Spis op og smag alt, eller sulten i seng.

serinasmor skriver:

Bare fordi jeg ikke helt forstår det  

Hvis I har fået aftensmad - der har været nok af noget som børnene plejer at kunne lide men de nægter at spise "fordi de ikke er sultne" - så er køkkenet åbent 10 min efter i er gået fra bordet ... Fordi de kunne jo være sultne alligevel og skulle nå at spise inden de skal i seng ? 

Eller køkkenet er åbent efter børnene er puttet og har fået børstet tænder - men er sultne fordi de nægtede at spise noget for en halv time siden da i sad ved aftensmaden? 

 

 

 

 

Nej altså hvis vi sætter os til bords og de siger ej det har jeg ikke lyst til, så laver vi intet nummer ud af det, jeg laver bare lige et par rugbrødsmadder og så spiser vi sammen. Skulle de komme efter maden eller efter putning og være sultne må de også gerne få en mad så må tænderne jo bare lige børstes igen. Men det sker ikke rigtig. De plejer at være tilfredse med aftensmad eller rugbrød med pålæg. 

Sprit25 skriver:

I forhold til den anden tråd om kræsenhed bider jeg mærke i at mange mener børn skal spise op ellers kan de komme i seng på tom mave. Derudover observerer jeg at hvis børn ikke kan lide maden/ikke vil spise det bliver de også sent i seng uden aftensmad. Det må jeg stille mig undrende overfor. 

I min optik bliver både mad og seng sat i forbindelse med afstraffelse og negativitet. At ligge der som 4 årige med en sur mor der har sendt en i seng og man er faktisk sulten uden helt at forstå hvorfor? 

Som voksen har vi magten og bestemmer derfor maden men hvordan ville I have det med at skulle gå sulten i seng? Personligt synes jeg der er nok i samfundet der går sulten i seng at børn der har mad ikke skal. Kom gerne med jeres forhold til alt dette

Jeg synes også at det er problematisk, men jeg har svært ved at finde den rigtige balance.

Jeg synes grundlæggende at det er forkert at børn skal tvinges (for det er det jo et eller andet sted) til at spise noget de ikke kan lide. Børn er typisk mere kræsne end voksne, det er naturligt og ikke unormalt. Og der er jo også ting vi voksne ikke kan lide. Hvis jeg fik serveret et stykke gorgonzola og fik at vide at jeg kunne spise det eller gå sulten i seng, ville det føles som et kæmpe overgreb og en stor uretfærdighed. Jeg hader gorgonzola.

På den anden side kæmper vi også med en kræsen dreng herhjemme, og her er det tydeligvis fordi vi ikke har været konsekvente nok med at få ham til at spise de samme ting som os.

Jeg ved simpelthen ikke hvordan man rammer den gyldne mellemvej. 

Jeg er vokset op i et hjem med tvang og gå sulten i seng metoden, og selv i dag har jeg et forkvaklet forhold til mad - det samme har min lillebror (vi er begge over 30), og det har været meget vigtigt  for mig, mine børn fik et naturligt forhold til mad, så her i huset er der ingen tvang. 

Mine børn spiser mange grøntsager - men kun 3-4 forskellige slags og kun rå. Derudover er min søn vegetar, så de dage, min datter og jeg vil have kød, laver jeg to slags aftensmad. Det gør jwg også, hvis jeg ikke har lyst til at spise det samme som dem. 

Jeg opfordrer dem til at smage på maden, men accepterer også, hvis de ikke kan lide det / ikke har lyst til at smage. Jeg kan ikke se, hvordan nogen af på får noget ud af at blive tvunget til noget, vi ikke har lyst til. Jeg prøver netop at lære mine børn at finde deres grænser, ikke acceptere tvang og være selvstændige individer

Herhjemme har vi indtil videre ikke oplevet at vores store datter (4 år knap) ikke ville spise . Får vi stærk mad, så får ungerne noget andet . 

Hvis vi skulle opleve det , så hælder jeg til metoden med at der skal smages, bare en lille bid. For man kan ikke vide om man kan lide det hvis det er noget nyt og der ikke er blevet smagt. Og så vil de blive tilbudt noget Rugbrød. 

