Min personlige grænse går ved 40 - men hvis jeg nu hypotetisk skulle blive gravid ved en fejltagelse, når jeg er 41, så ville det ikke være en selvfølge, at jeg skulle tage abort. Jeg er hundrede procent for selvbestemt abort efter gældende regler - men jeg skulle være i en helt ekstrem situation, hvis jeg selv skulle vælge det, og jeg ville ikke have det godt med det uanset. Når de kommer til dette med alder og børn, så er verden ikke så sort/hvid, at man kan opstille rigide regler, synes jeg. Det handler rigtig meget om livssituation, indstilling og mental alder, som ikke altid samsvarer med den fysiske alder. Jeg rynker hverken på næsen af mødre på 18 eller mødre på 42.
Umyndige mødre eller mødre, som er over 50, synes jeg opfører sig uklogt - men dermed er ikke sagt, at det er synd for barnet, eller at det ikke kommer til at få en god opvægst.
Jeg sidder i den kedelige situation, at jeg meget gerne vil have flere børn, men min mand vil ikke, og siden jeg er 38, er der ikke lang tid tilbage, før jeg synes, det er for sent. Jeg må bare se i øjnene, at jeg sikkert ikke kommer til at få flere børn, men jeg synes godt nok, at det er en drøj kamel at sluge.
Du har stadig flere år at gå på, og dette med kærlighed og lyst til børn, er ikke noget, man kan planlægge. Jeg forstår, at det er en tanke, du reagerer på, at du muligvis ikke kommer til at få flere børn, men du er heldigvis så ung endnu, at du fint kan nå det, hvis det falder sig sådan.
Hvis man havde spurgt mig, da jeg var 20, om jeg skulle have barn, når jeg var 35, havde jeg sagt nej, at det var for gammelt. Jeg var 35, da jeg fik nr to, og nu sidder jeg her og føler mig klar for en til. Man kan ikke spå om fremtiden.
Uanset: De bedste ønsker for fremtiden og et knus:
