Jeg har selv været opdraget til, at jeg skulle spise alt på tallerkenen, selvom jeg var mæt, fordi man jo skulle tænke på de fattige børn i Afrika. Jeg sad ofte længe efter de andre med kold mad, fordi jeg ikke kunne spise det eller ikke kunne lide det.
Jeg har stadig svært ved at mærke min mæthedsfornemmelse og kæmper ofte med vægten. Derudover spiser jeg med følelserne.
Mine børn er vidt forskellige. Den ene er meget kræsen, de to andre er altædende, men den ene af dem er kræsen i øjeblikket. To elsker slik og chokolade. Den sidste kan ikke lide det.
Pga. Nogle meget forskellige holdninger til spisningen, var min mand og jeg rygende uenige ved hvert måltid og det kulminerede med, at min mand prøvede at tvinge maden ind i munden på det kræsne barn og hendes kræsenhed nåede nye højder. Vi måtte skifte kurs.
Vi har lavet følgende regler:
1. Al mad og service skal være på bordet, fordi sætter os ned. Så der ikke er forstyrrelser under måltidet.
2. Vi jagter ikke børnene. Vi sætter os ned og kalder så og siger der er mad.
3. Vi slukker tv og lignende mindst 15 min før.
4. Vi inddrager så vidt muligt børnene i madlavning og borddækning.
5. Vi har altid mad alternativer, der ikke er blandet.
6. Vi tvinger ikke "bløde " grøntsager i dem - det kan børn ikke lide
7. Vi lader dem vælge selv
8. Det allervigtigste, vi har ALDRIG fokus på kræsenheden
9. Vi har kun fokus på en ting adgangen. Feks at spise pænt. Eller sidde pænt osv. Og roser meget.
10. Hvis maden er typisk mor/far mad, så må man gerne få en rugbrødsmad og også hvis man stadig er sulten, når man skal i seng.
11. Vi lokker gerne dem til at smage noget nyt i weekenden, hvor vi har overskud og belønningen er is til dessert, som de alligevel skulle have haft 
Og nu spiser alle noget og det kræsne barn smager på rigtig mange ting helt frivilligt. Det vigtigste er, at vores måltider er hyggelige.