Ville/kunne I vælge et barn fra?

Det ville være rigtig, rigtig svært. Hvilket grunder i, at jeg som ung voksen fik foretaget en abort, som var det rigtige valg (for mig) dengang. Men jeg har lige siden haft noget dårlig samvittighed over, at et liv skulle afsluttes, bare fordi jeg var for umoden og uansvarlig til at bruge ordentlig prævention... Så der skal virkelig være tale om bevis for svære handikap, som ikke bare vil være en hæmsko for barnet og familien, men ville umuliggøre et bare nogenlunde selvstændigtliv. Dvs at det pågældende barn f.eks. ikke ville kunne forventes at vokse op og kunne varetage en eller anden form for arbejde, men ville være institutionaliseret hele livet. Det kan jo være mentale såvel som fysiske handikap (for slet ikke at tale om en kombi!). Jeg fik så slet ikke foretaget den første scanning, for den lå midt i den 3 ugers ferie vi havde planlagt længe før jeg blev gravid. Og måtte forklare jordemoderen, at sålænge den scanning ikke gjorde noget håndgribeligt godt for fosteret, så var den ikke så vigtig... Så - som flere andre har sagt - en manglende arm eller fod er ikke et problem, der er stort nok til at afgøre liv eller død. Men jeg tror heller ikke, at jeg ville være i stand til at fravælge et foster pga DS eller mulig spastisk lammelse - men jeg erkender, at det handler mere om mine personlige følelser end fornuft :unsure: Derudover er det jo individuelt hvad man opfatter som et handikap - eller bare et problem, man må overkomme eller indrette sig efter. At vide, at ens barn måske skal gennemgå adskillige operationer, for at kunne 'fungere' almindeligt og se almindelig ud eller aldrig kommer til nogen af delene, må være uendeligt hårdt. Det er ikke noget man ønsker for sit barn. Jeg kunne godt tænke mig at høre fra nogle af de debatanter, som selv har børn med større eller mindre handikaps eller medfødte skavanker.

Åh jeg synes det er svært. Før jeg blev mor ville mit svar være et rungende nej! Men nu har jeg jo min søn at tænke på. Han skal jo stadig have en mor og en far der har overskud til ham selvom han får en lillebrøster uanset om lillebrøster har et handicap eller ej. Jeg var meget i tvivl om jeg ville skannes med Tjalfe. Og var sikker på at en fostervandsprøve ville jeg ikke have! Jeg tog imod skanningerne fordi jeg ville vide hvordan mit barn så ud/var inde i maven. Og det er jeg glad for. Men jeg gjorde det ikke for at få en helbredstjek. Med nr. 2... ved jeg det ikke. Jeg tror jeg skal tænke lidt mere over det.

Hvad vil du vide, ABC?

KH Bibi skrev: Kender dig ikke. Kender ikke din familie. Men det er MEGET nemt at sige, før barnet er født... Det er ikke sjældent hørt, at familie og venner falder fra, når noget så kritisk opstår. Jeg ved godt, det er nemt at sige nu...men jeg kan jo ikke spå om fremtiden, så derfor er jeg nødt til at forholde mig til verden, som den ser ud i dag. Jeg er slet ikke i tvivl om, at mange af mine venner ville falde fra - og også en del familie. Men når det er sagt, har jeg også familiemedlemmer, som har fungeret som aflastning for familier med handikappede børn, og venner, som hele deres liv har arbejdet med bl.a. udviklingshæmmede. Derfor VED jeg, at de ikke ville falde fra... Min pointe er egentlig også bare, at jeg synes, man også skal kigge på sit netværk (blandt mange andre ting), når man tager stilling.

Har ikke selv børn med handicap men min fars kone har en datter med downs og det er nok for mig til at vide at jeg ikke med god vilje ville udsætte mig barn for det hvis jeg kunne undgå det. Det skal så siges at hun også er hjertebarn så hun har haft adskillige hjerteoperationer, opereret i øjne, ben osv. Er næsten konstant forkølet. hun kan ikke 'opdrages' normalt, dvs hun har elendig bordskik, hygiejne er også en lille mangel vare. hun kommer aldrig til at bo selv, vil altid skulle være under 'opsyn', i et bofællesskab. Jo hun fungere og kan tale osv. Men rent udviklingsmæssigt er hun på niveau med en 9 årig, dog kan hun ikke klokken og andre ting (samt skrive på det niveau, der er hun mere som en 6 årig). Mentalt er det lidt svært at sige hvor hun er, hun har haft kærester, men har som regl slået op når det kom for tæt på. hun er 32 år men ja kun af dåbsattest.

