Anonym skriver:
Jeg er kæreste med en skøn mand - eller det var han i hvert fald i starten af vores forhold! Vi bor sammen og har begge to børn fra tidligere i alderen 5-9 år - hvor mine er både yngst og ældst.
Mit største problem (der er mange) er, at han gør kæmpe forskel på min yngste og resten af børnene, så meget at jeg har mest lydt til at sætte mig til at tude over det. Hvis hun taler for meget ved spisebordet, så ryger hun i seng efter aftensmaden, hvor de andre bare snakker og snakker videre, og selvom han også siger at de ryger i seng, så har de aldrig gjort det. Og det kan min lille datter jo slet ikke forstå, hvorfor det kun er hende der skal straffes.
Den anden dag faldt hun på sit løbehjul, og nu bliver hun straffet med, at hun ALDRIG må bruge det igen....? hvad er det for en mærkelig måde at være på. Det skal lige siges, at hans egen datter samme uge fik et løbehjul, og selvom hun falder bliver det ikke taget fra hende. Det er kun min mindste der altid skal straffes.
Hans datter har tit giver min datter skylden for alverdens ting og sager, og hun er blevet straffet for det, med skældud, råb, sendt på værelset i længere tid, og sendt i seng - men hun har ikke gjort noget. Jeg bliver bare så ked af det, det er mit højt elskedet barn det går ud over - og hans børn må bare alt, ingen konsekvenser overhovedet, heller ikke når de sparker og slår! Og ved at hvis det havde været min datter, så var han flippet!
Han ydmyger hende mens vi spiser - og får hans egne børn til at gøre det samme "du er født i tyrens numsehul" - han rækker ned på hendes højde (hun er helt almindelig- hans egne er meget høje af deres alder) - og han kan aldrig rose hende for noget. Hun er et helt almindeligt barn på 5 år, det eneste der er med hende, er at hun kan det samme som hans børn der er ældre end hende - og ved ikke om det er derfor han er så ondskabsfuld overfor hende.
Lige nu tænker jeg, at jeg bare skal væk fra ham og hans børn - de gør intet godt for os, men skal hele tiden sættes først!
Han har løjet overfor mig tusindvis af gange - tror dog stadig at jeg intet ved.
De uger hvor vi ikke har børn, kommer han hjem fra arbejde og enten kigger på mobil, spiller ps3 eller sover - vi snakker ikke sammen og laver intet fælles.
Han kritiserer mig for mange ting, og giver mig skylden for alt der går galt.
Han taler nedsættende om mig, f.eks har han sagt til hans søstre (mens jeg var til stede) om vi ikke kunne få deres opskrift på boller, for dem jeg lavede blev altid så skide tørre....
Eller hvorfor jeg ikke kunne sætte hans datters hår som hans søster gjorde det.... Tjo det har jeg så også gjort mange gange - og selv tak for hjælpen!
Jeg er så skide ked af det, frustreret og ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Mine børn skal ikke straffes på denne måde - de betyder alt for mig!
Du får en masse hug her i tråden, og det er der også en grund til, men jeg synes det er vigtigt også at anerkende at vi mennesker er påvirkelige størrelser. Jeg kender godt til det du snakker om - at man på en eller anden måde bliver manipuleret og lullet ind i en forestilling om at det her er "normalt". At psyken er i stand til at fortrænge den reelle situation og skabe en eller form for alternativ virkelighed.
Du er brudt ud af den onde cirkel og kan se tingene tydeligt nu. Det er stærkt og et stort skridt. Og nu skal du handle.
Hvis jeg var dig, ville jeg (når kaos har lagt sig igen efter din flytning) tage kontakt til en børnepsykolog og få nogle gode råd til hvordan du får din datter videre på den bedst mulige måde. Ikke at din datter nødvendigvis skal snakke med psykologen, men at du kan få nogle redskaber til at støtte hende.
