"Forbudte tanker og følelser" - Intenst at være gravid..

Du må aldrig skamme dig over dine tanker søde, og jeg ved det er svært. Jeg har otte uger tilbage og tør stadig ikke altid tro på det, og jeg har ikke engang været igennem det du har.

 

Du bliver en fantastisk mor det er jeg slet ikke i tvivl om, og alene det at du tænker tanken overbeviser mig om dette.

 

Du har mit nummer og jeg vil hellere end gerne snakke med dig, du har gang i mange store ting i dit liv lige nu og du skal gerne kunne nyde det hele

Frk-Lotusblomst skriver:

Bliver nødt til at komme ud med mine tanker...Eller hvad man skal kalde det...

Jeg er gravid, 18+2, med ønskebebs, en lille pige.. Som mange af jer sikkert ved, mistede vi desværre 2 gange inden denne graviditet..

Jeg burde være glad.. jeg burde være LYKKELIG!! Jeg burde være overgearet af ren sprudlende energi over at være gravid..
- Virkeligheden er dog en anden... Jeg er såååååå bange....
Bange for at det pludselig skal blive opdaget at det er gået galt igen.. Ingen hjerteaktivitet.. Bange for om der er noget galt med hende, så vi skal tage et svært valg..Virkelig mange for at miste hende...

Når folk siger tillykke med skinger stemme til min kæreste og jeg og han kommer i den der overgearet lykketilstand står jeg bare og trækker forsigtigt på smilebåndet..Føler folk tror jeg ikke ønsker dette.. men det gør jeg jo...Prøver engang imellem at virke overgearet, alt imens tankerne og følelserne løber af med mig indeni.. *PAS NU PÅ MED AT GLÆDE DIG FOR MEGET""* Jeg er bare sååå bange for at knytte mig til hende.. Bange for at tro på det.. Bange for at blive til grin igen..
Og jeg SKAMMER mig forfærdeligt over det...

Har netop lagt 30 min på sofaen hvor der har været gang i lillepigen.. Men hver gang hun så er stille igen tænker jeg: "Var det nu også hende, pas nu på med ikke at tro for meget for du bliver så meget til grin når i til MD-scanningen opdager hun har været "gået til" siden uge 16.. "..

Min kæreste er hurtigt ude med indkøb og indretning. Vi havde købt mange ting mellem de mislykkede graviditeter og nu er vi faktisk næsten færdige.. Han har samlet møbler osv. der står klar på værelset.. Jeg hopper bare med på det, men det trækker indeni mig.. Tænk nu hvis det heller ikke går denne gang..

Så får jeg tankerne - er jeg overhovedet klar til det her? Kan jeg magte at blive mor? Tvivlen overvælder mig?! og når tankerne har lagt sig, tænker jeg: Gad vide om hun nu dør, fordi jeg har haft de tanker...- Skal jeg straffes for det...

Alt hvad jeg gør og tænker analyserer jeg til om det kan påvirke graviditeten så vi igen mister........ Jeg håber den snartkommende MD-scanning kan give mig noget ro.. At den viser alt er ok.. At jeg der kan begymde at knytte mig til det skønne væsen der vokser indeni mig.. Gud hvor ejg skammer mig...
Hvorfor skal jeg være såååå bange.......

Sidder med tårer i øjnene, for det er hårdt at skrive dette.. En erkendelse af at tabene stadig sidder tungt i mig på trods af at jeg troede alt ville blive godt når jeg blev gravid igen.. Men frygten sidder i mig og skaber mere distance mellem os end bånd... :/
Alt imens min lille livlige pige giver mig nogen kærlige puf i mavsen og jeg så alligevel trækker på smilebåndene og ligger hånden på maven...Og så kommer den der lille "stemme" igen og siger. *Pas nu på, for er det nu virkelig hende*...

Vil ikke så meget med dette.. Nok bare få det ud..

