Ville/kunne I vælge et barn fra?

Det er også derfor jeg er glad for, at vi trods alt har en tidsgrænse på 12 uger for fri abort - selvom der jo er tale om, at fosteret er udviklet og (i grove træk) bare skal vokse og 'modne' allerede der. Jeg mener, at det er nødvendigt at få den gravide til at gå i fødsel ved abort eller fosterdød, hvis fosteret er mere end 15 uger gammelt. Kender i hvert fald et par stykker, som desværre måtte gennem det og en, som fik gennemtrumfet at få en abort med fuld narkose, da fosteret tilsyneladende havde været dødt siden 15.uge... :( Men det er jo en helt anden sag...

Mit sidste indlæg var så en kommentar til Spunks indlæg :)

Da jeg arbejdede på fertilitetsklinik så var der flere gange at folk valgte abort over mindre kromosonfejl(fx. 3x) på trods af at de var godt oppe i alderen. JEg mener at det er blevet for nemt at vælge fra. At det er som om det er blevet en menneskeret at få 'rigtige' børn og at børn ikke er en gave og et mirakel som man skal være taknemmelig over. Spastisk lammelse sker under fødslen, for lidt ilt til hjernen, så det kan man ikke skanne sig fra. Jeg vil holde mig til ved en nr. 2 at vælge skanninger til fordi det er hyggeligt og medmindre vi taler om slem rygmarvsbrok eller ingen hjerne at forbeholde mig retten til at fravælge abort og yderligere undersøgelser.

Jeg har valgt et barn fra efter en scanning, for 6 år siden... Det er det sværeste jeg nogensinde har gjort, men var ikke i tvivl om at det var det rigtige. Til nakkefoldscanningen ku´ de se den ene arm manglede fra albuen, og kan ikke huske om de allerede der også ku se at den anden arm sluttede som en lille forkrøblet ting med to fingre på. Men det var vist først ved næste scanning de ku se det. For fik en scanning mere 3 uger efter, tænk nu hvis de tog fejl, ku ikke bare sige ja til abort med det samme. Der var også noget galt med benene,barnet ville nok ikke komme til at gå, og da de scannede for indvendige 'skader' var der også noget galt med nyrerne..og vist et par ting mere... OG det var slet ikke sikkert barnet ville overleve til efter fødslen. De anbefalede klart en abort, (selvom de også informerede om proteser til armene osv. ) Havde 2 større børn, så var jo ikke i tvivl, der ville gå alt for meget tid fra dem, hvis vi ville beholde dette barn.. Så fik en tid til abort, fødte barnet, og så det ikke bagefter, men ja det var sku hårdt.. Har efterfølgende fået en sund og rask dreng

Puha, jeg har altid haft det enormt svært med sene aborter (efter 24 graviditetsuge og frem) og hvor barnet lægges til at dø i fx skyllerummet. Selvom jeg har set det mange mange gange, så har jeg aldrig rigtigt fået integreret det som en del af livet/døden og den måde man behandler fostere/babyer på. Lige på den anden side, kæmper de for at redde de små helt ned i 22'ende-24'ende graviditetsuge. Meget meget underligt. Den ene afdeling bruger millioner af kroner på at redde dem, og den anden afdeling smider dem levende ud i skyllerummet for at dø???? :S

Det synes jeg også virker helt sindsygt. Også at man kæmper så hårdt for at redde børn ned til 22 uge, når man ved (tror jeg nok - ret mig hvis jeg tager fejl) at der er stor chance for hjerneskade. Så på den ene side scanner man og får en abort hvis der er noget galt og på den anden side sætter man alt ind på at redde et alt alt for tidligt født barn. Jeg ville aldrig få en abort hvis det ikke lige passede ind i mine planer at få barn. Det har jeg været ret afklaret med siden jeg var 17 og troede jeg var gravid. Jeg synes - helt personligt - at det er forkert, men går stadig ind for at folk skal have ret til at vælge. Det er noget andet med et meget handicappet barn. Der ville jeg nok vælge aborten, hvis barnets liv hverken ville være til glæde for det selv eller andre.

Jeg er vokset op med en dybt retarderet overbo samt en ekstra boligblok med beskyttede boliger til både fysisk (desværre også nogle, der bare var spastikere men havde en alder hvor de ikke var blevet behandlet og derfor ikke kunne klare ret meget selv, som de ville have kunnet hvis deres familier ikke havde svigtet)og mentalt (ikke psykisk) handicappede - og har altid været helt klar på at jeg ikke ville have et barn med en sådan skæbne som udsigt tilgengæld fravalgte jeg at få min søn undersøgt - som foster - for samme hjertefejl som jeg selv har, da jeg ikke betragter mig selv som hverken syg eller patient - og ikke har fejlet noget relateret til hjertet siden en operation i 1977 - og eneste reelle restriktion jeg lever med, er at jeg ikke må løbe marathon (og det er på ingen måde et savn :motion: )

Titte og Bibi har meget godt beskrevet min holdning så kort og godt ja jeg ville vælge det fra

Jeg synes, det er svært. Jeg sagde helt tilbage til min første graviditet, at jeg ville vælge barnet fra, hvis der var DS eller svære skader. Jeg er bare virkelig glad for, at det ikke blev nødvendig for mig at tage dette valg. Jeg mener, at mennesker med DS godt kan have et godt og ikke mindst lyhkkeligt liv, men fuldstændig enig med Titte i beskrivelsen af, hvad det indebærer at være forældre til et barn med bl.a. DS.

Uha det er et svært emne. Hvis jeg blev gravid ved et uheld, ville det ikke være grund nok til at fravælge et barn for mig.. Ikke efter jeg er blevet mor. Det ville nok være en anden situation, da jeg var helt ung, og ikke var klar. Eller hvis jeg fx blev meget syg, så jeg ikke ville kunne passe ham/hende.. Eller måske endda hvis jeg lå i skilsmisse:/ (her er jeg ikke sikker) Jeg ville nok vælge aborten, hvis jeg vidste med sikkerhed, at mit barn ville blive multihandikappet eller født med downs - eller ikke ville kunne få et værdigt liv med dets handikap. Men jeg tror det ville blive utroligt svært at gennemføre en sen abort, hvor man selv føder barnet.. og så ikke 'får' det bagefter uha sikke en gyser! Men tror faktisk det ville være det rigtige for mig og min familie.. Men synes også der for nogen går lidt for meget 'jeg har fortjent et normalt barn' over det.. Får det helt skidt over at den kvinde som fravalgte et barn uden underarm, forklarede det med at 'nu havde hun gjort alt det rigtige i graviditeten og var ung osv. - at så kunne det ikke passe, at hun ikke fik et perfekt barn.. :angry: Kan ikke lade være med at tænke hvordan hun så reagere når nu hun får et barn som slår i børnehaven, tisser i sengen, er bagud i skolen osv, når nu hun sikkert gør alt det rigtige... Børn ER bare ikke perfekte og det er så synd når forældre ikke kan rumme det :( Hilsen *mor* Dette er mit første indlæg, men kan da lige sige at jeg er gift, har et barn på halvanden og er lærer;)