Psykopat eller bare ondskabsfuld?

Jeg er kæreste med en skøn mand - eller det var han i hvert fald i starten af vores forhold! Vi bor sammen og har begge to børn fra tidligere i alderen 5-9 år - hvor mine er både yngst og ældst.

Mit største problem (der er mange) er, at han gør kæmpe forskel på min yngste og resten af børnene, så meget at jeg har mest lydt til at sætte mig til at tude over det. Hvis hun taler for meget ved spisebordet, så ryger hun i seng efter aftensmaden, hvor de andre bare snakker og snakker videre, og selvom han også siger at de ryger i seng, så har de aldrig gjort det. Og det kan min lille datter jo slet ikke forstå, hvorfor det kun er hende der skal straffes.

Den anden dag faldt hun på sit løbehjul, og nu bliver hun straffet med, at hun ALDRIG må bruge det igen....? hvad er det for en mærkelig måde at være på. Det skal lige siges, at hans egen datter samme uge fik et løbehjul, og selvom hun falder bliver det ikke taget fra hende. Det er kun min mindste der altid skal straffes. 

Hans datter har tit giver min datter skylden for alverdens ting og sager, og hun er blevet straffet for det, med skældud, råb, sendt på værelset i længere tid, og sendt i seng - men hun har ikke gjort noget. Jeg bliver bare så ked af det, det er mit højt elskedet barn det går ud over - og hans børn må bare alt, ingen konsekvenser overhovedet, heller ikke når de sparker og slår! Og ved at hvis det havde været min datter, så var han flippet!

Han ydmyger hende mens vi spiser - og får hans egne børn til at gøre det samme "du er født i tyrens numsehul" - han rækker ned på hendes højde (hun er helt almindelig- hans egne er meget høje af deres alder) - og han kan aldrig rose hende for noget. Hun er et helt almindeligt barn på 5 år, det eneste der er med hende, er at hun kan det samme som hans børn der er ældre end hende - og ved ikke om det er derfor han er så ondskabsfuld overfor hende.

Lige nu tænker jeg, at jeg bare skal væk fra ham og hans børn - de gør intet godt for os, men skal hele tiden sættes først! 

Han har løjet overfor mig tusindvis af gange - tror dog stadig at jeg intet ved. 

De uger hvor vi ikke har børn, kommer han hjem fra arbejde og enten kigger på mobil, spiller ps3 eller sover - vi snakker ikke sammen og laver intet fælles.

Han kritiserer mig for mange ting, og giver mig skylden for alt der går galt.

Han taler nedsættende om mig, f.eks har han sagt til hans søstre (mens jeg var til stede) om vi ikke kunne få deres opskrift på boller, for dem jeg lavede blev altid så skide tørre.... 
Eller hvorfor jeg ikke kunne sætte hans datters hår som hans søster gjorde det.... Tjo det har jeg så også gjort mange gange - og selv tak for hjælpen!

Jeg er så skide ked af det, frustreret og ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Mine børn skal ikke straffes på denne måde - de betyder alt for mig!

Du skal væk nu. Det er helt urimeligt at dit stakkels barn skal have ødelagt sit liv (ikke kun nu og her - men også på sigt pga dårligt selvværd, angst mv), fordi din kæreste er en idiot. Det er også helt lige meget om han er psykopat eller bare idiot - du skal væk, så du kan redde dig selv og dit barn fra den psykiske terror han udøver!

 Kram

Anonym skriver:

Jeg er kæreste med en skøn mand - eller det var han i hvert fald i starten af vores forhold! Vi bor sammen og har begge to børn fra tidligere i alderen 5-9 år - hvor mine er både yngst og ældst.

Mit største problem (der er mange) er, at han gør kæmpe forskel på min yngste og resten af børnene, så meget at jeg har mest lydt til at sætte mig til at tude over det. Hvis hun taler for meget ved spisebordet, så ryger hun i seng efter aftensmaden, hvor de andre bare snakker og snakker videre, og selvom han også siger at de ryger i seng, så har de aldrig gjort det. Og det kan min lille datter jo slet ikke forstå, hvorfor det kun er hende der skal straffes.

