Kæresten vil ikk have barnet.

Jeg er sikkert utrolig grov, men bliver simpelthen nødt til at komme med min mening. Sorry :/

Jeg mener at man er to om det, både for barnet, mor og fars skyld!

Havde jeg siddet som dreng i denne situation ville jeg være dybt ulykkelig og utrolig bange for dit valg. Han støtter op om en abort da han ikke mener han er klar til far rollen, og sikkert ikke ønsker at det skal være nu. Jeg ved at det er dit valg og utrolig hård med abort, men hey din kæreste er ikke usynlig og hans mening og holdning skal sku også respektere! Jeg syntes vi tøser er dybt egoistiske i sådan situation. INGEN skulle gøre mig ufrivilligt til far.

Jeg var gravid som 16året, dybt uansvarlige var vi, men gud hvor overvejede jeg inderligt at beholde barnet. Min dengang kæreste ville ikke, og valgte derfor en arbort. Hvilke jeg aldrig har fortrudt, vi gik fra hinanden i mdr efter.

Nu venter jeg en skøn lille pige med verdens dejligste kæreste, vi glæder os inderligt og hvor er det fantastisk at være to om det.

 

Prøv at vend den indad og se forbi følelsen om at du virkelig ønsker det. Hvad er det du ønsker, hvis du vælger barnet? Ønsker du at blive mor med hele det ansvar det giver dig?

Fra det punkt, hvor du vælger barnet, så vælger du også at blive helt selvstændig - der vil være veninder der "smutter" fordi i ikke længere er samme sted i livet - din kæreste vil muligvis ikke følge dig og du kommer derfor til at stå med hele ansvaret på dine egne unge skuldre. Det er absolut ikke umuligt, men det ER hårdt. Ikke nok med at du lynhurtigt skal "lære" dig selv at kende som et voksent menneske, og se dig selv med nye øjne, så har du også ansvaret for et lille bitte menneske med meget store behov. 

Har du været ung nok i dit liv? Lige nu føles det måske meget nemt at sige, at du sagtens kan undvære alt det du går igennem lige nu for så at "blive voksen", men når du først har mistet det, så kommer det ikke tilbage.

Der vil også komme rigtig mange fordomme, som du skal være i stand til at lukke ørene for. Det har jeg selv oplevet, og jeg var 20 da jeg fik min dreng. 

Tænk i store perspektiver. Selvom du måske er imod abort, så lad ikke det princip stoppe dig i at tænke rationelt. 

Jeg er ikke ude på at få dig til at vælge abort - blot at tænke dig rigtig, rigtig godt om. Måske er det også en dejligere tanke, at vente til du står i lykkeligere omstændigheder? For det kommer med garanti!

Gigl skriver:

Prøv at vend den indad og se forbi følelsen om at du virkelig ønsker det. Hvad er det du ønsker, hvis du vælger barnet? Ønsker du at blive mor med hele det ansvar det giver dig?

Fra det punkt, hvor du vælger barnet, så vælger du også at blive helt selvstændig - der vil være veninder der "smutter" fordi i ikke længere er samme sted i livet - din kæreste vil muligvis ikke følge dig og du kommer derfor til at stå med hele ansvaret på dine egne unge skuldre. Det er absolut ikke umuligt, men det ER hårdt. Ikke nok med at du lynhurtigt skal "lære" dig selv at kende som et voksent menneske, og se dig selv med nye øjne, så har du også ansvaret for et lille bitte menneske med meget store behov. 

Har du været ung nok i dit liv? Lige nu føles det måske meget nemt at sige, at du sagtens kan undvære alt det du går igennem lige nu for så at "blive voksen", men når du først har mistet det, så kommer det ikke tilbage.

Der vil også komme rigtig mange fordomme, som du skal være i stand til at lukke ørene for. Det har jeg selv oplevet, og jeg var 20 da jeg fik min dreng. 

Tænk i store perspektiver. Selvom du måske er imod abort, så lad ikke det princip stoppe dig i at tænke rationelt. 

Jeg er ikke ude på at få dig til at vælge abort - blot at tænke dig rigtig, rigtig godt om. Måske er det også en dejligere tanke, at vente til du står i lykkeligere omstændigheder? For det kommer med garanti!

