Kæresten vil ikk have barnet.

Baagoe skriver:

Jeg er en 17 årig pige der for nulig er blevet gravid. jeg er i 7 uge, siger min læge og venter svar fra sygehuset. Jeg er rigtig meget imod abort og har jeg været efter at min mor også er det. Jeg fandt ud af at jeg var gravid da jeg var ca 5 uger henne. 

Jeg har snakket meget med min kæreste og med mine forældre og hans forældre omkring det med at beholde det eller få en abort. Både min kæreste og hans forældre og mine forældre siger at jeg skal have en abort.
Jeg har været rigtig ked af det fordi det ikke er det jeg ønsker. Jeg vil meget gerne beholde barnet, men jeg tør ikke sige det til dem fordi jeg er bange for at mine forældre bliver sure på mig og at min kæreste går fra mig.
Jeg har været sammen med ham nu i 7 måneder og han har altid sagt at han vil være der for mig uanset hvad der sker. Han vil ogs gerne være der hvis jeg får en abort men han er i tvivl hvis jeg beholder det.

Er der nogen der ved hvad man kan gøre i sådan en situation? 

Selvom du sikkert ikke vil høre på mig, vil jeg da alligevel prøve..
Jeg forstår godt din modstand mod abort, jeg kan et langt stykke af vejen godt følge tankegangen i at man som simpelt menneske ikke kan afgøre liv eller død. På en meget ekstrem måde kan vi sagtens beskylde aborten for at vøre årsag til vores mere eller mindre skødesløse tilgang til sex, prævention og konsekvensen ved dem begge...

Jeg vil bare ønske du vil høre mig når jeg nu fortæller dig, vælger du ikke aborten vil du vælge så meget andet fra. Som 17-årig står du lige inden livet skal til at begynde, har du overvejet alt det du vælger fra? Hvad med uddannelse? Jeg er mor til en 2 årig, studerer på en videregående uddannelse, jeg vælger så helt ufatteligt meget fra i forhold til mit barn - ender du som enemor, hvordan vil du så fuldføre et studie/en uddannelse?
Hvad med venner? Dine nuværende venner vil forsvinde ligeså stille, de fortsætter ud i livet, mens du vil sidde derhjemme fordi du har et barn - snakker du med andre enlige mødre? De vil kunne fortælle dig om en meget ensom tilværelse.
Udenlanske studier, rejser, backpackture, sommerferier med veninder, paraply-drinks og billige mænd - vælger du fra. Starter du uddannelse vil du ikke kunne deltage på lige fod med alle andre, fordi du skal være hjemme kl 16, for maden skal altså stå på bordet kl 17.30 når barnet er ødelæagt efter en fuld dag i dagpleje/vuggestue/børnehave/folkeskole... Hele dit liv vil pludseligt gå fra at have dig som centrum, til du er den eneste der skal ofre for den der er i centrum. Hvor jeg håber du forstår det jeg prøver at sige?

Misforstå mig ikke, der er intet smukkere end ens egne børn. På et tidspunkt i din tilværelse vil det komme som en selvfølgelighed og jeg forstår godt hvorfor du tøver med at stoppe din graviditet, men ligenu er jeg bange for du kommer til at fortryde. Ikke fortryde dit barn, men det valg du traf...

Jamen det jo det jeg mener, syntes man skal ta en fællels beslutning. Jeg mener at en far er en ligeså stor rolle i et barns liv som en mor, måske ikke i den første periode. Men længere frem.

Jeg ved udemærket godt at en abort er utrolig stram at komme igennem, og det er ikke det jeg opfordrer til, men der skal bare tænkes på alle partner (:

JS<3 skriver:

Jeg er sikkert utrolig grov, men bliver simpelthen nødt til at komme med min mening. Sorry :/

Jeg mener at man er to om det, både for barnet, mor og fars skyld!

Havde jeg siddet som dreng i denne situation ville jeg være dybt ulykkelig og utrolig bange for dit valg. Han støtter op om en abort da han ikke mener han er klar til far rollen, og sikkert ikke ønsker at det skal være nu. Jeg ved at det er dit valg og utrolig hård med abort, men hey din kæreste er ikke usynlig og hans mening og holdning skal sku også respektere! Jeg syntes vi tøser er dybt egoistiske i sådan situation. INGEN skulle gøre mig ufrivilligt til far.

Jeg var gravid som 16året, dybt uansvarlige var vi, men gud hvor overvejede jeg inderligt at beholde barnet. Min dengang kæreste ville ikke, og valgte derfor en arbort. Hvilke jeg aldrig har fortrudt, vi gik fra hinanden i mdr efter.