Den anden dag faldt hun på sit løbehjul, og nu bliver hun straffet med, at hun ALDRIG må bruge det igen....? hvad er det for en mærkelig måde at være på. Det skal lige siges, at hans egen datter samme uge fik et løbehjul, og selvom hun falder bliver det ikke taget fra hende. Det er kun min mindste der altid skal straffes. 

Hans datter har tit giver min datter skylden for alverdens ting og sager, og hun er blevet straffet for det, med skældud, råb, sendt på værelset i længere tid, og sendt i seng - men hun har ikke gjort noget. Jeg bliver bare så ked af det, det er mit højt elskedet barn det går ud over - og hans børn må bare alt, ingen konsekvenser overhovedet, heller ikke når de sparker og slår! Og ved at hvis det havde været min datter, så var han flippet!

Han ydmyger hende mens vi spiser - og får hans egne børn til at gøre det samme "du er født i tyrens numsehul" - han rækker ned på hendes højde (hun er helt almindelig- hans egne er meget høje af deres alder) - og han kan aldrig rose hende for noget. Hun er et helt almindeligt barn på 5 år, det eneste der er med hende, er at hun kan det samme som hans børn der er ældre end hende - og ved ikke om det er derfor han er så ondskabsfuld overfor hende.

Lige nu tænker jeg, at jeg bare skal væk fra ham og hans børn - de gør intet godt for os, men skal hele tiden sættes først! 

Han har løjet overfor mig tusindvis af gange - tror dog stadig at jeg intet ved. 

De uger hvor vi ikke har børn, kommer han hjem fra arbejde og enten kigger på mobil, spiller ps3 eller sover - vi snakker ikke sammen og laver intet fælles.

Han kritiserer mig for mange ting, og giver mig skylden for alt der går galt.

Han taler nedsættende om mig, f.eks har han sagt til hans søstre (mens jeg var til stede) om vi ikke kunne få deres opskrift på boller, for dem jeg lavede blev altid så skide tørre.... 
Eller hvorfor jeg ikke kunne sætte hans datters hår som hans søster gjorde det.... Tjo det har jeg så også gjort mange gange - og selv tak for hjælpen!

 

Jeg er så skide ked af det, frustreret og ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Mine børn skal ikke straffes på denne måde - de betyder alt for mig!

 

 

 

Hvad mener du dog? Du skriver at hun er dit et og alt og alligevel udsætter du hende for det her?

Har du selv læst hvad du skriver? 

Undskyld mit hårde svar. Men hvor er du henne i alt det her??

Går du imellem og tager din datter i forsvar, og fortæller ham at den opførelse han udviser på ingen måde er i orden, og dermed sørger for at din datter behandles ordentligt, eller står du bare og ser passivt til? 

Kom væk nu!

Hvorfor flytter du ikke bare? At du bliver boende selv om du ved han mishandler dit barn psykisk gør dig til en dårlig mor. Pak tasken og flyt fra den stodder så din datter kan se at hun er mere værd end det! Gør som alle gode mødre ville gøre! Flyt! 

Du gør det forhold forbi og flytter med dine børn eller smider ham ud. Det kan simpelthen ikke være rigtig det her. Du må og skal ikke stå på sidelinien og se en mand gøre dine børn "ondt" Ej hvor bliver jeg ked af det  Håber du finder en løsning meget hurtigt. 

I starten var han fantastisk over for os alle sammen - men han er blevet til en hel anden. Jeg har selvfølgelig taget hende i forsvar, alle gangene - har også været kørt fra ham med børnene - og det ender med kæmpe skænderier og dage hvor vi ikke snakker sammen! Så bliver han god og kærlig igen, for en periode og så starter det forfra...
Jeg har hele tiden troet at vi kunne få det godt sammen - men har mistet troen, og vil bare væk nu så han ikke formår at gøre mere skade på nogen af os. Han holder ting skjuldt for mig, og ingen må vide vi er kærester.... meget mærkeligt når vi bor sammen.....
havde bare brug for, at "høre" at det jeg tænker og har oplevet er lige så slemt som det er i mit hoved - og at jeg må væk fra det.