Jeg har også været hvor du er nu. Pga ens tidligere erfaringer så tør man slet ikke tro på at det kan gå godt. Hos mig selv var det desværre hele graviditeten der var som du beskriver det. Jeg tænkte, at når jeg nu var så og så langt henne så kunne jeg slappe mere af. Men desværre var jeg bange under hele graviditeten helt indtil hun var ude. Jeg har derfor ingen gode råd. Vi fik ekstra scanninger i starten pga de gange jeg havde mistet men da vi kom længere hen betalte vi selv for nogle ekstra scanninger, simpelthen fordi det gav mig ro i sindet. Det var gode penge givet ud. Andet semester var det nemmeste fordi man nemmest kunne mærke hende bevæge sig rundt.

Du er ikke alene! Men du må bare passe på det ikke overtager dit liv alt for meget. Din frygt har ikke noget at gøre med, at du ikke ønsker barnet. Det er en måde at prøve at beskytte dig mod en evt ny sorg.

Held og lykke med det hele.

 

Camilla

www.foto-paa-laerred.dk

Med det du har været igennem er det ganske naturligt at du er BANGE! Har selv været der... mistede dog forholdsvis tidligt, men det var et hårdt slag. Jeg ønsker dig alt det bedste... ♥ KÆMPE KÆMPE kram herfra

Lige indtil jeg havde været til min NF scanning var jeg nærmest besat af, at skulle tage tests hele tiden.. Jamen hvad nu hvis hjertet ikke slog, og hvad nu hvis og hvad nu hvis..

Jeg tror det er helt almindeligt, at man får de tanker, jeg er førstegangs gravid, så jeg er jo helt grøn i alle de her følelser, og jeg har heller ikke prøvet at miste før..

Jeg er nu helt sikker på, at hun har det godt derinde, og hun glæder sig til at komme ud til sin søde mor og far!

Du skal have alt mulig held og lykke med både bebs og dine følelser og tanker, håber det ændres når du har været til MD

 

10000000  herfra!

Jeg kan godt genkende dine tanker - og jeg har kun mistet een gang. Jeg havde ikke købt en eneste ting, før efter uge 20 - jeg turde simpelthen ikke. Til md-scanning var jeg også sikker på, at vi ville få noget forfærdeligt at vide. Det er først nu hvor jeg er over halvvejs, at jeg rigtig tør at glæde mig.

Med dine oplevelser er der ikke noget at sige til, at du tænker sådan - du skal ikke skamme dig over det.

Men selvfølgelig kommer det til at gå helt perfekt! 

Frk-Lotusblomst skriver:

Bliver nødt til at komme ud med mine tanker...Eller hvad man skal kalde det...

Jeg er gravid, 18+2, med ønskebebs, en lille pige.. Som mange af jer sikkert ved, mistede vi desværre 2 gange inden denne graviditet..

Jeg burde være glad.. jeg burde være LYKKELIG!! Jeg burde være overgearet af ren sprudlende energi over at være gravid..
- Virkeligheden er dog en anden... Jeg er såååååå bange....
Bange for at det pludselig skal blive opdaget at det er gået galt igen.. Ingen hjerteaktivitet.. Bange for om der er noget galt med hende, så vi skal tage et svært valg..Virkelig mange for at miste hende...

Når folk siger tillykke med skinger stemme til min kæreste og jeg og han kommer i den der overgearet lykketilstand står jeg bare og trækker forsigtigt på smilebåndet..Føler folk tror jeg ikke ønsker dette.. men det gør jeg jo...Prøver engang imellem at virke overgearet, alt imens tankerne og følelserne løber af med mig indeni.. *PAS NU PÅ MED AT GLÆDE DIG FOR MEGET""* Jeg er bare sååå bange for at knytte mig til hende.. Bange for at tro på det.. Bange for at blive til grin igen..
Og jeg SKAMMER mig forfærdeligt over det...

Har netop lagt 30 min på sofaen hvor der har været gang i lillepigen.. Men hver gang hun så er stille igen tænker jeg: "Var det nu også hende, pas nu på med ikke at tro for meget for du bliver så meget til grin når i til MD-scanningen opdager hun har været "gået til" siden uge 16.. "..

Min kæreste er hurtigt ude med indkøb og indretning. Vi havde købt mange ting mellem de mislykkede graviditeter og nu er vi faktisk næsten færdige.. Han har samlet møbler osv. der står klar på værelset.. Jeg hopper bare med på det, men det trækker indeni mig.. Tænk nu hvis det heller ikke går denne gang..

