Spis op og smag alt, eller sulten i seng.

Abracadabra skriver:

Med "uklædeligt" mener jeg, at man som voksen ser dum ud, hvis man laver stuntet "er der løg i frikadellerne, for jeg kan ikke lide løg". 

Som voksen må man selvfølgelig sige nej til al anden mad end spaghetti med kødsovs, MEN kræsenhed hos voksne bliver (af mange) opfattet negativt. 

Jeg har en bekendt, som "ikke kan lide" græsk mad, italiensk mad eller noget med mælk (fraset færdigprodukter). Så han er meget besværlig at lave mad til eller finde en restaurant med. Det er temmelig upraktisk. Og at se en mand på 30+ sidde og rynke på næsen af det meste mad, han får serveret, er utiltalende. 

Kvinder, der kun vil se romantiske komedier, er også kedelige at gå i biffen med. Eller folk, der kun vil besøge deres sædvanlige campingplads og aldrig kunne finde på at forlade landet - de er kedelige at rejse med. 

At blive voksen handler også om, at man tør forlade sin comfortzone. Også kulinarisk. Folk, der ssiger "det har jeg godt nok aldrig prøvet før, men jeg er frisk!" er sjovere selskab end dem med spaghetti med kødsovs (uden løg). På mange planer. 

 

Det virker som om du ikke tror på kræsenhed? Som om du mener det er en ide folk får for at gøre livet surt for dig som ikke er kræsen? Tro mig mange der et kræsen ville da gerne ikke være det men det er sgu svært at bare angribe noget nyt hvis man ved man får kvalme af det

Sprit25 skriver:

Det virker som om du ikke tror på kræsenhed? Som om du mener det er en ide folk får for at gøre livet surt for dig som ikke er kræsen? Tro mig mange der et kræsen ville da gerne ikke være det men det er sgu svært at bare angribe noget nyt hvis man ved man får kvalme af det

Du rammer jo essensen hér: Du vil ikke smage noget nyt, fordi du ved, at du får kvalme af det? Det hænger da ikke sammen? Du ved jo ikke, at du ikke kan lide det, hvis du ikke har smagt det? 

Sprit25 skriver:

I forhold til den anden tråd om kræsenhed bider jeg mærke i at mange mener børn skal spise op ellers kan de komme i seng på tom mave. Derudover observerer jeg at hvis børn ikke kan lide maden/ikke vil spise det bliver de også sent i seng uden aftensmad. Det må jeg stille mig undrende overfor. 

I min optik bliver både mad og seng sat i forbindelse med afstraffelse og negativitet. At ligge der som 4 årige med en sur mor der har sendt en i seng og man er faktisk sulten uden helt at forstå hvorfor? 

Som voksen har vi magten og bestemmer derfor maden men hvordan ville I have det med at skulle gå sulten i seng? Personligt synes jeg der er nok i samfundet der går sulten i seng at børn der har mad ikke skal. Kom gerne med jeres forhold til alt dette

Jeg smager ikke på ting jeg ikke har lyst til.  Og det behøver mine børn heller ikke! !!

Vi opmuntre, men vi tvinger aldrig.  -og vi har altid en rugbrøds mad hvis nogen skulle blive sultne senere 

Her smager vi på tingene og hvis hun ikke bryder sig om det så får hun noget andet  

Da jeg var lille skulle jeg blive siddende til jeg var færdig også selvom jeg ikke kunne lide det, jeg kunne sidde flere timer og ellers var det i seng.

Og jeg kan huske at jeg hadede det! 

Det vil jeg ikke byde mit barn, så hellere smage på det og så få noget andet hvis ikke hun bryder sig om det  

Jeg har selv været opdraget til, at jeg skulle spise alt på tallerkenen, selvom jeg var mæt, fordi man jo skulle tænke på de fattige børn i Afrika.  Jeg sad ofte længe efter de andre med kold mad, fordi jeg ikke kunne spise det eller ikke kunne lide det.

Jeg har stadig svært ved at mærke min mæthedsfornemmelse og kæmper ofte med vægten. Derudover spiser jeg med følelserne.

 Mine børn er vidt forskellige. Den ene er meget kræsen, de to andre er altædende, men den ene af dem er kræsen i øjeblikket. To elsker slik og chokolade. Den sidste kan ikke lide det. 

Pga. Nogle meget forskellige holdninger til spisningen, var min mand og jeg rygende uenige ved hvert måltid og det kulminerede med, at min mand prøvede at tvinge maden ind i munden på det kræsne barn og hendes kræsenhed nåede nye højder. Vi måtte skifte kurs.

Vi har lavet følgende regler:

1. Al mad og service skal være på bordet, fordi sætter os ned. Så der ikke er forstyrrelser under måltidet.

2. Vi jagter ikke børnene. Vi sætter os ned og kalder så og siger der er mad.

3. Vi slukker tv og lignende mindst 15 min før.

4. Vi inddrager så vidt muligt børnene i madlavning og borddækning.

5. Vi har altid mad alternativer, der ikke er blandet.

6. Vi tvinger ikke "bløde " grøntsager i dem - det kan børn ikke lide

7. Vi lader dem vælge selv

8. Det allervigtigste, vi har ALDRIG fokus på kræsenheden

9. Vi har kun fokus på en ting adgangen. Feks at spise pænt. Eller sidde pænt osv. Og roser meget.

10. Hvis maden er typisk mor/far mad, så må man gerne få en rugbrødsmad og også hvis man stadig er sulten, når man skal i seng.

