Er der nogle her der tør at tale åbent ...

om de virkelige vigtige problemer i vores børneopdragelse. Nu åbner jeg igen et emne tabu som (efter min egen erfaring) de fleste danskere undgår at tale om. Det er lidt overaskende (og samtidig helt forståeligt) at ingen indtil nu har været interesseret i det her i debaten. Og eftersom er jeg 120% sikker på at det er noget vigtigt for alle forældre så svaret til at ingen har skrevet om det kan det være at folk er bare bange at tale åbent og ikke vil at andre ved hvad de gør derhjemme. Men... som mange har lagt mærke til er jeg anderledes og er ikke bange for at tale om de ting jeg synes er vigtige for mig løbende risikoen at emnet ender i skraldespanden. :huh: Lad os tale om hvad er lovligt og ulovligt i børneopdragelsen og hvad er det bedste for alle måde at takle nogle særlige situationer. Nogle af jer kan gætte hvorfor jeg skriver om det lige nu. Selvfølgelig ingen ved hvad det bedste er. Alle gør hvad de synes selv er det bedste og det er hvad jeg gerne vil høre, jeres egen mening om tingene. Der er også nogle detaljer i loven som ikke er helt klar og enstydige. Hvis vi antager at forældrene aldrig slår på ingen måde deres børn (som vi alle ved at det ikke er sandheden men ingen ville indrømme derfor er det meningsløs at tale om det)... Hvad så er jeres metoder at takle farlige for barnet eller andre folk, dyr, ting... situationer hvor børnene ikke forstår ordene. Der er klart at mange gange er man nødt til at bruge fysisk angreb. Men hvad slags fysisk angreb er lovligt her i Danmark? Og også hvad slags psykisk angreb er lovligt? Hvad slags straf (nogle af jer kalder dem konsekvenser) bruger I når barnet har lavet eller insisterer at lave noget I ikke bryder jer om? Hvad laver I når f.eks. barnet slår jer, kaster noget tungt på jer, søskende ... og ordene har ingen eller den modsatte effekt. Hvis I sender barnet på det andet værelse (så vidt jeg ved det er helt i orden lovensmæssig) men barnet forlader værelset hele tiden... er det så antagelig at spærre barnet inde? Hvis man er nødt til at gøre noget men situationen er sådan at man ikke kan tage barnet med sig selv og hvis man efterlader barnet alene (fordi der er ingen at passe det lige på det tidspunkt) risikerer f.eks. at barnet løber væk og risikerer sit liv... er det så lovligt at binde barnet f.eks. med snor til et træ :lol: Hvis man ved at barnet er bange for noget er det lovligt at man bruger det til at true barnet med den (f.eks. med en pind men ikke at slå med den bare at true ;)) ? Kan I dele nogle af jeres metoder til at takle situationen hvor ord, at bortlede opmærksomheden ikke virker, det er umuligt at tage barnet fra noget farligt eller at bære barnet fordi det ikke vil gå og... bla bla sådan nogle situationer. Nu er jeres tur at skrive hvad I synes skal skrives om emnet

Jeg burde ikke, ihh nej jeg burde fandme ikke - men jeg bliver HARM, jeg burde holde mig væk, men må skrive det ned. JEG SLÅR ALDRIG MINE BØRN, og nej jeg lyver sgu ikke, jeg slå ikke og jeg råber ikke, jeg binder dem ikke, jeg spærre dem ikke inde, jeg forlader dem ikke hvis der ikke er andre, jeg truer dem ikke. Hvis mine børn gør noget tosset, slå eller andet farligt, og de ikke hører efter, så tager jeg dem med ind på deres værelse og så bliver jeg der, jeg går ikke ud, men bliver der. Efter et stykke tid, falder de så ned og vi kan snakke. Jeg får det dårligt, hvis du virkelig mener at man opdrager børn sådan, hvis du mener grunden til det er tabu, er fordi det foregår sådan hos de fleste, jeg får det dårligt, over at det måske foregår ved dig og jeg får ondt, ondt helt ind i hjertet, hvis du bruger bare nogen af de metoder på dine børn. Det her er ikke 1950, det er 2010 - vi VED bedre nu, du burde VIDE bedre. Men med det, jeg har læst om dig, i dine tråde - tror du nu jeg lyver, at jeg tror jeg er overmenneske, at mine børn aldrig laver ballade, så helt ærligt?? Hvad nytter det?? NEJ NEJ NEJ, sådan foregår det sgu ikke.

