Psykopat eller bare ondskabsfuld?

Anonym skriver:

Jeg er kæreste med en skøn mand - eller det var han i hvert fald i starten af vores forhold! Vi bor sammen og har begge to børn fra tidligere i alderen 5-9 år - hvor mine er både yngst og ældst.

Mit største problem (der er mange) er, at han gør kæmpe forskel på min yngste og resten af børnene, så meget at jeg har mest lydt til at sætte mig til at tude over det. Hvis hun taler for meget ved spisebordet, så ryger hun i seng efter aftensmaden, hvor de andre bare snakker og snakker videre, og selvom han også siger at de ryger i seng, så har de aldrig gjort det. Og det kan min lille datter jo slet ikke forstå, hvorfor det kun er hende der skal straffes.

Den anden dag faldt hun på sit løbehjul, og nu bliver hun straffet med, at hun ALDRIG må bruge det igen....? hvad er det for en mærkelig måde at være på. Det skal lige siges, at hans egen datter samme uge fik et løbehjul, og selvom hun falder bliver det ikke taget fra hende. Det er kun min mindste der altid skal straffes. 

Hans datter har tit giver min datter skylden for alverdens ting og sager, og hun er blevet straffet for det, med skældud, råb, sendt på værelset i længere tid, og sendt i seng - men hun har ikke gjort noget. Jeg bliver bare så ked af det, det er mit højt elskedet barn det går ud over - og hans børn må bare alt, ingen konsekvenser overhovedet, heller ikke når de sparker og slår! Og ved at hvis det havde været min datter, så var han flippet!

Han ydmyger hende mens vi spiser - og får hans egne børn til at gøre det samme "du er født i tyrens numsehul" - han rækker ned på hendes højde (hun er helt almindelig- hans egne er meget høje af deres alder) - og han kan aldrig rose hende for noget. Hun er et helt almindeligt barn på 5 år, det eneste der er med hende, er at hun kan det samme som hans børn der er ældre end hende - og ved ikke om det er derfor han er så ondskabsfuld overfor hende.

Lige nu tænker jeg, at jeg bare skal væk fra ham og hans børn - de gør intet godt for os, men skal hele tiden sættes først! 

Han har løjet overfor mig tusindvis af gange - tror dog stadig at jeg intet ved. 

De uger hvor vi ikke har børn, kommer han hjem fra arbejde og enten kigger på mobil, spiller ps3 eller sover - vi snakker ikke sammen og laver intet fælles.

Han kritiserer mig for mange ting, og giver mig skylden for alt der går galt.

Han taler nedsættende om mig, f.eks har han sagt til hans søstre (mens jeg var til stede) om vi ikke kunne få deres opskrift på boller, for dem jeg lavede blev altid så skide tørre.... 
Eller hvorfor jeg ikke kunne sætte hans datters hår som hans søster gjorde det.... Tjo det har jeg så også gjort mange gange - og selv tak for hjælpen!

 

Jeg er så skide ked af det, frustreret og ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Mine børn skal ikke straffes på denne måde - de betyder alt for mig!

 

 

 

Kom væk! Min egen far var sådan overfor mig, jeg hsr haft set sp elendigt i alle mine teenage år, brugt mange år på at lære st vise følelser fordi jeg altid var nødt til at pakke dem væk, for ellers fik jeg en masse loet kastet i hovedet. Du skal tænke på din datter, hendes fremtid, selvværd, selvtillid. Hun kan umuligt synes livet er særlig fedt med den mand i sit liv, som ikke engang wr hendes egen far! Tænk på hende frem for noget andet .. Jeg var smuttet! 

Anonym skriver:

Jeg er kæreste med en skøn mand - eller det var han i hvert fald i starten af vores forhold! Vi bor sammen og har begge to børn fra tidligere i alderen 5-9 år - hvor mine er både yngst og ældst.

Mit største problem (der er mange) er, at han gør kæmpe forskel på min yngste og resten af børnene, så meget at jeg har mest lydt til at sætte mig til at tude over det. Hvis hun taler for meget ved spisebordet, så ryger hun i seng efter aftensmaden, hvor de andre bare snakker og snakker videre, og selvom han også siger at de ryger i seng, så har de aldrig gjort det. Og det kan min lille datter jo slet ikke forstå, hvorfor det kun er hende der skal straffes.

