Hele sandheden om graviditet.

Jeg synes det er dejligt at være gravid - denne gang og også sidst. Dog vil jeg sige at jeg synes det har været hårdere denne gang, fordi jeg har en datter på nu 2,5 år som jo kræver en masse opmærksomhed og gør at man ikke bare kan smide benene op når man lige føler for det. Jeg har ikke været plaget af smerter, vand i kroppen eller andet, men nu, hvor jeg er 37+2 sover jeg ikke længere så godt og jeg er begyndt at blive træt i løbet af dagen. Men det er jo normalt og jeg kan se en ende på det.

Jeg synes det er meget blandet, hvordan mine veninder har oplevet det at være gravid, nogen har haft en forfærdelig graviditet og andre har ikke været så besværet.

-Sigrid- skriver:

Jeg havde det også dårligt

Jeg snakkede med en kvinde som sagde "graviditet er jo ikke en sygdom", og så svarede jeg at nej det var det ikke, men hvis man ikke var gravid så var man syg hvis man kastede meget op og fx havde rygproblemer, jamen så var man så syg at man helt sikkert ikke skulle arbejde. Men fordi man har et andet menneske i sin mave så er man ikke syg?

Hun gav mig ret, og kommenterede det ikke mere ^^

Det var et rigtig godt svar

Tulle28 skriver:

Jeg synes det er dejligt at være gravid - denne gang og også sidst. Dog vil jeg sige at jeg synes det har været hårdere denne gang, fordi jeg har en datter på nu 2,5 år som jo kræver en masse opmærksomhed og gør at man ikke bare kan smide benene op når man lige føler for det. Jeg har ikke været plaget af smerter, vand i kroppen eller andet, men nu, hvor jeg er 37+2 sover jeg ikke længere så godt og jeg er begyndt at blive træt i løbet af dagen. Men det er jo normalt og jeg kan se en ende på det.

Jeg synes det er meget blandet, hvordan mine veninder har oplevet det at være gravid, nogen har haft en forfærdelig graviditet og andre har ikke været så besværet.

Ja, det er utroligt så forskelligt kvinder reagerer

Amandas-mor skriver:

Det var et rigtig godt svar

Det syntes jeg også selv

ingen graviditeter er jo ens

Men der er nok en tendens til at tænke; arh, så slemt kan det jo ikke være, det er jo et barn du venter, det må være den bedste tid i dit liv, og så brokker du dig! - hvilket jeg også synes er lidt fjollet. Jeg vil gerne have lov at brokke mig! Jeg vil gerne have lov at fortælle folk, hvor slemt jeg har det, hvis jeg har det slemt! det gør de jo også, hvis de har influensa.

Amandas-mor skriver:

Dette er ikke et brokke indlæg og det er ikke for at få det til at lyde som en negativ oplevelse at være gravid. Det at få et barn er uden tvivl en af de største og bedste oplevelser i livet. Dette indlæg er mere tænkt som et forsøg på at afbalancere den ofte meget ensidigt positive fremstilling.

Jeg føler tit at det er som om det er forbudt at sige noget negativt om det at være gravid. Selv blandt meget tætte veninder eller familiemedlemmer er der ofte sådan en tendens til at man bliver hugget ned med kommentaren at "nu er graviditet jo ikke en sygdom".

Det er næsten sådan en uskreven regl at man ikke siger noget negativt og når nogen spørger om det ikke er vidunderligt at være gravid så fortsætter man i samme spor og udelukkende positivt sådan som det forventes. Jeg syntes at det burde være mere socialt acceptabelt at komme frem med de trælse ting også. For der er jo alle mulige trælse symptomer.

Kvinder der har født børn er faktisk de værste syntes jeg. De vil næsten altid fortælle at "de aldrig har været lykkeligere end da de var gravide og nok var fødslen slem, men det glemmer man hurtigt".

Jeg tror virkelig at det er sandt at man glemmer det. Jeg kan ikke engang huske hvordan veer føles (andet end at det gjorde vildt ondt) og jeg havde komplet fortrængt hvor hæslig min første graviditet var indtil jeg nu blev gravid igen (denne gang går det heldigvis meget, meget bedre indtil videre).