Jeg vil ikke være grov, men har du tænkt det her, fuldstændigt igennem? Alt hvad det indebærer at være mor? Det er selvfølgelig møg svært, når man endnu ikke har prøvet det, hvad det vil sige. Men det er hele ens liv, der bliver vendt fuldstændig om, og i din alder har du ikke så mange, der kan relatere og forstå det liv du kommer til at få. Og samtidig har du en del, der ikke ønsker du skal have det her barn, selvom det ikke er deres valg. Men det jeg tænker på her, er barnet. Har du tænkt på, hvordan der må føles at fødes uønsket ? Tænker ikke så meget på bedsteforældrene, de skal nu nok elske barnet, men forholdet mellem barn og far? Din kæreste kan ikke.tvinges til at være en god far, han kan ikke engang tvinges.til at være far, i egentlig forstand. Er du klar til at byde en lille skabning det? Skuffelsen, tårerne over at der er en person, der ikke vil en? Det her er IKKE en kritik af alle der har valgt at få et barn uden faderens ønske, men blot at man skal tænke over de her ting. En ting er kvindens tarv, men der er også 2 andre brikker i det spil, nemlig faderens og barnets tarv. For ligeså urimeligt det er at kræve at kvinden skal få abort, ligeså urimeligt er det at tvinge faderrollen ned over hovedet på manden. Og det risikere man går ud over barnet i det lange løb.

Men held og lykke med hvad du end beslutter dig for, og husk det er lun for at give dig lidt at tænke.over

JS<3 skriver:

Jeg er sikkert utrolig grov, men bliver simpelthen nødt til at komme med min mening. Sorry :/

Jeg mener at man er to om det, både for barnet, mor og fars skyld!

Havde jeg siddet som dreng i denne situation ville jeg være dybt ulykkelig og utrolig bange for dit valg. Han støtter op om en abort da han ikke mener han er klar til far rollen, og sikkert ikke ønsker at det skal være nu. Jeg ved at det er dit valg og utrolig hård med abort, men hey din kæreste er ikke usynlig og hans mening og holdning skal sku også respektere! Jeg syntes vi tøser er dybt egoistiske i sådan situation. INGEN skulle gøre mig ufrivilligt til far.

Jeg var gravid som 16året, dybt uansvarlige var vi, men gud hvor overvejede jeg inderligt at beholde barnet. Min dengang kæreste ville ikke, og valgte derfor en arbort. Hvilke jeg aldrig har fortrudt, vi gik fra hinanden i mdr efter.

Nu venter jeg en skøn lille pige med verdens dejligste kæreste, vi glæder os inderligt og hvor er det fantastisk at være to om det.

 

Jeg tænker at du selvfølgelig skal følge dit hjerte, men omvendt må jeg også sige at det ikke bare sådan, at blive forældre, det er til tider drønhårdt og dyrt. Og køre forholdet ikke i forvejen, tror jeg det bliver svært.

Tænker også som en anden skrev, at kæresten har du nok mistet, men mon ikke bedsteforældrene bliver bløde i knæene, når  den lille først er der?

Håber du kommer frem til det der passer dig.

Frk. Himmelblå skriver:

Hvis du vælger barnet, vil det ALTID være der. Med eller uden kæreste.

HVis du virkelig ønsker dig barnet, så mener jeg ikke, din frygt for at miste kæresten skulle spille den store rolle.

Jeg kender jer ikke, men jeg føler mig overbevist om, at du - før eller siden - bliver alenemor,hvis du beholder barnet.

Det ved jeg ikke, om du kan klare. Men det ved du. Inderst inde.

Hvis du virkelig er i mod abort, skal ingen tvinge dig.

Kærester man har, når man er 17 varer SJÆLDENT ved, - uanset om man får børn sammen eller ej. Bare så du husker at tænke over det også. Og "tvinger" din kæreste dig til abort, så holder jeres forhold absolut ikke. Dét er sikkert.

Sorry to say, men uanset hvad, så tror jeg, du har mistet din kæreste...

Håber, du får besluttet dig snarest. Og at du får fred i sjælden ved den beslutning, du træffer.

