Er der nogle her der tør at tale åbent ...

OK. Her er situationen med den indsparrede barn i detaljer. I er velkommen til at dele hvad I selv ville gøre i sådan en situation. Børnene skulle sove til middag fordi de ikke havde sovet nok om natten og fordi jeg er deres mor og ved hvad de har brug for. Børnene kan ikke selv finde ud af om de er trætte og hvad og hvorfor de føler når det er tale om søvn, generelt kan børnene ikke lide at sove, i det mindste ikke de sunde børn. Da jeg sagte at de skal i seng nu ville de have mig at sove eller bare at sidde sammen med dem. Jeg var alene med alle 3 og alle 3 ville sove sammen med mig. Så gik jeg i seng med dem. David sagte at han var træt og vil sove. Jeg fortalte ham at de små mest sandsynligt forstyrrer ham men han insisterede at han sover sammen med os. Vi gik i seng alle sammen. I mere end 1 time prøvede David at sove. Det var også åbenlyst at Theo også vil gerne sove. Men Eva larmede hele tiden. Ryddede op i sengen, forlod sengen, snakkede, sang, skreg, grinede .... Hele tiden. Jeg prøvede alt muligt til at gøre hende holde kæft men hun var bare så provokerende, åbenbart ville hun tjekke hvad der sker hvis hun ikke adlyder. Jeg fortalte hende at hun ryger på det andet værelse hvis hun ikke holder kæft. David blev hysterisk fordi han ikke kunne sove. Så om 1 time sendte jeg Eva på Davids værelse, puttede hende i Davids seng og gik til de andre. Men hum kom efter mig med det samme. Så blev jeg nødt til at løse døren. Jeg kunne ikke sidde sammen med hende fordi de andre ville ikke sove uden mig. Så ... græd Eva der jeg ved ikke hvor lange men i hver fald ikke længere end 10 min. Så gik jeg til hende, spurgte hende om hun planlægger at larme mere, hun sagte nej. Så gik vi til de andre, hun lagte sig pænt i sengen og sov om 5 min. Hvis I tror at noget bedre kan gøres er jeg åben at lytte.

Hmm - det er jo altid let at være bagklog, men her er mine bud. Jeg ville nok starte seancen med at vælge en bog, så børnene kommer ned i gear. Særligt hvis de er overtrætte, kan de være svære at få til at falde i søvn, og Eva skal ikke have lov at forhindre de andre i at sove i en time! Nå, men først bog, hvorefter jeg så også ville lægge mig med alle tre. Hvis den ene så stadig tumlede rundt, ville jeg sige til de to andre. 'Jeg går lige op og lægger Eva på det andet værelse, og så kommer jeg tilbage til jer.' Så ville jeg give Eva valgmuligheden for at lægge sig en sidste gang eller komme på det andet værelse. Hvis hun stadig er oppe og køre, ville jeg træffe valgte for hende. Bære hende på det andet værelse, og lægge mig lidt hos hende. Jeg ville samtidig forklare, at de andre ikke kan sove, når hun hopper rundt og det er sovetid nu. Hos mig ville det være nok, og mit bud er, at hun hurtigt ville falde i søvn, når mor var 100 % nærværende ved hendes side. Mit bud er så også, at de to andre nok også ville sove, når jeg efter ti minutter kom derned. Du kan sikkert komme med ti eksempler på, at dine børn ikke ville reagere som i mit eksempel. Men hvis der ikke er gået en time før Eva får sat grænser, hvis børnene i rolig tone får at vide, at nu er det sengetid og ikke 'tid til at holde kæft', så kan sådanne små ændringer have en kæmpe effekt i forhold til den respons, man får fra børnene ;) Ved at sende Eva på værelset får hun en straf, når du efter en time koger over, men har hun mon forstået situationen. Du skal som mor sætte tydelige rammer for børnene, og de skal gentages dag efter dag - for de er jo kun børn :) Det er hamrende krævende, men det er efter min mening, det man siger ja til, når man vælger at få børn...

Nu beder du igen-igen om råd i en helt konkret brandslukningssituation. Og det er dem, man ikke kan give. Du skal arbejde på at indføre faste sove-ritualer, både aften og middag, sådan at dine børn vænner sig til, at 'når klokken er xxx (fx 13) er det hviletid'. Og så holder du fast i dem hver eneste dag i mindst en uge, gerne efter aftale med børnehaven, som børnene har deres hverdag i. Hvor børnene skal sove og hvordan du kan give dem ro, kan kun du selv finde ud af. Med en 2- og en 4-årig i familien havde vi den aftale, at storebror (der ikke skulle sove, bare hvile lidt) sad stille på sit værelse, mens lillesøster puttede med mig i dobbeltsengen. Når hun så sov kunne jeg hygge med storebror. Da den store var 2 år sov han stadig ude i klapvognen, og det fungerede fint. Så du må se, hvad der fungerer for jer. Det er det arbejde, som jeg igen-igen vil opfordre dig til at tage på dig: Se dine børns behov og læg en strategi for, hvordan du punkt for punkt får tilrettelagt livet, så det opfylder børnenes behov uden at skabe det kaos, der tynger jer nu.

Web, problemet er at de ikke vil sove hvis jeg ikke er sammen med dem. Det vil de bare ikke. Hvis de ville ville jeg tage Eva med og gå på det andet værelse. Men jeg ved at de andre kommer med det samme. Theo kan ikke sove hvis jeg eller far ikke er der. Hver nat vågner han mange gange og vil have mig sove sammen med ham ellers græder han og vækker hele huset. Han går rundt i huset og leder efter os hvis han ikke kan finde mig eller sin far i sengen ved siden af hans.