Den anden dag faldt hun på sit løbehjul, og nu bliver hun straffet med, at hun ALDRIG må bruge det igen....? hvad er det for en mærkelig måde at være på. Det skal lige siges, at hans egen datter samme uge fik et løbehjul, og selvom hun falder bliver det ikke taget fra hende. Det er kun min mindste der altid skal straffes. 

Hans datter har tit giver min datter skylden for alverdens ting og sager, og hun er blevet straffet for det, med skældud, råb, sendt på værelset i længere tid, og sendt i seng - men hun har ikke gjort noget. Jeg bliver bare så ked af det, det er mit højt elskedet barn det går ud over - og hans børn må bare alt, ingen konsekvenser overhovedet, heller ikke når de sparker og slår! Og ved at hvis det havde været min datter, så var han flippet!

Han ydmyger hende mens vi spiser - og får hans egne børn til at gøre det samme "du er født i tyrens numsehul" - han rækker ned på hendes højde (hun er helt almindelig- hans egne er meget høje af deres alder) - og han kan aldrig rose hende for noget. Hun er et helt almindeligt barn på 5 år, det eneste der er med hende, er at hun kan det samme som hans børn der er ældre end hende - og ved ikke om det er derfor han er så ondskabsfuld overfor hende.

Lige nu tænker jeg, at jeg bare skal væk fra ham og hans børn - de gør intet godt for os, men skal hele tiden sættes først! 

Han har løjet overfor mig tusindvis af gange - tror dog stadig at jeg intet ved. 

De uger hvor vi ikke har børn, kommer han hjem fra arbejde og enten kigger på mobil, spiller ps3 eller sover - vi snakker ikke sammen og laver intet fælles.

Han kritiserer mig for mange ting, og giver mig skylden for alt der går galt.

Han taler nedsættende om mig, f.eks har han sagt til hans søstre (mens jeg var til stede) om vi ikke kunne få deres opskrift på boller, for dem jeg lavede blev altid så skide tørre.... 
Eller hvorfor jeg ikke kunne sætte hans datters hår som hans søster gjorde det.... Tjo det har jeg så også gjort mange gange - og selv tak for hjælpen!

 

Jeg er så skide ked af det, frustreret og ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Mine børn skal ikke straffes på denne måde - de betyder alt for mig!

 

 

 

Se at komme væk! Din datter kan allerede være skadet for livet, så hvad venter du på?

Løb og kig dig aldrig tilbage!!

xStinepigen skriver:

Kom væk! Min egen far var sådan overfor mig, jeg hsr haft set sp elendigt i alle mine teenage år, brugt mange år på at lære st vise følelser fordi jeg altid var nødt til at pakke dem væk, for ellers fik jeg en masse loet kastet i hovedet. Du skal tænke på din datter, hendes fremtid, selvværd, selvtillid. Hun kan umuligt synes livet er særlig fedt med den mand i sit liv, som ikke engang wr hendes egen far! Tænk på hende frem for noget andet .. Jeg var smuttet! 

Jeg pakker mine ting og løber langt væk!!!!! Og NEJ det skal ikke gå mere ud over mine piger - de skal have et godt og fantastisk liv - og det kan jeg godt give dem - og det skal jeg give dem, og det gør jeg nu.! 

Kan du så tage ansvar for din datter!

Du er lige så skyldig i at smadre hendes liv ved at være tilskuer.

Hvordan kan du se på det du skriver og stadig være sammen med ham....

Min hjerte bløder for din datter og håber virkelig du vågner op NU 

Og ja er nok hård lige nu ,men forstår slet ikke at man kan være tilskuer til fysisk og psykisk mishandling af sit barn. Hun har ingen anden muligheder end at blive for hvor skal hun gå hen? 

Det eneste du opnår med at blive er at hun vender dig ryggen når hun kan og så kan du jo så overveje om det er det værd. 

EDIT og kan så se at du selv skriver nu at du tager væk med børnene- Sådan !

Carina:-) skriver:

Kan du så tage ansvar for din datter!

Du er lige så skyldig i at smadre hendes liv ved at være tilskuer.

Hvordan kan du se på det du skriver og stadig være sammen med ham....

Min hjerte bløder for din datter og håber virkelig du vågner op NU 

Og ja er nok hård lige nu ,men forstår slet ikke at man kan være tilskuer til fysisk og psykisk mishandling af sit barn. Hun har ingen anden muligheder end at blive for hvor skal hun gå hen? 

