Spis op og smag alt, eller sulten i seng.

Herhjemme er der 100% ingen tvang! Ønsker min datter får et helt naturligt forhold til mad. Der er så uhyggeligt mange med skæve forhold til mad. Så mange overvægtige og unge med spiseforstyrrelser.

Jeg tror på at det er vigtigt at man selv kan mærke sult-mæthed og hvad man har lyst til at smage og ikke smage. 

Til gengæld forsøger vi at minimere søde sager helt uden hun opdager det, men det er en anden diskussion 

God-mor skriver:

Min datter skal smage på tingene HVIS HUN VIL. Vi opfordrer hende til at smage på tingene, og vi sørger altid for at lave en tallerken til hende hvor maden er delt op/adskilt så hun kan se hvad hun propper i munden. Børn har ofte svært ved at spise mad der er rodet sammen, og det er helt naturligt. Hvis datteren ikke kan lide hvad vi spiser, så får hun et stykke rugbrød. Derudover får hun mad inden sengetid hvis hun er mere sulten. Jeg vil sige selvfølgelig skal børn da ikke gå sulten i seng, og det er OK at børnene ikke har lyst eller ikke kan lide det mad der er lavet. Jeg står dog ikke og laver 2 varme retter det er varm ret eller rugbrød  

Fantastisk at en kan se problemet i, at alt maden er blandet...

Jeg kan stadig ikke spise hvis sovset rører kødet, han dog lært at spise sammenkogt ret os men ikke noget jeg nyder... Min salat skal være delt op ellers rører jeg det ikke... Min mor siger det har været sådan siden jeg startede på fast føde..

Til den generelle diskussion.

Jeg er kræsen og det gælder mange ting både af sendt og usundt, så jeg vil aldrig tvinge mit barn til at smage alt, kan selv huske hvor modbydeligt det var at spise eksempelvis sammenkogt hvor jeg ikke kunne se hvad der var i...

Jeg sørger altid for at der er noget hjemme hos os som jeg ved at ungerne kan lide. Derudover skal man smage på maden, og kan man ikke lide det, så behøver man ikke at spise det, men man skal smage hver gang det er på bordet - opskrifter ændrer sig og det gør smagsløg også.

Ovenstående skyldes primært min yngste, der i en meget lang periode har haft default svaret "Det kan jeg ikke lide" - også om ting hun gladeligt spiste dagen eller ugen før. Nu har hun efterhånden opdaget en del ting, som hun faktisk godt kan lide alligevel, så nu er det også blevet nemmere at få hende til at smage.

Kan man slet ikke finde noget man kan lide, må man få en leverpostejmad. Til gengæld er der ikke mad ½ time senere - man må spise når der er mad på bordet, og ellers må man være sulten indtil næste måltid/snack. Jeg kan slet ikke have børn, der ikke gider at spise når maden er på bordet, og hellere vil ud og lege, for derefter at komme rendende ½ time senere fordi de er sultne.

Jeg gør iøvrigt også selv meget ud af at smage på nye retter og fødevarer. Medmindre jeg er allergisk (fx skaldyr) eller ikke vil smage af etiske grunde (fx foie gras), så smager jeg altid på maden og jeg finder lige som min yngste ud af at der faktisk er meget mad, jeg godt kan lide.

Derudover skal man sidde ordentligt på numsen ved bordet, børnene skal blive siddende indtil alle børn er færdige, man siger tak for mad, og spørger om man må rejse sig og man sætter selv sin tallerken/glas hen til vasken.

Skouboe skriver:

Jeg sørger altid for at der er noget hjemme hos os som jeg ved at ungerne kan lide. Derudover skal man smage på maden, og kan man ikke lide det, så behøver man ikke at spise det, men man skal smage hver gang det er på bordet - opskrifter ændrer sig og det gør smagsløg også.

Ovenstående skyldes primært min yngste, der i en meget lang periode har haft default svaret "Det kan jeg ikke lide" - også om ting hun gladeligt spiste dagen eller ugen før. Nu har hun efterhånden opdaget en del ting, som hun faktisk godt kan lide alligevel, så nu er det også blevet nemmere at få hende til at smage.

