Er det fair?

RoseRose skriver:

Hmm... Men han gav sig jo? Jeg forstår godt at du så tænker at det er ligemeget - fordi det ikke er af lyst.. Men det er det jo alligevel.. Om noget så viser det at han ikke vil ofre, hverken jeres familie eller dit velbefindende for hans seperate pengesum - det må da kunne trøste dig en del 

 

Nu lyder det som om at han gav sig helt - jeg synes at du skal tage imod hans velvilje og så sætte dig ned med ham og lave et arrangement, som I begge kan leve med og være glade for (om noget i længden). 

Måske skal I ikke have helt fællesøkonomi, men en af de mange mellemudgaver der også er blevet foreslået  Så har I stadig nogle penge I selv råder over - hvilket det alligevel lyder til at du gerne vil  

Jeg føler bare jeg vrider armen rundt på ham, og sådan skal det ikke være.

Det kan jeg ikke leve med. Han skal selv have lysten, og det har han bestemt ikke. 

Så kan det være ligemeget for mig. Han har jo ikke forstået årsagen til at det er vigtigt for mig.

Anonym skriver:

En lille opdatering;
Jeg gik ham på klingen i går, for at høre hvor han så synes vi er, og hvordan han forestiller sig vores økonomi og forhold fremadrettet.

I bund og grund handler det om, at han ikke synes det er fair, at han "skal lukke op for godteposen", når jeg ikke tjener så meget som ham.
Han synes det er uretfærdigt at jeg vil have fælles økonomi, når jeg ikke bidrager med så meget økonomisk.
Det er ikke fair i hans øjne. Tingene skal være mere lige før det kan komme på tale.

Den store opsparing som han er i gang med, vil han bruge på blandt andet bryllup. (Han ønsker stort bryllup)
Så nævnte jeg, at jeg jo så IGEN skal ud og låne penge til min del af gildet. Det sagde han ja til.

Vi kan heller ikke lave en ordning der hedder, at jeg betaler mindre end 50% af vores faste fælles udgifter.
For når han har betalt sine faste udgifter, sat penge ind på opsparing (som åbenbart er til os), så har vi samme rådighedsbeløb, så han mener det er helt fair som det er nu.

Jeg har sagt, at det sætter nogle tanker i gang hos mig, at vi hver især synes at vi er så forskellige steder i vores fælles forhold.
Og det går mig enormt meget på, at han stadig føler at tingene skal være opdelt. Vi køber f.eks. hver især gaver ved fødselsdage, jul m.v. Vi giver, efter hans ønske, ikke fælles.

Det handler slet ikke om, at jeg vil have fingrene i hans efterhånden store opsparing.
Det handler, for mig, om at vi ikke deles om tingene. Vi er ikke fælles. Hverken om indtægter eller udgifter.

Jeg har bare et behov for noget som han ikke vil give mig.

Han indskød så, at han synes økonomi fylder enormt meget hos mig, og at han ikke kan fordrage ordet fælles økonomi.

Det endte med, at han spurgte om jeg var sur, og det er jeg jo ikke. Jeg har bare behov for at tænke over tingene.. Behov for at tænke over hvorfor han ikke vil dele alt med mig. Ikke kun indtægter, men også hvis f.eks motoren går på bilen. Så vil han selv betale for det.
Han ser os ikke som et hold, og det er egentlig det som sårer mig.
Han spiller sin egen kamp, virker det som.

Han kom så i seng efter en halv time, hvor han sagde "jamen så lad os få det skide fælles økonomi".. Men det vil jeg bare ikke nu. Kender I det? For nu gør han det af tvang. Ikke af lyst.

En lille sidenote; Ja, han betaler mad, rejser og (sin egen) bil. For jeg kan ikke lægge halvdelen af de beløb som det kræves.
Det er ikke muligt for mig. Om et kort øjeblik er der også vuggestue udgift, nyt tøj til vores barn m.v.
Træerne vokser ikke ind i himmelen, og jeg vil også gerne kunne lave nogle ting med mit barn, uden at skulle spørge ham om penge.

Det er da en underlig tankegang han har omkring at han gerne vil hav stort bryllup mm. meeeen du skal altså lige låne til din del  Så er den opsparing jo netop ikke til jer, men til ham?. Hvad så hvis du ikke kan låne til det? Så skal dine gæster spise brød, vand og kage fra netto, mens hans gæster spiser stor 3 retters? Ej helt ærlig, det er jo JER der skal giftes og ikke kun HAM? Men ja, det virker ikke som om han ser jer som et hold.
Jeg kan godt følge hans tankegang omkring at han ikke vil "lukke op for godteposen" som du skriver, og det er jo bare sådan han har det og føler, og det skal han jo have lov til. Du kan trods alt ikke tvinge ham til at have lyst til fælles økonomi. MEN jeg forstår altså bare ikke den tankegang. Hvad er det der går af ham ved at dele hans penge med dig? Gøre det fælles, og ikke kun hans? Jeg går ikke ud fra at dit mål er at få fælles økonomi sådan at du kan flyve ud og bruge hans penge på frisør, tøj, sko, spa weekend med pigerne osv. Men det er måske det han frygter, at du bare vil flyve ud og bruge hans hårdt tjente penge på dig selv?
Personligt ville jeg intet have imod at dele mine penge og mit "overskud" med min kæreste, hvis jeg tjente mere end ham, eller omvendt, så ved jeg han til en hver tid intet ville have imod at dele hans med mig. Det ville falde mig naturligt at det blev vores fælles. Men det er jo lidt et sats og et stort spring man må tage, om man tør give sig så meget hen og gøre dit/mit til vores, det spring er han så bare ikke klar til.

Men et lille eksempel på at give og tage. Så har vi jo for nylig fået fælles økonomi her hjemme, og det har faktisk givet mig en smule mere overskud i økonomien. Jeg bruger en del penge på mine 2 katte, de koster jo i foder, grus mm, som jeg har "bragt ind i forholdet" fra inden vi fandt sammen. Dem betaler min kæreste så også til nu, da foder mm bliver trukket fra fælles kontoen, men det har han intet imod, han siger selv at nu er de jo vores katte, og han er jo også kommet til at holde af de små kræ  Så han har intet imod at betale til dem. Men skulle vi gå fra hinanden, så er det nu altså mig der tager kattene med mig.

Det kan godt være du ikke bidrager med så mange penge til forholdet som ham, men så bidrager du med så meget andet, kærlighed, omsorg, lige nu tager du dig af jeres fælles barn osv. Et forhold er jo så meget andet end penge. Det er surt når økonomien skal fylde så meget, det er bare noget der virkelig kan tage på et forhold 

Men desvære har jeg ikke lige noget råd til hvad du nu kan gøre, jeg må indrømme jeg er rimelig blank....

Men er der udsigt til at du på noget tidspunkt kommer til at tjene lige så meget som ham. ?? Eller så meget som han nu vil have at du skal tjene før han vil have fælles økonomi. 

Og ja, så kan jeg da godt forstå at du ikke vil have fælles økonomi hvis det er noget der er blevet tvunget over hovedet på ham. Så vil han jo sikkert bare "bruge" det imod dig frem over fordi det er noget der nager ham 

Jeg føler bare jeg vrider armen rundt på ham, og sådan skal det ikke være.

Det kan jeg ikke leve med. Han skal selv have lysten, og det har han bestemt ikke. 

Så kan det være ligemeget for mig. Han har jo ikke forstået årsagen til at det er vigtigt for mig.

Jeg forstår godt at du tænker sådan. Jeg kan selv komme i tanke om flere forskellige episoder, hvor jeg har tænkt lignende.. Men nogen gange må man bare acceptere at det er så godt som det bliver 

Du vrider ikke armen om på ham. Han er fri til at tage sine penge og gå sin vej. Han er også fri til at tro på at du ingen steder går, og så ignorere dine følelser omkring det hele. Det vælger han selv ikke at gøre 

Hvis han virkelig mente det - og det ikke bare var noget han sagde, så bør I finde en løsning hurtigt.. Du sagde selv at I snart skulle i noget større - og det kræver jo at I finder ud af noget. Hans oprindelige plan holder ikke for dig, hvilket betyder at der skal en ny plan på bordet 

Hvis det var mig, så ville jeg sige til ham at jeg satte utroelig meget pris på, at han gerne ville give sig for min skyld. Men at jeg var ked at han ikke prøvede at forstå, hvorfor jeg var ked af det. Jeg ville understrege at jeg IKKE føler et behov for at han er enig, men at jeg bare ville ønske at han forstod min tankegang. Og at det selvfølgelig også gælder den anden vej  Nogle gange må man være enige om at være uenige  - Det er vi forholdsvis tit herhjemme, men ikke før at vi i det mindste forstår den andens synspunkt 

migxher skriver:

Det er da en underlig tankegang han har omkring at han gerne vil hav stort bryllup mm. meeeen du skal altså lige låne til din del  Så er den opsparing jo netop ikke til jer, men til ham?. Hvad så hvis du ikke kan låne til det? Så skal dine gæster spise brød, vand og kage fra netto, mens hans gæster spiser stor 3 retters? Ej helt ærlig, det er jo JER der skal giftes og ikke kun HAM? Men ja, det virker ikke som om han ser jer som et hold.
Jeg kan godt følge hans tankegang omkring at han ikke vil "lukke op for godteposen" som du skriver, og det er jo bare sådan han har det og føler, og det skal han jo have lov til. Du kan trods alt ikke tvinge ham til at have lyst til fælles økonomi. MEN jeg forstår altså bare ikke den tankegang. Hvad er det der går af ham ved at dele hans penge med dig? Gøre det fælles, og ikke kun hans? Jeg går ikke ud fra at dit mål er at få fælles økonomi sådan at du kan flyve ud og bruge hans penge på frisør, tøj, sko, spa weekend med pigerne osv. Men det er måske det han frygter, at du bare vil flyve ud og bruge hans hårdt tjente penge på dig selv?
Personligt ville jeg intet have imod at dele mine penge og mit "overskud" med min kæreste, hvis jeg tjente mere end ham, eller omvendt, så ved jeg han til en hver tid intet ville have imod at dele hans med mig. Det ville falde mig naturligt at det blev vores fælles. Men det er jo lidt et sats og et stort spring man må tage, om man tør give sig så meget hen og gøre dit/mit til vores, det spring er han så bare ikke klar til.

Men et lille eksempel på at give og tage. Så har vi jo for nylig fået fælles økonomi her hjemme, og det har faktisk givet mig en smule mere overskud i økonomien. Jeg bruger en del penge på mine 2 katte, de koster jo i foder, grus mm, som jeg har "bragt ind i forholdet" fra inden vi fandt sammen. Dem betaler min kæreste så også til nu, da foder mm bliver trukket fra fælles kontoen, men det har han intet imod, han siger selv at nu er de jo vores katte, og han er jo også kommet til at holde af de små kræ  Så han har intet imod at betale til dem. Men skulle vi gå fra hinanden, så er det nu altså mig der tager kattene med mig.

Det kan godt være du ikke bidrager med så mange penge til forholdet som ham, men så bidrager du med så meget andet, kærlighed, omsorg, lige nu tager du dig af jeres fælles barn osv. Et forhold er jo så meget andet end penge. Det er surt når økonomien skal fylde så meget, det er bare noget der virkelig kan tage på et forhold 

Men desvære har jeg ikke lige noget råd til hvad du nu kan gøre, jeg må indrømme jeg er rimelig blank....

Men er der udsigt til at du på noget tidspunkt kommer til at tjene lige så meget som ham. ?? Eller så meget som han nu vil have at du skal tjene før han vil have fælles økonomi. 

Lige præcis!! Det er blevet jeres katte. I er fælles om jeres projekt, og kører ikke sololøb. 

Jeg spurgte ham faktisk om han var bange for, at jeg bare ville rende ud og bruge alle pengene i gucci, men det afviste han. Det var nemlig også min tanke, men han har jo set at jeg ikke er sådan og ødsler pengene væk.

Jo, jeg er under uddannelse, og om 2 år (plus resten af denne barsel), har jeg ca 35.000 før skat, så det er jo ikke for evigt at jeg ikke tjener "rigtige" penge. 

Vi ønsker bare forskellige ting. Det er jo tydeligt for selv en døv og blind.

Anonym skriver:

En lille opdatering;
Jeg gik ham på klingen i går, for at høre hvor han så synes vi er, og hvordan han forestiller sig vores økonomi og forhold fremadrettet.

I bund og grund handler det om, at han ikke synes det er fair, at han "skal lukke op for godteposen", når jeg ikke tjener så meget som ham.
Han synes det er uretfærdigt at jeg vil have fælles økonomi, når jeg ikke bidrager med så meget økonomisk.
Det er ikke fair i hans øjne. Tingene skal være mere lige før det kan komme på tale.

