Så hold dog op!!!! (langt)

Soffy27 skriver:

Din datter mangler dig! Hellere negativ opmærksomhed end ingen opmærksomhed.. Og især hvis far mangler i dagligdagen..
Har selv en knægt på 4 år, som også prøver grænser af ved sengetid "jeg er mere tørstig mor", "hvornår skal i sove mor", "idag i børnehaven..." osv osv.. jeg lytter til ham, svarer ham, sætter mig ved ham - giver ham et sidste godnatkys og slutter altid sætningen af med "kommer du ind til mor og far i nat" eller også spørger han selv om det.. Det giver ham den tryghed han har behov for, at vide at han altid kan komme ind til os, eller kalde hvis behovet er der (Han kommer ind måske 3-4 nætter om ugen ved en 03-tiden)
Det kunne virke som om at du er presset, stresset, trist til mode el.lign og derfor ikke kan overskue situationen, og dermed er lunten bare kortere?
Jeg synes i hvert fald at du skal tage dig en masse tid til din datter - hold nogen ferie-dage sammen hvor i hygger med film, perler, maling, bagning osv - det lader til at hun har ekstra behov for sin mor lige nu.

jeg har ikke det store overskud generelt og jeg bryder mig ikke om fysisk kontakt. 

Jeg bliver ofte irriteret når vi er sammen fordi hun er over det hele og ikke kan koncentrere sig om noget som helst og det irriterer mig helt vildt for jeg kan ikke selv relatere til det. 

Jeg har altid passet mig selv og kunne ofte sidde i flere timer i mit eget selskab eller passe mine mindre søskende. 

timerne fra børnehaven og til hun skal i seng er hårde nok så fridage holder vi sjældent. weekenderne er svære nok at komme igennem.

Sundahl88 skriver:

jeg har ikke det store overskud generelt og jeg bryder mig ikke om fysisk kontakt. 

Jeg bliver ofte irriteret når vi er sammen fordi hun er over det hele og ikke kan koncentrere sig om noget som helst og det irriterer mig helt vildt for jeg kan ikke selv relatere til det. 

Jeg har altid passet mig selv og kunne ofte sidde i flere timer i mit eget selskab eller passe mine mindre søskende. 

timerne fra børnehaven og til hun skal i seng er hårde nok så fridage holder vi sjældent. weekenderne er svære nok at komme igennem.

Hvis det er virkeligheden du beskriver så ville jeg råde dig til enten via sundhedsplejerske eller børnehave at lave en indberetning. Eller hvis der er en åben familierådgivning - er der i min kommune. For så har du brug for råd og vejledning til at få en god hverdag så I kan nyde at være sammen.

jeg har haft samtaler med kommunen som har opdateret en paragraf 50 undersøgelse, snakket med min datter og hendes far og nu kun venter på en udtalelse fra børnehaven. 

jeg har rykket flere gange for at få at vide hvad der skal ske, da jeg mangler nogle andre øjne på tingene og noget hjælp til mine egne vanskeligheder, men har ikke følelsen af at det bliver taget seriøst. 

Sundahl88 skriver:

tak for de mange tanker i her deler - nogle er hårde at høre, men ja.... 

jeg kunne sagtens slække på nogle af reglerne, men det gør min forlovede ikke. han er strengere end mig. 

jeg er stadig meget imod at have hende sovende i vores seng - det gør at vi ikke rigtig får sovet, da vi begge sover dårligt i forvejen mange dage. 

jeg har prøvet at fortælle at når jeg går ud af døren så skal der være ro og man skal sove, men det virker ikke.. her kommer hun ud og går helt i selvsving hvis jeg ikke svarer. 

Hun skal ikke starte i skole før næste år (hun er fra 2009 så må ikke starte i skole endnu) og så fungere hun ikke særlig godt socialt og kan ikke koncentrere sig. ofte kan hun ikke fortælle hvad jeg lige har sagt fordi hun ikke har haft øjenkontakt med mig... 

hun er alle vegne og meget skiftende i aktiviteter og humør. 

