Rejse med fælles børn

Mullesmith skriver:

Desuden påstår du så at jeg er ligeglad! Altså undskyld mig men du ved jo overhovedet ikke hvad du taler om! Jeg har som vist også skrevet før tit opfordret min mand til at lave noget sammen med sin søn og jeg behandler ikke hans søn anderledes end mine egne børn. Men man kan jo altid selv læse det man selv tror er sandheden! Gad godt han var oftere hos os, da det er svært at komme til at "passe ind" eller at vi kan tilpasse os ham når tiden er så sparsom sammen. Men kan godt forstå han hellere vil tilbringe størstedelen af sin tid hos sin mor, jeg har også altid helst ville bo hos min mor! Mor er bare den bedste i verden i de fleste tilfælde og sådan er livet sku bare lige for os ihvertfald! Derfor er han da altid velkommen for ja han er en del af vores familie og ja jeg har sagt ja til både ham og min mand. Men det handler ikke om at min mand ikke har interesse i sin søn, mere st sønnen helst gerne vil være hjemme hos sin mor, hvor alle hans venner også bor og hvor han går i skole osv.

Det er bare slet ikke sådan, du fremstiller det i tidligere indlæg, hvor du i høj grad placerer ansvaret hos din mand og giver udtryk for, han ikke tackler det, som du kunne ønske: 

Altså sådan er det bare! Hvis han skal med på ferier med os så skal det være hans far der invitere ham med fordi han gerne vil have ham med! Hvilket jeg ikke forstår han ikke gør, da jeg da ville gære det hvis det var mit barn fra et tidligere forhold!

Hvor meget og hvor lidt han skal være her er udelukkende op til hans far, og nej de har ikke særlig meget sammen, og tro mig jeg forstår det ikke for jeg ville selv gerne have mit eget barn hos mig så meget så muligt altid! Men fordi jeg har fundet en mand med en søn, betyder ikke at jeg har et ekstra barn, det er min mand der har det og burde tage højde for det." 

Det er dét, andre har at forholde sig til, og når du så udtrykkeligt understreger, at det udelukkende er op til hans far at bestemme, hvor ofte de ses, er det svært at tænke sig frem til, at det faktisk slet ikke er dét, det handler om, men at drengen helst vil være hos sin mor. Men hvad er det så ved din mands ageren, du ikke forstår? 

Anonym skriver:

Hej 

Jeg har et spørgsmål som jeg godt kunne tænke mig at få lidt vinkler på. 

Jeg og min mand har hver en datter fra tidligere. Hans er 13, min er 10. 

Sammen har vi en på 5 og en på 4 måneder. 

Da vi mødtes, havde vi selvf kun de to piger at tænke på. Uha, hvor har det været hårdt at skabe en familie, jeg får gåsehud når jeg tænker på det... 

Til sagen: vi har altid haft de to store med på ferier. Mest campingture og sommerhusture. 

Vi kunne helt vildt godt tænke os, at komme til syden. Jeg har aldrig prøvet det. Begge piger oplever meget med hhv deres mor og far + alle de bedsteforældre de har. 

Vores fælles barn på 5 må jævnligt lægge ører til oplevelser og rejser, som han naturligvis ikke er en del af. Derfor har vi overvejet en rejse kun med vores fælles børn. Også fordi det jo helt klart er ret meget billigere kun at have to børn med. Ellers kan det slet ikke komme på tale, vi har ikke penge til at have 4 børn med. 

Mit spørgsmål går på- kan vi tillade os det? 

