Ville/kunne I vælge et barn fra?

Kunne I vælge et barn fra i løbet af graviditeten, hvis I ved en scanning fandt ud af, at der var et 'problem'? Og er der for jer forskel på, om barnet f.eks. har Downs syndrom eller har en fysisk deformitet? Hvor går grænsen for jer?

Hmm. Svært spørgsmål. Men ja, det tror jeg godt jeg kunne. Men jeg tror min grænse ville gå der hvor barnet ikke ville kunne få et godt liv. Ikke at jeg lige kan komme med nogen gode eksempler. Men Downs ville nok ikke være det der skræmte mig mest. Der er jo mange eksempler på gode Downs liv. Men et handicap af en karat der gjorde at barnet aldrig ville kunne få et liv der kunne bruges til noget fornuftigt ville nok godt kunne få mig til at fravælge et foster.

HELT SIKKERT! Overhovedet ikke et svært spørgsmål her...

jo det ville jeg godt kunne. Og er faktisk meget afklaret på det spørgsmål. Fik jeg at vide at mit barn havde downs ol. så ville jeg vælge en abort. Kunne man se om det var spastiker ol ville jeg også vælge det fra. Hvis vi bare snakker mindre handicaps som barnet ville kunne have et liv med uden de store problemer så intet problem (mangler en arm eller lignendende.) Ville jeg få et barn der havde downs f.eks og det ikke var opdaget under graviditeten så ville jeg tage det i stiv arm. Men kender en del der har børn/familie ol. der er spastiker eller har downs og jeg mener faktisk ikke det er et værdigt liv i mange tilfælde. og mener at mange ville være lige så godt tjent ved ikke at skulle igennem alle de mange operationer og andre midicinske lidelser og hvad ved jeg.

Under min første graviditet fravalgte jeg bevidst misdannelsesscanningen - og iøvrigt også testen for downs, fordi jeg simpelthen ikke ville kunne fravælge et barn, og jeg har slet ikke lyst til at stille mig selv i en situation, hvor jeg ville være nødt til at vælge til eller fra. Anden gang fik jeg misdannelsesscanningen og fortrød bittert det sekund, jeg lagde mig på briksen. Der manglede en arterie i navlestrengen, hvilket ville kunne betyde ringe vækst, dårligt hjerte og en række 'mindre' deformiteter. Så de resterende 20 uger af den graviditet, kørte tankerne rundt i hovedet på mig, og jeg havde det virkelig dårligt, selvom lægerne gentagne gange slog det hen som ingenting. Og det er meget muligt, at det ikke betød det store - han var jo sund og rask, da han kom til verden, men de bekymringer ville jeg gerne have været foruden - uanset udfaldet. Så næste gang bliver scanningerne helt sikkert fravalgt igen.

Ja, helt sikkert. Jeg blev ikke scannet med de to store, men med de små tog vi imod tilbuddet om nf- og md-scanning og var hele tiden indstillet på at vælge barnet fra, hvis der var noget galt. For mig går grænsen ved om barnet dels kan få et godt liv og dels om vi andre kan have et godt liv med barnet. Jeg ville aldrig (vidende) få et barn med et handicap, der ville tage overskuddet fra de andre børn. En manglende arm ville f.eks. ikke være noget problem, mens DS ville klart blive valgt fra.

'Problemet' med nakkefoldsscanningen er jo bla, at man alligevel ikke aner om barnet har Downs syndrom, da den bare spytter nogle odds ud. Er oddsene så rigtig dårlige, så kan man vælge at gå videre og få taget endnu flere tests.... Jeg har haft to graviditeter med ekstremt dårlige odds mht Downs, husker ikke længere oddsene, men de var noget i stil med 1:150 eller deromkring, hvor de tidligere odds var 1:4559 - bare for at skrive nogle fiktivte tal. Men jeg fravalgte de yderligere tests og fik to sunde og raske børn. Jeg synes oddsene var fine, selvom hende der scannede mig, synes det var de værste odds ever :laugh: Men jo, som jeg sidder her lige nu med 6 sunde og raske børn, så kunne jeg sagtnes fravælge et stærkt handicappet barn!!! Men jeg aner faktisk ikke hvordan jeg ville reagerer, hvis jeg lå der på briksen og fik en lidt skidt nyhed omkring mit første ønskebarn...for jeg ved ikke engang hvor jeg synes grænsen skal gå. Jeg ville da være meget ked af at få et barn med måske hele hovedet dækket af en kæmpe rødt modermærke, eller få et barn med læbe-gane spalte der omgående skal opereres, og som skal løbende opereres gennem hele livet. Så jeg må personligt ty til gisninger, for jeg vil nok først kunne vælge til eller fra, når jeg ér i situationen og skal tage en beslutning. :S

Det er nøjagtig sådan, jeg også ser på det, Helene. Ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg stod i situationen, og derfor vælger jeg i videst muligt omfang ikke at sætte mig selv i den situation. Min kæreste er meget uenig og synes, det er vildt smart, at man så kan blive fulgt lidt nøjere af læger og jordemoder - men han bekymrer sig heller ikke så meget, som jeg gør. Det skal så lige siges, at både min familie og det meste af min omgangskreds har overskud til at hjælpe til, hvis et af vore børn skulle vise sig at få eller blive født med handicap...

Ja, det kunne jeg godt, hvis jeg vidste, at barnets livskvalitet ville være påvirket/forringet. Downs børn, Turner piger og andet i den retning tror jeg sagtens, jeg kunne håndtere, men voldsomme sygdomme som fx cystisk fibrose er jeg ikke sikker på, jeg ville sige ja tak til, om man så må sige. Da jeg var gravid fik jeg lavet trippletest og som følge af den fostervandsprøve. Alt var normalt, men tankerne om, hvad vi gjorde, hvis svaret var dårligt, var svære at håndtere, synes jeg !

maj84 skrev:

Det er nøjagtig sådan, jeg også ser på det, Helene. Ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg stod i situationen, og derfor vælger jeg i videst muligt omfang ikke at sætte mig selv i den situation. Min kæreste er meget uenig og synes, det er vildt smart, at man så kan blive fulgt lidt nøjere af læger og jordemoder - men han bekymrer sig heller ikke så meget, som jeg gør. Det skal så lige siges, at både min familie og det meste af min omgangskreds har overskud til at hjælpe til, hvis et af vore børn skulle vise sig at få eller blive født med handicap...

Kender dig ikke. Kender ikke din familie. Men det er MEGET nemt at sige, før barnet er født... Det er ikke sjældent hørt, at familie og venner falder fra, når noget så kritisk opstår.