Den store opsparing som han er i gang med, vil han bruge på blandt andet bryllup. (Han ønsker stort bryllup)
Så nævnte jeg, at jeg jo så IGEN skal ud og låne penge til min del af gildet. Det sagde han ja til.

Vi kan heller ikke lave en ordning der hedder, at jeg betaler mindre end 50% af vores faste fælles udgifter.
For når han har betalt sine faste udgifter, sat penge ind på opsparing (som åbenbart er til os), så har vi samme rådighedsbeløb, så han mener det er helt fair som det er nu.

Jeg har sagt, at det sætter nogle tanker i gang hos mig, at vi hver især synes at vi er så forskellige steder i vores fælles forhold.
Og det går mig enormt meget på, at han stadig føler at tingene skal være opdelt. Vi køber f.eks. hver især gaver ved fødselsdage, jul m.v. Vi giver, efter hans ønske, ikke fælles.

Det handler slet ikke om, at jeg vil have fingrene i hans efterhånden store opsparing.
Det handler, for mig, om at vi ikke deles om tingene. Vi er ikke fælles. Hverken om indtægter eller udgifter.

Jeg har bare et behov for noget som han ikke vil give mig.

Han indskød så, at han synes økonomi fylder enormt meget hos mig, og at han ikke kan fordrage ordet fælles økonomi.

Det endte med, at han spurgte om jeg var sur, og det er jeg jo ikke. Jeg har bare behov for at tænke over tingene.. Behov for at tænke over hvorfor han ikke vil dele alt med mig. Ikke kun indtægter, men også hvis f.eks motoren går på bilen. Så vil han selv betale for det.
Han ser os ikke som et hold, og det er egentlig det som sårer mig.
Han spiller sin egen kamp, virker det som.

Han kom så i seng efter en halv time, hvor han sagde "jamen så lad os få det skide fælles økonomi".. Men det vil jeg bare ikke nu. Kender I det? For nu gør han det af tvang. Ikke af lyst.

En lille sidenote; Ja, han betaler mad, rejser og (sin egen) bil. For jeg kan ikke lægge halvdelen af de beløb som det kræves.
Det er ikke muligt for mig. Om et kort øjeblik er der også vuggestue udgift, nyt tøj til vores barn m.v.
Træerne vokser ikke ind i himmelen, og jeg vil også gerne kunne lave nogle ting med mit barn, uden at skulle spørge ham om penge.

Som jeg forstår det er en del af grunden til at din indkomst er lavere - at du er på barsel ... Han kan da holde barselsorlov så og du kan gå på job hver dag ... Hans indkomst vil falde betydeligt og så må han jo se hvor sjovt han synes det er ... 

Hvis han ønsker sig stort bryllup men du stadig skal betale halvdelen - med de præmisser der er i dag - kan i vel bare ikke blive gift .. eller også kan det kun blive til det bryllup som du har råd til ... 

Hvis han ønsker at købe hus eller lejlighed må han igen købe noget som du har råd til at købe halvdelen af - eller købe det selv og Bo der alene ...

Det handler jo om at du ikke har råd til de ting han ønsker sig hvis I skal dele det 50/50 ... Så må han jo gøre op med sig selv om tingene er vigtige for ham eller ej - og hvis tingene er vigtige om det så er med dig og fælles økonomi eller med ham selv og hans egne penge ...   Og den må han så tænke lidt over... For du har ikke råd til hans drømme og det giver ingen mening at du skal forgældede dig til op over ørerne for at indfri hans drømme .. 

Anonym skriver:

Lige præcis!! Det er blevet jeres katte. I er fælles om jeres projekt, og kører ikke sololøb. 

Jeg spurgte ham faktisk om han var bange for, at jeg bare ville rende ud og bruge alle pengene i gucci, men det afviste han. Det var nemlig også min tanke, men han har jo set at jeg ikke er sådan og ødsler pengene væk.

Jo, jeg er under uddannelse, og om 2 år (plus resten af denne barsel), har jeg ca 35.000 før skat, så det er jo ikke for evigt at jeg ikke tjener "rigtige" penge. 

 

Vi ønsker bare forskellige ting. Det er jo tydeligt for selv en døv og blind.

Men så må i jo vente de 2-3 år med at købe hus osv. fordi det kan jo ikke passe at du skal låne af ham, bo til leje hos ham og hvad han ellers har af ideer. Vil han gå med til det? At i udskyder alt det til du engang får flere penge mellem hænderne??
Og så finde noget andet nu at leje, hvis det er fordi i ikke kan blive boende hvor i bor nu. 

