Abracadabra skriver:
Har du læst, hvad jeg skrev? Det virker ikke sådan.
Jeg tror på både allergi og kræsenhed. Det er ikke det samme - og du bør som fødevareallergiker ikke blande dem sammen.
Men hvor jeg ikke ønsker et anafylaktisk shok ved mit spisebord (det er så træls at skulle genoplive sine gæster), er jeg mindre bange for, at mine gæster undgår sovsen, fordi der er løg i.
Jeg har oplevet bekendte bruge store dele af samværet på at tale om, hvad de spiste og i hvert fald IKKE spiste. Og vi taler hér om fuldstændigt almindelige fødevarer, hvor der ikke var tale om allergi.
Folk må være ligeså kræsne, som de vil. Ligesom de må lade være med at se anden end amerikansk mainstream. Og kun rejse indenfor landets grænser.
Men den, der tør bevæge sig udenfor sin comfortzone, ER tit mere spændende selskab. En mere velkommen gæst og en mere interessant bordherre.
Man virker nemt udannet og kedelig, når man er bange for at prøve noget nyt og ukendt.
Jeg er nærmest altædende og dertil modig, når noget nyt serveres for mig. Min erfaring er, at jeg kan lide det meste, og derfor er jeg helt tryg ved at putte noget nyt i munden. Det ville jo komme bag på mig, hvis jeg ikke brød mig om det.
Til gengæld er jeg vanvittigt følsom over for syntetiske tekstiler. Følsom i betydningen sart, hysterisk, utryg - vælg selv. Jeg kan ikke forklare det rationelt, men jeg får gåsehud og føler mig dårligt tilpas, sådan virkelig dårligt tilpas - omtrent samme følelse, som mange af os får ved lyden af negle, der kradser på en tavle - hvis jeg fx sætter mig i en bil, hvor sæderne er polstret med syntetisk stof. Den reaktion er næppe blevet mildere i takt med, at jeg er blevet bevidst om min sære og voldsomme afsky. Selvfølgelig spiller den negative forventning ind.
Jeg forestiller mig, at det er omtrent samme følelse - næsten panik - der rammer min søn på 18, når han bliver budt på mad, han ikke forventer at kunne lide. Han er kræsen, sart, hysterisk, utryg ved tanken om at udsætte sin smagssans for noget ubehageligt. Præcis, som jeg i al banalitet frygter at bryde min komfortzone i forhold til tekstiler, frygter han at bryde sin i forhold til mad. Han er ekstremt sensibel netop vedrørende smagssansen, og det er lige, så man kan se det sitre i hans krop af panik, hvis noget "forkert" rammer hans mund.
Med to søskende og to forældre, der spiser alt, har han haft svært ved at opnå forståelse. Guderne skal vide, at vi har sukket og presset og beklaget os over hans kræsenhed. Det har IKKE været fedt for ham, og det er selvfølgelig stadig et stort handicap for ham - ikke mindst socialt. Desuden er der, som du selv demonstrerer, en udbredt opfattelse af, at det er en selvvalgt "lidelse" eller uvane og både umodent og forkælet.
Kunne man forestille sig, at nogle mennesker er særligt sensitive omkring det orale og/eller smagssansen? At ligesom nogle er langt mere følsomme end andre, når det gælder støj eller skingre lyde, og ligesom jeg altså har "en ting" omkring syntetisk tekstil, så er andre i udpræget grad hyperfølsomme, når det gælder smag?
Min søn var godt i gang med at udvikle en spiseforstyrrelse for få år siden og er stadig sart på dette område. Alt, der vedrører mad, er blevet forbundet med noget ubehageligt og grænseoverskridende - og han er sig smerteligt bevidst om, at det opfattes som uopdragent og ikke belevent at gå uden om "helt almindelig" mad.
Jeg er helt med på, at kræsenhed kan have mange årsager, men at minde folk, der opfatter en middagsinvitation som noget potentielt konfliktfyldt og voldsomt ubehageligt om, at de fremstår udannede og umodne og er at sammenligne med mennesker, der kun ser trash-serier i TV - med andre ord selv vælger det meste fra - hjælper næppe på deres tryghed og komfort, om du vil.