Der er også det, at der er forskel i sværhedsgrad. Et er at få et barn med Downs - men taler vi om 'Morten og Peter'-Downs (de to gutter fra '>Er jeg helt gak-gak, mor?', 'Ikke helt gak' osv.), eller langt sværere tilfælde, som ikke engang kan kommunikere med omverdenen? Spastisk lammelse - der gik en dreng med spastisk lammelse på min skole, han blev drillet en del og anset for at være lidt mentalt tilbagestående. Hans mor måtte skrive et indlæg i skolebladet, for at vi kunne forstå hvorfor han var sådan (navlestreng om halsen) og ikke mindst at han overhovedet ikke var retarderet. Han er idag en aktiv og anerkendt kunstmaler :) Omvendt kan man være helt spastisk lammet, sidde i kørestol, uden talesprog og evigt afhængig af hjælpere, fysioterapi og uden mulighed for almindelig skolegang, uddannelse og beskæftigelse. Men kan en scanning altid fortælle hvor på scalaen barnet er?

Ja Bibi - det var jo f.eks. fra dig, jeg ville høre :) Noget med erfaringer og følelser, tror jeg...

For et par år siden var der en sag om et par, som tog til England (tror jeg det var), for at få foretaget en sen abort, da fosteret manglede den nederste del af en arm eller et ben (tror det var en arm). Aborttilsynet (eller hvad det nu hedder) i Danmark havde afvist deres ansøgning om sen abort, da de mente, at det ikke ville forringe barnets liv væsentligt. Her er jeg personligt enig med Aborttilsynet (eller er det -nævnet?). Men der er åbenbart stor forskel på, hvad folk mener overhovedet er et handikap og hvad deres børn kan leve med, hvad man føler man vil udsætte sit barn for, og hvor meget man vil blive belastet af at have et barn med handikap/en skavank. Jeg vil f.eks. nok mere betragte en manglende fod/arm eller misdannelse af et enkelt lem for en skavank frem for et handikap. Men jeg ved ikke hvilke omkostninger det kan have for det enkelte barn. F.eks. at skulle gennem operation på operation, at være 'anderledes', evt at have smerter osv

maj84 skrev:

Min pointe er egentlig også bare, at jeg synes, man også skal kigge på sit netværk (blandt mange andre ting), når man tager stilling.

http://voresborn.dk/images/fbfiles/images/ok-20101012.jpg Vi talte da om, hvordan og hvorledes med den lille, hvis der nu var en klumpfod der også. Men alle de ekstra scanninger det giver, når man har sukkersyge, bekræftede at der ikke var en sådan igen og lykken var gjort. Vi talte om andre handicaps og kom frem til, at hvis det var 'noget' i hovedet, så var det ut a min butig! Muligheden forefindes og vi ville have haft valget. Vi har helt og aldeles enige.

ABC skrev:

For et par år siden var der en sag om et par, som tog til England (tror jeg det var), for at få foretaget en sen abort, da fosteret manglede den nederste del af en arm eller et ben (tror det var en arm). Aborttilsynet (eller hvad det nu hedder) i Danmark havde afvist deres ansøgning om sen abort, da de mente, at det ikke ville forringe barnets liv væsentligt. Her er jeg personligt enig med Aborttilsynet (eller er det -nævnet?). Men der er åbenbart stor forskel på, hvad folk mener overhovedet er et handikap og hvad deres børn kan leve med, hvad man føler man vil udsætte sit barn for, og hvor meget man vil blive belastet af at have et barn med handikap/en skavank. Jeg vil f.eks. nok mere betragte en manglende fod/arm eller misdannelse af et enkelt lem for en skavank frem for et handikap. Men jeg ved ikke hvilke omkostninger det kan have for det enkelte barn. F.eks. at skulle gennem operation på operation, at være 'anderledes', evt at have smerter osv

Den sag kan jeg godt huske - det var en lægestuderende kvinde, der fik aborten så sent, at hun nåede at mærke liv :( Og hun brugte bl.a. et argument, der gjorde ondt helt ind i sjælen på mig: 'Vi har gjort alt det rigtige - jeg er blevet gravid i en relativt tidlig alder, har levet 100 % sundt og fulgt alle forskrifter' - som om, hun pga sin ansvarlighed og planlægning havde FORTJENT et sundt og raskt barn (mere end andre?) - som om, skæbnen bare har at belønne de fornuftige og kloge mennesker med 'gode' børn... Det var det nederste af armen, fosteret manglede - jeg synes, det er skræmmende at vælge et liv fra på det grundlag, tilmed så sent. Måske lyder det patetisk, men tænk, hvis netop dette barn kunne løse kræftens gåde eller gøre store ting for verdensfreden - eller noget. Og tænk, hvis/når dette par en dag får et 'perfekt' barn, som så viser sig at lide af alvorlig psykisk sygdom, miste førligheden i en ulykke el. lignende - jeg ved godt, de så ikke vil 'kassere' det, men for søren - det er ALTID forbundet med risici at få et barn, og tusind ting kan 'gå galt', også længe efter fødslen. Jeg tror ikke på skæbnen, men kan alligevel godt få den tanke, at livet giver os nogle udfordringer, som vi ofte bliver stærkere og klogere af - og jeg er jo slet ikke i tvivl om, at denne kvinde, hvis hun havde fået barnet, ville være blevet den bedst tænkelige mor for netop dette barn og måske tilmed have lært noget virkelig vigtigt om livet af det. Jeg ved ikke, hvor grænsen går - men det nederste af en arm?