Ville/kunne I vælge et barn fra?

Helt sikkert. Men problemet med alle scaninger er, at læger kan ikke se nogel som helst. Jeg har levet 2 nakkefoldscaninger og genemscaning og alt var fint og ingen problemer. Men lige efter fødsel får vi en 'pænt' nyghed - vores guldklump har Dawns syndrom. :( Hvis jeg viste det før -helt sikkert, fordi jeg og min mand fortjener ikke at live i ren helved.

Ja det ville jeg kunne - min den lille var faktisk tæt på at blive en abort. Til nakkefoldsscanningen var tallene rigtig dårlige. Der var 1:240 for downs og 1:129 for en anden meget mere alvorlig kromosonfejl. Ved den sidste er børnene dybt åndsvage når de bliver født og er som regel døde inden de er et år. Vi var enige om at hvis fostervandsprøven viste nogen af tingene ville vi søge om sen abort. Heldigvis var alt fint og han er nu en sund og rask 1-årig. Vi mente ikke at vi kunne byde vores to andre børn at få en bror eller søster der ville kræve så meget. Tit har børn med down en masse andre sygdomme også f.eks hul i hjertet, nedsat syn og hørelse og muskelslaphed - så det er ikke kun én ting der er galt. Havde jeg ikke haft børn og haft svært ved at få nogle havde mit valg måske været anderledes, men jeg mener det er op til den enkelte at vælge. Jeg forstår godt Titte, men hun ved jo så også at hun muligvis bliver barnløs hvis hun vælger et barn fra - og det er så hendes valg. Jeg har tidligere fået en abort (ikke fordi der var noget galt) og det var det rigtige for mig på det tidspunkt. Jeg stod alene med min store dreng der dengang var 3 år og blev ved et uheld gravid med en flirt der viste sig at være et fjols. Jeg vidste jeg ville ende alene med to børn og det magtede jeg ikke. Jeg var igang med HF og ville gerne tage en uddannelse bagefter. Blev jeg derimod gravid med min nuværende kæreste (og far til vores to små) er jeg ikke sikker på at jeg kunne få en abort hvis alt så normalt ud - og jeg ved han har det ligesådan. Selvom det så ville passe dårligt ind af de ene eller anden grund tror jeg vi ville få barnet. Jeg synes det er rigtig smart at teknologien kan give os sådan nogle fordele og jeg fik, dengang jeg ventede den lille, af vide at de fanger 9 ud af 10 med downs syndrom.

Jeg har netop stået i den meget ubehagelige situation hvor jeg har haft spørgsmålet inde på livet. For ti år siden havde jeg meget skråsikkert kunne sige alt 'unormalt' ville blive fravalgt. I 2008 var jeg gravid med vores første barn, jeg var 40 år. Jeg havde mødt min kæreste 4 år tidligere og faktisk sagt at hvis han skulle have børn så måtte han finde en anden kvinde. Jeg skulle ikke have børn. Dengang valgte han mig. Han ville have mig. Som tiden gik skiftede jeg holdning og en dag sagde jeg så at nu prøver vi! Året efter var jeg gravid, jeg nåede kun lige at mærke lidt af graviditeten så fik jeg en tidlig spontan abort. En tidlig abort sker jo for ca 25% af alle graviditeter.6 måneder senere var jeg gravid igen, pga alder fik jeg alle undersøgelser som man nu gør. Jeg var faktisk glad for det. Det viste sig at hun lå under grænsen for tilvækst. Så vi bliver fulgt endnu mere, men hun indhentede det meste, og jeg holdt fast i at der ikke er nogen kvinder i min familie der er særlig høje. Jeg er med mine 167cm ”høj”. Alt var fint. Så kommer uge 34, jeg får en lungemodning-sprøjte et par dage før i tilfælde af at hun skulle beslutte sig for at komme ud tidligere. Jeg er til den obligatoriske 34 ugers undersøgelse og alt er FINT. Næste morgen vågner jeg meget tidligt, kan ikke sove mere, men står op og går ind i stuen og lytter til noget musik med min lille pige. Efter en time?? Begyndte jeg at blive dårlig…. Følte jeg skulle kaste op… kunne ikke… på toilettet ..kunne ikke.. så jeg vækkede min kæreste og da jeg rejste mig fra sengen var der blod… 1 time senere kunne lægerne ved scanning konstatere at der ikke var liv…………………… 7 timer senere tager de Emilie ved kejsersnit for at redde mit liv. Min kæreste siger at jeg hviskede til ham under hele operationen at vi skulle prøve igen. (Valgte at få en epidural så min kæreste kunne komme med ind i operations stuen.) Vi mistede hende pga en moderkageløsning. Nu er jeg 42 og endelig er det lykkes os at blive gravid igen(med zoneterapi og akupunktur) og alt var fint, igen undersøgelser og tjek..så når vi MD scanningen………………… venstre hjerne ventrikel var forstørret. 14 mm. Den må max. være 8-10mm. Så en INDIKATION om at der kunne være noget galt. Næste dag fik vi en fostervandsprøve og har lige gået i 2 uger og ventet på svar… 2 meget lange uger hvor vi prøvede at lægge frygten for det værste fra os og tænke positivt. Alle hendes kromosomer er normale. Blev scannet igen og kan ikke huske om ventriklen var på 14 mm endnu eller om den ”kun” var på 12mm. Så nu er vi glade… så må vi tage hvad der kommer…. Når man har lagt et barn i graven så er virkeligheden godt nok lidt noget andet … inden vi mistede Emilie, var vi klar over at vi ville fravælge et ”sygt” foster. Da vi stod overfor MÅSKE at skulle vælge fra i sidste uge…. ”Små” handicaps, hvad det så end indebærer det ville vi tage imod, så må vi finde ud af det hen ad vejen og ja… bare det at barnet vokser mentalt og kan klare sig selv. Vi vil trods alt ikke være der til evig tid. Alene pga vores alder, om 20 år kan jeg ikke tage mig at en ”voksen” 5-årig. Jeg så også Morten og Peter, sødt og charmerende som det var så er det jo et endeløst sammenklip af mange mange timer. Vi så jo kun alt det sjove og glade. Tænk på at forældrene er sammen med dem 24 timer i døgnet, hele ugen, hele måneden og året rundt. Som en anden har skrevet noget familie og venner falder nok også fra. Hvad sker der når man så selv falder fra?? Jeg ville ikke kunne tilbyde et stærkt handicappet barn et fornuftigt liv, men at basere valget om liv på en indikation, det kan jeg heller ikke. Lige nu ser alt lyst og godt ud og vi har fået optimismen….. igen…. Men nemt ville det aldrig blive ...

Puha Juniorsmor, et mareridt i har været igennem. Jeg håber virkelig at alt går efter bogen. Krydser fingre for jer ;) (og ja - de to ugers ventetid har også været de længste i mit liv). Og velkommen til :cheer:

Da jeg blev gravid med ønskebarnet viste det sig at være tvillinger og nakkefoldsscanningen viste at det ene foster var mindre end det andet og tallene for det lille foster var dårlige. Min kæreste og jeg valgte at få foretaget en moderkageprøve på dem begge og resultatet blev at at det lille foster havde trisomi 18, eller Edwards syndrom som det også kaldes. En langt værre tilstand end Downs som vi troede det var. De fleste børn med trisomi 18 dør i løbet af graviditeten men der er også børn der fødes levende og som kan leve i uger eller måneder. Skaderne er så store at man ikke opererer for at få disse børn til at leve længere tid. Det er et spørgsmål om tid før de dør. Enkelte kan måske leve i nogle år. Der er forskellige sværhedsgrader af tilstanden. For at være helt sikker skulle jeg også igennem en fostervandsprøve som viste det samme resultat. Det var nok den værste oplevelse jeg nogensinde har haft og hvad pokker skulle vi gøre - et rask og et sygt barn i samme graviditet! Det endte med at jeg fik foretaget en fosterreduktion i uge 19 med risiko for at hele graviditeten ville gå tabt. Men det var det eneste rigtige for os at gøre. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle tage mig af et rask barn og et sygt barn hvoraf vi temmelig sikkert skulle være indlagt med det syge barn på hospitalet. Følte at fokus ville være helt forkert og kunne slet ikke overskue den store sorg det ville være at miste et barn lige efter fødslen. Heldigvis endte det 'godt' og jeg fødte en sund datter. Jeg ville til hver en tid vælge på samme måde igen.