Loven er nu rimelig klar NikiFin - I Danmark har man siden 1997 ikke måtte slå sine børn. Det vil sige, at det kan få konsekvenser for forældrene, hvis, det finder sted. Læs evt. mere på her fra Børns Vilkår. Jeg er jo tit i USA, hvor forældre i stor stil uddeler ørefigner, lussinger og truer med pinde o.lign. - men det får altså ikke børnene til at opføre sig bedre. På sigt vil jeg mene, at børn mister respekten for deres forældre, hvis de ikke forstår, hvad problemet er. Det giver jo ikke mening for et barn at blive slået med en pind, fordi man som forælder ikke har indført et hyggeligt putteritual, der gør det sengetiden til et godt tidspunkt på dagen. Og børn skal da heller ikke spærres inde - tænk hvad der kunne ske :woohoo: Jeg laver en aftale om, at naboen passer dem en time eller også må jeg jo tage dem med. De er 3 og 6 år hvilket er alt for små til at være alene hjemme. Mine børn har slået mig en enkelt gang hver og sagt dumme mor en enkelt gang (ved to forskellige lejligheder). Begge gange fik jeg meget hurtigt i hård tone fortalt, at det jeg ikke ville finde mig i. 'Vi slår ikke hinanden i denne familie!' Det giver jo god mening, og de var begge kede af det efterfølgende, men det ville jo ikke virke, hvis jeg så kunne finde på at slå dem :) Forklar børnene i en ordentlig tone, hvorfor de skal spise aftensmad, i bad, i seng, skal dele legetøj, være gode kammerater osv. - det virker i min familie :) Men interessant emne NikiFin, for jeg tror at de fleste danskere efterhånden tager for givet, at man selvfølgelig ikke slår sine børn...

Jeg kunne ALDRIG finde på at slå mit barn og gå ikke ind for vold :) Hvis William har gjort noget så slemt, at jeg hidser mig op, så får han 5 min på sit værelse og derefter alvorlig samtale med mig og hans far... men vold går jeg ik ind for

Jeg tror jeg vil vælge at læse tingene på en måde der ikke gør mig stik tosset, men at du i bund og grund bare spørger om hvordan man takler børn der ikke vil høre/forstå. Jeg kunne ALDRIG finde på at slå mit barn, har ALDRIG gjort det og vil da håbe at jeg ALDRIG vil gøre det. Ikke fordi det er ulovligt men fordi det ikke er moralsk godt, at det er værre at slå, at det e rnøttesløst at det gør man bare ikke ALDRIG!!! Jeg kunne aldrig finde på at binde mit barn til et træ, forlæade mit hjem med et barn der ikke er gammel nok til at være selv. Jeg kunne dog godt finde på at bære mit barn ind på værelset og forklare situationen og jeg vil have at barnet bliver der til det er faldet ned og klar til at være sammen igen. At mit barn altid skal vide vi kan snakke om tingene. Min datter har lige været igennem en periode hvor hun bed, hun blev taget væk og fik meget bestemt at vide at sådan noget må man absolut ikke. og hun har 'kun' bidt en gang alvorligt og tre gnage truet med det efterfølgende og så var det det. Jeg vil hellere blive ved med at kæmpe med pædagogiske metoder frem for vold hverken af fysisk eller psykisk karakter. Psykisk vold giver dit barn enormt dårlig selvværd (ikke selvtillid at forvæksle). Jeg kunne aldrig finde på at true med at slå mit barn, 1)fordi jeg aldrig kunne finde på at slå 2) jeg tror ikke på tommetrusler. Ligesom hvis hun ikke vil sidde ordentligt ved bordet og jeg siger at hvis hun ikke gør det kommer hun ned næste gang og så ydskyder jeg det ikke, gør hun det er det slut så forlader man bordet.

