Tendens til at pege fingre af bonusmødre?

Anonym skriver:

Det er rigtig flot skrevet - og egentlig lige præcis der jeg vil hen... Overskud er det helt afgørende i en sådan situation. 

Jeg får lyst til at spørge (kun bonusmødre, papmødre, mands børns kæreste: 

Elsker I jeres bonusbørn lige så højt som jeres egne? 

Kan I føle jer helt 100 % jer selv, når I er sammen med bonus? 

Kan I putte sammen i sofa/ seng? 

Kan I kysse dem i hele ansigtet ( som jeg i hvert fald kan med mine egne ) 

Kan I gå i bad, mens de er i rummet? 

Må de komme ind på toilet, mens I sidder der? 

Kan I fortælle dem, at I elsker dem? 

Kan I falde helt i svime eller opleve oprigtig stolthed ? 

Hvordan føles det, når de er efter jeres bio børn? Eller på anden måde ikke opfører sig pænt? 

 

Ovenstående spørgsmål kan jeg vist selv svare nej til dem alle. 

Det er det jeg personligt synes er det hårdeste i en sammenbragt familie. At erkende/ acceptere at de bla de ting jeg nævner ikke er noget du kan med barnet - og hvordan er det så? 

Det er træls! Man føler sig ikke altid rigtig hjemme! Man afviser måske sine egne børn der står og hamrer på toiletdøren for at komme ind- eller beder sine børn gå ud fordi man har prøvet situationen før: man giver det ene barn lov- så kommer bonus  åh nej  hvad nu? Det er for mærkeligt! Hvordan forklarer man det?! Ej, du må ikke komme med herind.... Men Orla må gerne- han er jo min egen forstår du nok! 

 

Eller: Du ligger i sofaen med dit bio barn- den største kærlighed du har ( og den kan ingen altså tage fra dig) bonus kommer og vil ligge der også. Du bliver lidt stiv, det føles lidt forkert. Barnet er skønt / I har det fint sammen- men det her er måske grænsen- det er for intimt- din krop stritter imod- OG du kan INTET gøre for at lave det om...  Shit... Nå, du smutter i stedet ud( når der lige er gået 5 min) og skræller kartofler... 

Eller du råber farvel til dit bio barn og siger : jeg elsket dig. Bagved opdager du bonus. Du kan se barnet tænker over det. Men du kan IKKE få det over dine læber, når det er bonus du skal sige farvel til. I stedet giver du et knus og håber det er ok. 

Jeg vil bare sige: der er så mange aspekter i bonusmor- halløjet. Helt vildt. Dertil kommer kemi også- hvilken kemi er der mellem bonus mor og barn- det er jo ikke alle børn man synes lige godt om, når man fx tænker på ens børns legwkammerater, ens fætre/ kusiner- børn på vejen, børn i institutioner? Er vi ikke enige om det? 

Mig hør: ja- de voksne har ansvaret- MEN det er så dumt at tro, at voksne kan klare alt i en relation- det er ikke sandt. Nogle børn er bare skønnere end andre- og det ville da være fedt hvis alle bonusmødre kunne forgude deres bonusbørn, men sådan er det altså ikke altid 

Sådan er det bare- men skal vi så slå op med vores kæreste? Måske. Eller skal vi bare acceptere hinanden? Men uden at forvente at vi kommer til at elske? 

Præcis det var nøjagtig de ting jeg ville have skrevet som du har skrevet her 

Så tak for det - befriende endelig at se nogen sætte ord på det  det er bare så trist man er nødt til at gemme sig bag anonymitet ligesom jeg selv, for at undgå hetz. 

Anonym skriver:

Det er rigtig flot skrevet - og egentlig lige præcis der jeg vil hen... Overskud er det helt afgørende i en sådan situation. 

Jeg får lyst til at spørge (kun bonusmødre, papmødre, mands børns kæreste: 

Elsker I jeres bonusbørn lige så højt som jeres egne? 

Kan I føle jer helt 100 % jer selv, når I er sammen med bonus? 

Kan I putte sammen i sofa/ seng? 

Kan I kysse dem i hele ansigtet ( som jeg i hvert fald kan med mine egne ) 

Kan I gå i bad, mens de er i rummet? 

Må de komme ind på toilet, mens I sidder der? 

Kan I fortælle dem, at I elsker dem? 

Kan I falde helt i svime eller opleve oprigtig stolthed ? 