Jeg har flere gange spurgt kommunen om hjælp, men de mener ikke der er noget at hjælpe med når de ser min datter. Men de er her jo ikke når problemerne er her. 

vi kan hygge meget inden hun skal i seng og synge eller læse, men det ændrer ikke på udfaldet når jeg går ud af døren. 

jeg er ikke selv særlig tålmodig og er ofte meget træt når tiden kommer til at hun skal i seng, så jeg bliver hurtigt irriteret når jeg skal svare på de samme spørgsmål igen og igen. og tror ikke jeg har ro i kroppen til at stå på værelset til hun falder i søvn - det kan nogle gange tage en time. og hvis jeg er der inde vågner hun når jeg går ud. 

Din forlovede er strengere end dig??? Hvis det var overfor mit barn, var han smidt ud for længst!

Ingen skal være streng overfor børn! Der skal være faste rammer, holdninger, men lige frem være streng - det er SÅ gammeldags! 

Sundahl88 skriver:

jeg har haft samtaler med kommunen som har opdateret en paragraf 50 undersøgelse, snakket med min datter og hendes far og nu kun venter på en udtalelse fra børnehaven. 

jeg har rykket flere gange for at få at vide hvad der skal ske, da jeg mangler nogle andre øjne på tingene og noget hjælp til mine egne vanskeligheder, men har ikke følelsen af at det bliver taget seriøst. 

Ved desværre godt at sådanne sager kan tage mere tid end de burde. Er der ikke åben familie rådgivning hvor I bor. Synes ofte de jeg har mødt har fået mere ud af den rådgivning end af den der kom via kommunen.
For din datter skal også selvom hun er udfordrende føle sig elsket og ønsket og du skal føle du giver hende den følelse. Har I nogen der kunne tage hende fast som gratis aflastning fx hente en dag om ugen og tage med hjem og spise? Give hende en oplevelse af at der var overskud, noget dejlig uproblematisk.

Nu hvor du skriver lidt mere, så tænker jeg at du skal have lidt hjælp
Jeg tænker sensitiv og stress som de første ting når du beskriver dig selv.

Jeg er sensitiv og kan også godt være træt og irritabel når vi når til putningen og kort for hovedet.
Og til dels kan jeg nikke genkendende til det der med den fysiske kontakt til tider. Jeg vil gerne have mine børn tæt, men jeg kan have dage hvor deres myldren virkelig sætter min tålmodighed på prøve.
Du skriver kommunen er inde over, men du skal hjælpe dig selv før du kan hjælpe din datter.
Hvis nu du kunne snakke med din læge om hvordan du har det, så tænker jeg at man kan få hjælp derigennem.
Jeg har været helt nede med stress, og det var ikke sjovt, men jeg fik hjælp både ved egen læge og psykolog og det har sat mange ting på plads oven i mit hoved, og tror også noget lignende ville hjælpe dig.
Fordi problemet som jeg ser det, er ved dig og når du får hjælpen så hjælper du din datter automatisk. Intet ændrer sig hvis du ikke ændrer dig.

Jeg ville have skrevet dette; herhjemme kan den store også have dage hvor hun konstant kalder eller kommer ud..
Kommer hun ud går jeg op.. siger ingenting... fører hende i seng og siger godnat..
Og det gør jeg hver eneste gang..
Kalder hun går jeg sjældent op medmindre hun er ulykkelig..


Men.. det lyder til der ligger noget helt andet bag.. jeg tænker om din datter og dig ville have godt af hun boede ved sin far i en periode.. der er jo ingen som siger børn skal bo ved sin mor når forældrene ikke er sammen..

Kunne hun ikke flytte over til sin far? Evt. for en kortere eller længere periode.

Tænker bare at, det virker som om din forlovede er vigtigere for dig og hun har brug for en omsorg du ikke kan give hende lige for tiden. Så kunne du evt. søge noget hjælp for at få bedre overskud til at give din datter tryghed, tæthed og omsorg så hun igen kan føle sig 100% tryg når hun skal falde i søvn.

Det kunne da i hvert fald være en mulighed hvis faderen er med på at have hans datter på fuldtid

Er hun egentlig tjekket for ADHD?