Hvor gamle er børnene?? Og jo, sunde børn kan altså godt li at sove, sovemønster afhænger ikke (kun) af helbred. Men for at svare, bliver jeg nød til lige at vide, hvor gamle dine børn er??

tvilliner på 2, snart 3 og en greng på 4 snart 5. Johannesmor, jeg beder ikke om råd fordi jeg har fundet en slags løsning der virker. Men hvis folk siger at min løsning ikke er god nok er jeg åben til lære bedre metoder af dem. Børnene har altid haft regler om hvordan og hvornår de skal sove. Men... det har altid været sådan at faren er sammen med os. De 4 dage var vi alene og de gjorde bare hvad de vil, ville ikke følge rutinerne fordi deres far ikke var her og for dem var alt anderledes. Derudover sover de små mindre og mindre om dagen, heller ikke i vuggestuen sover de længere. De sov der i begyndelsen med de gamle rutiner virker bare ikke længere. De vil bare ikke sove, de kan ikke lide at sove. David kan godt lide det, men tvillingerne NEJ. Men det betyder ikke at de ikke er trætte, fordi de sover ikke mere end 9 timer om natten og når det bliver kl. 5 bliver de nervøse og hidsige og hyler hele tiden for ingenting. De har brug for søvn, bare der er så mange spændende ting at gøre i stedet for. På søndag faldt de alle 3 i søvn i bilen på vejen hjem, åbenbart kan de godt lide at sove i bilen. Jeg ved godt at i sekunden jeg stopper vågner de og bliver meget sur. Så fortsat jeg at køre rundt på Sjælland i 1 time så de kan få lidt søvn. :huh:

Du skriver selv, NikiFin, at du ikke beder om råd. At du har fundet en slags løsning, der virker. Men hvad er så problemet? Har du fundet løsningEN, hvorfor bliver du ved, med at fortælle, at du ikke kan klare dit og dat med dine børn?

Det er MEGET nemmere, at du smutter - end resten af os gør. Så vælg selv. Du er ligeglad - flere er møgirriterede. Du er syg i hovedet - vi andre har styr på vores celler. Du må have en forstyrrelse i dit hovede, siden dine svar kun går ud på at feje råd af. Hvis du nu smutter over og debatterer på din egen side, så er der INGEN som helst, der svarer dig imod, for der er kun dig *lol* Fat det dog!

NikiFin skrev:

Titte skrev:

Jeg må sige, at jeg er rystet over din måde at fremstille tingene på, og af et ærligt hjerte, så vil jeg ønske at du også siger disse ting højt i dine børns institutioner, for så har de pligt til at underrette de sociale myndigheder. I mine ører, så trives dine børn ikke, og deres udvikling og trivsel er i alvorlig fare. I bør have noget hjælp, og du bør især have noget hjælp til at lære at være den voksne, der ikke råber, skriger, eller gør andre ting mod dine børn. Husk, de er børn, du er den voksne der skal tage dem i hånden og guide dem igennem livets mange udfordringer........

don't worry, de ved mere end du ved om os og mine børn i institionerne. Jeg har glade børn som elsker mig, så du kan sove roligt og spare energien for dine egne i stedet for at undre hvordan at forestille mig som en dårlig mor

Hvis det er sandt, at de ved mere end jeg gør om jer, så bør dine børns institution øjeblikkeligt indberettes for pligtforsømmelse, og ende på forsiden af Ekstra bladet, for alt det du beretter om er da i aller højeste grad noget der får alarmklokkerne til ikke kun at bimle, men ringe helt af

NikiFin skrev:

som du siger børn er ikke kun børn men også mennesker. Derfor skal de vide at hvis de prøver og gerne vil se hvad det sker når de overskrider grænser det er deres ret til få hvad de vil og til at lære hvordan livet er. Det er ikke mine metoder. Men det er et faktum at efter dette skridt skrig hun ikke længere og faldt i søvn med det samme. Og ja, der er nogle børn der godt kan finde på at provokere, du må ikke trå at alle børn er som dine og at hvis dine ikke gør noget betyder det ikke at ingen gør det. Min søn gør det ret tit og helt bevidst f.eks. Generelt får jeg en følelse at du ikke ved nok om børn. Men det kan også være forståeligt fordi Gud ikke giver vanskelige børn til forældre som ikke kan magte dem ;)

Kunne godt tænke mig at høre lidt om, hvad der giver dig den følelse, at jeg ikke ved nok om børn... og hvad er 'nok'? Jeg ved ikke ALT om børn, hverken mine egne eller andres, da jeg ser det som en livslang proces og udvikling at blive mor - en proces jeg ikke ville undvære for noget i verden. Til gengæld ved jeg en hel del om mine egne holdninger, meninger og værdier - og kan og tør stå ved dem - er selvfølgelig altid åben for udvikling og input udefra... 'hvis noget virker, så gør noget mere, hvis ikke, så gør noget andet'! Jeg mener ikke, at nogen mennesker er perfekte, men mener, at det er vigtigt at have nogle værdier i sit liv og følge dem... ALLE kommer ned af sidegader ind imellem, men så er kunsten jo, at opdage det og komme tilbage på sporet igen - er jo netop disse sidegader vi lærer og udvikler os af! Synes det er skræmmende, at du føler, du er nødt til at tage en pind i hånden og true dine børn i seng - personligt synes jeg, at psykisk vold (såsom trusler) er meget meget værre end fysisk vold! Tror ikke og VED med sikkerhed, at alle børn ikke er som mine, og heldigvis for det - ville da være rædselsfuldt, hvis alle var ens, dét ville der da på ingen måde komme noget udvikling ud af! Tror ikke på Gud, og dermed ikke på dit udsagn - tror nærmere, at det er en teori forældre til umulige børn har opfundet, for at feje for egen dør!