Jeg syntes at det er vildt hårdt at være gravid, især her de første 3 mdr og jeg har et par sekunder hver eneste dag hvor jeg tænker "shit hvis jeg havde husket at det var så hårdt ville jeg så have gjort det alligevel?" Forstå mig ret, det er kun et par sekunder og self. elsker jeg barnet i maven og vil gerne have det. Men benhårdt er det. Det er bare som om det er totalt tabu emne at det er pisse hårdt også. Og jeg oplever også at når andre spørger til min graviditet at jeg så sugar coater det og fremhæver alt det positive og glade. De ser jo ikke om aftenen at jeg bare er gået kold på sofaen af træthed. Dermed ligner jeg jo en super gravid ud af til selv om jeg er meget meget menneskelig i virkeligheden. De andre gravide virker også som super gravide og som om de har styr på alt. Jeg tænker bare på om de måske også faker/lægger udelukkende vægt på det positive når de viser ansigtet ud ad til?

Er du super woman for real, eller syntes du også at det er vildt hårdt (og skønt self.) at være gravid og ville gerne at det var mere ok at melde ud at det er hårdt?

Det er muligt at være anonym.

TAK!!! for dit indlæg! Jeg har haft det på præcis samme måde!

Min mand og jeg har fået hjælp til at blive gravide og det er som om det gør at folk synes at så må man SLET ikke brokke sig!!!

Vores/min historie (prøver at gøre det kort og i punktform )

1: Et års prøven på den "naturlige" måde uden held

2: En tur til lægen der sendte os begge videre til udredning

3: Jeg bliver undersøgt i alle ender og kanter og der er ingen problemer hos mig

4: Manden bliver undersøgt og efter MANGE undersøgelser, prøver osv finder man ud af at han har en kromosomfejl der gør ham steril

5: To år efter start, skal vi beslutte os for at vælge mellem 3 muligheder ; Adoption, Inseminering med donorsæd eller et liv uden børn. Vi vælger Inseminering.

6: Starter inseminering hos CFC på nørrebro. Bliver gravid efter 5 HÅRDE måneder! (mange op og nedture + bivirkninger)

7: Positiv test nytårsaftens morgen 2012

8: Første cirka 16-17 uger forløber stort set uden gener!

9: Derefter bryder helvedet løs!!! Rygsmerter, bækkenløsning, hoftesmerter, knæsmerter, halsbrand, Karpal tunnel syndrom, ødemer, huddimser, hæmorider, søvnløshed OG lige tilat toppe det af : Blev fyret fra mit arbejde!

10: i uge 35+36 efter 14 dage med kun 3-4 timers søvn hver anden nat. bliver jeg undrsøgt på Hvidovre og hos jordemoder og får at vide at grundet barnets store størrelse og at han vender opad er det bedst at få PK ( havde ellers håbet på alm fødsel) På dette tidspunkt brød jeg bare sammen af lettelse over at få det overstået så hurtigt som muligt!

11- Er nu sat til PK d.20/8 2012

 

Vi er SÅ taknemmelige for at vi får vores ønskebarn og glæder os som vanvittige til at få ham! Men..........NEVER AGAIN!!!!!

Jeg er nu mest bare træt af de der øko-spelt-mødre, der synes at have fået patent på, hvordan man er en rigtig gravid og mor. Og når man så fortæller dem, at man ikke har tænkt sig at amme sit barn, ikke fordi jeg ikke kan, men fordi jeg simpelthen ikke kan lide det - så er der ingen grænser for forargelsen. Pas jer selv, mens jeg sidder og hygger med en flaske! Nå!

Jeg er ked af at høre, at du føler at du ikke kan brokke dig over at være gravid. Jeg har selv haft 2 fantastiske graviditeter og er igang med den 3. Jeg elsker at være gravid og selvom fødslen af dem er sindssyg og jeg græder snot hver gang har jeg intet problem med at udsætte mig selv for det, for jeg ved jeg kan.

Min svigerinde sagde igennem alle hendes graviditeter at hun hadede at være gravid. Hun hadede det og kunne slet ikke overskue at skulle gå rundt og være det i 9 mdr. Så tror altså bare, at man skal kunne være åben overfor andres synspunkter. For selvfølgelig har graviditeten intet med at gøre om man elsker sine børn bagefter

Sørens skriver:

TAK!!! for dit indlæg! Jeg har haft det på præcis samme måde!

Min mand og jeg har fået hjælp til at blive gravide og det er som om det gør at folk synes at så må man SLET ikke brokke sig!!!

