Sundahl88 skriver:
Jeg kan snart ikke mere - ved ikke hvad jeg skal gøre! er lige nu der hvor jeg har mest lyst til at hyle, pakke en taske og forsvinde fra jordens overflade!
Sagen er at jeg har problemer med min datter (5,5 år) hver gang hun skal i seng og nu også hvis hun vågner om natten.
når hun skal puttes er der ingenting - vi læser eller synger og der bliver kysset, sagt jeg elsker dig og nat nat....
men når jeg går ud ad døren og skal til at lukke den har vi balladen! Så har hun tusind ting at sige og svarer jeg ikke bryder helvedet løs:
"Jeg elsker dig"
"Klokken er mange"
"Du går ikke din vej"
"Godnat"
"Er du sur"
"Du er ikke sur vel"
"Hvornår skal vi op i morgen"
osv. osv. osv....
hvis jeg ikke svarer hende kommer hun ud af døren fordi hun tror jeg ikke kan høre hende. så står hun i gangen og siger alle disse ting - jeg beder hende om at gå i seng - hun fortsætter. Hvis jeg "ignorerer" hende kommer hun ind i stuen hvor jeg sidder - og i sidste ende græder hun hysterisk.
det er blevet værre den seneste tid (men har stået på længe) - før var det hurtigt overstået (måske 5 minutter hvor jeg har måtte forsikre hende om at hun ingen frygt skal have og at jeg elsker hende osv.), men nu kan vi bruge 20 minutter, hvor jeg i sidste ende er ved at knække sammen! Jeg magter det ikke mere nu!
Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre eller endnu værre - hvad der foregår i hende!! Jeg kan sige tingene en million gange men de fiser bare ikke ind. Jeg bliver enormt irriteret over dette og er allerede halvvejs irriteret når sengetid nærmer sig, fordi jeg simpelthen frygter at skulle være på grådens rand endnu en gang.
Jeg er træt af at råbe fra min stue, så hun kan høre det på værelset (hvad tænker naboerne ikke - jeg gider ikke have kommunen eller politi på besøg pga det!). Hvis jeg står i gangen, og der endelig er ro på, starter hun igen så snart hun hører jeg går!!
til tider vågner hun også flere gange i løbet af aftenen, hvis vi går rundt i gangen og så starter vi forfra igen!!
Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre - men jeg kan ikke være i det her mere! Jeg bliver så gal i kroppen og hovedet over at skulle stå i gangen for at sige de samme ting igen og igen - når alt jeg ønsker er et barn som det er rart at putte, som efter der er sagt man elsker hinanden osv. kan ligge sig til at sove i ro og mag, mens jeg sætter mig i stuen for at studere videre!!
Hvad skal jeg snart gøre?? Overvejer virkelig om hun fejler et eller andet der kræver en psykolog.
det fungere heller ikke ret godt i børnehaven, hvor hun måske efter sommerferien skal have støtte på.
hun er enormt ked af det når hun bliver afleveret af far hver anden weekend og savner ham ofte.
Håber i kan hjælpe for jeg aner ikke længere hvad jeg skal gøre!!
Nu er der så mange der har skrevet giv hende trygheden, og det ville egentlig også være mit råd, men respekterer også du/I ikke ønsker at sidde hos hende eller have hende i sengen. Så må man jo tænke alternativt, hvordan kan man skabe en tryghed?
De spørgsmål hun stiller synes jeg falder i to kategorier: en hvor hun er usikker på dig alla "er du sur" - jeg hader selv hvis et af mine børn spørger om det for så har jeg været en knapt så god mor den dag
og så den anden kategori hvor det handler om at have kontrol: hvad er klokken, hvornår skal vi op osv. Den med kontrol er rimelig let at gøre noget ved, tage tiden og få en lille hyggelig snak før du går om, hvad skal der ske i morgen, hvad bliver sjovt, hvad kan hun frygte og hvordan kan I afhjælpe det osv.
Den med usikker på dig er straks mere svær, for det handler om du udstråler irritationen, udstråler hun er til besvær og du hellere ville lave noget andet. Kunne det være en mulighed du kunne hygge med en bog, nettet hvad ved jeg i en kort periode ude i gangen så hun kunne høre dig, eller hvis køkkenet er tæt på at vaske op eller....? Så du ikke føler du spilder tiden og du samtidig er tilpas tæt på hende?
Her hjemme er vi begyndt at de to drenge høre lydbog når vi går ud, for det giver dem en ro. Og ja så kommer vi hver gang de kalder selvom det kan være noget så træls 20. Gang. Så måske handler det også om forventninger, for for mig lyder 20 minutter med spørgsmål og hvor man skal være tæt på af noget meget normalt, men hvis du siger godnat og forventer nu er der voksen tid så bliver du jo frustreret af de 20 minutter selv om vi alle sammen kan fortælle dig at det er meget normalt.
Og så til aller sidst, jeg ville ønske du ville tænke over det med tryghed bare en gang til. At give sit barn tryghed betaler sig i det lange løb, og nej det betyder ikke man har dem i sengen hele livet tværtimod for man giver dem tryghed i de utrygge perioder så de får en indre ro og selvværd så de netop kan finde roen i dem selv. Og så er børn bare forskellige og firkantede regler er lavet uden hensyn til den forskellighed, nogen børn har bare mere brug for tryghed i form af tilstedeværelse end andre og som jeg læser det så råber din datter på din tilstedeværelse og din overbærenhed med hende