Kan man slet ikke finde noget man kan lide, må man få en leverpostejmad. Til gengæld er der ikke mad ½ time senere - man må spise når der er mad på bordet, og ellers må man være sulten indtil næste måltid/snack. Jeg kan slet ikke have børn, der ikke gider at spise når maden er på bordet, og hellere vil ud og lege, for derefter at komme rendende ½ time senere fordi de er sultne.

Jeg gør iøvrigt også selv meget ud af at smage på nye retter og fødevarer. Medmindre jeg er allergisk (fx skaldyr) eller ikke vil smage af etiske grunde (fx foie gras), så smager jeg altid på maden og jeg finder lige som min yngste ud af at der faktisk er meget mad, jeg godt kan lide.

Derudover skal man sidde ordentligt på numsen ved bordet, børnene skal blive siddende indtil alle børn er færdige, man siger tak for mad, og spørger om man må rejse sig og man sætter selv sin tallerken/glas hen til vasken.

Så hvis din datter ikke lige vil spise aftensmad sender du hende sulten i seng? 

Abracadabra skriver:

Du har vel en RISIKO for en allergisk reaktion. 

Fødevareallergi og kræsenhed er i øvrigt ikke det samme og bør derfor ikke sammenlignes. 

Jeg har aldrig ment, at personer med en diagnosticeret sygdom var hverken hysteriske eller uopdragne. (At der så er mange kvindfolk, der påtager sig en sygerolle, er en anden sag.) 

 

Hvad mener du med det sidste? 

Nej, men istedet for at sidde og forklarer alt vælger jeg engang imellem at sige: det kan jeg ikke lide? 

Sprit25 skriver:

Så hvis din datter ikke lige vil spise aftensmad sender du hende sulten i seng? 

Det er jo ikke så sort/Hvidt. Hvis barnet ikke vil spise, er det ofte ikke sulten nok. Eller også har det lært, at det kan få en rugbrødsmad. En halv time efter aftensmad synes jeg også er tidligt at bede om noget andet. Det er jo ikke fordi man sender barnet sulten i seng - det synes jeg er forkert formuleret. I hvert fald ikke her. Der er aldrig konflikt omkring det. Hvis min søn kommer og siger han er sulten, får han tilbudt mad. Men det er mig der styrer hvad han får tilbudt. Og der er altid noget jeg ved han kan lide. Faktisk er jeg sikker på han kan lide det hele - nogle dage er han bare selektiv. Og det får han også lov til at være. Jeg kan ikke tvinge ham til at spise noget. Men jeg kan forvente at han ikke bare spiser pasta til aftensmad. Men det er aldrig med sur mine eller sådan noget. Det er vigtigt med en god stemning omkring bordet. Jeg synes ikke det er så enten/eller som du fremstiller det. At hvis man ikke giver sit barn en rugbrødsmad, når det ikke ville spise sin aftensmad - så sender man sit barn sulten i seng og nægter sit barn sin ret til mad. Men sådan er vi jo så forskellige og vi prøver jo alle at opnå det samme (tror jeg) - nemlig at ens barn får et dejligt forhold til mad og kan spise alt muligt. Vi har så bare forskellige holdninger til hvordan vi når derhen. 

Abracadabra skriver:

Du rammer jo essensen hér: Du vil ikke smage noget nyt, fordi du ved, at du får kvalme af det? Det hænger da ikke sammen? Du ved jo ikke, at du ikke kan lide det, hvis du ikke har smagt det? 

Ville du smage på ALT? Jeg rejste i Kina og Tibet blev tilbudt Yak okse mave og lunger, græshopper, slanger, hønsefødder - noget af det smagte jeg på fordi jeg ikke kunne undslippe men sørgede for en cola i den anden hånd for at skylde ned.

I Frankrig var det fårenosser - ærligt jeg er glad for jeg først vidste det bagefter for ellers havde jeg ikke smagt. Satte grænsen ved hjerneboller.

På Island var det fårehoved og øjne - jeg kunne bare ikle.