Vores/min historie (prøver at gøre det kort og i punktform )

1: Et års prøven på den "naturlige" måde uden held

2: En tur til lægen der sendte os begge videre til udredning

3: Jeg bliver undersøgt i alle ender og kanter og der er ingen problemer hos mig

4: Manden bliver undersøgt og efter MANGE undersøgelser, prøver osv finder man ud af at han har en kromosomfejl der gør ham steril

5: To år efter start, skal vi beslutte os for at vælge mellem 3 muligheder ; Adoption, Inseminering med donorsæd eller et liv uden børn. Vi vælger Inseminering.

6: Starter inseminering hos CFC på nørrebro. Bliver gravid efter 5 HÅRDE måneder! (mange op og nedture + bivirkninger)

7: Positiv test nytårsaftens morgen 2012

8: Første cirka 16-17 uger forløber stort set uden gener!

9: Derefter bryder helvedet løs!!! Rygsmerter, bækkenløsning, hoftesmerter, knæsmerter, halsbrand, Karpal tunnel syndrom, ødemer, huddimser, hæmorider, søvnløshed OG lige tilat toppe det af : Blev fyret fra mit arbejde!

10: i uge 35+36 efter 14 dage med kun 3-4 timers søvn hver anden nat. bliver jeg undrsøgt på Hvidovre og hos jordemoder og får at vide at grundet barnets store størrelse og at han vender opad er det bedst at få PK ( havde ellers håbet på alm fødsel) På dette tidspunkt brød jeg bare sammen af lettelse over at få det overstået så hurtigt som muligt!

11- Er nu sat til PK d.20/8 2012

 

Vi er SÅ taknemmelige for at vi får vores ønskebarn og glæder os som vanvittige til at få ham! Men..........NEVER AGAIN!!!!!

Søde dig hvor jeg føler med dig. Kæmpe kram

Måske er det ikke en stor trøst nu, men jeg lover dig, at når det hele er overstået, og din knægt er måske 3 mdr gammel så vil du se på ham med store tårer i øjnene af lykke og sige (og virkelig mene det) at han var det hele værd. Når det er hårdt nu, så tænk fremad hele tiden. Tænk på at når han måske er omkring 3 mdr gammel og det er på afstand så bliver det fantastisk (For mange bliver det jo også fantastisk længe før der er gået 3 mdr, jeg tænker bare altid 3 mdr fordi det er der omkring ens hormoner falder lidt på plads igen og man begynder at blive sig selv tit).

Det mest mærkelige er faktisk at naturen er indrettet sådan at man på en måde glemmer alligevel. Jeg mener ikke at man glemmer at det var hæsligt og et mareridt, men detaljerne fortoner sig alligevel lidt. Min første graviditet, fødsel og første tid efter, står stadig for mig som det værste jeg har prøvet, men jeg havde glemt hvor slemt det var indtil jeg blev gravid igen nu her. Jeg blev nærmest lokket af naturen til at turde få et barn mere selv om jeg havde bandet og svoret gennem hele første graviditet og bagefter at jeg ALDRIG gjorde det igen. Men ønsket om at få et barn mere var så stærkt at det trængte minderne i baggrunden. Nu husker jeg det igen, men heldigvis er det ikke nær så slemt denne gang indtil videre har jeg det ok. Det slemme denne gang er nervøsiteten for en gentagelse af det sidste gang og den er til gengæld der hele tiden og meget belastende.

Jeg havde ikke lige tænkt over detaljen før med at hvis man har kæmpet længe for at få et barn så ville folk måske være endnu mere hard core med at man ikke må brokke sig. Men hvor er det dog nederen at du også har måttet opleve det oven i alt det andet!

 

Lullaby skriver:

Jeg er ked af at høre, at du føler at du ikke kan brokke dig over at være gravid. Jeg har selv haft 2 fantastiske graviditeter og er igang med den 3. Jeg elsker at være gravid og selvom fødslen af dem er sindssyg og jeg græder snot hver gang har jeg intet problem med at udsætte mig selv for det, for jeg ved jeg kan.

Min svigerinde sagde igennem alle hendes graviditeter at hun hadede at være gravid. Hun hadede det og kunne slet ikke overskue at skulle gå rundt og være det i 9 mdr. Så tror altså bare, at man skal kunne være åben overfor andres synspunkter. For selvfølgelig har graviditeten intet med at gøre om man elsker sine børn bagefter

En rigtig god og vigtig pointe