Åh GUD hvor jeg forstår dig!!!!
Jeg aborterede selv spontant lige før nakkefoldsscanningen for knap 3 måneder siden og har før det gennemgået en biokemisk graviditet. Jeg er allerede gravid igen, men det er meget tidligt og jeg kan slet ikke være rigtigt glad.
Jeg var ovenud lykkelig, da jeg så den ekstra streg på testen, men nu glider det hele tiden over i bekymring og ængstelse. Jeg tør ikke knytte mig til "den" og har svært ved at tænke på mig selv som gravid. Når min kæreste snakker om det, glider jeg ofte af, fordi det er for uvirkeligt. Jeg holder ikke til at miste igen!
Min kusine har spyttet to unger ud lige i rap, uden at være det mindste bange, det gik perfekt. Hun ved, hvad der er sket for mig, men kan ikke forholde sig ikke til det, og samme dag, hun fandt ud af, hun var gravid, vidste hele Facebook det. Jeg følte på én eller anden dum måde at hun hånede mig, når hun har set fra første parket hvor galt det kan gå, men altså, sådan ser hendes virkelighed jo bare ikke ud! Kvinder med din og min baggrundshistorie vil simpelthen have det kors at bære, at vi vil være bange! Og hvis vi ikke var bange efter sådan nogle barske omgange, skulle vi nok heller ikke have børn. 
Jeg kan relatere til alt det, du skriver, du er IKKE alene! Og jeg synes absolut IKKE, det er pinlige eller forbudte tanker. Tværtimod helt naturlige og sunde tanker. - Altså igen set i bakspejlet af din forhistorie.
Stort 
fra mig... og 
til os begge!!
Anmeld
