at tage hensyn til manden?

Elgaard73 skriver:

Det der med at lade manden gå ud, hvis han får det dårligt... Det ser jeg ikke nødvendigtvis, som om at man tager hensyn til ham. Under min fødsel, ville min mand være blevet sendt ud, hvis han fik det dårligt. Jeg havde ikke overskuddet til også at skulle bekymre mig om ham, og om han nu ville dejse rundt eller ej. Så her ville han blive sendt ud af hensyn til mig (og jeg havde ikke arrangeret en back-up)

At han gik ud og røg, eller spiste, eller ringede osv, det havde han altså helt frie hænder til. Jeg forstår ikke helt den der med, at konen ligger der i smerte, og så skal han død og djævle ikke have noget som helst frirum eller noget der ligner fornøjelse heller. Han SKAL gennemleve hvert smertefulde sekundt med hende...Jeg forstår det ikke, og i mine øre har det næsten en snert af "straf" over sig. 

Nu er det jo kvinders lod at føde og det gør jo hverken fra eller til, at trække en mand igennem hele showet, hvis han rent faktisk ikke er tilpas med det. Eller forbyde ham at forlade fødestuen for noget som helst, så længe fødslen varer.

Kom til at tænke på da jeg læste dit indlæg, jeg ikke en ang kan huske om min mand gik ud på noget tidspunkt, men mon ikke han har skulle tisse? 

Det viser jo bare man virkelig ikke har behov for han er der alle sekunder man er i fødsel , når jeg ikke en gang kan huske det 

Eneste jeg kan huske er jeg i min første fødsel, som havde haft en lang optakt, faldt i søvn mellem presseveerne og en gang hvor jeg vågnede op stod hang kiggede på mig og jeg blev så irriteret for hvorfor vækkede han mig hele tiden 

En fødsel er jo mange stadier og i nogen af dem har man da ikke behov for en støtte hele tiden og i andre er det skøn. 

Nå men vi er enige, kom bare til at tænke 

Kris89 skriver:

inspireret af tråden om hvem der skal med til fødslen kan jeg ikke lade være med at studse over at mange skriver de har en backup hvis nu manden bliver dårlig/ikke kan klare det/skal ud og ryge osv...

 

er det en normal tankegang at man skal tage über hensyn til manden mens man selv ligger i smertehelvede og er ved at føde hans barn?  

 

har godt nok aldrig skænket en tanke at tage hensyn til min mand under fødslen, selvfølgelig er det ikke behageligt at se sin kone/kæreste ligge i smerter, men det er jo ikke ham der har smerterne

 

nå blot en undren herfra

 

Her er en meget tankevækkende artikel, som er relevant for diskussionen:

http://www.information.dk/213486

Næste gang vil jeg gerne have en med udover faren. Ikke for at min mand må smutte og jeg så har en anden til at hjælpe mig, men fordi min fødsel ikke gik efter planen.

Jeg blev kørt væk kun et kvarter efter vores søn var født. Så min mand stod klokken 04 om natten med sin søn i armene og så mig blive kørt væk uden at han kunne komme med og få at vide hvad der lige skulle ske...
Han vidste ikke om jeg ville overleve eller ej, og stod bare der som førstegangs far og vidste knap nok hvordan man holder en nyfødt!!!!

Så skulle noget lignende ske næste gang vil jeg have det så neget bedre velvidende at der er nogen til at tage sig af min mand og barn , og give et kram og være der for dem!!!!

modesty skriver:

Her er en meget tankevækkende artikel, som er relevant for diskussionen:

http://www.information.dk/213486

spænende artikel..

 

det er nok fordi manden og jeg er som vi er og tager det hele nede fra og op, for synes godt nok de beskriver det som om folk har en aftale om hvordan alting skal forløbe

 

da vandet gik for mig midt nat (førstegangs) sagde jeg til manden at jeg troede vandet var gået, hans kommentar: "skal jeg så vågne eller hvad?" vi havde slet ikke snakket om fødslen, hvordan det ville foregå hvordan det skulle være.

ingen af os vidste jo hvordan vi ville reagere.

tror faktisk mange gange at overtænkning er skyld i meget negativt sådan helt generelt

 

nå total sidespring

modesty skriver:

Her er en meget tankevækkende artikel, som er relevant for diskussionen:

http://www.information.dk/213486

Min egen erfaring som egentlig understøtter men hvor jeg bare havde/har en anden forklaring.