Så får jeg tankerne - er jeg overhovedet klar til det her? Kan jeg magte at blive mor? Tvivlen overvælder mig?! og når tankerne har lagt sig, tænker jeg: Gad vide om hun nu dør, fordi jeg har haft de tanker...- Skal jeg straffes for det...

Alt hvad jeg gør og tænker analyserer jeg til om det kan påvirke graviditeten så vi igen mister........ Jeg håber den snartkommende MD-scanning kan give mig noget ro.. At den viser alt er ok.. At jeg der kan begymde at knytte mig til det skønne væsen der vokser indeni mig.. Gud hvor ejg skammer mig...
Hvorfor skal jeg være såååå bange.......

Sidder med tårer i øjnene, for det er hårdt at skrive dette.. En erkendelse af at tabene stadig sidder tungt i mig på trods af at jeg troede alt ville blive godt når jeg blev gravid igen.. Men frygten sidder i mig og skaber mere distance mellem os end bånd... :/
Alt imens min lille livlige pige giver mig nogen kærlige puf i mavsen og jeg så alligevel trækker på smilebåndene og ligger hånden på maven...Og så kommer den der lille "stemme" igen og siger. *Pas nu på, for er det nu virkelig hende*...

Vil ikke så meget med dette.. Nok bare få det ud..

Hej...

Ville lige sende dig et kram og en tanke. Vi har ikke decideret mistet, men været igennem et opslidende behandlingsforløb som mislykkedes en del gange. Så jeg kan så godt sætte mig ind i dine tanker. Jeg var også temmelig bekymret og havde så svært ved at være lykkelig over det. Specielt også fordi ejg i min graviditet fra uge 6 til uge 16/17 var ramt af VOLDSOM graviditetskomplikationer. Jeg havde det så skidt, konstant kvalme, monster madlede, opkastninger og svimmelhed. Jeg var stort set sengeliggende alle 10 uger. Jeg synes faktisk slet ikke det var fedt og der gik laaaaang tid inde jeg kunne nyde min graviditet. Men det kom stille og roligt.  Håber også du stille og roligt får tilliden til at alt er som det skal være og kan nyde det lille liv der spirer i din mave. Jeg kan helt sikkert fortælle dig at det er det hele værd og jeg gør det absolut igen, også selvom forløbet bliver lige så slemt.  Felix er nu 7,5 mdr og SÅ skøn.

KH Malene

Frk-Lotusblomst skriver:

Bliver nødt til at komme ud med mine tanker...Eller hvad man skal kalde det...

Jeg er gravid, 18+2, med ønskebebs, en lille pige.. Som mange af jer sikkert ved, mistede vi desværre 2 gange inden denne graviditet..

Jeg burde være glad.. jeg burde være LYKKELIG!! Jeg burde være overgearet af ren sprudlende energi over at være gravid..
- Virkeligheden er dog en anden... Jeg er såååååå bange....
Bange for at det pludselig skal blive opdaget at det er gået galt igen.. Ingen hjerteaktivitet.. Bange for om der er noget galt med hende, så vi skal tage et svært valg..Virkelig mange for at miste hende...

Når folk siger tillykke med skinger stemme til min kæreste og jeg og han kommer i den der overgearet lykketilstand står jeg bare og trækker forsigtigt på smilebåndet..Føler folk tror jeg ikke ønsker dette.. men det gør jeg jo...Prøver engang imellem at virke overgearet, alt imens tankerne og følelserne løber af med mig indeni.. *PAS NU PÅ MED AT GLÆDE DIG FOR MEGET""* Jeg er bare sååå bange for at knytte mig til hende.. Bange for at tro på det.. Bange for at blive til grin igen..
Og jeg SKAMMER mig forfærdeligt over det...

Har netop lagt 30 min på sofaen hvor der har været gang i lillepigen.. Men hver gang hun så er stille igen tænker jeg: "Var det nu også hende, pas nu på med ikke at tro for meget for du bliver så meget til grin når i til MD-scanningen opdager hun har været "gået til" siden uge 16.. "..

