det så bare har modsat effekt på sigt. 

Jeg har også haft dage/aftner hvor jeg har måtte søge væk .. Har det stadigvæk fra tid til anden, men slet ikke som i starten hvor vi alle skulle vænne os til familiekonstellationen der hed "sammenbragt familie". 

Jeg har skændtes så det bragede med min mand, typisk for at læsse af for alle mine følelser. Alle de følelser som kommer i spil, og man simpelthen ikke aner hvor man skal putte hen eller stille op med dem. Det er rocker hårdt! Primært kom de følelser fra mig, af biomor, ting hun havde sagt indirekte som direkte til enten børnene eller min mand over SMS. I starten ville hun meget gerne bestemme/pisse territorie af (som jeg desværre tænker er normal adfærd for biomødre) hvordan tingene skulle foregår hos os, hvad pigerne måtte/ikke måtte og især - hvem der var deres familie .. For det var mig og min datter IHVERTFALD IKKE! Denne mening har hun så stadigvæk, men den dag idag kan jeg virkelig ikke tage mig mindre af al hendes l... 

Jeg har lært at lukke af for det meste, og handle efter hvad der er bedst for børnene og deres velbefindende herhjemme (og andre steder såsom skolen osv) Har de lyst til at kalde mig bonusmor - så er det bare det de gør (selvom biomor har det stramt med det). Dog har min ene bonuspige spurgt mig 1-2 gange, om hun ikke bare har måtte kalde mig for mor - for det var altså bare nemmere for hende oppe i hendes hoved. Men der sagde jeg at jeg godt kunne forstå at det var svært at navigere rundt i, og jeg godt kunne forstå hendes behov for det, men at hun jo havde en rigtig mor og som havde mor-titlen. Udelukkende fordi jeg ved at det ville gøre rigtig ondt på biomor, og jeg syntes at den "titel/ret" er forbeholdt hende - ligemeget hvilken opførsel hun ligger for dagen over for mig og min mand :-) 

Og ærligt så har jeg ikke så meget til overs mere for biomor og hendes følelser i det her. Havde hun udvist den samme respekt og modenhed som man bør/burde gøre, så jo! Så havde hun haft den lige på stedet, og jeg ville mere end gerne rådføre mig med stort set alt ifl hende. Men hun er på ingen måder den respekt værdig, og formår ikke på nogen måde at være konstruktiv i sin væremåde over for de piger ift at være en sammenbragt familie (hvilket jeg mener biomor er lige så stor del af, som vi er - min mand og jeg) med den opførsel hun har lagt for dagen siden dag 1. 

Udfra min optik, så er man 3 eller 4 (4, hvis biomor også har en partner) til at bære det hele og for at det hele skal gå op i en højere enhed og skabe et så solidt liv for de børn som er indblandet overhoved muligt. Man er ikke kun de to som har valgt at blive kærester, og skabe et familieliv - det er man mange flere om, ja faktisk alle dem som er i kontakt med børnene. 

Rauw skriver:

Hvis man er dybt uenig og synes at det som en ts vil ha ret i, er dybt godnat så kan man jo ikke bare sig jo og selfølgelig er det da en skide god ide bare fordi det er en bonusmor(hvor jeg dog hader det ord, hun er en fars kæreste, ikke en mor). For nej. Tit og ofte (men bestemt ikke altid) er fars kæreste lidt ude af takt med virkeligheden. Og de opdager det først når de får deres egne børn og selv er mødre og ser at ups, sådan gør man måske ikke lige mod børn. 

Der er nok mange af os bonusmødre der har børn i forvejen, og ved hvordan man ellers passer på børn, dine eller mine. 

Syns det er hårdt at være "mor" på den måde, at man kun duer inde for husets 4 vægge men ellers er man intet værd. 

Jeg har knoklet for at blive accepteret som mig, og som den ekstra voksne jeg også er, men det er bare ikke nemt. Og her burde biomor tænke sig om, for det er hendes guld jeg passer på i vores uger, og det gør jeg lige som jeg passer på mine egne børn, der er skam ingen forskel. 

Jeg har endda haft bonusbørn alene en weekend, hvor far var ude og rejse og bio mor ikke havde tid, se der var bonus mor god nok, men kan da godt bli træt af, at det kun er når hun syntes det! Brug og smid væk kulturen er virkelig gældende i mit tilfælde! Og ellers kan jeg blive kaldt snop, arogant, kold og rigtig mange andre ting - super når bonus børn høre det, styrker virkeligt forholdet. Og når hun så også begynder at tale grimt om mine piger... Tja så bliver jeg mopset, men har altid smilet og budt velkommen ja hun har endda fået en guided tur i hele huset, nysgerrig som hun er. 

så gider ikke høre på at vi bonusmødre ikke stiller fuldt op for vores bonusbørn, for det gør vi. Det er nok mere bio mor der har et problem med at vi prøver på at få et godt venskab til børnene. 

Vi ved jo godt at kærligheden til mor og far aldrig vil blive den samme, som til os, og det skal den heller ikke. Vi prøver ikke på at få første pladsen i barnets hjerte, men vi gør et kæmpe forsøg for at få vores sammenbragte familie til at fungere, og det er ikke nemt. Så hvis bio mor ville blande sig en smule udenom hvad der sker hos os, så ville det bare være skønt! Så kunne vi slappe af og få mere overskud til alle børn og det fortjener de.