Hvordan føles det, når de er efter jeres bio børn? Eller på anden måde ikke opfører sig pænt? 

 

Ovenstående spørgsmål kan jeg vist selv svare nej til dem alle. 

Det er det jeg personligt synes er det hårdeste i en sammenbragt familie. At erkende/ acceptere at de bla de ting jeg nævner ikke er noget du kan med barnet - og hvordan er det så? 

Det er træls! Man føler sig ikke altid rigtig hjemme! Man afviser måske sine egne børn der står og hamrer på toiletdøren for at komme ind- eller beder sine børn gå ud fordi man har prøvet situationen før: man giver det ene barn lov- så kommer bonus  åh nej  hvad nu? Det er for mærkeligt! Hvordan forklarer man det?! Ej, du må ikke komme med herind.... Men Orla må gerne- han er jo min egen forstår du nok! 

 

Eller: Du ligger i sofaen med dit bio barn- den største kærlighed du har ( og den kan ingen altså tage fra dig) bonus kommer og vil ligge der også. Du bliver lidt stiv, det føles lidt forkert. Barnet er skønt / I har det fint sammen- men det her er måske grænsen- det er for intimt- din krop stritter imod- OG du kan INTET gøre for at lave det om...  Shit... Nå, du smutter i stedet ud( når der lige er gået 5 min) og skræller kartofler... 

Eller du råber farvel til dit bio barn og siger : jeg elsket dig. Bagved opdager du bonus. Du kan se barnet tænker over det. Men du kan IKKE få det over dine læber, når det er bonus du skal sige farvel til. I stedet giver du et knus og håber det er ok. 

Jeg vil bare sige: der er så mange aspekter i bonusmor- halløjet. Helt vildt. Dertil kommer kemi også- hvilken kemi er der mellem bonus mor og barn- det er jo ikke alle børn man synes lige godt om, når man fx tænker på ens børns legwkammerater, ens fætre/ kusiner- børn på vejen, børn i institutioner? Er vi ikke enige om det? 

Mig hør: ja- de voksne har ansvaret- MEN det er så dumt at tro, at voksne kan klare alt i en relation- det er ikke sandt. Nogle børn er bare skønnere end andre- og det ville da være fedt hvis alle bonusmødre kunne forgude deres bonusbørn, men sådan er det altså ikke altid 

Sådan er det bare- men skal vi så slå op med vores kæreste? Måske. Eller skal vi bare acceptere hinanden? Men uden at forvente at vi kommer til at elske? 

Jeg fik bonus barn før jeg selv blev mor, jeg knuselskede ham som man gør som 18 årig der er vild med børn, jeg puttede med ham, hele min verden drejede sig om ham, jeg lavede børnefødselsdag, fastelavns kostumer, brugte alle mine penge på gaver, han var med på toilettet, gik i bad sammen osv. Og jeg var ikke et sekund i tvivl om der ikke vil være forskel på kærligheden til ham og et kommende barn. Og jeg blev snydt, blev mor og det var bare noget andet, som du rammende beskriver var intimitetsgrænsen et andet sted, jeg kunne mærke kærligheden helt fysisk, når hun slog sig fik jeg ondt, når hun græd var jeg ved at græde osv. Vi var forbundet på en eller magisknog uforklarlig måde. 

Jeg vil stadig påstod jeg elskede den lille dreng mere end jeg kan forklare, han var mit centrum, jeg ville gå gennem ild og vand for ham, jeg ville tilsidesætte alt også mig selv for ham. Men det var ikke den der magiske morkærlighed som var uden krav, det var en kærlighed til netop ham som menneske, jeg elskede den han var og ikke bare fordi han var. Mine børn elsker jeg bare fordi de er. Men han var min første store kærlighed, tror såmænd jeg var mere forelsket i ham end i faren  men det er en anden kærlighed og forskellen er svær at definere, men den er der. 

Anonym skriver:

Det er rigtig flot skrevet - og egentlig lige præcis der jeg vil hen... Overskud er det helt afgørende i en sådan situation. 

Jeg får lyst til at spørge (kun bonusmødre, papmødre, mands børns kæreste: 

Elsker I jeres bonusbørn lige så højt som jeres egne? 

Kan I føle jer helt 100 % jer selv, når I er sammen med bonus? 

Kan I putte sammen i sofa/ seng? 

Kan I kysse dem i hele ansigtet ( som jeg i hvert fald kan med mine egne ) 

Kan I gå i bad, mens de er i rummet? 