Anonym skriver:

Jeg er kæreste med en skøn mand - eller det var han i hvert fald i starten af vores forhold! Vi bor sammen og har begge to børn fra tidligere i alderen 5-9 år - hvor mine er både yngst og ældst.

Mit største problem (der er mange) er, at han gør kæmpe forskel på min yngste og resten af børnene, så meget at jeg har mest lydt til at sætte mig til at tude over det. Hvis hun taler for meget ved spisebordet, så ryger hun i seng efter aftensmaden, hvor de andre bare snakker og snakker videre, og selvom han også siger at de ryger i seng, så har de aldrig gjort det. Og det kan min lille datter jo slet ikke forstå, hvorfor det kun er hende der skal straffes.

Den anden dag faldt hun på sit løbehjul, og nu bliver hun straffet med, at hun ALDRIG må bruge det igen....? hvad er det for en mærkelig måde at være på. Det skal lige siges, at hans egen datter samme uge fik et løbehjul, og selvom hun falder bliver det ikke taget fra hende. Det er kun min mindste der altid skal straffes. 

Hans datter har tit giver min datter skylden for alverdens ting og sager, og hun er blevet straffet for det, med skældud, råb, sendt på værelset i længere tid, og sendt i seng - men hun har ikke gjort noget. Jeg bliver bare så ked af det, det er mit højt elskedet barn det går ud over - og hans børn må bare alt, ingen konsekvenser overhovedet, heller ikke når de sparker og slår! Og ved at hvis det havde været min datter, så var han flippet!

Han ydmyger hende mens vi spiser - og får hans egne børn til at gøre det samme "du er født i tyrens numsehul" - han rækker ned på hendes højde (hun er helt almindelig- hans egne er meget høje af deres alder) - og han kan aldrig rose hende for noget. Hun er et helt almindeligt barn på 5 år, det eneste der er med hende, er at hun kan det samme som hans børn der er ældre end hende - og ved ikke om det er derfor han er så ondskabsfuld overfor hende.

Lige nu tænker jeg, at jeg bare skal væk fra ham og hans børn - de gør intet godt for os, men skal hele tiden sættes først! 

Han har løjet overfor mig tusindvis af gange - tror dog stadig at jeg intet ved. 

De uger hvor vi ikke har børn, kommer han hjem fra arbejde og enten kigger på mobil, spiller ps3 eller sover - vi snakker ikke sammen og laver intet fælles.

Han kritiserer mig for mange ting, og giver mig skylden for alt der går galt.

Han taler nedsættende om mig, f.eks har han sagt til hans søstre (mens jeg var til stede) om vi ikke kunne få deres opskrift på boller, for dem jeg lavede blev altid så skide tørre.... 
Eller hvorfor jeg ikke kunne sætte hans datters hår som hans søster gjorde det.... Tjo det har jeg så også gjort mange gange - og selv tak for hjælpen!

 

Jeg er så skide ked af det, frustreret og ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Mine børn skal ikke straffes på denne måde - de betyder alt for mig!

 

 

 

Du er simpelthen nødt til at tage ansvar for dine børn og droppe undskyldningerne overfor din mand! Det virker helt absurd hvis du ikke har reageret tidligere på den opførsel der vises overfor din datter - det håber jeg du har. Du skylder dine børn et godt, kærligt  og trygt miljø og så skide med om du er glad for manden, se at komme væk. Undskyld hvis det lyder hårdt, men som du beskriver situationen er det bare på ingen måde ok, din lille datter risikerer at få men resten af livet.. 

Anonym skriver:

I starten var han fantastisk over for os alle sammen - men han er blevet til en hel anden. Jeg har selvfølgelig taget hende i forsvar, alle gangene - har også været kørt fra ham med børnene - og det ender med kæmpe skænderier og dage hvor vi ikke snakker sammen! Så bliver han god og kærlig igen, for en periode og så starter det forfra...
Jeg har hele tiden troet at vi kunne få det godt sammen - men har mistet troen, og vil bare væk nu så han ikke formår at gøre mere skade på nogen af os. Han holder ting skjuldt for mig, og ingen må vide vi er kærester.... meget mærkeligt når vi bor sammen.....
havde bare brug for, at "høre" at det jeg tænker og har oplevet er lige så slemt som det er i mit hoved - og at jeg må væk fra det.