Jeg ser ikke den samme forskrækkethed over at tale om, hvad man gør, når alle de gode intentioner om god børneopdragelse ikke lige rækker. Jeg synes, at der - ikke mindst i vores svar til dig - har været adskillige eksempler på, hvordan vi har råbt op af forskrækkelse, arrigskab osv. og gjort andet, som vi hver især ikke synes er 'god børneopdragelse', men alligevel har gjort, fordi vi har været pressede eller trætte eller ... Men eftersom vi jo alle prøver at blive 'bedre' i vores børneopdragelse, har du nok svært ved at få os til at dele med dig, hvordan det lige var, da vi bandt vores barn fast til et træ i haven, eller om det hjalp, da vi truede med et boldtræ... Det er de dårlige eksempler, som vi ikke selv synes er værd at dele med andre, fordi de jo lige præcis er dårlige og ingen kan lære noget af dem, andet end hvordan man kan have det råddent som mor. (Lige for at præcisere - jeg er ikke nogen perfekt mor, men lige præcis disse to eksempler er ikke fra mit liv.) Det som jeg vil give dig som råd igen-igen er at få en omgangstone i familien, hvor børnene ikke er ved at rive hovedet af hinanden, ingen som standard stikker af på befærdede veje osv osv. Og hvordan mener jeg det? Hos os plejede vi fx at tage på storindkøb med ungerne én gang om ugen. Men da ungerne blev 2 & 4 blev det en plage, hvor vi endte med at skælde og smelde hver eneste gang - indtil vi indså, at indkøbsturene måtte ændres: Én af os tager nu afsted alene og ungerne er hjemme hos den anden. En sjælden gang imellem kommer et barn med, og så er det faktisk hyggeligt, men konceptet med familieindkøb en sen eftermiddag er bare dødt med to børnehavebørn i familien. Et andet eksempel: Efter lange trængsler lykkedes det os at få vores dengang 2-årige til at falde nemt i søvn om aftnen, da vi forærede ham et mariehøneur, som han kunne kigge på, når han faldt i søvn. Vi havde ellers prøvet alt - med at bringe ham roligt i seng hundrede gange, med at råbe og skælde ud... alting. Og et tredje eksempel: Da børnene var 2 år hhv. 5 mdr. flyttede vi til et hus helt uden hæk eller hegn. Drengen var en lille stik-af-type, så for at jeg kunne have åben dør satte vi et hønsehegn op rundt om haven. Rædselsfuldt grimt - men nødvendigt, for drengen fattede ikke, hvor grænsen gik. 1 1/2 år senere fjernede vi hegnet - og i dag løber begge børn ind og ud, som det passer dem, de ved præcis hvor langt de må gå udenfor vores egen have. Det er ikke udskældningerne, hidsigheden og råberiet, der hjælper - hvorfor skal jeg så dele dem med dig og de andre? Det, der hjælper, er at vi taler ordentligt sammen og opdrager vores børn med ligeværdighed. Og at vi indser, hvad man kan hhv. ikke kan (fysisk, mentalt, følelsesmæssigt...), når man har den alder, som børnene nu har.

Jeg slå aldrig mig søn og kunne dog heller ikke drømme om det! Og lad det stå klar og tydelige at det tilmed også er ulovligt. Det handler om at vise gensidig respekt - et barn bliver som vi forældre lære dem at være! (forudsat alt er normalt). Et barn som kommer fra råb, skri og hævede stemmer hører ikke efter, og du har som forældre ikke en sidste udvej i en farlig situartion - for et råd 'STOP DET ER FARLIGT' vil ikke have nogen virkning, for råb er hverdag. Men hvis man viser gensidig respekt og TALER MED og IKKE TIL barnet kommer man et godt stykke af vejen... lære at kommunikerer på dit barne niveau, og det hele bliver meget lettere. Vi bruger, nå alt går i hårdknude, eks. hvis han slå, 'pause' - hos os er pause et sted, hvor mor og far ikke kan se barnet derfra hvor de sidder (og hvis det ikke er muligt, må barnet sidde md ryggen til), hvor barnet kan side og tænke lidt over tingene og komme igen, når man er klar til at sige undskyld, nogen gange er der 2 minutter og andre gang er det 10 minutter. Så siger vi undskyld og taler om tingene. Vi/jeg vil ikke bruge værelset, da det ikke skal være nogen straf at være på sit værelse... Men jeg/vi har altid være meget strikse og konsekvente - nøgen siger jeg er skrap, men jeg vil nok nærmere sige konsekvent. Jeg siger ikke noget 'truer ikke med noget' hvis jeg ikke står ved det. (og med truer mener jeg fratage en ret, ting eller ligende... sådan hvis man kaster med sine legesager, tager mor dem ud til skraldemanden, hvis man ikke stopper). Hvad jeg gør i det offentlige rum eller når vi er på besøg ved jeg faktisk ikke, jeg har endnu ikke oplevet de helt store scener som ikke kunne løses med at holde fast i hånden og tale. Men jeg kommer aldrig til at udstille mit barne på den måde som jeg selv blev udstillet som barn, hvor min far råbs og skreg af os - det er det mest nedværdigene!!!!!!!!! Så tænk dig om, og sæt dig selv i barnets sted og tænk over hvordan du opfatter vil opfatte opførsel og hvordan du ville følge dig i barnets sted.