Må de komme ind på toilet, mens I sidder der? 

Kan I fortælle dem, at I elsker dem? 

Kan I falde helt i svime eller opleve oprigtig stolthed ? 

Hvordan føles det, når de er efter jeres bio børn? Eller på anden måde ikke opfører sig pænt? 

 

Ovenstående spørgsmål kan jeg vist selv svare nej til dem alle. 

Det er det jeg personligt synes er det hårdeste i en sammenbragt familie. At erkende/ acceptere at de bla de ting jeg nævner ikke er noget du kan med barnet - og hvordan er det så? 

Det er træls! Man føler sig ikke altid rigtig hjemme! Man afviser måske sine egne børn der står og hamrer på toiletdøren for at komme ind- eller beder sine børn gå ud fordi man har prøvet situationen før: man giver det ene barn lov- så kommer bonus  åh nej  hvad nu? Det er for mærkeligt! Hvordan forklarer man det?! Ej, du må ikke komme med herind.... Men Orla må gerne- han er jo min egen forstår du nok! 

 

Eller: Du ligger i sofaen med dit bio barn- den største kærlighed du har ( og den kan ingen altså tage fra dig) bonus kommer og vil ligge der også. Du bliver lidt stiv, det føles lidt forkert. Barnet er skønt / I har det fint sammen- men det her er måske grænsen- det er for intimt- din krop stritter imod- OG du kan INTET gøre for at lave det om...  Shit... Nå, du smutter i stedet ud( når der lige er gået 5 min) og skræller kartofler... 

Eller du råber farvel til dit bio barn og siger : jeg elsket dig. Bagved opdager du bonus. Du kan se barnet tænker over det. Men du kan IKKE få det over dine læber, når det er bonus du skal sige farvel til. I stedet giver du et knus og håber det er ok. 

Jeg vil bare sige: der er så mange aspekter i bonusmor- halløjet. Helt vildt. Dertil kommer kemi også- hvilken kemi er der mellem bonus mor og barn- det er jo ikke alle børn man synes lige godt om, når man fx tænker på ens børns legwkammerater, ens fætre/ kusiner- børn på vejen, børn i institutioner? Er vi ikke enige om det? 

Mig hør: ja- de voksne har ansvaret- MEN det er så dumt at tro, at voksne kan klare alt i en relation- det er ikke sandt. Nogle børn er bare skønnere end andre- og det ville da være fedt hvis alle bonusmødre kunne forgude deres bonusbørn, men sådan er det altså ikke altid 

Sådan er det bare- men skal vi så slå op med vores kæreste? Måske. Eller skal vi bare acceptere hinanden? Men uden at forvente at vi kommer til at elske? 

Jeg får ondt i maven når jeg læser dit indlæg.

Stakkels lille bonusbarn der elsker dig nok til at det gerne vil putte med dig at det gerne vil høre ordene jeg elsker dig fra din mund.

Jeg tror heldigvis ikke på at alle har det sådan for så er det ikke til at bære at tænke på f.eks adoptivbørn.

Jeg er selv vokset op som bonusbarnet og havde en rædselsfuld barndom 

Meget blev ødelagt men heldigvis ikke min evne til at elske andre børn end mine egne. 

Anonym skriver:

Jeg får ondt i maven når jeg læser dit indlæg.

Stakkels lille bonusbarn der elsker dig nok til at det gerne vil putte med dig at det gerne vil høre ordene jeg elsker dig fra din mund.

Jeg tror heldigvis ikke på at alle har det sådan for så er det ikke til at bære at tænke på f.eks adoptivbørn.

Jeg er selv vokset op som bonusbarnet og havde en rædselsfuld barndom 

Meget blev ødelagt men heldigvis ikke min evne til at elske andre børn end mine egne. 

Jeg er ked af at du har haft så hård en barndom. Og jeg er sikker på det også er derfor du reagerer som du gør. 

Jeg mener bare ikke at det er afgørende at man ligefrem elsker sit bonusbarn på lige fod med ens egne. Og det kan altså ikke undgåes at komme til udtryk, bla ved de ting jeg nævner. 

Nu nævner jeg kun lige det der kan være svært- men der er da masser af solskinshistorier også. Rigtig mange. Jeg synes ikke der er noget forkert i følelser- heller ikke at signalere at følelser er forskellige - det har børn godt af at lære.. 