LKF skrev:

Da jeg blev gravid med ønskebarnet viste det sig at være tvillinger og nakkefoldsscanningen viste at det ene foster var mindre end det andet og tallene for det lille foster var dårlige. Min kæreste og jeg valgte at få foretaget en moderkageprøve på dem begge og resultatet blev at at det lille foster havde trisomi 18, eller Edwards syndrom som det også kaldes. En langt værre tilstand end Downs som vi troede det var. De fleste børn med trisomi 18 dør i løbet af graviditeten men der er også børn der fødes levende og som kan leve i uger eller måneder. Skaderne er så store at man ikke opererer for at få disse børn til at leve længere tid. Det er et spørgsmål om tid før de dør. Enkelte kan måske leve i nogle år. Der er forskellige sværhedsgrader af tilstanden. For at være helt sikker skulle jeg også igennem en fostervandsprøve som viste det samme resultat. Det var nok den værste oplevelse jeg nogensinde har haft og hvad pokker skulle vi gøre - et rask og et sygt barn i samme graviditet! Det endte med at jeg fik foretaget en fosterreduktion i uge 19 med risiko for at hele graviditeten ville gå tabt. Men det var det eneste rigtige for os at gøre. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle tage mig af et rask barn og et sygt barn hvoraf vi temmelig sikkert skulle være indlagt med det syge barn på hospitalet. Følte at fokus ville være helt forkert og kunne slet ikke overskue den store sorg det ville være at miste et barn lige efter fødslen. Heldigvis endte det 'godt' og jeg fødte en sund datter. Jeg ville til hver en tid vælge på samme måde igen.

Velkommen til. Puha den var svær - det var da noget af et dilemma at stå i. Godt det hele endte godt ;)

Man kan vel næsten heller ikke vælge anderledes mht til det syge foster(altså bortset fra risici for tab af den raske tvilling). Men med henblik på det syge foster, som jo ville være dømt til en mere eller mindre langsom og givetvis meget smertefuld død, så er det mest skånsomme for ALLE parter vel aborten uanset hvor hårdt det så er. Tillykke med den sunde og raske datter

Webredaktøren skrev:

Kunne I vælge et barn fra i løbet af graviditeten, hvis I ved en scanning fandt ud af, at der var et 'problem'? Og er der for jer forskel på, om barnet f.eks. har Downs syndrom eller har en fysisk deformitet? Hvor går grænsen for jer?

Har allerede gjort det for ca. 6 år siden. Jeg var i 14. uge med et foster med downs syndrom. Det var selvfølgelig hårdt dengang, men jeg har aldrig fortrudt beslutningen. Jeg skyndte mig at blive gravid igen, og det var rigtigt godt for mig og en god måde at få det andet på afstand, netop fordi det var et ønskebarn.

Frede skrev:

Webredaktøren skrev:

Kunne I vælge et barn fra i løbet af graviditeten, hvis I ved en scanning fandt ud af, at der var et 'problem'? Og er der for jer forskel på, om barnet f.eks. har Downs syndrom eller har en fysisk deformitet? Hvor går grænsen for jer?

Har allerede gjort det for ca. 6 år siden. Jeg var i 14. uge med et foster med downs syndrom. Det var selvfølgelig hårdt dengang, men jeg har aldrig fortrudt beslutningen. Jeg skyndte mig at blive gravid igen, og det var rigtigt godt for mig og en god måde at få det andet på afstand, netop fordi det var et ønskebarn.

Jeg forstår dig fuldt ud.

Signe1704 skrev:

Frede skrev:

Webredaktøren skrev:

Kunne I vælge et barn fra i løbet af graviditeten, hvis I ved en scanning fandt ud af, at der var et 'problem'? Og er der for jer forskel på, om barnet f.eks. har Downs syndrom eller har en fysisk deformitet? Hvor går grænsen for jer?

Har allerede gjort det for ca. 6 år siden. Jeg var i 14. uge med et foster med downs syndrom. Det var selvfølgelig hårdt dengang, men jeg har aldrig fortrudt beslutningen. Jeg skyndte mig at blive gravid igen, og det var rigtigt godt for mig og en god måde at få det andet på afstand, netop fordi det var et ønskebarn.

Jeg forstår dig fuldt ud.

Også forståelse herfra!!!