Anonym skriver:
Hej!
Jeg er sammen med min mand nu på 11. år, har 2 børn sammen, elsker ham ufatteligt meget, har rigtig dejlig sex mindst 2 gange om ugen, snakker sammen, hygger sammen, har fælles venner, interesser og ved at det bare er os der skal være sammen 
"Desværre" har jeg nok ødelagt det af 
Jeg blev kontaktet af min ekskæreste for 3 år siden, og med jævne mellemrum har vi set hinanden, snakket sammen, drukket kaffe, kysset og krammet (han giver det BEDSTE krammere!) og for 2 år siden havde vi sex op til flere gange.
Jeg blev så gravid med min mand (den er god nok, det er hans), så jeg valgte at stoppe forholdet til ekskæresten. Men da min yngste datter var 6 mdr. gammel, og vi var inde og shoppe i byen, så mødte jeg ham igen. Han så mere pragtfuld ud end nogensinde!!
Vi drak endnu engang kaffe sammen og snakkede i en 2-3 timer Måtte så hjem og hente den ældste datter i dp. Men vi aftalte at vi skulle ses igen!
Dagen efter sås vi, snakkede igen i et par timer, og pludselig tog han om mig og gav mig det varmeste kram - ku`mærke, jeg havde manglet et eller andet i min hverdag, og det viste sig at være ham. Han fortsatte så med og kysse mig, og jeg stoppede ham ikke. Jeg ELSKEDE det! Ville bare slet ikke hjem
Nu står jeg så i den situation at jeg tror, jeg elsker ham 
Fik jeg fortalt at han har en kone og 4 børn? 
Bryder man bare kontakten, og "tager til takke" med det, man har? De kloge siger jo, at man ved hvad man har, men ikke ved hvad man får 
Sådan noget lort!!
Jeg synes du skal tage 100% udgangspunkt i dig selv.... Altså kan du ikke pt gå op i om elskeren har kone og børn fx...
Dit ansvar er for dig selv og dine børn samt din mand...
DIG: du trives tydeligt ikke i det liv du har med din mand - ellers havde du helt givet ikke haft et behov, der så klart kan mættes af en anden mand -> mit råd: forlad din mand og find ud af hvem du er og hvad du vil
DINE BØRN: her skal trædes varsomt! Jeg vil aldrig anbefale at man skal lyve overfor sine børn, men her tror jeg det er vigtigt at forklare at mor og far elsker hinanden og børnene men at mor har brug for at være alene (eller hvad der passer til børn i den størrelse)
Af respekt til dem mener jeg også det er essentielt ikke fx at introducere dem for elskeren eller involvere dem i hemmeligheder - det må ligge på den voksnes skulder alene
DIN MAND: Eftersom I er gifte og han har viet 11 år af sit liv til at leve i de løfter og i det liv i to har, så skylder du ham den respekt det er at forlade ham - du skylder ham sandheden - måske ikke hele sandheden, da det oftest mere er for eget behov... men han skal vide at I ikke kan være sammen og hvorfor
Om det så skal være dig og elskeren eller ej er i mine øjne fuldstændig ligegyldigt lige nu... du har plejet dit eget behov på en uhensigtsmæssig måde ift dine børn og din mand og i det hele taget det familieilv du er i... derfor skylder du først og fremmest at være til stede i de problemer der er der.... hvad fremtiden bringer er ikke til at sige - og hans familie er hans rod
Håber du kunne bruge det til noget 
og held og lykke med de svære beslutninger og samtaler som jeg håber du tager - ingen fortjener at leve på en løgn, hverken dig, elskeren eller de tilhørende familier