Jeg mener godt selv vi kan- vi har brug for at dyrke den familie, vi sammen har skabt. vores børn har kun os til at give dem rejser og oplevelser 

Må jeg høre jeres meninger - helst dem af jer i samme situation eller lignende 

 

Jeg kan svare som skilsmissebarn og jeg vil sige nej. Jeg støttes selv det var hårdt nok at dele op, og selvom

jeg fik oplevelser med min far, så gjorde et ikke op for den tid jeg ikke havde ham til hverdag, det gav mulighed for at bonde. Jeg ville blive knust hvis de andre tog på ferie uden mig og ville helt sikkert ha følt det, som en eksklusion fra familien. Så hellere en billigere tur hvor alle kan være med  

Mor og meget mere skriver:

Det er bare slet ikke sådan, du fremstiller det i tidligere indlæg, hvor du i høj grad placerer ansvaret hos din mand og giver udtryk for, han ikke tackler det, som du kunne ønske: 

Altså sådan er det bare! Hvis han skal med på ferier med os så skal det være hans far der invitere ham med fordi han gerne vil have ham med! Hvilket jeg ikke forstår han ikke gør, da jeg da ville gære det hvis det var mit barn fra et tidligere forhold!

Hvor meget og hvor lidt han skal være her er udelukkende op til hans far, og nej de har ikke særlig meget sammen, og tro mig jeg forstår det ikke for jeg ville selv gerne have mit eget barn hos mig så meget så muligt altid! Men fordi jeg har fundet en mand med en søn, betyder ikke at jeg har et ekstra barn, det er min mand der har det og burde tage højde for det." 

Det er dét, andre har at forholde sig til, og når du så udtrykkeligt understreger, at det udelukkende er op til hans far at bestemme, hvor ofte de ses, er det svært at tænke sig frem til, at det faktisk slet ikke er dét, det handler om, men at drengen helst vil være hos sin mor. Men hvad er det så ved din mands ageren, du ikke forstår? 

Nu ved vi jo på ingen måde hvordan det forholder sig i deres familie. Vi kender ikke omstændighederne, kender ikke moderen, faderen eller noget som helst.

det er altså bare ikke i alle familier at det går som vi andre synes det skal gå. Og jeg synes det er urimeligt at give en papmor et så stort ansvar, at skulle presse på for at hendes mand og søn kan få et bedre forhold. 

Jeg er da helt enig i at det er utrolig sørgeligt og mærkeligt at faderen ikke har større interesse i sit eget barn- men vi kender altså ikke årsagen. Jeg mener så også, at der må være en grund til at barnet ikke har lyst til at være hos sin far. Jeg kender ikke andre børn der ikke vil det- jo, så er der noget galt med den familie/ far. 

Så medmindre at det er papmors skyld at drengen ikke vil komme, så synes jeg ikke man kan stille mere op- så har drengen da meget bedre af at blive hos sin elskede mor 

Anonym skriver:

Nu ved vi jo på ingen måde hvordan det forholder sig i deres familie. Vi kender ikke omstændighederne, kender ikke moderen, faderen eller noget som helst.

det er altså bare ikke i alle familier at det går som vi andre synes det skal gå. Og jeg synes det er urimeligt at give en papmor et så stort ansvar, at skulle presse på for at hendes mand og søn kan få et bedre forhold. 

Jeg er da helt enig i at det er utrolig sørgeligt og mærkeligt at faderen ikke har større interesse i sit eget barn- men vi kender altså ikke årsagen. Jeg mener så også, at der må være en grund til at barnet ikke har lyst til at være hos sin far. Jeg kender ikke andre børn der ikke vil det- jo, så er der noget galt med den familie/ far. 

Så medmindre at det er papmors skyld at drengen ikke vil komme, så synes jeg ikke man kan stille mere op- så har drengen da meget bedre af at blive hos sin elskede mor 

Jeg får lyst til spørge jer damer der mener at papmor har et stort ansvar for sin mand og hans børns forhold. 

I mit eget tilfælde: vi flyttede sammen da min datter var 4 år. 

Hans var 7- og var her kun hver 2. Weekend. Pludselig ville han have hende en uge af gangen, sikkert for at inkludere hende mere. 

Men hvem tror I der stod med det største ansvar? Uden at blive spurgt? MIG. 