Vi har dog oplevet at den store var sulten efter tandbørstning, og så fik hun da noget mad . Jeg kan selv blive småsulten inden sengetid, men ingen nægter mig og tage en bid brød, det skal mine børn heller ikke nægtes! 

Jeg er vokset op i et hjem med tvang og gå sulten i seng metoden, og selv i dag har jeg et forkvaklet forhold til mad - det samme har min lillebror (vi er begge over 30), og det har været meget vigtigt  for mig, mine børn fik et naturligt forhold til mad, så her i huset er der ingen tvang. 

Mine børn spiser mange grøntsager - men kun 3-4 forskellige slags og kun rå. Derudover er min søn vegetar, så de dage, min datter og jeg vil have kød, laver jeg to slags aftensmad. Det gør jwg også, hvis jeg ikke har lyst til at spise det samme som dem. 

Jeg opfordrer dem til at smage på maden, men accepterer også, hvis de ikke kan lide det / ikke har lyst til at smage. Jeg kan ikke se, hvordan nogen af på får noget ud af at blive tvunget til noget, vi ikke har lyst til. Jeg prøver netop at lære mine børn at finde deres grænser, ikke acceptere tvang og være selvstændige individer

Jeg har det ligesom dig. Fordi jeg er blevet tvunget til at spise, især mad jeg ikke kunne lide, så har mit forhold til mad været underligt. Jeg vil så også sige, at i mit tilffælde var det i ekstremerne, og det endte med jeg kun ville have kødpølse madder. 

Jeg tror, man skal finde en balancegang. Jeg vil helst ikke tvinge min datter, når hun når den alder, men hun skal også vide, at hun helst skal smage på maden, før man siger nej tak. 

Det kan være jeg bliver klogere, når hun bliver ældre. 

Jeg vil i hvert fald have hun får et sundt forhold til mad end jeg selv har haft  

Er spørgsmålet ikke også hvad er et naturligt forhold til mad? For er et naturligt forhold til mad at man spiser på fastsatte tidspunkter, det andre har bestemt og kan man overhovedet få et naturligt forhold til mad i et overflodssamfund?

for mig er et naturligt forhold til mad, at man spiser når man er sulten og stopper når man er mæt. At man spiser det man har lyst til -og her er det overflodssamfundet smadrer for hvad om man har lyst til slik (det sker i hvert fald for mig ) og derfor må der være en begrænsning i indkøbet. 

Jeg ønsker at give til mine børn, at de kan mærke om de er sultne eller mætte og også om de har lyst til den kartoffel eller måske hellere ville have blomkålen. Hvordan gør man så det, jeg tror ikke man gør det ved tvang og ved at overhøre de fortæller de ikke har lyst, eller ikke kan spise mere (lige nu), men at man derimod lader dem vælge mellem flere forskellige ting og også få lov at spise hvis sulten melder sig igen en time efter aftensmaden, kan jo være det bare ikke lå tungt i maden, det er i den periode de vokser meget eller.... Måske er jeg helt forkert på den, men så gjorde jeg det i det mindste med gode intentioner

Abracadabra skriver:

Øhm, nu er der et misforhold mellem "spis op" og "gå i seng på tom mave". Hvis man ikke kan spise sin (kæmpe)portion op, kommer man nok i seng med nok mad i maven... 

Mine børn bliver i øvrigt puttet nærmest lige efter aftensmaden. 

Skal man sanktionere kræsenhed? Ja, jeg ville helt klart! Vi serverer altid NOGET, børn kan spise, og hvis børnene pludselig hverken ville spise kød, kartofler/pasta eller grøntsager, så var de nok ikke særligt sultne. 

Derudover skal man smage, inden man afviser. Principielt, for mine børn er meget små, og forstår vist ikke helt netop dét princip. 

Men kræsenhed er meget, meget uklædeligt. Jeg husker de kræsne børn i min folkeskole som værende umodne og barnlige - i virkeligheden var de jo bare dårligt opdraget. (Min tolerancetærskel for kræsenhed er meget lav.) 