Ikke for noget - blot en tanke
Hvad mener du med før eller siden at hun sikkert bliver alene mor?
Mig og min kæreste var 16 og 17 da vi fik vores første - nu er vi 21 og 22. Lucas er blevet fem, og siden har vi fået to skønne børn mere . Ville blot lige hvis nu det ikke var sådan du havde ment det .



Til TS - kan kun sige at du skal følgebdit hjerte.
Du skal leve med barnet resten af livet, MEN det skal du os med en abort.
Jeg selv ville aldrig få en abort

Dorthe1986 skriver:

Jeg vil ikke være grov, men har du tænkt det her, fuldstændigt igennem? Alt hvad det indebærer at være mor? Det er selvfølgelig møg svært, når man endnu ikke har prøvet det, hvad det vil sige. Men det er hele ens liv, der bliver vendt fuldstændig om, og i din alder har du ikke så mange, der kan relatere og forstå det liv du kommer til at få. Og samtidig har du en del, der ikke ønsker du skal have det her barn, selvom det ikke er deres valg. Men det jeg tænker på her, er barnet. Har du tænkt på, hvordan der må føles at fødes uønsket ? Tænker ikke så meget på bedsteforældrene, de skal nu nok elske barnet, men forholdet mellem barn og far? Din kæreste kan ikke.tvinges til at være en god far, han kan ikke engang tvinges.til at være far, i egentlig forstand. Er du klar til at byde en lille skabning det? Skuffelsen, tårerne over at der er en person, der ikke vil en? Det her er IKKE en kritik af alle der har valgt at få et barn uden faderens ønske, men blot at man skal tænke over de her ting. En ting er kvindens tarv, men der er også 2 andre brikker i det spil, nemlig faderens og barnets tarv . For ligeså urimeligt det er at kræve at kvinden skal få abort, ligeså urimeligt er det at tvinge faderrollen ned over hovedet på manden. Og det risikere man går ud over barnet i det lange løb.

Men held og lykke med hvad du end beslutter dig for, og husk det er lun for at give dig lidt at tænke.over

Ganske simpelt: NEJ, det er ikke sammenligneligt i "urimelighed"

Men du har ret i, at begge scenarier har virkeligt store konsekvenser, men at sidestille dem er altså ikke rimeligt!

MortilMogL skriver:

Ikke for noget - blot en tanke
Hvad mener du med før eller siden at hun sikkert bliver alene mor?
Mig og min kæreste var 16 og 17 da vi fik vores første - nu er vi 21 og 22. Lucas er blevet fem, og siden har vi fået to skønne børn mere . Ville blot lige hvis nu det ikke var sådan du havde ment det .



Til TS - kan kun sige at du skal følgebdit hjerte.
Du skal leve med barnet resten af livet, MEN det skal du os med en abort.
Jeg selv ville aldrig få en abort

Ork, ork - jeg siger ikke, at det ikke KAN lade sig gøre! Blot at det ikke er reglen.

Til jer!

JS<3 skriver:

Jeg er sikkert utrolig grov, men bliver simpelthen nødt til at komme med min mening. Sorry :/

Jeg mener at man er to om det, både for barnet, mor og fars skyld!

Havde jeg siddet som dreng i denne situation ville jeg være dybt ulykkelig og utrolig bange for dit valg. Han støtter op om en abort da han ikke mener han er klar til far rollen, og sikkert ikke ønsker at det skal være nu. Jeg ved at det er dit valg og utrolig hård med abort, men hey din kæreste er ikke usynlig og hans mening og holdning skal sku også respektere! Jeg syntes vi tøser er dybt egoistiske i sådan situation. INGEN skulle gøre mig ufrivilligt til far.

Jeg var gravid som 16året, dybt uansvarlige var vi, men gud hvor overvejede jeg inderligt at beholde barnet. Min dengang kæreste ville ikke, og valgte derfor en arbort. Hvilke jeg aldrig har fortrudt, vi gik fra hinanden i mdr efter.

Nu venter jeg en skøn lille pige med verdens dejligste kæreste, vi glæder os inderligt og hvor er det fantastisk at være to om det.

 

Og præcis hvad, ville du så gøre, hvis vi tænker, du var i den situation, at din kæreste var blevet gjort gravid - af dig - og ikke ønskede abort men at beholde barnet??