Ville/kunne I vælge et barn fra?

Velkommen til!

Tak:)

Jeg tænker altså også meget på, hvad det betyder for vores normalitetsopfattelse, hvis stort set alle fostre med Downs syndrom, alle Turner-piger, alle dværge, alle - whatever - vælges fra. Helt overordnet er der jo tale om en slags racehygiejne, og hvilke perspektiver ligger der i det? Hvis vi forestiller os en verden stort set uden udviklingshæmmede, hvornår skrider vores grænser så, så ordblindhed eller lav intelligens bliver 'laveste' kategori af mennesker? Hvis der ikke fødes dværge og Turnerpiger, hvornår bliver det så en katastrofe at være 1,52 'høj'? Jeg kan godt blive bange for konsekvenserne på langt sigt, for jeg tror på vigtigheden af mangfoldighed i et samfund. Kogt helt ned kan man vel sige, at jeg synes, det er vigtigt for vores normalitetsopfattelse, at der fødes børn med fx Downs syndrom - SELVFØLGELIG også, fordi jeg ved, at mange af dem har et værdigt liv og en høj livskvalitet! - men at det samtidig passer mig bedre, at naboen får et barn med DS, end at jeg gør... Omvendt, så aner jeg ikke, om lige netop et barn med DS kunne medvirke til, at jeg fik vendt mit liv og mine værdier 180 grader og i den sidste ende ville føle mig privilegeret over den indsigt og den livskvalitet, det - måske - førte med sig.

Jeg synes du har ret i forhold til at det kan blive en glidebane, hvor vi fravælger dumme, grimme, svagtseende, halvdøve, motorisk udfordrede børn og kun vil have høje, blonde, ariske typer (!) Men jeg er ikke enig i, at det er nødvendigt for vores normalitetsbegreb at der findes Downs børn eller dværge. For det første passer det også mig bedre at det er hos naboen og for det andet er Downs folk og dværge ikke en del af de fleste menneskers virkelighed alligevel. Der er ikke mange dværge og folk med Down bor som regel på en instituition. Vi ser dem ikke til hverdag, vi arbejder ikke sammen med dem, vi har dem sjældent i vores omgangskreds. Dermed bliver de noget eksotisk og lidt 'freaky' som vi kan se på tv og more os (kærligt ment) over (som Morten og Peter) eller gyse lidt over (som udsendelser a la 'Barnet hvis krop er 100 år gammel' - har selv fundet på titlen men du ved hvad jeg mener). Det tror jeg faktisk ikke på gør noget særlig godt for vores begreb om normalitet eller rummelighed. Det skader måske heller ikke, men jeg ser ikke den nødvendige, gavnende virkning

Charlotte d. 17. skrev:

Jeg tænker altså også meget på, hvad det betyder for vores normalitetsopfattelse, hvis stort set alle fostre med Downs syndrom, alle Turner-piger, alle dværge, alle - whatever - vælges fra. Helt overordnet er der jo tale om en slags racehygiejne, og hvilke perspektiver ligger der i det? Hvis vi forestiller os en verden stort set uden udviklingshæmmede, hvornår skrider vores grænser så, så ordblindhed eller lav intelligens bliver 'laveste' kategori af mennesker? Hvis der ikke fødes dværge og Turnerpiger, hvornår bliver det så en katastrofe at være 1,52 'høj'? Jeg kan godt blive bange for konsekvenserne på langt sigt, for jeg tror på vigtigheden af mangfoldighed i et samfund. Kogt helt ned kan man vel sige, at jeg synes, det er vigtigt for vores normalitetsopfattelse, at der fødes børn med fx Downs syndrom - SELVFØLGELIG også, fordi jeg ved, at mange af dem har et værdigt liv og en høj livskvalitet! - men at det samtidig passer mig bedre, at naboen får et barn med DS, end at jeg gør... Omvendt, så aner jeg ikke, om lige netop et barn med DS kunne medvirke til, at jeg fik vendt mit liv og mine værdier 180 grader og i den sidste ende ville føle mig privilegeret over den indsigt og den livskvalitet, det - måske - førte med sig.

Ja det er lidt skræmmende at forestille sig, hvis normalitetsopfattelsen bliver så snæver, at det bliver forfærdeligt at være 1,52 høj.. Men tror faktisk ikke de fleste forældre fravælger fostre fordi de er unormale.. Hvis jeg skulle vælge en abort, så ville det være fordi min mand, mit barn og jeg ikke ville kunne få et normalt liv bagefter pga hensyn til mit handikappede barn.. Tror det er ekstremt hårdt med et barn med downs (selvom de er meget forskellige) En i min familie havde et plejebarn med downs og det var i hvert fald en stor mundfuld, selvom det kun var hver anden weekend.. Eller fx et multihandikappet barn, som ikke kan spise, gå, gå på toilettet og har meget få ord.. Ens familieliv og parforhold bliver jo forandret for altid, hvis man får et barn som aldrig vokser ud af babystadiet.. Meeen hvis det skulle blive min skæbne at få et alvorligt sygt eller handikappet barn, hvor det ikke blev opdaget ved skanning eller opstod ved fødslen, så ville jeg da tage imod barnet, elske det og omlægge mit liv efter det.. Det er slet ikke det. Men hvis jeg kunne undgå det, så ville jeg også gøre det.. Fik jeg en turner-pige, en dværg, en døv eller blind, en mildt retarderet så ville jeg slet slet ikke se det som verdens undergang.. og det ville ikke være nok til abortgrundlag for mig..

kongster skrev:

Jeg synes du har ret i forhold til at det kan blive en glidebane, hvor vi fravælger dumme, grimme, svagtseende, halvdøve, motorisk udfordrede børn og kun vil have høje, blonde, ariske typer (!) Men jeg er ikke enig i, at det er nødvendigt for vores normalitetsbegreb at der findes Downs børn eller dværge. For det første passer det også mig bedre at det er hos naboen og for det andet er Downs folk og dværge ikke en del af de fleste menneskers virkelighed alligevel. Der er ikke mange dværge og folk med Down bor som regel på en instituition. Vi ser dem ikke til hverdag, vi arbejder ikke sammen med dem, vi har dem sjældent i vores omgangskreds. Dermed bliver de noget eksotisk og lidt 'freaky' som vi kan se på tv og more os (kærligt ment) over (som Morten og Peter) eller gyse lidt over (som udsendelser a la 'Barnet hvis krop er 100 år gammel' - har selv fundet på titlen men du ved hvad jeg mener). Det tror jeg faktisk ikke på gør noget særlig godt for vores begreb om normalitet eller rummelighed. Det skader måske heller ikke, men jeg ser ikke den nødvendige, skadelige virkning

Jeg tror, det i den sammenhæng har været af stor vigtighed for mig at være opvokset/have gået i skole i Skanderborg pga. Sølund, hvor der bor ca. 200-250 psykisk udviklingshæmmede - 'åndssvage', kaldtes de dengang. De var og er en helt naturlig del af gadebilledet, og vi 'kendte' mange af de velfungerende, hilste på dem og talte med dem. På den måde var de ikke spor 'freaky' for os - og da en skanderborgenser engang skrev et indlæg i lokalsprøjten om, at han fandt det frastødende, når de sad og savlede over maden i Kvicklys cafeteria, var han nær blevet rullet i tjære og fjer og stenet ud af byen... Jeg tager på Sølund Festivalen hvert år - det er REN livskvalitet at se op til 8000 psykisk udviklingshæmmede udfolde sig på deres præmisser, og jeg glæder mig over, at mine børn også vokser op med den virkelighed. Samtidig ved jeg selvfølgelig godt, at det er 'cremen' af de udviklingshæmmede, man ser på gaden og på festivalen - og at der er masser af triste skæbner og 'minus-liv' bag Sølunds døre. - og man kan jo ikke kræve 'en glad mongol', når man får svar på nakkefoldsscanningen...

Da mine forældre købte sommerhus i Odsherred i starten af 70'erne, undrede de sig over den høje andel af 'åndssvage' de mødte på gaden, når de var i Holbæk. De nåede at få tanker om indavl og alt muligt, for SÅ mange åndssvage mødte man ikke på gaden i Kbh :laugh: Indtil de fandt ud af, at 'på landet' blev de 'åndssvage' netop ikke stuvet af vejen på en institution, hvis de f.eks. kunne gå til hånde på en gård. Her er der selvfølgelig kun tale om mennesker, der netop er 'funktionsdygtige' - og jeg tvivler på, at alle er blevet behandlet ordentligt og med ordentlige lønforhold f.eks. (forestiller mig straks noget à la 'Den enfoldige morder' med seng i stalden osv) Så normalitetsbegrebet er i høj grad styret af hvordan vi integrerer de mere 'unormale' i samfundet.

'Hvis der ikke fødes dværge og Turnerpiger, hvornår bliver det så en katastrofe at være 1,52 'høj'? ' Er det ikke det? B) Nej, det er bare bøvlet, men der er jo masser af nationaliteter hvor man bare ikke er lige så høje som os Dværge og turner-piger kan da sagtens klare sig selv, de er bare små - deres intelligens fejler jo ikke noget (med mindre der også er andet galt). Det samme gør sig gældende for visse spastikere, men her er de fysiske udfordringer jo nogle gange så store, at de er i vejen for et normalt liv trods en velfungerende hjerne og det må da være vildt frustrerende at have deb mentale habitus, men ikke den fysiske evne til at udtrykke sig. For mig er man handicappet, når man ikke kan klare sig selv som voksen uanset om det skyldes psyke eller fysik eller ikke er alderssvarende mentalt. Manhar et handicap, når man er dværg/turnerpige/og meget andet, men så er det mere en kronisk tilstand, som der godt nok ikke kan gøres så meget ved..eller kunne før i tiden - men man kan stadig have et almindeligt liv - bare med udfordringer.

Ja. Vi var også meget afklarede mht til Alma's NF, men hun var heldigvis 1:19000. Men ville kun vælge et foster fra hvis det fx havde downs, svær rygmarvsbrok eller lign. At en arm eller et ben ikke et top-tunet, er der jo råd for. Ville bare ikke kunne klare udsigten til at få et barn der stort set på forhånd var dømt til et liv på institution, et barn jeg ikke ville formå at tage mig af helt selv. Et barn som altid vil være meget afhængig af andre. Og så på den anden side.. har fået en kollega som har en meget mildt grad af downs - hun er speciel, men ganske fin at arbejde med, og har et helt almindeligt liv med mand og hund (ingen børn), og det har for alvor fået mine øjne op for at man ikke nødvendigvis ender som et kommunalt projekt fordi man fx har downs.

Det er svært at svare på, men jeg tror jeg ville prøve at tænke på det liv det lille væsen ville få når det var født... Ville det være et liv hvor den selv kunne få sine livsønsker og mål opfyldt...blive rigtig lykkelig... Det er ikke så meget hvad jeg som mor ville kunne magte og klare, for vi kan klare meget mere end vi selv tror. Så jo, jeg tror for barnets og søskendes skyld ville jeg nok kunne det, hvis det var tidligt nok i forløbet. Men det skulle være så sikkert som de kan blive, en usikkerhed, så ville jeg nok tage chancen for at det var et sundt og raskt barn...