Putning, badning, lusekæmning, lektier, tøjvask, pakke tasker, madpakker, aflevere og hente i Sfo ( som var 12 km væk) skifte sengetøj, gøre rent på værelse, sortere tøj i skabet, opdrage, lave aftaler osv. 

Jeg fik lige pludselig et enormt stort ansvar, pålagt, som jeg egentlig ikke brød mig om. Pludselig skulle min mand være væk 4 dage ud af de 7 hun var her! Pga arbejde. 

Og al kommunikation foregik mellem mor og far, selvom det måske egentlig burde være mig, da jeg stod med det meste. Jeg blev bitter og irriteret. Som om de bare forventede at jeg klarede det. Men jeg blev aldrig spurgt når de aftalte, om hun kunne komme en dag tidligere- tidligere på dagen eller noget. Og ofte havde jeg ikke min egen datter, da hun var hos sin far i helligdage osv. Men så blev der lige aftalt, at hun bare kunne komme her. Måske ville jeg gerne ha nydt denne dag uden børn, være sammen med en veninde eller lignede.

så jeg synes bestemt ikke at man som papmor bare skal tage sig et kæmpe stort ansvar- hvis man ved, at det er en selv der kommer til at tage sig af barnet. Der går pointen da af?!

selvfølgwlig har man valgt sin mand og hans barn, men man har da ikke valgt pludseligt at skulle agere fuld omsorgsperson, mens barnet er hos faderen.

hvis det er det denne her kvinde ved, at hun kommer til, forstår jeg godt at hun ikke presser på. Det er altså forældrenes ansvar, og så kan papfar / papmor med tiden blive en slags forælder, men det er ikke fair, heller ikke over for barnet, at det er papmor/ papfar der overtager helt eller delvist 

Det tror jeg heller ikke der er ret mange mænd der gør, eller hvad. Men det er nok noget helt, helt andet 

Jeg får lyst til spørge jer damer der mener at papmor har et stort ansvar for sin mand og hans børns forhold. 

I mit eget tilfælde: vi flyttede sammen da min datter var 4 år. 

Hans var 7- og var her kun hver 2. Weekend. Pludselig ville han have hende en uge af gangen, sikkert for at inkludere hende mere. 

Men hvem tror I der stod med det største ansvar? Uden at blive spurgt? MIG. 

Putning, badning, lusekæmning, lektier, tøjvask, pakke tasker, madpakker, aflevere og hente i Sfo ( som var 12 km væk) skifte sengetøj, gøre rent på værelse, sortere tøj i skabet, opdrage, lave aftaler osv. 

Jeg fik lige pludselig et enormt stort ansvar, pålagt, som jeg egentlig ikke brød mig om. Pludselig skulle min mand være væk 4 dage ud af de 7 hun var her! Pga arbejde. 

Og al kommunikation foregik mellem mor og far, selvom det måske egentlig burde være mig, da jeg stod med det meste. Jeg blev bitter og irriteret. Som om de bare forventede at jeg klarede det. Men jeg blev aldrig spurgt når de aftalte, om hun kunne komme en dag tidligere- tidligere på dagen eller noget. Og ofte havde jeg ikke min egen datter, da hun var hos sin far i helligdage osv. Men så blev der lige aftalt, at hun bare kunne komme her. Måske ville jeg gerne ha nydt denne dag uden børn, være sammen med en veninde eller lignede.

så jeg synes bestemt ikke at man som papmor bare skal tage sig et kæmpe stort ansvar- hvis man ved, at det er en selv der kommer til at tage sig af barnet. Der går pointen da af?!

selvfølgwlig har man valgt sin mand og hans barn, men man har da ikke valgt pludseligt at skulle agere fuld omsorgsperson, mens barnet er hos faderen.

hvis det er det denne her kvinde ved, at hun kommer til, forstår jeg godt at hun ikke presser på. Det er altså forældrenes ansvar, og så kan papfar / papmor med tiden blive en slags forælder, men det er ikke fair, heller ikke over for barnet, at det er papmor/ papfar der overtager helt eller delvist 