Det eneste du opnår med at blive er at hun vender dig ryggen når hun kan og så kan du jo så overveje om det er det værd. 

EDIT og kan så se at du selv skriver nu at du tager væk med børnene- Sådan !

Og i skal ikke være i tvivl - jeg føler mig skyldig, og som den dårligste mor i verdenen. og det skal ændres lige nu!

Åh altså, det kunne være min stedfar, du skrev om. Jeg var hans irritationsmoment og gjorde altid alting forkert med enorme vredesudbrud til følge. Det påvirker mig stadig i dag, hvor jeg er midt i fyrrerne, og han er død for flere år siden, og selv om jeg elsker min mor, er jeg inderst inde ubændigt vred på hende over, at hun lod det ske. Det er så svært at tilgive, selv om jeg gerne ville.

Det er godt, du er på vej væk. Men sørg for at tale åbent med din datter om det, der er sket, gør det nu og om et år og vend tilbage til det løbende, så hun ikke får skyldfølelse og tror, at hun har ødelagt jeres forhold, og at det er hende, der er helt forkert og umulig. Måske skal I have professionel hjælp til at komme videre uden ham - din datter skal samles op og mærke, at hun er helt rigtig, som hun er. Hendes selvværd kan have lidt et alvorligt knæk, og hun må føle sig så svigtet. 

Anonym skriver:

Og i skal ikke være i tvivl - jeg føler mig skyldig, og som den dårligste mor i verdenen. og det skal ændres lige nu!

Selvfølgelig er det ikke smart at du har 'tilladt' det, men jeg synes du skal tilgive dig selv hvis du nu fjerner dig selv og børnene fra det misbrug. Du er nødt til at tilgive dig selv, så du ikke kører dig selv mere psykisk ned. Hvis du dropper alt der har med ham at gøre nu, så gør du jo hvad du kan  

Og det bliver hårdt nok uden den dårlige samvittighed. Held og lykke! Jeg håber du får støtte fra din familie.

Der er ingen tvivl om at vi har brug for hjælp til at komme igennem dette her. Og jeg vil gøre alt for at de får det godt igen. Jeg er bare skide ked over at jeg ikke har kunne se det før, eller har være stærk nok til at gøre noget før nu. Jeg elsker mine piger, og ønsker som alle andre mødre at give dem de bedste vilkår, for at få en god barndom og senere et godt liv. 

Christine skriver:

Selvfølgelig er det ikke smart at du har 'tilladt' det, men jeg synes du skal tilgive dig selv hvis du nu fjerner dig selv og børnene fra det misbrug. Du er nødt til at tilgive dig selv, så du ikke kører dig selv mere psykisk ned. Hvis du dropper alt der har med ham at gøre nu, så gør du jo hvad du kan  

Og det bliver hårdt nok uden den dårlige samvittighed. Held og lykke! Jeg håber du får støtte fra din familie.

Jeg har heldigvis støtten fra både familie og venner :-) 

Mor og meget mere skriver:

Åh altså, det kunne være min stedfar, du skrev om. Jeg var hans irritationsmoment og gjorde altid alting forkert med enorme vredesudbrud til følge. Det påvirker mig stadig i dag, hvor jeg er midt i fyrrerne, og han er død for flere år siden, og selv om jeg elsker min mor, er jeg inderst inde ubændigt vred på hende over, at hun lod det ske. Det er så svært at tilgive, selv om jeg gerne ville.

Det er godt, du er på vej væk. Men sørg for at tale åbent med din datter om det, der er sket, gør det nu og om et år og vend tilbage til det løbende, så hun ikke får skyldfølelse og tror, at hun har ødelagt jeres forhold, og at det er hende, der er helt forkert og umulig. Måske skal I have professionel hjælp til at komme videre uden ham - din datter skal samles op og mærke, at hun er helt rigtig, som hun er. Hendes selvværd kan have lidt et alvorligt knæk, og hun må føle sig så svigtet. 

Min far var ligesådan - og jeg valgte for mange år siden at vende min mor ryggen da jeg var mest vred på hende - Netop fordi hun lukked øjnene .

Jeg kunne ikke komme videre og prøve at blive hel igen når jeg vidste at hun havde været videne til hvad der foregik og til dels også deltog når hun ville please ham . 

Men ja du har ret - man bliver aldrig hel igen ligegyldigt hvor meget man kæmper .Det vil altid "forfølge " en .