Jeg ville egentlig finde det underligt, hvis min datter fik en bonusmor, som med et elskede hende som sine egne- jeg ville simpelthen ikke tro på hende, hvis hun sagde det  ej hvor skørt- det er jo mit barn 

det handler da også om hvornår man lærer barnet at kende. Jeg tror da helt sikkert det er af stor betydning om barnet er 1 år eller er 9 år når man mødes... Og om der er en mor eller ej og om hvor meget denne mor er i billedet ( forhåbentligt mest) 

Elsker I jeres bonusbørn lige så højt som jeres egne? Jeg har to biologiske døtre og så har jeg to on the side, som jeg både omtaler og behandler som mine egne - i hjemmet, offentlig og i hjertet.

 Og ja, jeg elsker dem alle sammen, men på hver deres måde. Jeg elsker dem alle sammen lige højt, hvis det skal stilles sådan op, men hvordan de bliver elsket er styret af deres personlighed og den relation vi har hver især. Hvilket jeg vil mene er ganske naturligt i en relation til et andet menneske - børn eller ej. 

Kan I føle jer helt 100 % jer selv, når I er sammen med bonus? Ja.

Kan I putte sammen i sofa/ seng? Ja .. Har sovet sammen mange gange, om morgenen kommer alle børn altid ind og putter indtil vi står op. 

Kan I kysse dem i hele ansigtet ( som jeg i hvert fald kan med mine egne ) Ja, også selvom kys lige pt "er mega klamt" :-P og for pattebørn, hvis man spørger vores de store piger. Men når de skal puttes til natten, syntes de alligevel det er hyggeligt. 

Kan I gå i bad, mens de er i rummet? Ja, har sågar også været i bad MED dem op til flere gange.. uhu! 

Må de komme ind på toilet, mens I sidder der? Hvis jeg husker det, låser jeg altid døren .. Men det er mere for fredens skyld :-D for alle børn! Haha. Det er sgu det eneste sted, hvor jeg bare har 5 min. ro uden spørgsmål eller nogen der hænger mig om halsen. Men som sagt, er det ikke altid jeg får låst døren og har både haft snakke om hvorfor jeg har ble på (alm menstruationsbind) hvorfor man bløder, og hvor meget en voksen kan tisse 

Kan I fortælle dem, at I elsker dem? Uden at blinke, ja. 

Kan I falde helt i svime eller opleve oprigtig stolthed ? Så sent som sidste lørdag til Rasmus Seebach koncert, blev jeg helt rørt over hvor meget glæde, skrig og smil som kom ud af vores tre piger, da Ralle kom på scenen. Så ja - det kan jeg. Er også stolt, når jeg kan se hvordan de feks opfører sig på en legeplads over for andre, når det er ting som kommer hjemmefra feks. 

Hvordan føles det, når de er efter jeres bio børn? Eller på anden måde ikke opfører sig pænt? Ikke anderledes, end hvis det er den anden vej rundt. 

lineog4 skriver:

Jeg fik bonus barn før jeg selv blev mor, jeg knuselskede ham som man gør som 18 årig der er vild med børn, jeg puttede med ham, hele min verden drejede sig om ham, jeg lavede børnefødselsdag, fastelavns kostumer, brugte alle mine penge på gaver, han var med på toilettet, gik i bad sammen osv. Og jeg var ikke et sekund i tvivl om der ikke vil være forskel på kærligheden til ham og et kommende barn. Og jeg blev snydt, blev mor og det var bare noget andet, som du rammende beskriver var intimitetsgrænsen et andet sted, jeg kunne mærke kærligheden helt fysisk, når hun slog sig fik jeg ondt, når hun græd var jeg ved at græde osv. Vi var forbundet på en eller magisknog uforklarlig måde. 

Jeg vil stadig påstod jeg elskede den lille dreng mere end jeg kan forklare, han var mit centrum, jeg ville gå gennem ild og vand for ham, jeg ville tilsidesætte alt også mig selv for ham. Men det var ikke den der magiske morkærlighed som var uden krav, det var en kærlighed til netop ham som menneske, jeg elskede den han var og ikke bare fordi han var. Mine børn elsker jeg bare fordi de er. Men han var min første store kærlighed, tror såmænd jeg var mere forelsket i ham end i faren  men det er en anden kærlighed og forskellen er svær at definere, men den er der. 

Jeg kan sagtens sætte mig ind i den kærlighed... 

