Spis op og smag alt, eller sulten i seng.

Herhjemme så smager man på maden, man behøver ikke spise det men må meget meget gerne smage på det. Derudover så spiser man det op som man tager på tallerkenen. Hader absolut madspild, så at være grådig og tage endnu en portion for at sidde og stikke i det også ikke kunne spise det - så bliver jeg lidt sur. Men de er vant til det og tager det de kan spise de er 10 og 12 år. Selvfølgelig kan den smutte og man ikle liiiiige kan spise den sidste kartoffel, men reglen er man spiser det man tager. Og man tager altid noget af det grønne på bordet  

Saphiira skriver:

Jeg er kræsen, og det har aldrig været et problem i sociale sammenhænge.. 

det kan godt være DU synes, de er kedelige gæster, men der findes faktisk mennesker som kan rumme det..

Jeg har godt nok aldrig oplevet at en voksen skulle have smurt en leverpostejsmad midt i en 3 retters menu....

Jeg har prøvet en gang at en af mine gæster bestilte en pizza. Det var godt nok ikke 3 retters menu, men jeg havde virkelig gjort mig umage, og så gav hun mig ikke en gang en chance for at være en god vært ...

Pikku Myy skriver:

Jeg har prøvet en gang at en af mine gæster bestilte en pizza. Det var godt nok ikke 3 retters menu, men jeg havde virkelig gjort mig umage, og så gav hun mig ikke en gang en chance for at være en god vært ...

Hold da op en klaphat.. Det er til gengæld mega uhøfligt! 

Det kan godt være der er nogle derude, som er ret ligeglade... 

Jeg kan faktisk godt finde på at spise ting, jeg ikke kan lide af ren høflighed. 

Pikku Myy skriver:

Jeg har prøvet en gang at en af mine gæster bestilte en pizza. Det var godt nok ikke 3 retters menu, men jeg havde virkelig gjort mig umage, og så gav hun mig ikke en gang en chance for at være en god vært ...

Men det handler jo om mangel på opdragelse og ikke om kræsenhed. Mine unger er i perioder kræsne, men de ville aldrig bestille en pizza. De kigger på mig med bedende øjne når vi er ude og skal spise og så sørger jeg uden nogen opdager det at der kun er det på deres tallerken de med nik har tilkendegivet de vil have...

lineog4 skriver:

Men det handler jo om mangel på opdragelse og ikke om kræsenhed. Mine unger er i perioder kræsne, men de ville aldrig bestille en pizza. De kigger på mig med bedende øjne når vi er ude og skal spise og så sørger jeg uden nogen opdager det at der kun er det på deres tallerken de med nik har tilkendegivet de vil have...

Ja, helt sikkert mangel på opdragelse. Jeg tror egentlig bare historien dukkede op da spørgsmålet blev stillet - small talk

Vi har fået "manipuleret", ikke tvunget, min søn til at synes at det er spændende at smage nye ting, og han behøver ikke spise op. Jeg tror vi er nogenlunde enige ...

Herhjemme SKAL man smage, for man kan ikke sige man ikke kan lide det før man har smagt. Og så spiser man det op som man selv har taget. Ingen bliver tvunget til at blive siddende, hvis man alligevel ikke kan spise op. Men så får man det også a vide, så ikke det sker næste gang igen. Jeg gider ikke se på det madspild, når man ved hvordan der er andre der lever under dårlige vilkår.

Men det kan selvfølgelig forekomme at man kan blive overrasket over hvor meget maden mætter.

Jeg forlanger, at de smager, og hvis de forsyner sig selv, skal de spise op - men om jeg ser, at de ikke klarer at stoppe med at øse op i tide, så forsøger jeg at gribe ind, før det bliver et problem.

Hvis de f eks gerne vil spise ris og grøntsager men ikke kotteletten, så må de spise i hvert fald en del af kødet, før de får lov til at få mere ris og grøntsager. Jeg sulter dem ikke. Men jeg forsøger at vænne dem til mange slags mad og jeg ser, at efterhånden spiser de bedre også af de ting, de i udgangspunktet ikke brød sig om. Reglen er, at lidt af alt skal på fadet, og så nægter jeg at høre på sure kommentarer/piveri over maden. Kan man ikke lide det, så spiser man lige så stille de ting, man faktisk godt kan lide, og smager lidt på det andet, for det kunne jo være, det smagte ok i dag.