I Italien har jeg takket nej til snegle. Men kærer småfugle hvor man spiser alt også hoved.

jeg tror de fleste har en grænse. Og nogens grænse er så ved det vi andre kalder "normalt" men da normalt er relativt ja så skulle vi nok tænke over om vi kan kaste den første sten

bumleogtot skriver:

Man kan altså godt arbejde med sin kræsenhed. Også som voksen. Jeg var kræsen som barn og yngre. I dag ved jeg at det var fordi der var mange ting jeg ikke fik serveret i mit barndomshjem og jeg turde ikke smage på nyt. Jeg vidste om jeg kunne lide noget, bare ved at kigge på det. Sådan kunne jeg sikkert have levet hele mit liv. Men hold da op, hvor ville jeg være gået glip af meget lækkert mad. Jeg begyndte at udfordre mig selv. Det tager mange gange fra man smager en ny ting til man faktisk nyder den - men det er altså muligt. Mange af de ting jeg ikke kunne lide førhen, er de ting je g nyder allermest i dag. Så jo kræsenhed findes, men kan sagtens kureres ved at turde og udfordre sig selv. Der er stadigvæk ting jeg ikke kan lide, men så ved jeg at jeg skal prøve det mange gange. Og jeg kunne aldrig drømme om at sige ude i byen "det kan jeg ikke lide", så spiser jeg det alligevel. Det dør jeg ikke af - og jeg kaster heller ikke op. 

Med hensyn til debatten. Jeg kunne ikke drømme om at bruge mad og seng som straf, men jeg har nogle forventninger til tilgangen til maden. Hvis du vil have mere af det du bedst kan lide, skal du lige spise noget mere af det andet på din tallerken også. Min søn får altid noget mad i maven, og han styrer helt selv mængden. Ingen tvang. Men der er det mad der er på bordet. 

Lige en sidebemærkning. Jeg forstår ikke, at mange ikke serverer stærk mad til deres børn. Nærmest som om det forkert. Det handler vel om hvad de har været vandt til? Min søn på to kan nærmest spise stærkere mad end mig. Han reagerer aldrig på hvor stærkt det er - heller ikke når det er blevet stærkere end det var meningen. Hvis I er glade for stærk mad, er det da kun en god ting at vænne jeres børn til???

Jeg serverer stærk mad for mine børn, men jeg accepterer også hvis de ikke kan spise det. Jeg har en der spiser stærk mad og en der ikke gør. Præcis som jeg har to der spiser ost og en der ikke gør. En der elsker stærk lakrids og to der spytter det ud. 

Smag er formodentlig individuelt 

FrkGranger skriver:

Fantastisk at en kan se problemet i, at alt maden er blandet...

Jeg kan stadig ikke spise hvis sovset rører kødet, han dog lært at spise sammenkogt ret os men ikke noget jeg nyder... Min salat skal være delt op ellers rører jeg det ikke... Min mor siger det har været sådan siden jeg startede på fast føde..

Til den generelle diskussion.

Jeg er kræsen og det gælder mange ting både af sendt og usundt, så jeg vil aldrig tvinge mit barn til at smage alt, kan selv huske hvor modbydeligt det var at spise eksempelvis sammenkogt hvor jeg ikke kunne se hvad der var i...

Min storebror har det nøjagtigt som dig, og har også altid haft det sådan at maden skulle deles op så han kunne se hvad han spiste. Og små børn vil særligt gerne se hvad de spiser så sådan har vi altid gjort det. Specielt er det vigtigt mener jeg hvis man er af den holdning at børn SKAL smage på maden inden de siger nej tak. 

Sprit25 skriver:

Hvad mener du med det sidste? 

Nej, men istedet for at sidde og forklarer alt vælger jeg engang imellem at sige: det kan jeg ikke lide? 

Nu er jeg læge. Jeg forstår sagtens, at cøliakipatienter ikke skal have hvedebrød. Eller peanutallergikere ikke skal have jordnøddesmør. 

Det er jo slet ikke relevant i en diskussion om kræsenhed. 

Jeg har også oplevet især kvinder skjule både spiseforstyrrelser og social uacceptabel kræsenhed som allergi. 

Men hvis du ikke kan tåle skaldyr, skal du da sige det! Ellers risikerer du netop en potentiel farlig allergisk reaktion, hvis nogen vil spice fiskefrikadellerne op med lidt krabbe.