Ville/kunne I vælge et barn fra?

Min drengs fod er et handicap under Serviceloven, selvom der ikke er komplikationer eller gener ud over det sædvanlige. Så et handicap er ikke til diskussion. Når man ingen fejl har, så er man rask - ellers har man et handicap.

JA. Jeg vill godt kunne vælge et barn fra. Jeg er på vej til 39, har ikke fået børn endnu, skal igang med reagensglas mm. i løbet af 2011, og jeg har qua mit job arbejdet med DS. Jeg vil ikke sætte mig selv, min mand og min familie i den situation, at de bliver dem der kommer til at være 'den nærmeste' familie for et barn, der kommer til at bo på bosted resten af sit liv. Jeg ville også vælge et multihandicappet barn fra, men hvis barnet manglede en arm, en fod eller sådan noget, så ville jeg ikke vælge det fra. Det ser meget rosenrødt ud, i de udsendelser TV2 lavede om Morten og Peter, men sandheden er, at det er de færreste med DS der nogensinde kommer til at kunne klare sig selv, bo selv og leve et forholdsvist normalt liv. De er og bliver handicappede, ikke kun qua deres handicap, men fordi de ikke kan indgå i det danske samfund på lige fod med 'normale' mennesker. Jeg synes de kan være herlige, de der har DS, men jeg ved også hvor meget arbejde der er med dem, og det magter jeg ikke at skulle resten af mine dage........... Jeg har gjort op med mig selv, at vi skal gøre forsøget, men at vi også skal have lavet fostervandsprøve eller moderkagebiopsi, for at være på den sikre side.... Måsker er det ikke accepteret at have det sådan, men jeg står ved det og heldigvis er vi enige herhjemme om det!

Jeg bakker dig gerne op, Titte :)

KH Bibi skrev:

Jeg bakker dig gerne op, Titte :)

TAkker :kiss:

Okay - så blev jeg en del klogere på definitionen af handikap :) Tak, Bibi

Jeg synes jo det er grumt. MIT barn har da i HVERT fald ikke et handicap - jeg må jo bare bøje mig, når jeg skal ringe og bede om TA, sko osv. :s

Jeg vil aldrig stå foran sådan en beslutning. Min søster fik at vide at der var noget i vejen med hendes andet barn og lægen anbefalede abortion fordi hun havde fået nogle farlige for fosteret medicin. Men min søster besøgte en anden læge, den bedste i Bulgarien i dette felt og det viste sig at alt var OK med fosteret. Det hele var nogen forfærdelig oplevelse. Problemet med Down er at man aldrig kan være sikker på om barnet har syndromet eller ej fordi det er muligheden for at have det der vurderes. Jeg vil aldrig finde fred hvis der er mulighed at jeg har slået ihjel et helt rask barn. Desuden er jeg bange for at Gud straffer mig på nogen måde senere hvis jeg laver abortion. Man kan kun bede til Gud om at aldrig bliver sat foran sådan en beslutning

Jeg har altid været pro abort - selvfølgelig indenfor rimelighedens grænser (godt man ikke er i etisk råd :S ) og mener at handicap er en af de få rigtig gode grunde til abort. Jeg har altid været hunderæd for at blive gravid på et tidspunkt hvor jeg ikke ville være det og har selvfølgelig beskyttet mig behørigt - men samtidig også ment at hvis jeg skulle være uheldig så måtte jeg få en abort. Heldigvis har jeg aldrig været i den situation, men det ville have været det rigtige for både mig og et barn hvis jeg var blevet gravid for 8 år siden. Efter at jeg er blevet mor er det blevet meget sværere - det er ikke lige så let at tænke at jeg ville få en abort, nu hvor jeg har den vidunderlige spunk og når jeg ved hvordan et barn der sparker inde i maven føles. Tanken splitter mig meget, for jeg kan slet ikke håndtere tanken om at få et handicappet barn - men jeg har det nu også svært med tanken om abort (på min egen krop). Men jeg valgte og vil en anden gang også vælge at få de tilbudte scanninger og ville nok også vælge en abort selvom det ville være svært. Håber, at jeg aldrig kommer i den situation. For nogle måneder siden læste jeg en artikel om en kvinde der havde fået en sen abort pga. hjertefejl hos barnet. Åbenbart findes der to forskellige former for abort - én hvor man vha. scanning sprøjter giftstof direkte ind i hjertet på barnet og en anden metode. Den første metode bliver åbenbart ikke brugt så meget fordi de mener at det for hårdt for forældrene at se det lille hjerte der slår og så stopper. Men denne her kvinde havde altså fået den anden slags abort og havde født barnet og holdt den lille pige i 1 time mens hun ventede på at hun skulle dø. Hun følte sig meget misinformeret og var dybt ulykkelig. Jeg græd snot i lange striber da jeg læste den artikel. I virkeligheden synes jeg, at det mere minder om mord, når det er et rigtigt lille barn og ikke bare nogle få celler - og derfor er jeg kommet meget i tvivl om hvad jeg egentlig mener - min fornuft og mine følelser trækker i hver sin retning.

Og jeg vil lige indskyde, at jeg da også bakker op om Tittes indstilling. Jeg mener, at den er den fornuftige - men det er ikke ensbetydende med, at jeg selv ville være i stand til at tage det valg. Jeg nævnte selv Peter og Morten, men det var ment som 'På-en-scala-fra-1-til-10', hvor de netop er de meget velfungerende i forhold til de fleste andre med DS. Jeg tror, at et eventuelt valg ville være lettere for mig, hvis jeg havde større erfaring med mennesker med DS - netop som Titte har. Nu kender jeg jo stort set kun til hvad jeg ser i bussen og netop fra fjernsynet... Så her ville mine egne følelser nok komme til at overdøve min fornuft. Og det ser jeg ikke som noget positivt, det er bare en erkendelse... Men jeg tror, at det er en rigtig god idé at være helt afklaret omkring det, før man går hen og bliver gravid - for de dér hormoner kan godt gøre en en liiille smule følelsesladet :laugh:

Vil også lige for god ordens skyld indskyde, at jeg bestemt ikke er abortmodstander - slet ikke. Jeg respekterer alle kvinders ret til selv at vælge, og jeg har også fuld forståelse for de, der måtte vælge et barn med handicap fra. Som udgangspunkt tror jeg på, at den enkelte selv er den bedste til at vurdere, hvad der skal gøres i en given situation; familie, følelser og fornuft taget i betragtning.