Helt generelt forsøger jeg at undgå store konflikter omkring middagsbordet. Jeg har selv som barn siddet der længe efter, at alle andre var gået, fordi der skulle spises op. Det lærte mig ikke at sætte pris på maden. Tvært i mod. Mad var stress og tvang. Jeg hadede kogte gulerødder af et godt hjerte. Der var aldrig snak om, at jeg kunne få lov til bare at spise lidt gulerod og så en god bunke salat i stedet. Der blev altid øst en god bunke gulerod op med krav om at spise op, og ledsaget af hånlige bemærkninger om kræsne brøn. Det tog mange år, efter at jeg flyttede hjemmefra, før jeg klarede at få et normaliseret forhold til de pokkers gulerødder. Så jeg tror på sagte tilvænning og god stemning ved middagsbordet.

Det skal lige siges, at jeg har to børn: En som spiser alt bortset fra søde sager, og en som helt bare vil spise pizza og grød, om hun kunne få lov til at vælge.

Jeg tænker også, at der er en stigende forventning til barnet propertionelt med alder og modenhed, som gør, at jeg ikke forventer, at en 5 årig vil prøvesmage det samme som en 10 årig. Og så er der forskel på børn.

Jeg synes derfor, at det kan være forkert at dømme et 4 årigt barn som kræsen. Og føler også at omverden ser det som en mangel på opdragelse, når min 5 årige ikke vil spise kartofler. (siden vi startede på mos, har hun nægtet at spise alt, der indeholdte kartofler) men at fokusere på dette, hjælper ingenting i forhold til hendes lyst til at spise det. Jeg synes jo så, at det er fint, at hun spiser en hel skål rå gulerødder og blomkål i stedet for. Men det er trættende at blive mødt af folks negative syn på dette. Hun er jo ikke dårligere opdraget eller en dårligere pige end mine andre børn, som spiser kartoflerne med glæde.

SofiaMik skriver:

Jeg tænker også, at der er en stigende forventning til barnet propertionelt med alder og modenhed, som gør, at jeg ikke forventer, at en 5 årig vil prøvesmage det samme som en 10 årig. Og så er der forskel på børn.

Jeg synes derfor, at det kan være forkert at dømme et 4 årigt barn som kræsen. Og føler også at omverden ser det som en mangel på opdragelse, når min 5 årige ikke vil spise kartofler. (siden vi startede på mos, har hun nægtet at spise alt, der indeholdte kartofler) men at fokusere på dette, hjælper ingenting i forhold til hendes lyst til at spise det. Jeg synes jo så, at det er fint, at hun spiser en hel skål rå gulerødder og blomkål i stedet for. Men det er trættende at blive mødt af folks negative syn på dette. Hun er jo ikke dårligere opdraget eller en dårligere pige end mine andre børn, som spiser kartoflerne med glæde.

Jeg tror, du har fat i noget meget rigtigt her!

Det er utrolig, som folk altid skal kommentere og se skævt til børn, selv de små, som af en eller anden grund går udenom enkelte ting. Børnenes fravalg af enkelte madvarer har ikke nødvendigvis noget med manglende opdragelse at gøre, og man behøver ikke at deffinere dem som kræsne eller uopdragne på grund af det. Det siger intet om deres værdi som menneske, og det er absolut ikke det vigtigste karaktertræk. Når jeg nu som voksen træffer nye kollegaer eller naboer, er jeg faktisk hamrende ligeglad med, om de kan lide kartofler eller ikke. Det er helt andre ting, som tæller.

Jeg vil ikke lave konflikter omkring maden - min yngste datter er en forholdsvis lille nips der er ret kræsen og jeg ved har hun sat sig i hovedet at noget kan hun ikke lide, så kan hun ikke lide det! Så hun skal ikke smage, men jeg opfordre hende til det.. Hun skal ikke spise sig mæt i tilbehør - tænker her bl.a pasta og Hvidt brød, så vil hun ikke spise må hun tage rugbrød med leverpostej eller havregryn..