Det tror jeg heller ikke der er ret mange mænd der gør, eller hvad. Men det er nok noget helt, helt andet 

Du siger du ikke blev spurgt. Men du kunne have sagt fra. Sagt fra overfor din mand, og få ham til at mande sig op og tage ansvar. Det var præcis det jeg også skrev til den anden bruger. Hvorfor være sammen med en mand, der ikke udviser ansvar for det barn han har i forvejen? Få flere børn sammen. Jeg forstår ikke at man vil udsætte sig selv og børnene for det. Man ved jo hvordan han er, han ændrer sig ikke pludseligt. Man kan kun ændre den måde man selv agerer på. Og man kan sige fra.

Jeg har ikke læst hele tråden, men vil lige give mit besyv med. 

Vi er også en sammenbragt familie - min mand har 2 børn, jeg har 1 og sammen har vi tvillinger fra maj 14. 

Samtidig vil jeg lige nævne at jeg selv er skilsmisse barn og har en halvsøster. 

Mine bonusbørn og datter fra tidligere er på ferie med deres hhv mor og far, og de bliver behandlet lige begge vores familier, også selvom de kun er bonus børnebørn mv. 

Så alt ialt er det jo super fint! 

Mine far, som har fået en datter med sin nye kone, tager da ofte på ferie med hende uden at spørge mig - ja det gjorde de også inden jeg selv fik børn. Jeg har ALDRIG tænkt at der var noget galt i det?! 

Det er helt andre ting der har gjort ondt på mig, især at se hvor meget han involvere sig i hendes interesser - hvor vi aldrig har været særlig interessante.... 

Vi har siden tvillingerne blev født, ikke lagt skjul på, overfor de store at vi godt kunne finde på at rejse uden dem og HELDIGVIS har de udvist forståelse - og sagt at de jo også er på ferie med hhv mor og far - hvor de små er i institution mv. Det kan jo ikke nytte noget, den ældste er 14,5 år gammel - hvad så når han bliver myndig og ikke gider med mere, skal vi så stoppe med at tage på ferie?? Personligt har jeg ikke været med mine forældre siden jeg var 15 år. Min mor har da været i USA med hendes mand og hans 3 døtre har igen ALDRIG tænkt tanken at jeg skulle med.... 

Man skal naturligvis behandle sine bonusunger ordenligt!! Udvise omsorg og empati. Men jeg tror man skal passe på med ikke at lære dem at alting ikke altid kan deles lige! 

Vores store børn får f.eks fødselsdagsgaver fra 8 hold bedsteforældre, det gør tvillingerne da ikke, skal vi så ud og købe ekstra for at det er lige - det samme til jul, fordi det er synd for de små at der er mindre til dem? Vi tager jo også til koncerter, forestillinger, sportsevents som de små ikke er med til.

Jeg er meget glad for at vi har lært vores store børn at glæde sig på andres vegne, at de kan forstå at de ikke bliver snydt, selvom de ikke altid deltager i det samme som tvillingerne. 

Så det korte af det lange - ja vi kunne godt finde på at rejse kun med vores fælles børn 

loop skriver:

Du siger du ikke blev spurgt. Men du kunne have sagt fra. Sagt fra overfor din mand, og få ham til at mande sig op og tage ansvar. Det var præcis det jeg også skrev til den anden bruger. Hvorfor være sammen med en mand, der ikke udviser ansvar for det barn han har i forvejen? Få flere børn sammen. Jeg forstår ikke at man vil udsætte sig selv og børnene for det. Man ved jo hvordan han er, han ændrer sig ikke pludseligt. Man kan kun ændre den måde man selv agerer på. Og man kan sige fra.