Må ingen vide I er kærester? Hvordan kan du bare accepterer dette? Det forstår jeg altså ikke. Det er ikke for at lyde grov - så tage det ikke sådan... Men har du meget lav selvtillid og selvværd? Du bliver simpelthen nød til at spænde hjelmen NU og gøre noget godt for DIG og dine børn!

Anonym skriver:

Jeg er kæreste med en skøn mand - eller det var han i hvert fald i starten af vores forhold! Vi bor sammen og har begge to børn fra tidligere i alderen 5-9 år - hvor mine er både yngst og ældst.

Mit største problem (der er mange) er, at han gør kæmpe forskel på min yngste og resten af børnene, så meget at jeg har mest lydt til at sætte mig til at tude over det. Hvis hun taler for meget ved spisebordet, så ryger hun i seng efter aftensmaden, hvor de andre bare snakker og snakker videre, og selvom han også siger at de ryger i seng, så har de aldrig gjort det. Og det kan min lille datter jo slet ikke forstå, hvorfor det kun er hende der skal straffes.

Den anden dag faldt hun på sit løbehjul, og nu bliver hun straffet med, at hun ALDRIG må bruge det igen....? hvad er det for en mærkelig måde at være på. Det skal lige siges, at hans egen datter samme uge fik et løbehjul, og selvom hun falder bliver det ikke taget fra hende. Det er kun min mindste der altid skal straffes. 

Hans datter har tit giver min datter skylden for alverdens ting og sager, og hun er blevet straffet for det, med skældud, råb, sendt på værelset i længere tid, og sendt i seng - men hun har ikke gjort noget. Jeg bliver bare så ked af det, det er mit højt elskedet barn det går ud over - og hans børn må bare alt, ingen konsekvenser overhovedet, heller ikke når de sparker og slår! Og ved at hvis det havde været min datter, så var han flippet!

Han ydmyger hende mens vi spiser - og får hans egne børn til at gøre det samme "du er født i tyrens numsehul" - han rækker ned på hendes højde (hun er helt almindelig- hans egne er meget høje af deres alder) - og han kan aldrig rose hende for noget. Hun er et helt almindeligt barn på 5 år, det eneste der er med hende, er at hun kan det samme som hans børn der er ældre end hende - og ved ikke om det er derfor han er så ondskabsfuld overfor hende.

Lige nu tænker jeg, at jeg bare skal væk fra ham og hans børn - de gør intet godt for os, men skal hele tiden sættes først! 

Han har løjet overfor mig tusindvis af gange - tror dog stadig at jeg intet ved. 

De uger hvor vi ikke har børn, kommer han hjem fra arbejde og enten kigger på mobil, spiller ps3 eller sover - vi snakker ikke sammen og laver intet fælles.

Han kritiserer mig for mange ting, og giver mig skylden for alt der går galt.

Han taler nedsættende om mig, f.eks har han sagt til hans søstre (mens jeg var til stede) om vi ikke kunne få deres opskrift på boller, for dem jeg lavede blev altid så skide tørre.... 
Eller hvorfor jeg ikke kunne sætte hans datters hår som hans søster gjorde det.... Tjo det har jeg så også gjort mange gange - og selv tak for hjælpen!

 

Jeg er så skide ked af det, frustreret og ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Mine børn skal ikke straffes på denne måde - de betyder alt for mig!

 

 

 

Hvad laver du stadig sammen med ham. Du skal da bare væk. 

Men kan ikke lade være at bide mærke i at du hele tiden siger han straffer din datter men ikke hans egne børn osv. Hvad gør du egentlig selv ved det? 

Straffer du hans børn? Og hvorfor giver du ikke din datter hendes løbehjul tilbage eller åbner munden og siger noget til ham? 

Synes der mangler noget af historien.