Jeg kan snart ikke mere - ved ikke hvad jeg skal gøre! er lige nu der hvor jeg har mest lyst til at hyle, pakke en taske og forsvinde fra jordens overflade!

Sagen er at jeg har problemer med min datter (5,5 år) hver gang hun skal i seng og nu også hvis hun vågner om natten. 

når hun skal puttes er der ingenting - vi læser eller synger og der bliver kysset, sagt jeg elsker dig og nat nat....

men når jeg går ud ad døren og skal til at lukke den har vi balladen! Så har hun tusind ting at sige og svarer jeg ikke bryder helvedet løs: 

"Jeg elsker dig"

"Klokken er mange"

"Du går ikke din vej"

"Godnat"

"Er du sur"

"Du er ikke sur vel"

"Hvornår skal vi op i morgen"

osv. osv. osv....

hvis jeg ikke svarer hende kommer hun ud af døren fordi hun tror jeg ikke kan høre hende. så står hun i gangen og siger alle disse ting - jeg beder hende om at gå i seng - hun fortsætter. Hvis jeg "ignorerer" hende kommer hun ind i stuen hvor jeg sidder - og i sidste ende græder hun hysterisk.

det er blevet værre den seneste tid (men har stået på længe) - før var det hurtigt overstået (måske 5 minutter hvor jeg har måtte forsikre hende om at hun ingen frygt skal have og at jeg elsker hende osv.), men nu kan vi bruge 20 minutter, hvor jeg i sidste ende er ved at knække sammen! Jeg magter det ikke mere nu!

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre eller endnu værre - hvad der foregår i hende!! Jeg kan sige tingene en million gange men de fiser bare ikke ind. Jeg bliver enormt irriteret over dette og er allerede halvvejs irriteret når sengetid nærmer sig, fordi jeg simpelthen frygter at skulle være på grådens rand endnu en gang. 

Jeg er træt af at råbe fra min stue, så hun kan høre det på værelset (hvad tænker naboerne ikke - jeg gider ikke have kommunen eller politi på besøg pga det!). Hvis jeg står i gangen, og der endelig er ro på, starter hun igen så snart hun hører jeg går!! 

til tider vågner hun også flere gange i løbet af aftenen, hvis vi går rundt i gangen og så starter vi forfra igen!!

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre - men jeg kan ikke være i det her mere! Jeg bliver så gal i kroppen og hovedet over at skulle stå i gangen for at sige de samme ting igen og igen - når alt jeg ønsker er et barn som det er rart at putte, som efter der er sagt man elsker hinanden osv. kan ligge sig til at sove i ro og mag, mens jeg sætter mig i stuen for at studere videre!!

Hvad skal jeg snart gøre?? Overvejer virkelig om hun fejler et eller andet der kræver en psykolog. 

det fungere heller ikke ret godt i børnehaven, hvor hun måske efter sommerferien skal have støtte på. 

hun er enormt ked af det når hun bliver afleveret af far hver anden weekend og savner ham ofte. 

Håber i kan hjælpe for jeg aner ikke længere hvad jeg skal gøre!!

Som andre også skriver: 

Det er rigtig fint at du er ved at skaffe hjælp til jeres familie via kommunen. Men du skal have noget hjælp til dig selv så du kan lære at give din datter den kærlighed og omsorg hun fortjener.

At en 5-årig bruger 20 minutter på at falde i søvn, er fuldstændig normalt. Din datter kan mærke din irritation og din manglende evne til at rumme hende, og det gør situationen værre. Men putte-situationen lyder til at være en minimal del af problemet.

Prøv at snakke med din læge om ikke du kan få tilskud til en god psykolog, som kan hjælpe dig med at tackle dine nærheds-problemer. Hvis din datter er vokset op med en mor som ikke har givet hende fysisk kontakt og har en lav tolerancetærskel, er det ikke mærkeligt at hun f.eks har svært ved at holde koncentration og øjenkontakt.

PS: Og din kæreste skal ikke bestemme hvordan du håndterer situationer med DIT barn.