Baagoe skriver:
Jeg er en 17 årig pige der for nulig er blevet gravid. jeg er i 7 uge, siger min læge og venter svar fra sygehuset. Jeg er rigtig meget imod abort og har jeg været efter at min mor også er det. Jeg fandt ud af at jeg var gravid da jeg var ca 5 uger henne.
Jeg har snakket meget med min kæreste og med mine forældre og hans forældre omkring det med at beholde det eller få en abort. Både min kæreste og hans forældre og mine forældre siger at jeg skal have en abort.
Jeg har været rigtig ked af det fordi det ikke er det jeg ønsker. Jeg vil meget gerne beholde barnet, men jeg tør ikke sige det til dem fordi jeg er bange for at mine forældre bliver sure på mig og at min kæreste går fra mig.
Jeg har været sammen med ham nu i 7 måneder og han har altid sagt at han vil være der for mig uanset hvad der sker. Han vil ogs gerne være der hvis jeg får en abort men han er i tvivl hvis jeg beholder det.
Er der nogen der ved hvad man kan gøre i sådan en situation?
Først og fremmest tillykke med den lille og dejligt du fik talt om det med din kæreste. Men synes nu alligevel jeg vil fortælle dig min historie selvom den ikke minder om din og så alligevel..
Jeg blev gravid kort efter jeg var fyldt 18 år, havde mødt en rigtig skøn fyr som jeg bare var helt sikker på skulle være min eneste ene. Alt gik bare så hurtigt, vi flyttede sammen allerede samme dag vi fandt sammen, eller jeg var der altid og derved blev mine ting hentet derhen, da vi havde været sammen i 22 dage faldt emnet på børn, da min kæreste skulle vide at hvis han ønskede at få børn, var det ikke en fremtid som gamle vi havde sammen, for graviditet var ikke en mulighed for mig. Han fik derved også valget mellem at droppe kondomet el. bruge det, for som jeg sagde kan der ske mirakler. Min kæreste valgte at droppe kondomet.. Der gik 3 mdr og 3 dage og så fremtryllede jeg MEGET uventet en positiv test. Hele vores liv faldt sammen, for denne baby var jo ikke ønsket og hvad nu?! Min nu forlovet ønskede en abort og jeg var lidt mere i vildrede, men sprang på vognen omkring abort. Jeg kom til en scanning som skulle fastsætte hvor langt jeg var henne og hvilken form for abort jeg skulle have. Gynækologen spurgte mig om jeg var sikker i mit valg, og jeg svarede ærligt at det var jeg ikke, han bad mig bruge den næste uge på at tænke tingene igennem, for han kendte til min situation men også min meget unge alder. Jeg gik derfor hjem og satte mig til at tænke, men min forlovede stod stadig ved at han ønskede abort. Ugen gik og jeg tog igen alene til gyn. han fortalte hvordan og hvor ledes og scannede mig så igen, ved en fejl glemte han at fjerne skærmen så jeg ikke kunne se noget, så i stedet fik jeg lov at se det smukkeste hjerte slå og blev endnu en gang i tvivl og blev endnu en gang bedt om at gå hjem og tænke, jeg gik igen hjem og tænkte og blev igen enig med mig selv og kæresten om abort. Dagen kom hvor den skulle fortages, jeg tog igen alene til gyn. da min forlovede den dag ikke brugte hovedet og tog på arbejde, på vejen til gyn. ændrede jeg fuldstændig mening, jeg kunne ikke se nogen grund til at få en abort, jeg havde jo fået af vide at jeg ikke kunne få børn, og nu var muligheden der, følte ikke min forlovede støttede mig på nogen måde og vidste med mig selv jeg nok skulle klare den uanset hvad. Så jeg ringede til min forlovede og sagde tak for hjælpen og støtten, og hvordan han ville have jeg skulle have en abort med hans støtte når han ikke en gang var til stede når jeg fik de første piller?! Han kom op men han kom for sent, jeg var allerede inde hos gyn. og jeg valgte vores baby til. Da vi gik fra gyn. var jeg så fuld af forskellige følelser at jeg kiggede min forlovede direkte i øjnene, og sagde at vi her havde fået en chance som jeg ikke kunne afslå, vi havde fået muligheden for at få noget så smukt som et barn sammen, og det måske var den eneste chance vi fik, samtidig sagde jeg at han stod frit stillet til at forlade mig uden at jeg ville sige det mindste, for jeg valgte altså barnet uanset hvad, men at jeg elskede ham højt nok til at kunne give slip og han behøvede ikke have kontakt til nogle af os hvis det var det. Han kiggede på mig og sagde at han elskede mig for højt til at kunne slippe mig og skulle vi have et barn sammen, ville han være en lige så stor del af vores barns liv som jeg - om 16 dage bliver vores i første omgang uønsket, men til sidst højt ønsket og elsket søn 2 år. Denne graviditet betød dog også at jeg måtte stoppe min uddannelse da jeg blev meget alvorligt syg som følge af generne fra graviditeten og alle venner og veninder forsvandt! Det med venskaberne havde jeg tænkt igennem og så det som en mulighed for at få tømt ud, men havde aldrig i min vildste fantasi forstillet mig at alle ville forsvinde, samtidig havde jeg heller aldrig drømt om at jeg skulle stoppe en uddannelse pga. en graviditet..
