Synes i det er småligt?

Altså... han får alle bøger til sit studie af sine forældre, mens du skal betale dine - ud af dine lommepenge? Og så får du "lov" at låne penge af ham til en dyr ting, som HAN har ønsket sig, og som du så skal betale af på...?! 

Der er da et eller andet, der er helt skævt i mine ører. For mig at se, har I ikke særlig fælles økonomi, og han går da i meget små sko.

 

 

Sådan noget kan jeg slet ikke have! Jeg mener helt sikkert han går i for små sko. Dog vil jeg sige at herhjemme betaler vi 50/50 og så "hjælper" vi hinanden i "dårlige tider". Vi råder hver i sær over vores "resterende penge" men den ene dag gir den ene og den anden dag den anden. Vi har en sund budgetkonto hvorfra vi "låner" penge hvis vi mangler. Men vi betaler dem tilbage. Jeg låner også penge af min kæreste og omvendt, men dem betaler vi altså tilbage. Sådan har vi det bedst. Og man skal gøre det man føler for. Men jeg går ikke op i småbeløb. Men havde jeg 50.000 kr. på en opsparing og min kæreste havde lånt et mindre beløb... så havde jeg slettede "gælden" UDEN at blinke... det er helt sikkert!

Anonym skriver:

Vi har været sammen i 4 år.

Men ja. Jeg har også SU-lån, hvilket han stejlede totalt over den anden dag, hvilket er helt hul i hovedet, for han har jo hele tiden vist jeg har haft det, og har været med til at nyde godt af de penge - så er det sgu lidt barnligt at komme bagefter og sige, at det er træls de penge er lånt. Han kunne have sagt fra for 2 år siden.

Hvor gamle er i?
Jeg synes det er et underligt syn at have på en fælles økonomi. Enten har man fælles økonomi ellers har man ikke.
Min eks ville også have vi skulle have fælles økonomi. Men fik så engang den besked fordi han ville flytte ud på landet hvor jeg så sagde at det var lidt træls for mig da jeg var lærling og ingen bil havde råd til. Så sagde han at jeg måtte købe en knallert hvor jeg så sagde at jeg ville sgu ikke køre 50 km på knallert hver dag. Sagde han at det jo ikke var hans skyld jeg havde valgt at gå i lære. Han havde ikke selv nogen udd. Hvortil jeg sagde nej men det er fint. Så når jeg er færdig uddannet og har over en halv gang så meget udbetalt som ham så skulle han sgu ikke komme krybene for det var mine penge. Hvortil han så måtte trække i land og så sagde han aldrig noget i den dur igen. Men vi slog så op kort tid efter. Pga andre ting. Men er sgu glad for at jeg ikke er sammen med ham. For har man fælles økonomi så deles man om de penge der er.

Nu har jeg indtil nu haft flere penge om mdr end min nuværende kæreste. Og vi har stadig delt lige op. Men nu hvor jeg er kommet over på kontanthjælp pga jeg har fået et piskesmæld og ikke kan arbejde. Så får jeg mindre end ham. Men vi deles stadig. Og det er sådan man gør.
Min kæreste tænker altid på sig selv til sidst. Hvis vi er ude og shoppe eller lign. Er det altid min datter og jeg der kommer hjem med noget. Aldrig ham. Fordi han vil give mig hvad jeg gerne vil have. Eller hvis han synes jeg har brug for nyt tøj. Hehe. Det er oftes fordi han synes jeg trænger til nyt.

Men jeg synes da du skal sige til din kæreste hvad du har skrevet herinde for enten har man fælles økonomi ellers har man ikke.