Jeg synes nu ikke hun klager, men snarere forsvarer den anden kvindes valg. Det var da en voldsom opmuntring til skilsmisse i denne tråd?

loop skriver:

Du siger du ikke blev spurgt. Men du kunne have sagt fra. Sagt fra overfor din mand, og få ham til at mande sig op og tage ansvar. Det var præcis det jeg også skrev til den anden bruger. Hvorfor være sammen med en mand, der ikke udviser ansvar for det barn han har i forvejen? Få flere børn sammen. Jeg forstår ikke at man vil udsætte sig selv og børnene for det. Man ved jo hvordan han er, han ændrer sig ikke pludseligt. Man kan kun ændre den måde man selv agerer på. Og man kan sige fra.

Uha, min mand er skam en god far og mand - han elsker os alle sammen, men han er... Ja en Mand... Desuden var hans datter jaloux på mig og min datters forhold, så det hjalp ikke at min mand overtog i nogle situationer- det var mig der skulle gøre det. Det var hårdt fordi det endte med, at jeg skulle udvise præcis det samme for hende, som for min egen... 

Det er ikke bare let at lave en sammenbragt familie - tro det eller ej. Der er mange følelser/ problematikker som man ikke på forhånd kan regne ud 

Mor og meget mere skriver:

Det er bare slet ikke sådan, du fremstiller det i tidligere indlæg, hvor du i høj grad placerer ansvaret hos din mand og giver udtryk for, han ikke tackler det, som du kunne ønske: 

Altså sådan er det bare! Hvis han skal med på ferier med os så skal det være hans far der invitere ham med fordi han gerne vil have ham med! Hvilket jeg ikke forstår han ikke gør, da jeg da ville gære det hvis det var mit barn fra et tidligere forhold!

Hvor meget og hvor lidt han skal være her er udelukkende op til hans far, og nej de har ikke særlig meget sammen, og tro mig jeg forstår det ikke for jeg ville selv gerne have mit eget barn hos mig så meget så muligt altid! Men fordi jeg har fundet en mand med en søn, betyder ikke at jeg har et ekstra barn, det er min mand der har det og burde tage højde for det." 

Det er dét, andre har at forholde sig til, og når du så udtrykkeligt understreger, at det udelukkende er op til hans far at bestemme, hvor ofte de ses, er det svært at tænke sig frem til, at det faktisk slet ikke er dét, det handler om, men at drengen helst vil være hos sin mor. Men hvad er det så ved din mands ageren, du ikke forstår? 

Jeg tror bare at mange mænd inkl. Min mand, ikke er så gode til at tage initiativ til at have tid med sit dele barn! Jeg har kun selv oplevet en far der ikke tog noget initiativ til st være sammen med mig da jeg var barn, og nu oplever jeg at min mand heller ikke tager meget del i sin søns liv, udover de få stunder han er her! Og jeg opfordre ham da til at se ham noget mere, at de to skal have noget far og søn tid! Men at det jo i sidste ende er op til ham rent faktisk at gære noget ved det! Jeg mener bare ikke det er mit ansvar at arrangere hvornår og hvad de skal lave og hvornår han skal komme her. 

SØS skriver:

WAUV - hvor er jeg uenig. Når man vælger en partner med barn/børn vælger man hele pakken OG det medfører dælme et ansvar! 

Et ansvar for hvad? Det er forældrene der har et ansvar for deres barn! Hvis jeg fik en my mand engang, så ville jeg ikke forlange at han skulle tage noget ansvar for mine børn, de er mine og min så x mands! Børn har sku ikke brug for 4 forældre og der taler jeg kun ud fra egen erfaring, hold kæft jeg hadede når min stedmor tog med til skolehjem samtale i skolen sammen med min mor og far  synes det var så mærkeligt at hun skulle blandes ind i mit liv på den måde! Men altså nu ved jeg heller ikke hvad du mener med ansvar? Hvis du mener sådan noget som lige at minde om en jakke når der bliver koldt, smøre madder, sørge for, fredagsslikken og hente og bringe barnet indimellem?!? Så ja sådan et ansvar tager jeg da helt naturligt men alt muligt andet med skolehjem samtaler, og hvor meget barnet skal være hos hvem, det synes jeg overhovedet ikke er mit ansvar at gå ind i!