Og jeg tror det gør en kæmpe stor forskel at der ikke var en mor, at han lyder til at være lille, at du ingen børn havde i forvejen - altså slet intet at sammenligne med. Man kan dælme da elske andres børn - selvfølgelig kan man det- men det kommer Så meget an på situationen og de forhold der er omkring barnet/ faderen/ bedsteforældre/ ens egne børn osv 

Jeg følte en enorm beskyttertrang mod eget barn- bonus var ikke så sød ved hende. Hun var mindre, havde det svært med ændringen i familien - der blev gjort stor forskel fra bedsteforældrenes side (mandens forældre) som om vi ikke var velkomne. Alle fokuserede på bonus - jeg kunne ikke sige / gøre / mene noget. 

Det kommer så mega meget an på hele situationen. Der er så mange ting der spiller ind

Anonym skriver:

Jeg får ondt i maven når jeg læser dit indlæg.

Stakkels lille bonusbarn der elsker dig nok til at det gerne vil putte med dig at det gerne vil høre ordene jeg elsker dig fra din mund.

Jeg tror heldigvis ikke på at alle har det sådan for så er det ikke til at bære at tænke på f.eks adoptivbørn.

Jeg er selv vokset op som bonusbarnet og havde en rædselsfuld barndom 

Meget blev ødelagt men heldigvis ikke min evne til at elske andre børn end mine egne. 

Jeg tror ikke det handler om mangel på kærlighed, tror ikke det handler om man ikke kan elske på samme måde hvis kan fx adopterer. Men det barn man får i sine hænder når man møder en med børn har jo en mor/far og man går ikke ind og bliver hverken mor eller far, men netop en bonus eller hvad man kan sige. 

Jeg kunne så sagtens kramme og sige jeg elsker dig til min mands søn, han var mit et og alt, men det var fordi han var ham mens med mine børn (og det er ikke fordi de er mine biologiske) der er det fordi jeg er deres mor, og fordi de er. 

Fordi man ved og erkender der er en forskel i relationen mellem egne børn og mands børn, betyder det jo ikke mandens barn får det skidt, bliver behandlet dårligt, ikke får osv. Der betyder bare man er ærlig om forskellen og nyder begge sine roller. Min kærlighed til min mand er også forskellig fra min kærlighed til mine børn, til min mor osv - det gør den ikke mindre værd men blot anderledes. Min kærlighed til min mands søn er anderledes end kærligheden til mine børn. Igen det gør den ikke mindre, ikke ringere men blot anderledes. 

Og jo intimitets grænsen er faktisk anderledes, ved ikke hvorfor han var godt nok 3 år da jeg kom ind i hans liv så har jo ikke på samme måde studeret hver kvadratcentimeter på hans krop som jeg har med en nyfødt, men det er også bare fordi det er anderledes - igen ikke ringere anderledes, bare anderledes. 

sne190810 skriver:

Elsker I jeres bonusbørn lige så højt som jeres egne? Jeg har to biologiske døtre og så har jeg to on the side, som jeg både omtaler og behandler som mine egne - i hjemmet, offentlig og i hjertet.

 Og ja, jeg elsker dem alle sammen, men på hver deres måde. Jeg elsker dem alle sammen lige højt, hvis det skal stilles sådan op, men hvordan de bliver elsket er styret af deres personlighed og den relation vi har hver især. Hvilket jeg vil mene er ganske naturligt i en relation til et andet menneske - børn eller ej. 

Kan I føle jer helt 100 % jer selv, når I er sammen med bonus? Ja.

Kan I putte sammen i sofa/ seng? Ja .. Har sovet sammen mange gange, om morgenen kommer alle børn altid ind og putter indtil vi står op. 

Kan I kysse dem i hele ansigtet ( som jeg i hvert fald kan med mine egne ) Ja, også selvom kys lige pt "er mega klamt" :-P og for pattebørn, hvis man spørger vores de store piger. Men når de skal puttes til natten, syntes de alligevel det er hyggeligt. 

Kan I gå i bad, mens de er i rummet? Ja, har sågar også været i bad MED dem op til flere gange.. uhu! 

Må de komme ind på toilet, mens I sidder der? Hvis jeg husker det, låser jeg altid døren .. Men det er mere for fredens skyld :-D for alle børn! Haha. Det er sgu det eneste sted, hvor jeg bare har 5 min. ro uden spørgsmål eller nogen der hænger mig om halsen. Men som sagt, er det ikke altid jeg får låst døren og har både haft snakke om hvorfor jeg har ble på (alm menstruationsbind) hvorfor man bløder, og hvor meget en voksen kan tisse 

Kan I fortælle dem, at I elsker dem? Uden at blinke, ja. 