Da vores dreng var 5 mdr gammel, blev jeg uventet og på p-piller gravid igen. Igen fordi min forlovede ikke lyttede og fuldte mit råd om at vi begge brugte prævention. Igen stod vi og skulle vælge, men før vi fik snakket det rigtig igennem fandt vi ud af jeg var gravid udenfor livmoderen og valget blev truffet for os, hvilket på et eller andet plan var meget rart. Det tog dog imellem tiden så hårdt på os at vi gik fra hinanden.
I et svagt øjeblik var vi for en kort stund sammen. Jeg fik med graviditeten udenfor livmoderen af vide jeg ikke måtte blive gravid inde for 3 mdr og jeg skulle afvente min menstruation før jeg kunne komme på ny prævention. Det svage øjeblik var inde for de 3 mdr, men meget tæt på 3 mdr. Jeg havde imellem tiden ikke fået min menstruation endnu og vi brugte derfor kondom. Kondomet vidste så små 2-3 uger efter at have været defekt, for jeg tog endnu en test som jeg forventede var negativ og derved ville bekræfte mig i at min menstruation var på vej, den vidste dog jeg var gravid. Jeg stod nu som single, ung mor og med nystartet uddannelse og skulle igen træffe et valg som var svært, faderen ville igen ikke have barnet, men ham tænkte jeg ikke så meget på, mine tanker gik nu både på min søn, det ufødte barn og mig selv. Hvilken barndom og hvilket liv ville jeg byde børnene, og ville jeg kunne klare to små børn alene? Egoistisk set ville jeg beholde der ufødte barn, men jeg ville simpelthen ikke kunne byde min søn at få endnu et barn og kun være nogenlunde tilstrækkelig og jeg ville heller ikke byde det ufødte barn et liv som uønsket fra fars side af, som jeg jo egentlig havde budt min søn til at starte med. Så jeg valgte en abort tiltrods for at jeg egentlig er imod det, men det var nødvendigt for begge børns skyld! Jeg gik kort efter ned med stress og måtte igen stoppe uddannelse.
Vi fandt dog sammen igen og tog snakken om tingene vi havde været igennem og hvad vi ville gøre hvis det nu skulle ske igen, vi blev enige om at blev jeg gravid igen måtte vi beholde, da ingen af os vil kunne klare endnu et forløb med abort og at vi så måtte gå ind i det med indstillingen der hedder 'Vi klare det sammen'. Og ja nu venter vi så en dreng mere, igen uplanlagt, men alligevel ønsket og vi er sluppet for tvivlen, vi ved vi nok skal klare den sammen, for vi har trods alt klaret os igennem alt muligt andet. Jeg har denne gang ikke måtte stoppe en uddannelse, men jeg har måtte udsætte den, da jeg igen er blevet syg af generne fra graviditeten..
For os har det ikke kun været hårdt at skulle træffe vores valg og leve med dem, men det har også været hårdt at skulle snakke om en masse ting så tidligt i et forhold, at se hvordan venner har vendt os ryggen, men også det faktum at vi aldrig rigtig 100% for fået lov til at være nyforelsket og leve livet som ungt par uden ansvar..
Jeg vil aldrig råde andre unge til at få børn så hurtigt i et forhold, men jeg vil heller ikke råde til en abort. Jeg vil råde til at mange tænker alt godt igennem, og tænker på hvor stærkt et menneske man er alene og hvor stærk man er som par. Faderen har lige så stor en del at sige og rolle i alt fra valget om barn såvel som abort..
Jeg håber for jeres barns vedkommende at I begge vil klare opgaven flot, om I så skal forblive par eller ej, at I begge vil tage lige stor del og ansvar i dette her og at I ikke mindst står sammen når livet bliver lidt surt, for det er ikke nemt at være unge forældre, ikke nok med at man skal klare opgaven på lige fod med med andre forældre, skal man også klare dumme kommentarer, fordømmende blikke, en evt. uddannelse..
Et godt råd jeg dog vil komme med: Glem nu ikke hinanden, glem nu ikke at være jer selv og giv plads til hinanden, at give hinanden og jer begge på samme tid lov til at være unge. Lad ikke alt ende op i graviditet, baby, bæ/ble, amming/flaske..
Mange tanker og alt muligt held og lykke til jer