Men jeg tænker, hvad har han forstillet sig i fremtiden når du engang er i job, hvis en af jer, f.eks dig så bliver fyret og går ned i indkomst til dagpenge f.eks. så ryger fælles økonomien til du igen har fået job og tjener godt med penge? Eller hvis i skal have flere børn og du skal på barsel igen? Man kan jo heller ikke gå ud fra at, når i så  når der til hvor han kan gå med til fælles økonomi, at i så resten af jeres liv har samme indtægt. Der vil jo altid kunne opstå situationer hvor en vil tjene mere end den anden, og derfor må bidrage med noget mere. 

Anonym skriver:

En lille opdatering;
Jeg gik ham på klingen i går, for at høre hvor han så synes vi er, og hvordan han forestiller sig vores økonomi og forhold fremadrettet.

I bund og grund handler det om, at han ikke synes det er fair, at han "skal lukke op for godteposen", når jeg ikke tjener så meget som ham.
Han synes det er uretfærdigt at jeg vil have fælles økonomi, når jeg ikke bidrager med så meget økonomisk.
Det er ikke fair i hans øjne. Tingene skal være mere lige før det kan komme på tale.

Den store opsparing som han er i gang med, vil han bruge på blandt andet bryllup. (Han ønsker stort bryllup)
Så nævnte jeg, at jeg jo så IGEN skal ud og låne penge til min del af gildet. Det sagde han ja til.

Vi kan heller ikke lave en ordning der hedder, at jeg betaler mindre end 50% af vores faste fælles udgifter.
For når han har betalt sine faste udgifter, sat penge ind på opsparing (som åbenbart er til os), så har vi samme rådighedsbeløb, så han mener det er helt fair som det er nu.

Jeg har sagt, at det sætter nogle tanker i gang hos mig, at vi hver især synes at vi er så forskellige steder i vores fælles forhold.
Og det går mig enormt meget på, at han stadig føler at tingene skal være opdelt. Vi køber f.eks. hver især gaver ved fødselsdage, jul m.v. Vi giver, efter hans ønske, ikke fælles.

Det handler slet ikke om, at jeg vil have fingrene i hans efterhånden store opsparing.
Det handler, for mig, om at vi ikke deles om tingene. Vi er ikke fælles. Hverken om indtægter eller udgifter.

Jeg har bare et behov for noget som han ikke vil give mig.

Han indskød så, at han synes økonomi fylder enormt meget hos mig, og at han ikke kan fordrage ordet fælles økonomi.

Det endte med, at han spurgte om jeg var sur, og det er jeg jo ikke. Jeg har bare behov for at tænke over tingene.. Behov for at tænke over hvorfor han ikke vil dele alt med mig. Ikke kun indtægter, men også hvis f.eks motoren går på bilen. Så vil han selv betale for det.
Han ser os ikke som et hold, og det er egentlig det som sårer mig.
Han spiller sin egen kamp, virker det som.

Han kom så i seng efter en halv time, hvor han sagde "jamen så lad os få det skide fælles økonomi".. Men det vil jeg bare ikke nu. Kender I det? For nu gør han det af tvang. Ikke af lyst.

En lille sidenote; Ja, han betaler mad, rejser og (sin egen) bil. For jeg kan ikke lægge halvdelen af de beløb som det kræves.
Det er ikke muligt for mig. Om et kort øjeblik er der også vuggestue udgift, nyt tøj til vores barn m.v.
Træerne vokser ikke ind i himmelen, og jeg vil også gerne kunne lave nogle ting med mit barn, uden at skulle spørge ham om penge.

Du kan jo stille dig lige så meget på tværs som han gør. At så vil du kun bo i en étværelses lejlighed og rejser går max til Silkeborg i 2 dage. For det er hvad du har råd til.

Men man kan ikke opbygge et forhold baseret på at du skal låne, for at kunne leve op til hans forbrug.