Min kæreste er hurtigt ude med indkøb og indretning. Vi havde købt mange ting mellem de mislykkede graviditeter og nu er vi faktisk næsten færdige.. Han har samlet møbler osv. der står klar på værelset.. Jeg hopper bare med på det, men det trækker indeni mig.. Tænk nu hvis det heller ikke går denne gang..

Så får jeg tankerne - er jeg overhovedet klar til det her? Kan jeg magte at blive mor? Tvivlen overvælder mig?! og når tankerne har lagt sig, tænker jeg: Gad vide om hun nu dør, fordi jeg har haft de tanker...- Skal jeg straffes for det...

Alt hvad jeg gør og tænker analyserer jeg til om det kan påvirke graviditeten så vi igen mister........ Jeg håber den snartkommende MD-scanning kan give mig noget ro.. At den viser alt er ok.. At jeg der kan begymde at knytte mig til det skønne væsen der vokser indeni mig.. Gud hvor ejg skammer mig...
Hvorfor skal jeg være såååå bange.......

Sidder med tårer i øjnene, for det er hårdt at skrive dette.. En erkendelse af at tabene stadig sidder tungt i mig på trods af at jeg troede alt ville blive godt når jeg blev gravid igen.. Men frygten sidder i mig og skaber mere distance mellem os end bånd... :/
Alt imens min lille livlige pige giver mig nogen kærlige puf i mavsen og jeg så alligevel trækker på smilebåndene og ligger hånden på maven...Og så kommer den der lille "stemme" igen og siger. *Pas nu på, for er det nu virkelig hende*...

Vil ikke så meget med dette.. Nok bare få det ud..

stooort  til dig! .. Jeg ville ikke kunne beskrive den følelse du sidder med bedere  selv! ... 

Jeg ser mig selv i det du skriver søde og det er forfærdeligt! .. Det tankemønsker er vanvittig svært at få vendt og jeg har endnu ingen opskrift på hvordan man skal få det bedere... 

Jeg har faktisk først været i "ro" her efter uge 30. 

du skal ikke skamme dig over at have de følelser og tanker det er helt naturligt selv for kvinder der ikke har tabt nogle graviditeter. Man ville ønske det hele bare var en drøm og overvældende lykke, ligesom omgivelserne foregiver og synes det er. 

Båndet imellem dig og din lille pige er der allerede selvom du ikke føler det, ellers ville du ikke bekymre dig om hende. 

du er velkommen til at skrive til mig på Pb eller andeet, for det er en meget hård periode du gennemgår lige nu. 

Jeg håber du får mere ro på efter Md scanningen er sikker på alt nok skal være i orden kæmpe  fra mig.

Årh hvor kan jeg så meget følge dig ..
Jeg var igennem en selvvalgt abort ret kort tid efter mit barn kom til verdnen , trods brug af prævention så blev jeg åbenbart gravid alligevel ..

Da vi så træf valget om at prøve og få en lille mere , skulle det slet ikke gå så nemt , 6 måneder tog det før en ny graviditet ikke særlig længe nej , lykken var stor og glæden endnu større , men det skulle vise sig at jeg skulle begynde og bløde i 5 uge kontaktede lægen og blev scannet alt så normalt ud , jeg var igen lykkeligt , men jeg blødte fortsat , jeg begyndte at få mistanke til noget var galt , det skulle tage sygehuset 6 uger at finde ud af at mit lille foster var gået til i allerede 4 uge altså det var jo lige efter jeg havde testet positivt .. jeg skulle igennem den tunge gang af en medicinsk abort . Jeg var ødelagt og grædefærdig ..
Jeg var så så heldig at stå med de positiv test bare 2 måneder senere .. jeg blev overvældet af frygt bange og meget mere .. så om nogen forstår jeg dig virkelig til fulde ..
JEg er over de første 30 uger , men frygten for min lille baby er syg er død osv selvom jeg mærker liv dagligt den er der stadig i stor grad ..

Jeg synes det er så forfærdeligt det du har været igennem og så to gange ..

Du skal have en stor krammer fra mig og de bedste ønsker om at den lille pige er helt sund og rask ..