Kan I falde helt i svime eller opleve oprigtig stolthed ? Så sent som sidste lørdag til Rasmus Seebach koncert, blev jeg helt rørt over hvor meget glæde, skrig og smil som kom ud af vores tre piger, da Ralle kom på scenen. Så ja - det kan jeg. Er også stolt, når jeg kan se hvordan de feks opfører sig på en legeplads over for andre, når det er ting som kommer hjemmefra feks. 

Hvordan føles det, når de er efter jeres bio børn? Eller på anden måde ikke opfører sig pænt? Ikke anderledes, end hvis det er den anden vej rundt. 

 

 

 

Det er vildt! Hvor længe har du haft de piger i dit liv?

Anonym skriver:

Jeg er ked af at du har haft så hård en barndom. Og jeg er sikker på det også er derfor du reagerer som du gør. 

Jeg mener bare ikke at det er afgørende at man ligefrem elsker sit bonusbarn på lige fod med ens egne. Og det kan altså ikke undgåes at komme til udtryk, bla ved de ting jeg nævner. 

Nu nævner jeg kun lige det der kan være svært- men der er da masser af solskinshistorier også. Rigtig mange. Jeg synes ikke der er noget forkert i følelser- heller ikke at signalere at følelser er forskellige - det har børn godt af at lære.. 

Jeg ville egentlig finde det underligt, hvis min datter fik en bonusmor, som med et elskede hende som sine egne- jeg ville simpelthen ikke tro på hende, hvis hun sagde det  ej hvor skørt- det er jo mit barn 

det handler da også om hvornår man lærer barnet at kende. Jeg tror da helt sikkert det er af stor betydning om barnet er 1 år eller er 9 år når man mødes... Og om der er en mor eller ej og om hvor meget denne mor er i billedet ( forhåbentligt mest) 

Jeg er helt enig i det sidste du skriver omkring alderen på børnene, når man mødes, samt hvilken rolle den anden respektive forældre har. 

Jeg har haft mine to bonuspiger i mit liv siden de var 4 år, og min egen pige var 3. Så de kan næsten ikke huske så meget andet, end sådan som det er nu. Deres mor er af en lettere mærkelig støbning, og har svært ved at rumme begge piger - dog uden at ville tá imod noget hjælp på den front. Hun har svært ved at sætte sig ind i deres følelser, og generelt vise oprigtig interesse i dem, noget jeg er ret sikker på bunder i hun slet ikke har overskuddet og interesseren i andres liv end sit eget. 

 Dette gør også at de sikkert "unaturligt" søger mig en del, når de er her, fordi de godt kan fornemme at de får noget andet af mig, at jeg kan rumme dem og har oprigtig interesse i hvad de er for nogle individer, samt jeg deltager i stort set alt hvad de laver med skole/SFO osv. 

sne190810 skriver:

Jeg er helt enig i det sidste du skriver omkring alderen på børnene, når man mødes, samt hvilken rolle den anden respektive forældre har. 

Jeg har haft mine to bonuspiger i mit liv siden de var 4 år, og min egen pige var 3. Så de kan næsten ikke huske så meget andet, end sådan som det er nu. Deres mor er af en lettere mærkelig støbning, og har svært ved at rumme begge piger - dog uden at ville tá imod noget hjælp på den front. Hun har svært ved at sætte sig ind i deres følelser, og generelt vise oprigtig interesse i dem, noget jeg er ret sikker på bunder i hun slet ikke har overskuddet og interesseren i andres liv end sit eget. 

 Dette gør også at de sikkert "unaturligt" søger mig en del, når de er her, fordi de godt kan fornemme at de får noget andet af mig, at jeg kan rumme dem og har oprigtig interesse i hvad de er for nogle individer, samt jeg deltager i stort set alt hvad de laver med skole/SFO osv. 

Kan du på nogen måde fornemme om den kærlighed du har til de to piger mest af alt bunder i at du ved, at deres egen biologiske mor ikke er helt som hun burde? 

Hvis nu vi vender den om og sagde, at deres mor var den mest fantastiske mor, hun havde styr på det hele, troppede op til arrangementer osv- at du ligesom kunne mærke at de i hvert fald fik fyldt deres mor- behov op? 

Tror du så ikke, at pigerne ikke havde haft nær så meget brug for din kærlighed?