11. Vi lokker gerne dem til at smage noget nyt i weekenden, hvor vi har overskud og belønningen er is til dessert, som de alligevel skulle have haft

Og nu spiser alle noget og det kræsne barn smager på rigtig mange ting helt frivilligt. Det vigtigste er, at vores  måltider er hyggelige.

Det virker som om du ikke tror på kræsenhed? Som om du mener det er en ide folk får for at gøre livet surt for dig som ikke er kræsen? Tro mig mange der et kræsen ville da gerne ikke være det men det er sgu svært at bare angribe noget nyt hvis man ved man får kvalme af det

Man kan altså godt arbejde med sin kræsenhed. Også som voksen. Jeg var kræsen som barn og yngre. I dag ved jeg at det var fordi der var mange ting jeg ikke fik serveret i mit barndomshjem og jeg turde ikke smage på nyt. Jeg vidste om jeg kunne lide noget, bare ved at kigge på det. Sådan kunne jeg sikkert have levet hele mit liv. Men hold da op, hvor ville jeg være gået glip af meget lækkert mad. Jeg begyndte at udfordre mig selv. Det tager mange gange fra man smager en ny ting til man faktisk nyder den - men det er altså muligt. Mange af de ting jeg ikke kunne lide førhen, er de ting je g nyder allermest i dag. Så jo kræsenhed findes, men kan sagtens kureres ved at turde og udfordre sig selv. Der er stadigvæk ting jeg ikke kan lide, men så ved jeg at jeg skal prøve det mange gange. Og jeg kunne aldrig drømme om at sige ude i byen "det kan jeg ikke lide", så spiser jeg det alligevel. Det dør jeg ikke af - og jeg kaster heller ikke op. 

Med hensyn til debatten. Jeg kunne ikke drømme om at bruge mad og seng som straf, men jeg har nogle forventninger til tilgangen til maden. Hvis du vil have mere af det du bedst kan lide, skal du lige spise noget mere af det andet på din tallerken også. Min søn får altid noget mad i maven, og han styrer helt selv mængden. Ingen tvang. Men der er det mad der er på bordet. 

Lige en sidebemærkning. Jeg forstår ikke, at mange ikke serverer stærk mad til deres børn. Nærmest som om det forkert. Det handler vel om hvad de har været vandt til? Min søn på to kan nærmest spise stærkere mad end mig. Han reagerer aldrig på hvor stærkt det er - heller ikke når det er blevet stærkere end det var meningen. Hvis I er glade for stærk mad, er det da kun en god ting at vænne jeres børn til???

Abracadabra skriver:

Du rammer jo essensen hér: Du vil ikke smage noget nyt, fordi du ved, at du får kvalme af det? Det hænger da ikke sammen? Du ved jo ikke, at du ikke kan lide det, hvis du ikke har smagt det? 

Det er ganske korrekt. Men i og med jeg også har en stor chance for en allergisk reaktion gider jeg ikke. 

Jeg er enig i man skal smage på mad men der også langt fra opfordre til at smage til at tvinge og stille ultimative! 

I vores sammenbragte familie, er der få, men faste regler omkring mad. 4 drenge, der er rigtig gode til at overbevise de andre om at det er "aaaaddd" hvis først den ene begynder med ikke at bryde sig om maden. 

Det hjælper umådelig meget med en simpel regel, at ungerne først må gå fra bordet når alle børn er færdige med at spise. 

Det er helt okay at de ikke kan lide det, men der er ingen af vores børn der skal gå sultne i seng, så får de hellere end gerne en rugbrød med leverpostej. 

Ungerne er langt fra kræsne, ingen sure miner og alle får spist noget ved bordet. 

Sprit25 skriver:

Det er ganske korrekt. Men i og med jeg også har en stor chance for en allergisk reaktion gider jeg ikke. 

Jeg er enig i man skal smage på mad men der også langt fra opfordre til at smage til at tvinge og stille ultimative! 

Du har vel en RISIKO for en allergisk reaktion. 

Fødevareallergi og kræsenhed er i øvrigt ikke det samme og bør derfor ikke sammenlignes. 

Jeg har aldrig ment, at personer med en diagnosticeret sygdom var hverken hysteriske eller uopdragne. (At der så er mange kvindfolk, der påtager sig en sygerolle, er en anden sag.) 

Sprit25 skriver:

I forhold til den anden tråd om kræsenhed bider jeg mærke i at mange mener børn skal spise op ellers kan de komme i seng på tom mave. Derudover observerer jeg at hvis børn ikke kan lide maden/ikke vil spise det bliver de også sent i seng uden aftensmad. Det må jeg stille mig undrende overfor. 

I min optik bliver både mad og seng sat i forbindelse med afstraffelse og negativitet. At ligge der som 4 årige med en sur mor der har sendt en i seng og man er faktisk sulten uden helt at forstå hvorfor? 

Som voksen har vi magten og bestemmer derfor maden men hvordan ville I have det med at skulle gå sulten i seng? Personligt synes jeg der er nok i samfundet der går sulten i seng at børn der har mad ikke skal. Kom gerne med jeres forhold til alt dette

Har ikke læst den tråd du referere til, men vi har en småtspisende pige og kræsen oveni. 

Reglen er at hun skal smage maden men bryder hun sig ikke om det, kan hun få et stykke rugbrød i stedet. 

Kunne ikke smide hende i seng uden mad ( hun vågner bare og er sulten  ig jeg træt)