Hold da op.... Jeg ved ikke hvordan jeg ville dele det op i hverdagen, men vælger i at købe hus/lejlighed, så hør ham til om ikke han kan lægge udbetaling, så betaler i begge 50/50 af på lån og når lejligheden engang skal sælges eller i går fra hinanden har han ret til at få indskuddet retur , resten over/underskud må så deles 50/50 mellem jer.

vi fik først fælles økonomi da vi købte hus, men vores indtægter er slet ikke så langt fra hinanden som jeres, men det HAR de været da jeg læste . Her fungerer det sådan at manden beholder 500kr på sin konto, resten ryger på budget konto, jeg beholder 4000kr på min, resten på budget. Jeg bruger så de 4000kr til mad/tøj/bleer/restaurant/tandlæge osv til os alle. Og manden bruger de 500kr til hvad han synes. Det fungerer rigtig fint.

Anonym skriver:

En lille opdatering;
Jeg gik ham på klingen i går, for at høre hvor han så synes vi er, og hvordan han forestiller sig vores økonomi og forhold fremadrettet.

I bund og grund handler det om, at han ikke synes det er fair, at han "skal lukke op for godteposen", når jeg ikke tjener så meget som ham.
Han synes det er uretfærdigt at jeg vil have fælles økonomi, når jeg ikke bidrager med så meget økonomisk.
Det er ikke fair i hans øjne. Tingene skal være mere lige før det kan komme på tale.

Den store opsparing som han er i gang med, vil han bruge på blandt andet bryllup. (Han ønsker stort bryllup)
Så nævnte jeg, at jeg jo så IGEN skal ud og låne penge til min del af gildet. Det sagde han ja til.

Vi kan heller ikke lave en ordning der hedder, at jeg betaler mindre end 50% af vores faste fælles udgifter.
For når han har betalt sine faste udgifter, sat penge ind på opsparing (som åbenbart er til os), så har vi samme rådighedsbeløb, så han mener det er helt fair som det er nu.

Jeg har sagt, at det sætter nogle tanker i gang hos mig, at vi hver især synes at vi er så forskellige steder i vores fælles forhold.
Og det går mig enormt meget på, at han stadig føler at tingene skal være opdelt. Vi køber f.eks. hver især gaver ved fødselsdage, jul m.v. Vi giver, efter hans ønske, ikke fælles.

Det handler slet ikke om, at jeg vil have fingrene i hans efterhånden store opsparing.
Det handler, for mig, om at vi ikke deles om tingene. Vi er ikke fælles. Hverken om indtægter eller udgifter.

Jeg har bare et behov for noget som han ikke vil give mig.

Han indskød så, at han synes økonomi fylder enormt meget hos mig, og at han ikke kan fordrage ordet fælles økonomi.

Det endte med, at han spurgte om jeg var sur, og det er jeg jo ikke. Jeg har bare behov for at tænke over tingene.. Behov for at tænke over hvorfor han ikke vil dele alt med mig. Ikke kun indtægter, men også hvis f.eks motoren går på bilen. Så vil han selv betale for det.
Han ser os ikke som et hold, og det er egentlig det som sårer mig.
Han spiller sin egen kamp, virker det som.

Han kom så i seng efter en halv time, hvor han sagde "jamen så lad os få det skide fælles økonomi".. Men det vil jeg bare ikke nu. Kender I det? For nu gør han det af tvang. Ikke af lyst.

En lille sidenote; Ja, han betaler mad, rejser og (sin egen) bil. For jeg kan ikke lægge halvdelen af de beløb som det kræves.
Det er ikke muligt for mig. Om et kort øjeblik er der også vuggestue udgift, nyt tøj til vores barn m.v.
Træerne vokser ikke ind i himmelen, og jeg vil også gerne kunne lave nogle ting med mit barn, uden at skulle spørge ham om penge.

Hvis I skal fortsætte med at have delt økonomi, bliver I nok nødt til at tage udgangspunkt i din økonomi. Lige nu tager I udgangspunkt i din kærestes. Hvad han har råd til, og så skal du låne penge til din del. Det holder simpelthen ikke i længden.

Du skal finde ud af hvad du har råd til. Hvor meget vil det være realistisk for dig at betale i husleje? Gang det med 2, og så har I jeres fremtidige husleje. Hvor meget vil du kunne betale til det daglige forbrug? Gang det med 2, og I har jeres budget for dagligvarer. Hvor meget vil du kunne nå at spare sammen til jeres bryllup, hvis det skal holdes om x år. Gang det med 2, og der er hvad I kan bruge på et bryllup. 

Så ender han højst sandsynligt med en enorm bunke penge som han må bruge som han har lyst til, men et eller andet sted ikke sammen med dig. Og du kan få ro i sindet fordi du ikke længere er tvunget til at leve over evne.