Anonym skriver:

Men kan ikke tvinge ham til noget han ikke vil.

nej det er rigtigt men du kan da spørge

tror din kæreste kan passe min datters sko, for ja han går godt nok i meget små sko 

Monica 

Anonym skriver:

I starten af vores parforhold var det sådan, at min kæreste havde en del flere penge end jeg, men alligevel betalte vi 50/50 udgifter. Vi manglede så en afspiller, der kunne spille bluray, og min kæreste ville have nyt TV (som jeg ikke synes var nødvendigt). Han købte så fjernsynet for sin egen penge (han har/havde en enorm opsparing), og så aftalte vi at jeg kunne give afspilleren. Men da jeg havde meget lidt penge lagde han ud, og vi aftalte, at jeg kunne betale af. Han valgte så at det skulle være en playstation, som kostede cirka 3000 kroner.

Nu har vi børn sammen og har fælles økonomi. Han har fortsat en personlig opsparing som har været helt oppe på 80.000, (er nu på cirka 50.000), og jeg har ikke en personlig opsparing, da jeg ikke får nok personlige penge om måneden til at spare op. Vi får 1500 hver i måneden i lommepenge, og mange af mine går til studiebøger. Hans opsparing har han skabt via et firma han havde før vi mødtes.

Anyway, jeg skylder ham stadig de penge, og betaler af sådan lidt on/off, så han får fx 200 kroner af mine lommepenge nogle måneder. Har på et tidspunkt også skulle låne penge af ham igen, jeg tror det var til tøj til barnedåb eller sådan noget, så den ligger stadig på 2500.

Jeg synes bare det er så træls og nedværigende at betale af til min egen kæreste! Men måske er det bare mig. Men hvis det var omvendt og jeg havde 50.000 stående på en opsparing, som ikke var øremærket andet end hygge og shoppebehov, og min kæreste skyldte mig 2500, så ville jeg omgående stryge den gæld, for det er jo ikke penge han MANGLER overhovedet, han kan købe lige hvad der passer ham for sine egne penge, mens jeg kun har de der 1500 om måneden, som jeg ikke når at få så meget glæde af pga studiet. Så er det altså meget at skulle afbetale 200 eller 250, plus træls det skal bringes på banen hele tiden "Hvor meget kan du betale af den her måned?"

Jeg synes bare nu, at nu er vi en familie, vi har fælles økonomi, og det er i øvrigt mig der sørger for budgettet og sådan, så forstår jeg ikke han ikke siger "Lad os bare stryge den gæld". Eller er det bare mig? Det var jo heller ikke mig, der valgte det skulle være en dyr playstation, man kan få en bluray afsipller til 700 kroner..

Jeg synes din kæreste går i små sko - ja

Men jeg synes så sandelig også at du selv bære en stor del af skylden. Kom ud af offer rollen - mand dig op - bank i bordet. Fortæl ham ( hvilket du skulle ha gjort for længst) at du betaler det af som en alm dvd afspiller ville ha kostet 500-700 kr og ikke en øre mere da det var ham som valgte en ps - hvilket ikke var aftalen.

Vi har ikke fællesøkonomi, men ikke engang vi er så smålige...

Vi har hus, barn og bil. Og kæresten herhjemme betaler lidt mere end jeg til budgetten, det vil sige vi deler de fleste fællesudgifter, men han betaler af på bilen. Jeg lagde udbetaling på huset, og bilen, og det er oftest mig der sørger for tøj til vores barn.

Men mangler vi noget, så snakker vi om hvordan vi får råd til det. Vi har hver vores indkomst, og vi betaler begge for mad. Men jeg blander mig ikke i hvad han bruger sin løn til, andet end når han brokker sig over kontoen er i minus. Kan han ikke leve med det, så må han skrue ned for sit forbrug.

Jeg har altid haft styr på min økonomi, og kan sagtens få kontoen op hvis den ryger ned...

Men ting vi er fælles om herhjemme, der er det den som har råd der betaler, ellers venter vi... Og vi har ingen eller ALDRIG glæd til hinanden, vi bor sammen for pokker

Anonym skriver:

I starten af vores parforhold var det sådan, at min kæreste havde en del flere penge end jeg, men alligevel betalte vi 50/50 udgifter. Vi manglede så en afspiller, der kunne spille bluray, og min kæreste ville have nyt TV (som jeg ikke synes var nødvendigt). Han købte så fjernsynet for sin egen penge (han har/havde en enorm opsparing), og så aftalte vi at jeg kunne give afspilleren. Men da jeg havde meget lidt penge lagde han ud, og vi aftalte, at jeg kunne betale af. Han valgte så at det skulle være en playstation, som kostede cirka 3000 kroner.