Nu venter jeg en skøn lille pige med verdens dejligste kæreste, vi glæder os inderligt og hvor er det fantastisk at være to om det.

 

 Fuldstændig enig 

Kære du

Det er så nemt for os andre at sige, du skal følge dit hjerte. Det skal du også, men hjernen må også godt være lidt med.

Mht. din kæreste - han har ret til at have sin mening og jeg forstår ham godt. Han er kun en knajt på 17, der ikke ønsker og/eller kan leve op til det utrolig store ansvar det er at blive forælder. Han kan ikke tvinge dig til at afslutte graviditeten, men du kan på den anden side heller ikke holde det imod ham at han ikke er klar til forældrerollen endnu.

Og så er der dig. Er du klar til at blive voksen meget hurtigt? Hvordan vil du forsørge dit barn? Hvor skal I bo, hvilken uddannelse skal du have og hvordan skal den gennemføres med et lille barn? Er du klar til at opgive dit ungdomsliv med fester, venindehygge, rejser osv., osv., osv. Det er et stort fravalg, du gør dig. Du vil elske dit barn over alt på jorden ligesom alle os andre, men du skal være klar til at betale prisen. Ligesom du også skal betale prisen for aborten, der er ingen regning uden vært i denne situation

Håber meget for dig at du har nogen gode voksne at snakke det her igennem med.

Al mulig held og lykke til dig uanset hvilken vej du vælger!

JS<3 skriver:

Jeg er sikkert utrolig grov, men bliver simpelthen nødt til at komme med min mening. Sorry :/

Jeg mener at man er to om det, både for barnet, mor og fars skyld!

Havde jeg siddet som dreng i denne situation ville jeg være dybt ulykkelig og utrolig bange for dit valg. Han støtter op om en abort da han ikke mener han er klar til far rollen, og sikkert ikke ønsker at det skal være nu. Jeg ved at det er dit valg og utrolig hård med abort, men hey din kæreste er ikke usynlig og hans mening og holdning skal sku også respektere! Jeg syntes vi tøser er dybt egoistiske i sådan situation. INGEN skulle gøre mig ufrivilligt til far.

Jeg var gravid som 16året, dybt uansvarlige var vi, men gud hvor overvejede jeg inderligt at beholde barnet. Min dengang kæreste ville ikke, og valgte derfor en arbort. Hvilke jeg aldrig har fortrudt, vi gik fra hinanden i mdr efter.

Nu venter jeg en skøn lille pige med verdens dejligste kæreste, vi glæder os inderligt og hvor er det fantastisk at være to om det.

 

Men hvis Daddy er så bange for børn og ikke er klar til selv at skulle tage det kæmpe ansvar - så skulle han temmelig sikkert have brugt et kondom!!!

 

Flot at du ikke har fortrudt din abort i sin tid, men hvem siger at TS er lavet af samme "stof" som dig?

 

TD - det her er DIT valg, og du skal nok klare det alene, det er ikke så hårdt at man falder død om!

Det jo din egen beslutning som betyder i sidste ende, synes du selv skal tænke over det. Jeg ville ikke selv være klar til at have et barn som 17 årig, men alligevel hvis jeg stod i situation ville jeg klart have vokset mig med opgaven jeg blev gift som 20 årig og er gravid med mit første barn nu når jeg er 22 år, har termin om en uge, og synes godt nok en del har ændret sig, bare ved at være gravid. Men nu er det så et ønskebarn og jeg vil da sige jeg savner også de dage hvor msn bare kunne gøre lige hvad man har lyst, men er så enorm glad for at være gravid og jeg er vikset endnu mere med opgaven. 

Jeg håber da du finder den rette beslutning kram

Baagoe skriver:

Jeg er en 17 årig pige der for nulig er blevet gravid. jeg er i 7 uge, siger min læge og venter svar fra sygehuset. Jeg er rigtig meget imod abort og har jeg været efter at min mor også er det. Jeg fandt ud af at jeg var gravid da jeg var ca 5 uger henne. 

Jeg har snakket meget med min kæreste og med mine forældre og hans forældre omkring det med at beholde det eller få en abort. Både min kæreste og hans forældre og mine forældre siger at jeg skal have en abort.
Jeg har været rigtig ked af det fordi det ikke er det jeg ønsker. Jeg vil meget gerne beholde barnet, men jeg tør ikke sige det til dem fordi jeg er bange for at mine forældre bliver sure på mig og at min kæreste går fra mig.
Jeg har været sammen med ham nu i 7 måneder og han har altid sagt at han vil være der for mig uanset hvad der sker. Han vil ogs gerne være der hvis jeg får en abort men han er i tvivl hvis jeg beholder det.