Man skal smage maden. Man tager ikke skade af at springe et måltid over. Men man behøver ikke råbe og skrige over det, så må man jo konstatere, at barnet ikke er særlig sulten. Og langt hen ad vejen skal børn nok inkluderes mere i madlavning som forebyggelse af kræsenhed. 

Jeg må indrømme jeg får lidt ondt i maven af dit indlæg. Jeg er selv kræsen, madsnob, bevidst om hvad jeg spiser kald det hvad du vil. Der er rigtig meget jeg ikke spiser til dels også fordi jeg er allergiker og "magter" ikke finde ud af om jeg får en reaktion eller ej. Min bror er kok og dermed alt ædende. Så nogen gange er det ikke kun opdragelse. 

Du skriver det er uklædeligt? Hvad mener du med dette? Samtidig skriver du man er umoden? Jeg ville nu ikke definere mig som umoden. Jeg har da en barnlig side men er da kun en fordel? 

De skal smage, hvis ikke de kan lide det, så er det en rugbrødsmad med smør. Tilpas kedeligt til at man vælger det af nød og ikke lyst.

lineog4 skriver:

Jeg tror du har ret frem for at have fokus på maden. Har vi også fokus på at især aftensmåltidet er en hygge stund, en stund hvor vi alle 5 sidder ned samtidig og har tid til at høre om hinandens dag (vi fortæller alle sammen 3 gode ting fra dagen også selvom vi har været sammen), vi konverserer hvis man skal være fin på det, og børnene skal blive siddende til alle børn er færdige (vi voksne kan godt lidt at sidde lidt længere). Ofte så fordi der er ro og tid så ryger der det ned som dækker deres behov (og gør der ikke, så går der ingen skår af mig at smøre en mad, skære et æble eller hvad det nu kan være lige før sengetid).

så enig flytte fokus fra mad over til måltidet og det et måltid i en familie indebærer af bordskik, konversation, hygge... Så tror jeg man kommer tusind gange længere end alt den snak om mad

Lige præcis det jeg mener! Jeg er så enig og ja - der ryger nemlig stille og roligt det ned der skal i løbet af måltidet og ellers får man noget andet senere. 

God ide med 3 gode ting fra dagen�� Den vil jeg adoptere. Vi er også 5 i vores familie og det er da super at alle lige kommer til orde med noget dejligt / positivt��

Sprit25 skriver:

Jeg må indrømme jeg får lidt ondt i maven af dit indlæg. Jeg er selv kræsen, madsnob, bevidst om hvad jeg spiser kald det hvad du vil. Der er rigtig meget jeg ikke spiser til dels også fordi jeg er allergiker og "magter" ikke finde ud af om jeg får en reaktion eller ej. Min bror er kok og dermed alt ædende. Så nogen gange er det ikke kun opdragelse. 

Du skriver det er uklædeligt? Hvad mener du med dette? Samtidig skriver du man er umoden? Jeg ville nu ikke definere mig som umoden. Jeg har da en barnlig side men er da kun en fordel? 

Med "uklædeligt" mener jeg, at man som voksen ser dum ud, hvis man laver stuntet "er der løg i frikadellerne, for jeg kan ikke lide løg". 

Som voksen må man selvfølgelig sige nej til al anden mad end spaghetti med kødsovs, MEN kræsenhed hos voksne bliver (af mange) opfattet negativt. 

Jeg har en bekendt, som "ikke kan lide" græsk mad, italiensk mad eller noget med mælk (fraset færdigprodukter). Så han er meget besværlig at lave mad til eller finde en restaurant med. Det er temmelig upraktisk. Og at se en mand på 30+ sidde og rynke på næsen af det meste mad, han får serveret, er utiltalende. 

Kvinder, der kun vil se romantiske komedier, er også kedelige at gå i biffen med. Eller folk, der kun vil besøge deres sædvanlige campingplads og aldrig kunne finde på at forlade landet - de er kedelige at rejse med. 

At blive voksen handler også om, at man tør forlade sin comfortzone. Også kulinarisk. Folk, der ssiger "det har jeg godt nok aldrig prøvet før, men jeg er frisk!" er sjovere selskab end dem med spaghetti med kødsovs (uden løg). På mange planer.