Nu har vi børn sammen og har fælles økonomi. Han har fortsat en personlig opsparing som har været helt oppe på 80.000, (er nu på cirka 50.000), og jeg har ikke en personlig opsparing, da jeg ikke får nok personlige penge om måneden til at spare op. Vi får 1500 hver i måneden i lommepenge, og mange af mine går til studiebøger. Hans opsparing har han skabt via et firma han havde før vi mødtes.

Anyway, jeg skylder ham stadig de penge, og betaler af sådan lidt on/off, så han får fx 200 kroner af mine lommepenge nogle måneder. Har på et tidspunkt også skulle låne penge af ham igen, jeg tror det var til tøj til barnedåb eller sådan noget, så den ligger stadig på 2500.

Jeg synes bare det er så træls og nedværigende at betale af til min egen kæreste! Men måske er det bare mig. Men hvis det var omvendt og jeg havde 50.000 stående på en opsparing, som ikke var øremærket andet end hygge og shoppebehov, og min kæreste skyldte mig 2500, så ville jeg omgående stryge den gæld, for det er jo ikke penge han MANGLER overhovedet, han kan købe lige hvad der passer ham for sine egne penge, mens jeg kun har de der 1500 om måneden, som jeg ikke når at få så meget glæde af pga studiet. Så er det altså meget at skulle afbetale 200 eller 250, plus træls det skal bringes på banen hele tiden "Hvor meget kan du betale af den her måned?"

Jeg synes bare nu, at nu er vi en familie, vi har fælles økonomi, og det er i øvrigt mig der sørger for budgettet og sådan, så forstår jeg ikke han ikke siger "Lad os bare stryge den gæld". Eller er det bare mig? Det var jo heller ikke mig, der valgte det skulle være en dyr playstation, man kan få en bluray afsipller til 700 kroner..

Jeg syntes som mange andre at din kæreste går i meget små sko

Derudover syntes jeg det lyder som om du skal betale en pænt stor sum til skolebøger hver mdr. hvilket jeg nok også syntes lyder en tand mystisk... er der slet ikke nogen mdr. hvor du ikke har behov for nye bøger i forbindelse med dit studie??

Men når det er sagt, så havde jeg rent personligt også valgt at tage tre "hårde" mdr. hvor han fik de 1.000,- og så du selv kun havde 500,- til sjov og evt. bøger... ganske enkelt for at få det ud af verdenen...  og altrnativt to mdr. hvor han fik alle lommepengene... for det lån er med til at skabe en unødvendig dårlig stemning i jeres forhold

man kan altid tænke over at du ikke skulle have givet ok, for en så dyr afspiller, men sket er sket og det kan ikke laves om...

Håber I finder en løsning...

Qnuz

Altså, her er det mig der tjener mest. Jeg er så også den som betaler mest. 

Her i foråret købte jeg en ny bil - står kun i mit navn og hele svineriet. 

Med din kærestes logik, skulle jeg opkræve leje af manden hver gang han bruger den. DET GØR JEG IKK.

Her i huset er det desuden sådan, at hvis man gerne vil have noget elektronik som den anden ikke synes er nødvendig så må man selv investere i det.

 

 

her i huset har vi ikke fælles økonomi for jeg vil netop gerne have det sådan at den anden kan købe ting for sine penge uden at den anden behøver blande sig i det (der er tale om når alle regninger ER betalt).. men jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at kræve et beløb hver gang min partner benyttede ipadden eller hver gang han lå i sengen.. er fuldkommen absurd i mit hoved .. hvis HAN ville have den skide playstation og ikke kunne nøjes med en almindelig dvd afspiller så må HAN sørme også spytte nogle penge i.