Frk-Lotusblomst skriver:

Bliver nødt til at komme ud med mine tanker...Eller hvad man skal kalde det...

Jeg er gravid, 18+2, med ønskebebs, en lille pige.. Som mange af jer sikkert ved, mistede vi desværre 2 gange inden denne graviditet..

Jeg burde være glad.. jeg burde være LYKKELIG!! Jeg burde være overgearet af ren sprudlende energi over at være gravid..
- Virkeligheden er dog en anden... Jeg er såååååå bange....
Bange for at det pludselig skal blive opdaget at det er gået galt igen.. Ingen hjerteaktivitet.. Bange for om der er noget galt med hende, så vi skal tage et svært valg..Virkelig mange for at miste hende...

Når folk siger tillykke med skinger stemme til min kæreste og jeg og han kommer i den der overgearet lykketilstand står jeg bare og trækker forsigtigt på smilebåndet..Føler folk tror jeg ikke ønsker dette.. men det gør jeg jo...Prøver engang imellem at virke overgearet, alt imens tankerne og følelserne løber af med mig indeni.. *PAS NU PÅ MED AT GLÆDE DIG FOR MEGET""* Jeg er bare sååå bange for at knytte mig til hende.. Bange for at tro på det.. Bange for at blive til grin igen..
Og jeg SKAMMER mig forfærdeligt over det...

Har netop lagt 30 min på sofaen hvor der har været gang i lillepigen.. Men hver gang hun så er stille igen tænker jeg: "Var det nu også hende, pas nu på med ikke at tro for meget for du bliver så meget til grin når i til MD-scanningen opdager hun har været "gået til" siden uge 16.. "..

Min kæreste er hurtigt ude med indkøb og indretning. Vi havde købt mange ting mellem de mislykkede graviditeter og nu er vi faktisk næsten færdige.. Han har samlet møbler osv. der står klar på værelset.. Jeg hopper bare med på det, men det trækker indeni mig.. Tænk nu hvis det heller ikke går denne gang..

Så får jeg tankerne - er jeg overhovedet klar til det her? Kan jeg magte at blive mor? Tvivlen overvælder mig?! og når tankerne har lagt sig, tænker jeg: Gad vide om hun nu dør, fordi jeg har haft de tanker...- Skal jeg straffes for det...

Alt hvad jeg gør og tænker analyserer jeg til om det kan påvirke graviditeten så vi igen mister........ Jeg håber den snartkommende MD-scanning kan give mig noget ro.. At den viser alt er ok.. At jeg der kan begymde at knytte mig til det skønne væsen der vokser indeni mig.. Gud hvor ejg skammer mig...
Hvorfor skal jeg være såååå bange.......

Sidder med tårer i øjnene, for det er hårdt at skrive dette.. En erkendelse af at tabene stadig sidder tungt i mig på trods af at jeg troede alt ville blive godt når jeg blev gravid igen.. Men frygten sidder i mig og skaber mere distance mellem os end bånd... :/
Alt imens min lille livlige pige giver mig nogen kærlige puf i mavsen og jeg så alligevel trækker på smilebåndene og ligger hånden på maven...Og så kommer den der lille "stemme" igen og siger. *Pas nu på, for er det nu virkelig hende*...

Vil ikke så meget med dette.. Nok bare få det ud..

Jeg havde det på nøjagtig samme måde som dig, jeg havde en MA inden min nyligt afsluttede graviditet, og kunne ikke andet end være bekymret og hysterisk! Jeg var på fødegangen jævnligt fordi jeg følte mig usikker, købte mig til adskillige scanninger, og selv efter jeg har fået en baby i armene, er jeg bange for at miste hende! Først nu 6 uger efter fødslen, begynder jeg at slappe lidt af .. Tror declerq det følger med når man har oplevet aborter :/ men synes du skal prøve om du via jordemoderen måske kan snakke om det, eller komme til en psykolog så du kan få det bearbejdet!? Det skulle jeg have gjort, for jeg nød slet ikke graviditeten :/ og nu efter hun er kommet, er jeg ked af eg ikke nød det mere .. Husk at det er ok at bede om hjælp, at det er bedre end at gå og holde det inde