Jeg har en fødsel i bagagen som ikke gjorde ondt (ej lidt ondt gjorde den nok ). Jeg fødte en kæmpe på næsten 5 kilo på under to timer og husker den næsten som smertefri. min forklaring har været min egen apati gjorde jeg ikke fysisk var tilstede og derfor heller ikke følte smerterne. Men men men med den artikel, så var der også en anden forskellighed fra de andre fødsler, nemlig at min kære mand også var i en tilstand af apati og jeg husker hvordan jeg kiggede ud af vinduet og så ham stå i vinduet og ikke være tilstede. Så i følge den artikel producerede han ikke adrenalin (og det gjorde han ikke, han stod bare med armene over kors og ventede ligesom jeg bare gik igennem veerne og ventede)....

 

Selvom det er kvinden som skal føde med alt det der kommer med, så er det jo ikke kun en ny situation for hende, men også for den kommende far. Selvfølgelig skal man da tage hensyn til ham - og det skal da gerne være noget man har snakket om før fødslen går igang.

Hvad nu hvis den kære mand er meget nervøs og usikker eller direkte 'bange' for hospitaler (jeg har en veninde hvis mand bare bliver vildt dårlig så snart han kommer indenfor dørene på hospitalet) eller han bliver dårlig ved synet af blod osv. - der skal da være plads til det også.

Synes den der holdning med "så må han bare klare det" er lidt tam hvis han fx ønsker lidt ekstra støtte fx i form af mor eller svigermor er tilstede (som støtte til den fødende og til ham) og den fødende i øvrigt er ok med det, så kan jeg virkelig ikke se problemet.

Det handler vel om at man finder den løsning der passer bedst til sin familie/parhold/fødsel

Jeg kunne da ikke finde på at have den der "så må du bare mande dig op!" holdning til min kæreste - så kunne han gå der og få det dårligt med sig selv over at han ikke kunne tåle at se blod eller smerte i den og den situation osv. - Det gør da ingen glade.

Kris89 skriver:

spænende artikel..

 

det er nok fordi manden og jeg er som vi er og tager det hele nede fra og op, for synes godt nok de beskriver det som om folk har en aftale om hvordan alting skal forløbe

 

da vandet gik for mig midt nat (førstegangs) sagde jeg til manden at jeg troede vandet var gået, hans kommentar: "skal jeg så vågne eller hvad?" vi havde slet ikke snakket om fødslen, hvordan det ville foregå hvordan det skulle være.

ingen af os vidste jo hvordan vi ville reagere.

tror faktisk mange gange at overtænkning er skyld i meget negativt sådan helt generelt

 

nå total sidespring

Vi har også været rolige, min mand er det mest rolige jeg kender. Og ved hver fødsel har han været afslappet.

så forstår godt du som jeg ikke kan sætte os ind i manden ikke skal være der, men sådan er alle nok bare ikke...

og ja tror også overtænkningen, planlægningen, tasken, musikken, vandet, yogaen og og og og har en rolle at spille med flere kejsersnit.

Mack skriver:

"Mindst" Mener du virkelig, at der findes tilfælde hvor det er værre for en mand at se på end for en kvinde at presse hans barn gennem sine nedre regioner?

Som jeg ser det, så er mænd tænkende væsener. Har man foretaget et valg, så skal man stå ved det uanset hvor bange man er. Vi kvinder kan jo ikke midt i en fødsel sige: øh, det her er lidt skræmmende. Gider I at forsætte uden mig? Selvfølgelig skal en mand ikke spares for ubehageligheder. I stedet for at lide af hensynsbetændelse så burde I - også for mandens skyld - insistere på at han står ved jeres fælles projekt. Ellers behandler I ham som et barn, og det er vel ikke meningen ved et parforhold.

En mand der ikke kan se en fødsel kan ikke klare virkeligheden. Hvad bliver det næste? "Jeg kan ikke klare at skifte ble", "Barnet kaster op, tag dig lige af det. Jeg er for sart", "Jeg kan ikke klare at gå på arbejde, min chef taler hårdt  til mig!" Klynk. Der tales så meget om forskellen mellem mænd og kvinder. Her er så en oplagt mulighed for at vise sig som en mand!

De mænd der påstår de ikke kan klare at se en fødsel, hævder at de ikke kan tåle at se deres gravide partner lide, men sjovt nok fordufter bekymringen det sekund de er udenfor døren. Så spilles der spil og skrives på smartphones mens de lukker hendes smertensskrig ude, så det er som regel bare bekvemmeligheden og det fakta at en fødsel ikke handler om dem der trykker.

Vi har jo alle vores syn på sagen..... og forskellige meninger...

 

Min mand må hellere end gerne til den tid, opholde sig udenfor hvis det er det bedste for ham og mig... jeg ønsker at han skal være med til sit barns fødsel men IKKE for en hver pris.... 

 

At jeg tager hensyn til ham, er lige så meget at tage hensyn til mig selv, når alt kommer til alt...

 

Og bare rolig, ham af min kan skam nemt klare virkeligheden.... om han så bliver under en fødsel eller ej..

Kris89 skriver:

inspireret af tråden om hvem der skal med til fødslen kan jeg ikke lade være med at studse over at mange skriver de har en backup hvis nu manden bliver dårlig/ikke kan klare det/skal ud og ryge osv...

 

er det en normal tankegang at man skal tage über hensyn til manden mens man selv ligger i smertehelvede og er ved at føde hans barn?  

 

har godt nok aldrig skænket en tanke at tage hensyn til min mand under fødslen, selvfølgelig er det ikke behageligt at se sin kone/kæreste ligge i smerter, men det er jo ikke ham der har smerterne

 

nå blot en undren herfra

 

Jeg var meget bekymret for hvordan min kæreste ville tage det da han ikke kan tåle og se blod så der havde jeg også min mor lidt så han kunne gå ud hvis det blev for meget og jeg ville egentlig bare have min mor med.. og da jeg fik lagt epi gik han ud det kunne han ikke li at se på. Der var det rart min mor var der..

Mack skriver:

"Mindst" Mener du virkelig, at der findes tilfælde hvor det er værre for en mand at se på end for en kvinde at presse hans barn gennem sine nedre regioner?

Som jeg ser det, så er mænd tænkende væsener. Har man foretaget et valg, så skal man stå ved det uanset hvor bange man er. Vi kvinder kan jo ikke midt i en fødsel sige: øh, det her er lidt skræmmende. Gider I at forsætte uden mig? Selvfølgelig skal en mand ikke spares for ubehageligheder. I stedet for at lide af hensynsbetændelse så burde I - også for mandens skyld - insistere på at han står ved jeres fælles projekt. Ellers behandler I ham som et barn, og det er vel ikke meningen ved et parforhold.

En mand der ikke kan se en fødsel kan ikke klare virkeligheden. Hvad bliver det næste? "Jeg kan ikke klare at skifte ble", "Barnet kaster op, tag dig lige af det. Jeg er for sart", "Jeg kan ikke klare at gå på arbejde, min chef taler hårdt  til mig!" Klynk. Der tales så meget om forskellen mellem mænd og kvinder. Her er så en oplagt mulighed for at vise sig som en mand!

De mænd der påstår de ikke kan klare at se en fødsel, hævder at de ikke kan tåle at se deres gravide partner lide, men sjovt nok fordufter bekymringen det sekund de er udenfor døren. Så spilles der spil og skrives på smartphones mens de lukker hendes smertensskrig ude, så det er som regel bare bekvemmeligheden og det fakta at en fødsel ikke handler om dem der trykker.

Rent smertemæssigt er der klart ingen sammenligning, men jeg kan da sagtens forstille mig det mentalt kan være super svært at se på sin kæreste/kone i smertehelvede og egentlig oplevede jeg ikke mine fødsler som hårde mentalt tværtimod havde jeg især efter den første en følelse af at være oven på mentalt, have fod på det.

Og så sagde jeg altså en del gange: jeg gider ikke være med mere, havde så ikke lige muligheden for at gå, men havde sgu gjort det hvis jeg kunne 

Jeg synes ikke en mand bliver mere mand, eller mere far bare fordi han kan stå mosten til en fødsel. Min mand gjorde det og med en kæmpe ro, men er da ikke et sekund i tvivl om han ville være den samme fantastiske mand og far selvom han havde måtte trække sig