Bellis, du behøver ikke at skrive sådan nogle ting JEG SLÅR ALDRIG MINE BØRN, og nej jeg lyver sgu ikke, jeg slå ikke og jeg råber ikke, jeg binder dem ikke, jeg spærre dem ikke inde, jeg forlader dem ikke hvis der ikke er andre, jeg truer dem ikke. jeg forventer ikke at læse noget andet ;) men sige bare, hvad hvis de andre børn slår sig ihjel mens du sidder på værelset med den ene.Og hvad hvis det ikke vil blive på værelset og løber ud? Tager du ikke FYSISK fat om det eller bare lader det løbe og du løber efter det :lol: Jeg får det dårligt, hvis du virkelig mener at man opdrager børn sådan, hvis du mener grunden til det er tabu, er fordi det foregår sådan hos de fleste, jeg får det dårligt, over at det måske foregår ved dig og jeg får ondt, ondt helt ind i hjertet, hvis du bruger bare nogen af de metoder på dine børn. jeg er enig med dig at det er modbydelig f. eks. at binde barnet på et træ, men det har jeg aldrig gjort, jeg kan heller ikke finde på sådan noget. Det har jeg hørt at danskerne har gjort. Men jeg har prøvet at spærre barnet inde efter jeg havde prøvet alt andet. Og det var faktisk det eneste der virkede. Og jeg virkelig håber at barnet lære af det og provokerer mig aldrig igen at lave det samme. Åbenbart dine børn aldrig har stillet dig i blindgade. Webredaktøren , Mine børn har slået mig en enkelt gang hver og sagt dumme mor en enkelt gang (ved to forskellige lejligheder). Begge gange fik jeg meget hurtigt i hård tone fortalt, at det jeg ikke ville finde mig i. 'Vi slår ikke hinanden i denne familie!' Fra det du siger har du aldrig været i en kritisk situation og måske derfor forstår du ikke hvordan der at tale i hård tone og barnet at grine af dig og at fortsætte at gøre hvad det ikke må. Men prøv at forestille det sker til dig, hvad ville du så gøre hvis den hårde tone bliver til grin og i stedet for et lydig barn får du en på kassen ;) ? Hvorfor tror du at jeg aldrig forklarer mine børn hvorfor de skal eller ikke skal gøre noget? Jeg skal læse nærmere den link du har postet senere. Tak Men interessant emne NikiFin, for jeg tror at de fleste danskere efterhånden tager for givet, at man selvfølgelig ikke slår sine børn... jeg har hørt fra danskere at alle slår og straffer deres børn når de er nødt til, men ingen vil indrømme det ;) Willysmor, Hvis William har gjort noget så slemt, at jeg hidser mig op, så får han 5 min på sit værelse og derefter alvorlig samtale med mig og hans far... men vold går jeg ik ind for hvis han ikke er indspærret hvorfor så går han ikke ud igen med det samme, men sidder derinde i 5 min. Er han bange for noget hvis han gør det og hvad er så det han er bange for? als, Jeg kunne ALDRIG finde på at slå mit barn, har ALDRIG gjort det og vil da håbe at jeg ALDRIG vil gøre det. Ikke fordi det er ulovligt men fordi det ikke er moralsk godt, at det er værre at slå, at det e rnøttesløst at det gør man bare ikke ALDRIG!!! Jeg kunne aldrig finde på at binde mit barn til et træ, forlæade mit hjem med et barn der ikke er gammel nok til at være selv. går du aldrig på toilettet f.eks. eller tager du bare alle børnene med hver gang og løser døren indefra så de ikke løber ud mens du sk...r :lol: ? For min børn 1 minut er mere end nok at lave hvad som helst. Lige meget om jeg er udenfor i 1 minut eller på toilettet ;) Jeg kunne dog godt finde på at bære mit barn ind på værelset og forklare situationen og jeg vil have at barnet bliver der til det er faldet ned og klar til at være sammen igen. At mit barn altid skal vide vi kan snakke om tingene. Og hvad hvis barnet ikke vil høre og snakke om tingene du gerne vil? For mig selv er fysisk slag meget bedre end psykisk vold. Min morfar slåede mig nogle gange med en pind men jeg har altid elsket ham. Min mor har stort set aldrig slået mig, men gjort (måske uvillig) nogle andre ting, forskellige slags respektløshed som jeg aldrig glemmer :( Johannamor, jeg vil ikke læse om nogle skræmmende historier og metoder. Jeg vil hellere dele erfaringer og læse om metoder folk bruger ikke i normale men i kritiske situationer og metoder som virker og som i synes er gode nok. Og selvfølgelig alle vi gør hvad vi synes er det bedste for vores børn. Det er bare ikke altid det bedste for dem.