Er der nogen der ved hvad man kan gøre i sådan en situation? 

jeg har været gravid to gange og har mistet begge gange. jeg er atten idag. første gang var jeg 15, og jeg vidste egentlig ikke, jeg var gravid, fandt dog ud af det, ved at jeg aborterede. både min kæreste og jeg var enormt kede af det, men alligevel tænkte vi, vi ikke var klar til rollen som forældre alligevel. 

anden gang var jeg 17, ligesom du er. jeg vidste, jeg var gravid, og jeg ville utrolig gerne beholde det. men kæresten var lidt i tvivl. min egen mor var sådan lidt "jeg skal nok hjælpe dig med at få en abort hurtigst muligt" .. men jeg fortalte hende, at det skulle jeg nok helt selv bestemme, om jeg skulle eller ej, for det er min krop - ergo, mit valg (sammen med kærestens) .. min kæreste ville vidst gerne have benholdt barnet (det var en ufrivillig abort 9+4), for da jeg mistede barnet, græd han, holdte om min mave og sagde "min baby" .. han var ulykkelig!! vi er jævnaldrene.

jeg er meget imod abort som dig, og ville ALDRIG gøre det selv. blev jeg gravid, ville jeg beholde barnet, nærmest uanset hvad. jeg vil på ingen måde sidde og bestemme for dig/jer, om i skal vælge en abort eller ej.

men det lyder lidt på dig, som om, du rigtig gerne vil beholde, og derfor faktisk har taget beslutningen inderst inde - ret mig, hvis jeg tager fejl. så må du gøre op med dig selv i værste tilfælde: kan du klare at stå alene med et barn som ung mor? kan du klare det økonomisk? føler du dig selv klar til rollen som mor?

men man siger jo, kvinder bliver mødre, så snart de står med en positiv test - mænd bliver først fædre, når de står med barnet i armene.

hvis du har brug for luft, nogen at snakke med, eller andet, må du meget gerne skrive en pm til mig - jeg vil med glæde lytte og komme med gode råd i det omfang, jeg nu kan. og så et kæmpe kram til dig 

I må jo snakke om det dig og din kæreste, umiddelbart tænker jeg stakkels dig, er der ingen der støtter lige netop dig og dit valg?

Jeg blev selv gravid som 17 årig, dog var min situation anderledes, jeg var langt henne da vi opdagede det, manden var overlykkelig og mine forældre tænkte bare hvilken glæde en BABY i familien for første gang i 16 år + jeg havde en god sjat penge i banken til alle udgifter, bolig osv. Så bekymringerne var ikke så store. I dag har vi været sammen i 7 år, vi er gift, har fået en lillebror og livet blev hverken lettere eller sværere af at få et barn, det faldt os ret naturligt. Men når du ikke har din kærestes støtte, eller dine forældres, så er det måske bedre med abort? Altså jeg havde ALDRIG klaret det alene, havde slet ikke ønsket at klare det alene. Det ville simpelthen var for hårdt i den alder, og det ville ikke være fair for barnet ikke at ha en far omkring sig.

Frk. Himmelblå skriver:

Hvis du vælger barnet, vil det ALTID være der. Med eller uden kæreste.

HVis du virkelig ønsker dig barnet, så mener jeg ikke, din frygt for at miste kæresten skulle spille den store rolle.

Jeg kender jer ikke, men jeg føler mig overbevist om, at du - før eller siden - bliver alenemor,hvis du beholder barnet.

Det ved jeg ikke, om du kan klare. Men det ved du. Inderst inde.

Hvis du virkelig er i mod abort, skal ingen tvinge dig.

Kærester man har, når man er 17 varer SJÆLDENT ved, - uanset om man får børn sammen eller ej. Bare så du husker at tænke over det også. Og "tvinger" din kæreste dig til abort, så holder jeres forhold absolut ikke. Dét er sikkert.

Sorry to say, men uanset hvad, så tror jeg, du har mistet din kæreste...

Håber, du får besluttet dig snarest. Og at du får fred i sjælden ved den beslutning, du træffer.

Jeg vil bare lige fortælle at jeg altså fandt min kæreste da jeg var 15 år og vi har været sammen i 8 år nu, har hus, biler, dyr, en dejlig datter og lillebror på vej, så det kan altså godt lade sig gøre og holde på hinanden selv om man er ung..

Til ts..
Jeg synes du skal lytte til dit hjerte, det er dig der ved bedst..
Held og lykke med beslutningen..

Benjamins'mor skriver:

Jeg ville lytte til mit hjerte.
Det er jo udelukkende dig der bestemmer.

JA Det er TS der bestemmer, men kæresten har vel også lidt at skulle have sagt ?