Ja hvis mit barn ikke kan opføre sig ordentligt mens jeg er på toilettet så barnet komme med. Kan være det i sig selv er straf nok :laugh: Jeg har en datter på knap to år og ja jeg har ikke en tween eller andet. Men jeg har en meget temperamentsfuld datter. Hidsigprop faktisk. Får hun ikke sin vilje så skriger, hylder og kaster sig ned på gulvet. Det nytter bare ingenting! hvis jeg har sagt det er sådan det er så er det sådan det er. jeg prøver at tale med hende og vil hun ikke det må hun ligge på gulvet og hyle færdig. Det tager som regl ikke ret lang tid for det er jo egentlig enormt kedelig at ligge på gulvet og hyle fordi man ikke må få f.eks en kike 5 minutter før vi skal spise. Mit barn er bare mere udadvendt og reagere her og nu (var selv et meget mere tænkende barn). Men selvom hun i mine øjne ter sig og virkelig skaber sig så er det jo i hendes verden, vildt frustrerende at hun ikke må få den kiks når det nu er hendes brændende ønske i det øjeblik. og det plejer at virke at sige jeg forstår hendes ønske og godt kan forstå det men nu er der altså ikke mere end 5 min tilaftensmad og det jo også smager rigtig lækkert. Og 5 minutter senere sidder hun inde ved bordet og alt er glemt. Min datter lytter absolut ikke altid efter mig hun er stadig styret af impulser og når vi er ude og gå løber hun bare afsted, jamen så må jeg løbe efter og holde i hatten, hånden eller andet. har der været flere børn må det jo bare betyde at man bliver sat i vognen hvis man ikke kan gå pænt. Har da været ved at gå ud af mit gode skind, men så har jeg forladt rummet kølet ned og så gået ind til kampen med ny energi.

NikiFin skrev: jeg har hørt fra danskere at alle slår og straffer deres børn når de er nødt til, men ingen vil indrømme det ;) Så tror jeg dælme du lever i et andet Danmark end jeg gør. Jeg har een gang klasket min datter en over låret, men det var i ren forskrækkelse fordi hun sparkede mig over næsen i hysteri mens jeg var ved at skifte bleen. Men som opdragelses metode har det bare aldrig været nødvendigt. Jeg tror det hele ligger i at man skal respektere sine egne grænser, og så skal de ligge fast hele tiden. Det man må om søndagen når mor er i godt humør, det må man også om onsdagen når mor er skidesur. Min erfaring fra mønstre der er løbet lidt af sporet er, at når jeg helt nede i maven beslutter at nu SKAL det være løgn, så bliver det også anderledes. Men når man siger noget, og signalerer noget andet så går det helt galt. For hvis man SIGER at det er helt ok at de spiller computer med lyden på max inde i stuen, men SIGNALERER at man bare overhovedet ikke synes det er OK, så har man lynhurtigt nogen usikre unger der ikke aner hvilket ben der er det rigtige at stå på. Børn vil jo grundlæggende gerne samarbejde, bare de lærer hvordan. Men så skal de altså også have en chance for at kende de rigtige spilleregler. Mit udgangspunkt er positiv opmærksomhed, eller ingen opmærksomhed. Forstået på den måde at hvis man opfører sig hensigtsmæssigt får man god opmærksomhed, hvis man opfører sig uhensigtsmæssigt, så får man så vidt muligt ingen opmærksomhed, og hvis det ikke lige kan lade sig gøre i situationen, så bliver man gelejdet et sted hen hvor man kan passe sig selv til man er tilbage på sporet. Og det vil igen sige at hvis man opfører sig uhensigtsmæssigt så skal man i første omgang have hjælp til at vide hvad der er hensigtsmæssigt, og vil man ikke høre, så må man lige passe sig selv. Nu er hun så efterhånden så stor at man bare kan forklare hvordan reglerne er, og at jo mere ansvar hun selv er i stand til at tage, jo mindre blander jeg mig. Det virker iøvrigt også på mine hunde :o)Der kalder man teknikken for 'positiv forstærkning'.